Angst for at miste.......

stm2812 skriver:

ej så gør det heller ikke noget hvis det 'bare' er sådan en person man har slettet. Hvis man alligevel ikke rigtig kender personen er der ingen grund til at man skal blive ked af det og mindet om det hver gang hun skriver noget nyt på fb

årh det kan jeg godt forstå. Vi har selv besluttet os for at vi ville have en tidlig scanning til den tid fordi jeg slet ikke vil ku holde ud at vente til ca uge 12 for at finde ud af om alt er okay. Men hvis man ser hjerteblink så tror man jo alt er helt iorden. kan slet ikke forestille mig den sorg og skuffelse du har måtte igennem efter det. Og så gør det det bare endnu mere virkeligt når man ser en lille 'babyklump' på skærmen. 

 

Ja, så føler man sig lidt snydt!
Men kan sagtens forstå du gerne vil scannes. 12 uger er virkelig også lang tid at gå uden at vide om man er købt eller solgt.

mrhl skriver:

Ja, så føler man sig lidt snydt!
Men kan sagtens forstå du gerne vil scannes. 12 uger er virkelig også lang tid at gå uden at vide om man er købt eller solgt.

Ja lige præcis. Nu døjede jeg af voldsom kvalme og opkast sidste graviditet så der var jeg ikke i tvivl. Men kan huske hvor nervøs jeg blev da det forsvandt fra den ene dag til den anden. Havde heldigvis md scanningen kort efter der

men håber i hvert fald alt det bedste for dig og glæder mig til nogle dejlige lykkelige updates efter nf-scanningen

Jeg kan 100% godt forstå dig. Første gang jeg var gravid, endte det i en biokemisk graviditet og anden gang i en spontan abort omkring 10.-11.-uge, hvor vi også havde været til tidlig scanning og set hjerteblink, men det gik så alligevel galt. Så jeg VED præcis hvilket følelseshelvede du gennemgår nu. Ikke at det på nogen måde er en trøst, men du er i hvert fald ikke alene!

I det samme tidsrum, hvor vi forsøgte at blive gravide og mistede nogle gange, før vi nu endelig ser ud til at få vores baby i armene om ca. 6 ugers tid, er det lykkedes min kusine at få ikke mindre end TO børn. Så den del forstår jeg også godt! Og det er virkelig utrolig nemt at tænke, at universet håner én og at det er ekstremt uretfærdigt, hvor det jo i virkeligheden bare handler om tilfældigheder. Man skal passe på, ikke at blive sin egen værste fjende gennem sådan et forløb.

Og som svar på dit spørgsmål: Ja, det er nok desværre dit lod at leve i frygt de første måneder. Eller som minimum forsøge at distancere dig fra det hele. Det er nok uundgåeligt når først man har oplevet at miste. Jeg selv forholdte mig ikke rigtig til at være gravid før efter nakkefoldsscanningen, og nu hvor jeg er i uge 34 tør jeg stadig ikke rigtig tro på, der faktisk kommer en baby ud af dette her. Der kan stadig gå ALT galt i min sortseerhjerne. Som en anden Baby.dk-bruger engang fortalte mig, mister man sin evne til at være 'naiv-gravid' når først man har mistet. - Hvor man bare svæver rundt på en lyserød sky af babylykke.  Men prøv at holde fast i tanken om at du er første skridt i den rigtige retning. Du HAR den positive test! Der er langt større chance for at det går godt end omvendt.

Jeg  alt! 

mrhl skriver:

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

Jeg har prøvet præcis det samme, endda på samme tidspunkt som dig.. Jubii vi var gravide efter 2 års forsøg.. Vi bliver inviteret hjem til mandens bror og kæreste og de fortæller gladeligt at de er gravide i 6 uge. Kun 4 dage efter finder vi ud af at jeg er gravid, og havde det jo på fornemmelsen.. Vi valgte dog at vente med at fortælle noget.. Og ja så gik det jo galt i uge 8. Og se at se hende med gravid mave, og opdateringer på facebook mm. Jeg har tudet og hylet. Det har været et sandt helvede. Jeg har helt holdt mig fra alkohol siden vi begyndte på vores projekt, men i ren afmagt fandt jeg en flaske vin eller to, og så havde jeg ellers medlidenhed med mig selv.. Jeg er nu gravid igen med tvillinger 12+1 og de får nyheden på lørdag.. Men jeg er stadig så bange for at det går galt..

