Jer med delebørn, hvordan klarer I det rent psykisk?? :(

Hvordan holder I humøret højt når jeres barn/børn er hos far? Jeg synes det er mega hårdt for tiden, og lige i dag var det ekstra slemt. Julia har ikke været i dagpleje i 14 dage, først pga skoldkopper og så kom påsken hvor hende og jeg var på ferie hos mine forældre hele ugen. I dag skulle hun så tilbage i dagpleje og hendes far skal have hende resten af ugen (vi deler 7/7). Men i morges da jeg havde taget overtøjet af hende ville hun ikke give slip på mig og over til Dp moren. På et tidspunkt kigger hun op på mig, med tårer i øjnene og et blik der bare sagde "mor tag mig med hjem igen". Kunne bare se på hende at hun virkelig prøvede at være tapper.
AV det skar i hjertet! Jeg brød fuldstændig sammen da jeg kom hjem, synes det er SÅ hårdt at skulle dele hende og undvære hende. Men hendes far skal jo også have lov at se sit barn.
Men FUCK jeg synes ikke det er sjovt og jeg savner hende helt vildt.

Hvordan klarer I det? Vænner man sig til det med tiden eller må man bare lære at leve med savnet?

LuLy skriver:

Hvordan holder I humøret højt når jeres barn/børn er hos far? Jeg synes det er mega hårdt for tiden, og lige i dag var det ekstra slemt. Julia har ikke været i dagpleje i 14 dage, først pga skoldkopper og så kom påsken hvor hende og jeg var på ferie hos mine forældre hele ugen. I dag skulle hun så tilbage i dagpleje og hendes far skal have hende resten af ugen (vi deler 7/7). Men i morges da jeg havde taget overtøjet af hende ville hun ikke give slip på mig og over til Dp moren. På et tidspunkt kigger hun op på mig, med tårer i øjnene og et blik der bare sagde "mor tag mig med hjem igen". Kunne bare se på hende at hun virkelig prøvede at være tapper.
AV det skar i hjertet! Jeg brød fuldstændig sammen da jeg kom hjem, synes det er SÅ hårdt at skulle dele hende og undvære hende. Men hendes far skal jo også have lov at se sit barn.
Men FUCK jeg synes ikke det er sjovt og jeg savner hende helt vildt.

Hvordan klarer I det? Vænner man sig til det med tiden eller må man bare lære at leve med savnet?

Jeg vender den lige 180 grader og svarer på min mands vegne:

Man lærer at leve med smerten og savnet - på samme måde som når man mister et nært familiemedlem, det gør ondt, meget ondt, og der er en sorgperiode, man skal igennem, man har mistet sit allerkæreste og hele familiebilledet krakkelerer. Samtidigt skal man forholde sig til alle de praktiske ting ved en skilsmisse, barnet forsvinder fra hjemmet med moderen, der af helt uforklarlige grunde ikke længere kan genkendes som den person, man forelskede sig i, men nu er fjenden - eller det giver hendes opførsel udtryk for. Der går lang tid før afklaringen i Statsforvaltningen falder, ventetid, tomrum. Dagen for samvær kommer, store forventninger, der ikke indfries, skuffelse blandet med glæde over endelig at se sit barn, barnet der står med troen på, at far har svigtet, selvom det er mor, der har taget valget om at få en anden mand. Man forsøger at gøre det allerbedste for sit barn og mødes med utak og kritik fra moderen, forsøger at undgå skænderier.

Glæder sig til weekenden om 12 dage, hvor man skal se sit barn igen, opkald fra moderen med besked om, at de desværre skal noget andet den weekend, forsøger at være samarbejdsvillig og bytte sig frem til tilsvarende tid og kæmper for at undertrykke savnet og skuffelsen, mens moderen råber: "Jeg kan sgu da ikke undvære hende så lang tid, hvordan tror du lige, jeg har det med, at hun skal være væk hjemmefra så længe?". 

Mor eller far..........savnet er det samme, men det er nok forskelligt, hvordan vi vælger at udtrykke det, så måske du kan lægge vægt på, at hun jo har mange gode stunder med sin far, når hun ikke er hos dig, og hvor dejligt det må være for hende, at hun også har et nært forhold til ham - og så må du jo nyde det ekstra meget, når du så har hende.

