Skuffet over barnets køn?

Anonym skriver:

Kære alle. 
Jeg har lige fået afvide jeg ventede mig en lille dreng i uge 13+6.. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har været SÅ ked af det siden - bare skuffet og trist! Havde 100% håbet og været sikker på en lille pige og kan slet ikke forene mig med tanken om en lille dreng.... er jeg den eneste?

Sådan havde jeg det da vi fandt ud af at vi ventede en pige i min første graviditet.. Jeg var virkelig knust.

Men jeg var også sur på mig selv.. for hvorfor kunne jeg ikke lave en dreng?! Jeg kunne ikke give min mand en søn.

Men jeg gav mig selv lov til at føle de ting jeg gjorde uden at ligge skjul på dem.. og fik snakket med både min mand og mor om tingene.

Vi tog dagen efter ud og kiggede på pigeting og udstyr.. Jeg var stadig ked af det - men prøvede at se på de positive ting.

Men der gik alligevel en uges tid før jeg synes at det var "okay" at vi ventede en pige.


Lad vær med at hør på dem der bebrejder dig for at føle som du gør.. det hjælper ingenting - for man ved det jo godt.
Føl som du gør og giv dig selv lov til at være trist - men prøv at kig rundt på nettet efter drengeting.. og prøv at se på de positive ting Det skal helt sikkert nok blive bedre.


Tillykke med den lille bassemand i maven

Anonym skriver:

Kære alle. 
Jeg har lige fået afvide jeg ventede mig en lille dreng i uge 13+6.. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har været SÅ ked af det siden - bare skuffet og trist! Havde 100% håbet og været sikker på en lille pige og kan slet ikke forene mig med tanken om en lille dreng.... er jeg den eneste?

Men hvordan kan man håbe og tro på et køn 100% når man VED at der jo altid vil være 50/50 chance for begge køn?  Det forstår jeg bare slet ikke.. 

Jeg kan godt forstå at man måske ønsker sig det ene, men det bør da aldrig kunne komme som et chok for nogen at det bliver noget andet end ønsket, og derfor så gå hen og blive direkte skuffet over længere tid.. et barn er vel et barn.. og det er vel et barn man har ønsket sig frem for alt.. ikke?

Ja man har lov til at være skuffet.....

Da jeg ventede vores første barn, og vi fik af vide at vi skulle have en dreng, var jeg virkelig skuffet. Mens fordi jeg ikke kunne forholde mig til drengeting, drengenavn og blåt/grønt og ingen kjoler. Jeg har en søster og kunne kun forholde mig til piger..... Der gik lidt tid før jeg vænnede mig til at vi skulle have en dreng, men da jeg gjorde det, styrkede jeg ned i H&M og købte en masse drengetøj  Da han så blev født, var han det smukkeste barn jeg nogen sinde havde set.

Anden gang ventede jeg så en pige, jeg gik hele graviditeten og sagde til alle at jeg var sikker på, at vi skulle have en pige. Vi kendte ikke kønnet før fødslen. Jeg gik endda ud og købte lyserødt, for jeg ØNSKEDE mig såååååå meget en pige . Og jeg var så lykkelig, da HUN kom ud.

Når men vænner sig til tanken om at man skal have et andet køn end det man ønsker sig, så bliver man alligevel lykkelig og taknemmelig over at man kan få børn.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg kan godt forstå dig. Det kan være noget af en omstilling, hvis man har gået og visualiseret et andet køn.

Men se, om du ikke kan lægge noget af kassetænkningen fra dig: Drenge er ikke bare drenge, og piger er ikke bare piger.

Der findes piger, der er pyntesyge, der findes piger, der løber hurtigst og dratter ned fra træerne. Der findes piger, der går på (skatte)jagt, og der findes piger, der drømmer om prinsen på den hvide hest. Og der findes piger, der kysser på andre piger...

/

Der findes drenge, der er pyntesyge, der findes drenge, der løber hurtigst og dratter ned fra træerne. Der findes drenge, der går på (skatte)jagt, og der findes drenge, der drømmer om prinsen på den hvide hest. Og der findes drenge, der kysser på piger...

Ved godt, det er banalt, men når du får rettet dit blik ud af boksen, så tror jeg, du vil åbne dig i højere grad. Og så vil du glæde dig mere.

Jeg kan sagtens følge dig, og jeg er ked af at høre, at du ikke venter en pige, når nu du har ønsket dig en sådan. Men dit barn er heldgivis ikke bare et køn... 

Stort kram herfra

 

So true!

Jeg er mor til to dejlige drenge. Jeg ønskede mig også piger, men det fik jeg ikke. Og hvad så? Jeg har to raske drenge, som jeg bare kunne få da jeg gerne ville. Nogle kæmper (forgæves) i årevis - vi kunne bare lave dem. Hvor er jeg egentlig heldig

Og rigtigt nok, så er drenge ikke bare drenge. Mine drenge er så forskellige. Den ene tegner, laver perlekæder, plukker blomster til sin mor, laver gaver, og sætter hår. Den anden løber stærkt, råber højt, er god til puslespil og elsker biler. De er skønne på hver sin måde, og så er de heldigvis mine

Jeg drømmer ikke længere om en pige. Det kunne have været fint med en datter, men det fik jeg ikke. Pyt med det

Jeg håber du kommer til at tænker lige sådan. Det tror jeg du gør. Når du står med din baby i armene kan du ikke begribe at du nogensinde tænkte sådan - jeg har mærket det hos mig selv, set det hos veninder og læst tråde som denne mange gange før.

