"Alene med lille datter, og føler sig som en dårlig mor....."
Hej Charlotte
Jeg er 31, bor pt alene med min datter på 3. Har været alene med hende siden hun var 15 mdr.
Det var som at være alene alligevel, da vi boede med faren.
Vi (min datter og jeg) har opbygget rutiner og tryghed i dem, i den tid vi har boet her. Vi har det dejligt og sjovt, generelt. Men jeg har jo manglet noget. Desperat ensom, mødte jeg en mand på nettet i oktober, det blev en stormende forelskelse og drømmene tog hurtigt form. Men da jeg lærte at han faktisk havde en derhjemme, med 4 børn (ikke hans egne) krævede jeg at han fortalte om mig samme aften og flyttede fra hende. Altsammen skete på ca 2 uger! Han forklarede sig med at han ikke kan være alene og at han absolut ikke elskede hende, men var blevet der pga børnene. Kort fortalt endte det med at han sagde flyt til min by, sammen med mig, eller jeg bliver hos hende af tryghed. Jeg hagede mig panisk fast i drømmen om mand og flere børn, og lovede at komme med senere hvis han bare fandt en lejlighed med plads til os. Sammen fandt vi et sted til ham, pr midt november, og han opførte sig som om det var vores sted og det var NU VI SKULLE BO SAMMEN. Men jeg ville gerne blive i vores hverdag i vores by pga min datter, og sagde at marts var det tidligste vi kom ned til ham og bo. Vi skulle besøge ham i slut november i 4 dage, ellers var han hos os, altid sammen, men da vi så skulle til at hjem til os igen, lang historie kort, : jeg tager ikke med jer, det er her jeg hører til. Bliv eller kom ikke tilbage, for hvis vi elsker hinanden skal vi ikke være adskilt. Det endte med at vi var ved ham hele december uden det var planlagt. Min lejlighed og børnehaven, var nærmest forbudt emne. Jeg kan kun se det klart nu.... I skrivende stund. Han blev ved konfrontation ved med at fortælle at sådan er han ikke, og det er meningen vi skal være sammen. Nu bliver det hele godt. Jeg fik startet min datter i børnehave dernede pr start januar, og min lejlighed stod stadig uopsagt og efterladt. Jeg føler mig naiv bondefangeri og snotdum og som en dååååååååårlig mor. Har hængt fast i drømmen og troen. I januar opdagede jeg at han var på dating sider, for at få bekræftelse, stillede et ultimatum, og alligevel gjorde han det igen i februar. Jeg flyttede tilbage på én dag med min datter. Efterfølgende har han overbevist mig om at han har fundet ud af at det er os han vil, og om det så er her i vores by. Jeg g
Charlottes svar
Kære Du
Dit brev slutter vist lidt brat, så jeg har ikke din slutning med. Men først så synes jeg på ingen måde at du er en dårlig mor. Jeg kan sagtens sætte mig ind i og forestille mig din længsel efter at være en lille familie, og din længsel efter at ha' en mand ved din side.
Men men men, man skal jo være ret så forsigtig med at knytte sig efter så kort tid til en mand som du lige har fundet på nettet.
Jeg synes du har gjort klogt i at flytte tilbage sammen med din datter, og jeg kan jo ikke råde dig, men en mand der surfer videre på nettet og lever sammen med en anden med så mange børn, ja ham ville jeg holde mig langt fra hvis jeg var dig. Jeg synes ikke det lyder som et holdbart forhold når han lover og ikke holder.
Se du at vende tilbage til din gamle hverdag sammen med din datter. Hvis du vil surfe videre på nettet, så vær forsigtig og brug langt mere tid til at "undersøge" før du kaster dig ud i et eventyr du måske bliver såret af og ked af bagefter.
Men du er ingen dårlig mor, du længes som mange der er alene, efter kærlighed og nærhed, og det er da til at forstå.
Jeg håber du kommer videre, og skriv endelig igen hvis du vil, mange varme hilsner Charlotte,
www.charlotte.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