Jeg vender den lige 180 grader og svarer på min mands vegne:

Man lærer at leve med smerten og savnet - på samme måde som når man mister et nært familiemedlem, det gør ondt, meget ondt, og der er en sorgperiode, man skal igennem, man har mistet sit allerkæreste og hele familiebilledet krakkelerer. Samtidigt skal man forholde sig til alle de praktiske ting ved en skilsmisse, barnet forsvinder fra hjemmet med moderen, der af helt uforklarlige grunde ikke længere kan genkendes som den person, man forelskede sig i, men nu er fjenden - eller det giver hendes opførsel udtryk for. Der går lang tid før afklaringen i Statsforvaltningen falder, ventetid, tomrum. Dagen for samvær kommer, store forventninger, der ikke indfries, skuffelse blandet med glæde over endelig at se sit barn, barnet der står med troen på, at far har svigtet, selvom det er mor, der har taget valget om at få en anden mand. Man forsøger at gøre det allerbedste for sit barn og mødes med utak og kritik fra moderen, forsøger at undgå skænderier.

Glæder sig til weekenden om 12 dage, hvor man skal se sit barn igen, opkald fra moderen med besked om, at de desværre skal noget andet den weekend, forsøger at være samarbejdsvillig og bytte sig frem til tilsvarende tid og kæmper for at undertrykke savnet og skuffelsen, mens moderen råber: "Jeg kan sgu da ikke undvære hende så lang tid, hvordan tror du lige, jeg har det med, at hun skal være væk hjemmefra så længe?". 

Mor eller far..........savnet er det samme, men det er nok forskelligt, hvordan vi vælger at udtrykke det, så måske du kan lægge vægt på, at hun jo har mange gode stunder med sin far, når hun ikke er hos dig, og hvor dejligt det må være for hende, at hun også har et nært forhold til ham - og så må du jo nyde det ekstra meget, når du så har hende.

Jeg læser det nu heller ikke som at TS søger forklaring på forskellen mellem mor eller far, men blot hvordan man som forælder helt generelt håndterer afsavnet. Men hold da op, din mand lyder bitter. Det har vist været en hård omgang.

 

Til TS: Jeg kender ikke selv rent personligt til problematikken. Min mand har dog børn, der bor hos deres mor, og han håndterer det fint i dag, selvom han da har dage, hvor han savner dem mere end andre, men jeg tror primært det var i starten efter deres skilsmisse, hvor han pludselig skulle undvære dem i hverdagen, at han havde det rigtig hårdt. Så som svar på dit spørgsmål, vil jeg antage, man vænner sig til det efterhånden som alting bliver dagligdagsrutine. - Men som Rockertand siger, er der nok en vis lighed mellem den situation og et dødsfald af en nær, eftersom man skal vænne sig til situationen gradvist, men nogle dage vil føle større afsavn end andre? Og gad vide om nøjagtigt det samme ikke gælder barnet, som skal igennem den samme tilvænningsproces, og skal skiftes til at savne den ene og så den anden forælder? Sjovt kan det i hvert fald ikke være, men alternativet med to samboende forældre, som ikke kan sammen, er da trods alt noget værre.

Ja, man vænner sig til det - næsten. Min søn er også en uge ad gangen hos far, og det er 8 år siden, vi gik fra hinanden. Jeg savner ham, selvfølgelig, men det vigtige er, hvordan HAN har det. Og han trives og er glad.

Da jeg boede alene trænede jeg en del de uger, han var hos far. Dvs på arbejde hele dagen, i fitnesscenter bagefter og ofte først hjemme omkring kl 20. Og i weekenderne træning, byture, cafeture, alt det som er svært at få tid til som enlig mor. Desuden fik jeg ordnet rengøring mm og indkøb til ugen efter. Så tiden var fyldt ud, og samtidig skulle jeg ikke bruge for meget tid på de kedelige ting, når sønnen kom hjem.

Det var vildt hårdt i starten, men jeg lærte at sætte pris på at have tiden for mig selv. Men selvfølgelig savner man dem helt vanvittigt. Man har jo ikke sat børn i verden for at skulle undvære dem - men det er nu engang vilkårene når man bliver skilt. For både mor og far.

Det vigtige er, at børnene har det godt - de har ikke bedt om at blive skilsmissebørn! Jeg har altid sagt til min søn, at jeg selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at jeg aldrig er ked af det - fordi jeg ved at han har det godt hos sin far. Det er ikke helt sandt at jeg aldrig er ked af det - men det skal han ikke vide!

Rockertand skriver:

Jeg vender den lige 180 grader og svarer på min mands vegne:

Man lærer at leve med smerten og savnet - på samme måde som når man mister et nært familiemedlem, det gør ondt, meget ondt, og der er en sorgperiode, man skal igennem, man har mistet sit allerkæreste og hele familiebilledet krakkelerer. Samtidigt skal man forholde sig til alle de praktiske ting ved en skilsmisse, barnet forsvinder fra hjemmet med moderen, der af helt uforklarlige grunde ikke længere kan genkendes som den person, man forelskede sig i, men nu er fjenden - eller det giver hendes opførsel udtryk for. Der går lang tid før afklaringen i Statsforvaltningen falder, ventetid, tomrum. Dagen for samvær kommer, store forventninger, der ikke indfries, skuffelse blandet med glæde over endelig at se sit barn, barnet der står med troen på, at far har svigtet, selvom det er mor, der har taget valget om at få en anden mand. Man forsøger at gøre det allerbedste for sit barn og mødes med utak og kritik fra moderen, forsøger at undgå skænderier.