Jeg tror min pointe er at du skal give dig selv lov til at tude og have ondt af dig selv, for det er bare ikke fair. Jeg bandede min læge langt væk for ikke at ville hjælpe mig med en psykolog, da det tog så hårdt på mig, og svaret var bare at det jo bare var en lille klump der var væk og ikke et foster. Men jeg elskede jo det inde i maven allerede den gang..

Skriv endelig hvis du har brug for at få lettet hjertet og tillykke med graviditeten

mrhl skriver:

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

først lige et herfra.

Jeg kan sagtens følge dig, og det må virkelig ikk være sjovt for dig.

jeg begyndte at bløde helt vildt i lørdags, og har efterfølgende pletblødt, til i forgårs. Jeg kom til en akut scanning i går og heldigvis var den lille stadig der inde, og så hjertet bevæge sig,  jeg er 7 uger henne, men tro mig er også meget bange stadig for der yderligere kan ske noget, lægerne sagde jeg var sund og rask men de kunne selvfølgelig ikke garantere om der ville ske noget igen, men indtil videre så det ordenligt ud derinde..

jeg finger for dig, og håber din graviditet vil forsætte en god udvikling.

Kærligste hilsner Trine.

Miss Kat skriver:

Jeg kan 100% godt forstå dig. Første gang jeg var gravid, endte det i en biokemisk graviditet og anden gang i en spontan abort omkring 10.-11.-uge, hvor vi også havde været til tidlig scanning og set hjerteblink, men det gik så alligevel galt. Så jeg VED præcis hvilket følelseshelvede du gennemgår nu. Ikke at det på nogen måde er en trøst, men du er i hvert fald ikke alene!

I det samme tidsrum, hvor vi forsøgte at blive gravide og mistede nogle gange, før vi nu endelig ser ud til at få vores baby i armene om ca. 6 ugers tid, er det lykkedes min kusine at få ikke mindre end TO børn. Så den del forstår jeg også godt! Og det er virkelig utrolig nemt at tænke, at universet håner én og at det er ekstremt uretfærdigt, hvor det jo i virkeligheden bare handler om tilfældigheder. Man skal passe på, ikke at blive sin egen værste fjende gennem sådan et forløb.

Og som svar på dit spørgsmål: Ja, det er nok desværre dit lod at leve i frygt de første måneder. Eller som minimum forsøge at distancere dig fra det hele. Det er nok uundgåeligt når først man har oplevet at miste. Jeg selv forholdte mig ikke rigtig til at være gravid før efter nakkefoldsscanningen, og nu hvor jeg er i uge 34 tør jeg stadig ikke rigtig tro på, der faktisk kommer en baby ud af dette her. Der kan stadig gå ALT galt i min sortseerhjerne. Som en anden Baby.dk-bruger engang fortalte mig, mister man sin evne til at være 'naiv-gravid' når først man har mistet. - Hvor man bare svæver rundt på en lyserød sky af babylykke.  Men prøv at holde fast i tanken om at du er første skridt i den rigtige retning. Du HAR den positive test! Der er langt større chance for at det går godt end omvendt.

Jeg  alt! 