Tillykke med din søn

helle85 skriver:

ja jeg har også en dreng der ikke er "normal" letter mental rataderet og elektivmutisme, og er da også lige så glad for ham som for freja men er jo først noget vi har opdaget lidt efter lidt så han blev jo betrægtedet som sund og rask som nyfødt

men ender jo med at elske alle sine børn uanset havd køn de har også selvom de har nogen handicap osv

Hvad indebærer elektivmutisme? Aldrig stødt på ordet før. 

Ditte_Marie skriver:

Sådan havde jeg det da vi fandt ud af at vi ventede en pige i min første graviditet.. Jeg var virkelig knust.

Men jeg var også sur på mig selv.. for hvorfor kunne jeg ikke lave en dreng?! Jeg kunne ikke give min mand en søn.

Men jeg gav mig selv lov til at føle de ting jeg gjorde uden at ligge skjul på dem.. og fik snakket med både min mand og mor om tingene.

Vi tog dagen efter ud og kiggede på pigeting og udstyr.. Jeg var stadig ked af det - men prøvede at se på de positive ting.

Men der gik alligevel en uges tid før jeg synes at det var "okay" at vi ventede en pige.


Lad vær med at hør på dem der bebrejder dig for at føle som du gør.. det hjælper ingenting - for man ved det jo godt.
Føl som du gør og giv dig selv lov til at være trist - men prøv at kig rundt på nettet efter drengeting.. og prøv at se på de positive ting Det skal helt sikkert nok blive bedre.


Tillykke med den lille bassemand i maven

 Præcis! Andre skal ikke/ BØR ikke diktere hvordan andre skal føle om noget, men hold nu kæft hvor har mange en mening om noget og alting - og det er da helt vildt så rosenrødt og glansbillede-agtigt det hele skal være!  

DitteFisk skriver:

Men hvordan kan man håbe og tro på et køn 100% når man VED at der jo altid vil være 50/50 chance for begge køn?  Det forstår jeg bare slet ikke.. 

Jeg kan godt forstå at man måske ønsker sig det ene, men det bør da aldrig kunne komme som et chok for nogen at det bliver noget andet end ønsket, og derfor så gå hen og blive direkte skuffet over længere tid.. et barn er vel et barn.. og det er vel et barn man har ønsket sig frem for alt.. ikke?

Jeg var helt sikker på at jeg ville få en dreng først..
Den forestilling har jeg altid haft - i min familie er vi 6 søskendepar, alle men dreng først.. Så jeg kunne slet ikke forestille mig at det skulle være anderledes for mig..




Jo, frem for alt ønsker man et barn.. Men hvis man har haft en bestemt forestilling i sit hoved, er deet ikke altid så nemt at acceptere at det ikke er sådan. Specielt ikke når man er gravid og hormonel

Svenne skriver:

Nej jeg har ikke prøvet det! Og jeg forstår det ikke!
Jeg synes, du skal være glad for, at du KAN få børn!

Ej men come on! Det er det samme som at sige til en der har brækket armen, at de skal være glade for at de i det hele taget HAR en arm, for det er der nogen der ikke har og-så-tør-øjnene-og-snup-en-tudekiks. Folk har ret til de følelser de nu engang har, og de går ikke væk med at andre siger de er forkerte.

Det er da vildt træls at læse sådan et indlæg hvis man ikke kan få det man allermest drømmer om, men tror nu heller ikke at ts har det super fedt med hendes følelser lige nu.

MortilElias2010 skriver:

Hvad indebærer elektivmutisme? Aldrig stødt på ordet før. 

det er noget hvor man er angst for at snakke med andre mennsker. men nogen har det sværer end andre lucas er blevet meget bedre. så nå han har set folk an så kan han godt snakke lidt med dem, men han kan bare ikke snakke med ander børn.

han har ikke diagnosen helt da det ikke kunne stille den på børnepsyk da han er bagud i udviklingen. men de sagde at han havde alle symtomer på det så hvis han ikke var bagud så havde han fået diagnosen

da jeg ikke er så godt til at forklare hvad det er så kommer der et link her så du evt selv kan læse lidt om det

http://www.angstforeningen.dk/?page=elektiv-mutism e

Kære alle. 
Jeg har lige fået afvide jeg ventede mig en lille dreng i uge 13+6.. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har været SÅ ked af det siden - bare skuffet og trist! Havde 100% håbet og været sikker på en lille pige og kan slet ikke forene mig med tanken om en lille dreng.... er jeg den eneste?

Du har nogen følelser som for mange ikke er legale for du skal bare være glad for du får et raskt barn, du kan få børn osv. 

Men jeg forstår godt du kan have de følelser, dog vil jeg råde råde dig til at prøve at vende følelserne om, så du ikke er skuffet over drengen i din mave, men over den pige du ikke får denne gang. Ved godt det er det samme, og dog fordi skuffelsen er over drengen er møntet på det skønne levende væsen i din mave og Gud forbyde det tænk om der sker ham noget og du så har tænkt sådan.

Når det er sagt vil jeg give dig er stort kram og en masse forståelse og håbe du kan tillade at sige det højt til din bedre halvdel for når det kommer ud er det nemmere at grine af det. Og sige jeg har stået der og har nu de mest fantastiske drenge og stadig en snert af drømmen om endnu en lille pige, men mine drenge er så meget mors drenge, enormt forskellige og ja bare sammen med deres søster det mest fantastiske på denne jord 

line