Glæder sig til weekenden om 12 dage, hvor man skal se sit barn igen, opkald fra moderen med besked om, at de desværre skal noget andet den weekend, forsøger at være samarbejdsvillig og bytte sig frem til tilsvarende tid og kæmper for at undertrykke savnet og skuffelsen, mens moderen råber: "Jeg kan sgu da ikke undvære hende så lang tid, hvordan tror du lige, jeg har det med, at hun skal være væk hjemmefra så længe?". 

Mor eller far..........savnet er det samme, men det er nok forskelligt, hvordan vi vælger at udtrykke det, så måske du kan lægge vægt på, at hun jo har mange gode stunder med sin far, når hun ikke er hos dig, og hvor dejligt det må være for hende, at hun også har et nært forhold til ham - og så må du jo nyde det ekstra meget, når du så har hende.

Det er da vist (heldigvis) de færreste ekskoner der er sådan!! 

Man vænner sig til det med tiden synes jeg. Jeg begyndte ihvertfald at se mulighederne i det, som jeg kunne lave, når jeg var børnefri


Men det tager tid

Min datter har ikke samvær med sin far, men hun er i stedet ved en aflastningsfamilie hver anden weekend, og der gælder det samme for mig, at jeg kan savne min datter så frygtelig meget.

Miss Kat skriver:

Jeg læser det nu heller ikke som at TS søger forklaring på forskellen mellem mor eller far, men blot hvordan man som forælder helt generelt håndterer afsavnet. Men hold da op, din mand lyder bitter. Det har vist været en hård omgang.

 

Til TS: Jeg kender ikke selv rent personligt til problematikken. Min mand har dog børn, der bor hos deres mor, og han håndterer det fint i dag, selvom han da har dage, hvor han savner dem mere end andre, men jeg tror primært det var i starten efter deres skilsmisse, hvor han pludselig skulle undvære dem i hverdagen, at han havde det rigtig hårdt. Så som svar på dit spørgsmål, vil jeg antage, man vænner sig til det efterhånden som alting bliver dagligdagsrutine. - Men som Rockertand siger, er der nok en vis lighed mellem den situation og et dødsfald af en nær, eftersom man skal vænne sig til situationen gradvist, men nogle dage vil føle større afsavn end andre? Og gad vide om nøjagtigt det samme ikke gælder barnet, som skal igennem den samme tilvænningsproces, og skal skiftes til at savne den ene og så den anden forælder? Sjovt kan det i hvert fald ikke være, men alternativet med to samboende forældre, som ikke kan sammen, er da trods alt noget værre.

Det var heller ikke et "kønsbestemt" indlæg , men blot en påpegen af, at skilsmissefamilier oplever savn fra mange forskellige vinkler (og så er det den eneste erfaring, jeg har).

Rockertand skriver:

Jeg vender den lige 180 grader og svarer på min mands vegne:

Man lærer at leve med smerten og savnet - på samme måde som når man mister et nært familiemedlem, det gør ondt, meget ondt, og der er en sorgperiode, man skal igennem, man har mistet sit allerkæreste og hele familiebilledet krakkelerer. Samtidigt skal man forholde sig til alle de praktiske ting ved en skilsmisse, barnet forsvinder fra hjemmet med moderen, der af helt uforklarlige grunde ikke længere kan genkendes som den person, man forelskede sig i, men nu er fjenden - eller det giver hendes opførsel udtryk for. Der går lang tid før afklaringen i Statsforvaltningen falder, ventetid, tomrum. Dagen for samvær kommer, store forventninger, der ikke indfries, skuffelse blandet med glæde over endelig at se sit barn, barnet der står med troen på, at far har svigtet, selvom det er mor, der har taget valget om at få en anden mand. Man forsøger at gøre det allerbedste for sit barn og mødes med utak og kritik fra moderen, forsøger at undgå skænderier.

Glæder sig til weekenden om 12 dage, hvor man skal se sit barn igen, opkald fra moderen med besked om, at de desværre skal noget andet den weekend, forsøger at være samarbejdsvillig og bytte sig frem til tilsvarende tid og kæmper for at undertrykke savnet og skuffelsen, mens moderen råber: "Jeg kan sgu da ikke undvære hende så lang tid, hvordan tror du lige, jeg har det med, at hun skal være væk hjemmefra så længe?". 