Tak for dit svar.
Tror du har helt ret i, at når man har prøvet at miste, vil man aldrig kunne være helt "naiv-gravid" igen.
Ville bare ønske det fyldte mindre.... Men det kommer det måske til når jeg er lidt længere henne... Eller når jeg står med min guldklump i armene :p

pcoramt skriver:

Jeg har prøvet præcis det samme, endda på samme tidspunkt som dig.. Jubii vi var gravide efter 2 års forsøg.. Vi bliver inviteret hjem til mandens bror og kæreste og de fortæller gladeligt at de er gravide i 6 uge. Kun 4 dage efter finder vi ud af at jeg er gravid, og havde det jo på fornemmelsen.. Vi valgte dog at vente med at fortælle noget.. Og ja så gik det jo galt i uge 8. Og se at se hende med gravid mave, og opdateringer på facebook mm. Jeg har tudet og hylet. Det har været et sandt helvede. Jeg har helt holdt mig fra alkohol siden vi begyndte på vores projekt, men i ren afmagt fandt jeg en flaske vin eller to, og så havde jeg ellers medlidenhed med mig selv.. Jeg er nu gravid igen med tvillinger 12+1 og de får nyheden på lørdag.. Men jeg er stadig så bange for at det går galt..

Jeg tror min pointe er at du skal give dig selv lov til at tude og have ondt af dig selv, for det er bare ikke fair. Jeg bandede min læge langt væk for ikke at ville hjælpe mig med en psykolog, da det tog så hårdt på mig, og svaret var bare at det jo bare var en lille klump der var væk og ikke et foster. Men jeg elskede jo det inde i maven allerede den gang..

Skriv endelig hvis du har brug for at få lettet hjertet og tillykke med graviditeten

Er ked af at høre at du også har været igennem det.
Men det er da lidt spøjst at vi har været igennem det samtidig og også med et andet familiemedlem som var gravid

Det er klart at man skal have lov til at være ked af det og føle at det er unfair. Men jeg bryder mig bare ikke om den side af mig selv, som har så svært ved at glæde sig på andres vegne. Får virkelig dårlig samvittighed. Selvom der med garanti er rigtig mange der har det sådan

Stort tillykke med graviditeten! Og tvillinger, wow! Er helt sikker på at alt nok skal gå godt

TrineRørvig skriver:

først lige et herfra.

Jeg kan sagtens følge dig, og det må virkelig ikk være sjovt for dig.

jeg begyndte at bløde helt vildt i lørdags, og har efterfølgende pletblødt, til i forgårs. Jeg kom til en akut scanning i går og heldigvis var den lille stadig der inde, og så hjertet bevæge sig,  jeg er 7 uger henne, men tro mig er også meget bange stadig for der yderligere kan ske noget, lægerne sagde jeg var sund og rask men de kunne selvfølgelig ikke garantere om der ville ske noget igen, men indtil videre så det ordenligt ud derinde..

jeg finger for dig, og håber din graviditet vil forsætte en god udvikling.

Kærligste hilsner Trine.

Jeg læste godt din tråd.
Ville ikke svare i den, da min eneste erfaring med at bløde i graviditeten, endte som den gjorde....
Er glad for at alt var som det skal være!

Tak for dine krydsede fingre. Jeg krydser for dig også

TrineRørvig skriver:

først lige et herfra.

Jeg kan sagtens følge dig, og det må virkelig ikk være sjovt for dig.

jeg begyndte at bløde helt vildt i lørdags, og har efterfølgende pletblødt, til i forgårs. Jeg kom til en akut scanning i går og heldigvis var den lille stadig der inde, og så hjertet bevæge sig,  jeg er 7 uger henne, men tro mig er også meget bange stadig for der yderligere kan ske noget, lægerne sagde jeg var sund og rask men de kunne selvfølgelig ikke garantere om der ville ske noget igen, men indtil videre så det ordenligt ud derinde..

jeg finger for dig, og håber din graviditet vil forsætte en god udvikling.

Kærligste hilsner Trine.

Hov! Den er jeg lige nødt til at kommentere, for den tråd svarede jeg jo også i. Dejligt!!!   

Miss Kat skriver:

Hov! Den er jeg lige nødt til at kommentere, for den tråd svarede jeg jo også i. Dejligt!!!   

smiler* .

ja det er rigtig dejligt! kan slet ikk beskrive følelsen, jeg fik da jeg så der stadig var en lille, og du kunne jo somsagt læse hvor bange og nervøs jeg var, så vi er glade.

herfra