Mor eller far..........savnet er det samme, men det er nok forskelligt, hvordan vi vælger at udtrykke det, så måske du kan lægge vægt på, at hun jo har mange gode stunder med sin far, når hun ikke er hos dig, og hvor dejligt det må være for hende, at hun også har et nært forhold til ham - og så må du jo nyde det ekstra meget, når du så har hende.

Hold da op, lyder ikke som om moren er særlig samarbejdsvillig - eller særlig villig til at dele det barn.
Jeg synes jo at et barn har ret til sin mor og far lige meget, også selvom det er møg hårdt. Tak for dit indlæg

Miss Kat skriver:

Jeg læser det nu heller ikke som at TS søger forklaring på forskellen mellem mor eller far, men blot hvordan man som forælder helt generelt håndterer afsavnet. Men hold da op, din mand lyder bitter. Det har vist været en hård omgang.

 

Til TS: Jeg kender ikke selv rent personligt til problematikken. Min mand har dog børn, der bor hos deres mor, og han håndterer det fint i dag, selvom han da har dage, hvor han savner dem mere end andre, men jeg tror primært det var i starten efter deres skilsmisse, hvor han pludselig skulle undvære dem i hverdagen, at han havde det rigtig hårdt. Så som svar på dit spørgsmål, vil jeg antage, man vænner sig til det efterhånden som alting bliver dagligdagsrutine. - Men som Rockertand siger, er der nok en vis lighed mellem den situation og et dødsfald af en nær, eftersom man skal vænne sig til situationen gradvist, men nogle dage vil føle større afsavn end andre? Og gad vide om nøjagtigt det samme ikke gælder barnet, som skal igennem den samme tilvænningsproces, og skal skiftes til at savne den ene og så den anden forælder? Sjovt kan det i hvert fald ikke være, men alternativet med to samboende forældre, som ikke kan sammen, er da trods alt noget værre.

Jeg tror du har helt ret i, at det også er svært at være barnet. Nu er hun heldigvis stadig så lille og hun kan ikke huske at vi har været sammen og hun kan ikke huske bruddet imellem os.

Men hun er meget morsyg for tiden, og de sidste par gange jeg har afleveret hende, har hun ikke været synderligt begejstret for at skulle væk. Så hun har helt klart også et savn, håber at hun, ligesom jeg må, lærer at det er sådan det er. Og som du siger, alternativet var at have to forældre sammen som ikke kunne sammen - og det er jo endnu værre

FruK skriver:

Ja, man vænner sig til det - næsten. Min søn er også en uge ad gangen hos far, og det er 8 år siden, vi gik fra hinanden. Jeg savner ham, selvfølgelig, men det vigtige er, hvordan HAN har det. Og han trives og er glad.

Da jeg boede alene trænede jeg en del de uger, han var hos far. Dvs på arbejde hele dagen, i fitnesscenter bagefter og ofte først hjemme omkring kl 20. Og i weekenderne træning, byture, cafeture, alt det som er svært at få tid til som enlig mor. Desuden fik jeg ordnet rengøring mm og indkøb til ugen efter. Så tiden var fyldt ud, og samtidig skulle jeg ikke bruge for meget tid på de kedelige ting, når sønnen kom hjem.

Det var vildt hårdt i starten, men jeg lærte at sætte pris på at have tiden for mig selv. Men selvfølgelig savner man dem helt vanvittigt. Man har jo ikke sat børn i verden for at skulle undvære dem - men det er nu engang vilkårene når man bliver skilt. For både mor og far.

Det vigtige er, at børnene har det godt - de har ikke bedt om at blive skilsmissebørn! Jeg har altid sagt til min søn, at jeg selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at jeg aldrig er ked af det - fordi jeg ved at han har det godt hos sin far. Det er ikke helt sandt at jeg aldrig er ked af det - men det skal han ikke vide!

Ja, jeg prøver også at holde mig beskæftiget i den uge jeg ikke har hende. Før jeg gik på barsel arbejdede jeg lidt mere, og jeg prøver også at "nyde" lidt tid alene.
Især lige da jeg fandt sammen med min nye kæreste var det da rart at vi havde en hel uge til bare at være nyforelskede. Men da den nyforelskelse lagde sig, havde jeg slet ikke samme "behov" for alene tiden, så havde jeg bare behov for at have mit barn hos mig. Som du siger, man har jo ikke fået dem for at undvære dem.
Men ja, det vigtigste er hvordan HUN har det, og hun trives heldigvis, og jeg ved at de hygger sig når hun er sammen med sin far, så det er betryggende. Men man sidder lidt og tænker, der kan umuligt være andre i verden der elsker hende ligeså højt som JEG gør - men det gør hendes far jo