Angst for at miste.......

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

mrhl skriver:

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

Føler virkelig med dig og ville ikke gå uden at give dig et kæmpe ..

har aldrig selv prøvet at miste men vi har prøvet at få barn nr 2 i 15 mdr efterhånden og hver gang en veninde eller familie bliver gravide (og synes der har været rigtig mange det seneste år) mærker jeg en grim grim følelse af misundelse Og går med tanken "det skulle have været mig" ! 

håber virkelig den lille spirer bliver siddende og vokser sig stor og stærk. Husk at slappe af og passe godt på dig selv. Den SKAL være her denne gang 

mrhl skriver:

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

Det er ganske normalt at være røv bange for at miste. Men det gavner dig ikke at gå og være nervøs! Jeg ved det er nemt at sige og svært at praktisere, men prøv at glæd dig over din graviditet. Hvis uheldet skulle være ude (gud forbyde det) så kan du hverken gøre fra eller til så du kan ligeså godt prøve at nyde det og slappe af.

mrhl skriver:

Jeg er bare SÅ glad for endelig at have lavet den længe ønskede, positive graviditets test.... Og så er jeg samtidig bare SÅ bange!
Jeg havde en SA i september.... Omkring uge 8.... Havde lige været til scanning og se hjerteblink, og så skete det....
Så jeg føler mig bare så magtesløs, da jeg om nogen ved, at hvis jeg vælger at tage til en tidlig scanning, er det total falsk forhåbning. Meget rart... Ja.... Men ingen sikkerhed.....

Vil SÅ gerne nyde det her, men tankerne flyver bare rundt....
Min kæreste kom hjem igår, og sagde han havde mødt sin søster... Og jeg vidste det bare.... Hun havde annonceret at hun var gravid. Dengang jeg havde en SA ventede min kærestes far og hans nye kone tvillinger, og faktisk var det farens kone, som højgravid kørte mig på hospitalet, da det var. Super dejlige unger der er kommet ud af det, men hold kæft hvor var det pisse hårdt at se hende være højgravid og få to dejlige børn, mens jeg lige havde mistet.... Det tog mig så lang tid, at tage mig sammen til at se børnene, og selv sidste gang jeg så dem (for ca. 2 uger siden) var jeg ked af det bagefter.....

Hvis jeg får en SA igen og så skal se min svigerinde få et dejligt velskabt barn......... Så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør....

Der sidder med sikkerhed nogen derude som har prøvet det samme som mig. Hvad gjorde i for at holde det ud? Må man bare leve i frygt de første måneder? Puuuh, jeg synes det er svært

Puha det lyder hårdt, og kan godt forstå dig.

jeg har ikke selv mistet. Men den angst for at miste kan jeg fortælle dig aldrig forsvinder, når de 2 streger først er kommet. Efter 3 måneders graviditet forsvinder angsten ikke... Efter 6 måneder forsvinder den ikke... Efter fødslen forsvinder den ikke. Med det samme de 2 streger kommer er dine første bekymringer som mor kommet, og de forsvinder ikke...

Jeg håber og  Alt for at i har en kommende baby på vej, og du snart skal opleve at alt den bekymring er helt iorden, for glæden er endnu mere stor

stm2812 skriver:

Føler virkelig med dig og ville ikke gå uden at give dig et kæmpe ..

har aldrig selv prøvet at miste men vi har prøvet at få barn nr 2 i 15 mdr efterhånden og hver gang en veninde eller familie bliver gravide (og synes der har været rigtig mange det seneste år) mærker jeg en grim grim følelse af misundelse Og går med tanken "det skulle have været mig" ! 

håber virkelig den lille spirer bliver siddende og vokser sig stor og stærk. Husk at slappe af og passe godt på dig selv. Den SKAL være her denne gang 

Ja, og man gider jo heller ikke være hende den onde heks der ikke kan glæde sig på andres vegne
Synes forresten også der er VILDT mange i min omgangskreds der bliver gravide hele tiden! Men det er måske bare fordi man tænker mere over det nu

Men tak, og jeg krydser for det snart bliver jeres tur også

LMX skriver:

Det er ganske normalt at være røv bange for at miste. Men det gavner dig ikke at gå og være nervøs! Jeg ved det er nemt at sige og svært at praktisere, men prøv at glæd dig over din graviditet. Hvis uheldet skulle være ude (gud forbyde det) så kan du hverken gøre fra eller til så du kan ligeså godt prøve at nyde det og slappe af.

Tak for rådet.
Jeg prøver virkelig at sige til mig selv at hvis det sker, så sker det. Og det hjælper ikke at ligge vandret ligeså muse-stille Det går også fint det meste af tiden... Men pludselig kommer angsten alligevel snigende.

Håber jeg får lært at slå koldt vand i blodet!

VIPpigen skriver:

Puha det lyder hårdt, og kan godt forstå dig.

jeg har ikke selv mistet. Men den angst for at miste kan jeg fortælle dig aldrig forsvinder, når de 2 streger først er kommet. Efter 3 måneders graviditet forsvinder angsten ikke... Efter 6 måneder forsvinder den ikke... Efter fødslen forsvinder den ikke. Med det samme de 2 streger kommer er dine første bekymringer som mor kommet, og de forsvinder ikke...

Jeg håber og  Alt for at i har en kommende baby på vej, og du snart skal opleve at alt den bekymring er helt iorden, for glæden er endnu mere stor

Tak skal du have

mrhl skriver:

Ja, og man gider jo heller ikke være hende den onde heks der ikke kan glæde sig på andres vegne
Synes forresten også der er VILDT mange i min omgangskreds der bliver gravide hele tiden! Men det er måske bare fordi man tænker mere over det nu

Men tak, og jeg krydser for det snart bliver jeres tur også

Ja tror også det er sådan noget. Har godt nok måtte sætte mange af mine fb-venner til ikke at blive vist under nyheder så jeg ikke skal høre om deres voksende mave eller nyfødte børn hver gang jeg logger på. (Øv hvor føler man sig som en dårlig person når man siger det) 

og tusind tak 

hælder du så igen til at tage en tidlig scanning eller vil du helst ikke denne gang?

stm2812 skriver:

Ja tror også det er sådan noget. Har godt nok måtte sætte mange af mine fb-venner til ikke at blive vist under nyheder så jeg ikke skal høre om deres voksende mave eller nyfødte børn hver gang jeg logger på. (Øv hvor føler man sig som en dårlig person når man siger det) 

og tusind tak 

hælder du så igen til at tage en tidlig scanning eller vil du helst ikke denne gang?

Jeg gik så vidt som at slette en person fra min fb-venneliste fordi hun annoncerede hun var gravid. Talk about being en heks :p (Vil dog lige nævne at hun kun var en bekendt, jeg har mødt en gang i mig liv, og som jeg aldrig snakker med).

Sidst blev jeg henvist til scanning, fordi der var tvivl om hvor langt henne jeg var. Det problem er der ikke nu. Så jeg tror at hvis min læge nu tilbyder at henvise mig pga. min erfaring (ved ikke om læger gør sådan noget?), så siger jeg ja.... Hvis han ikke gør, så tror jeg jeg springer over... Kan selvfølgelig nå at ændre mening...
Kan bare huske hvor oppe at ringe jeg var sidst og det der lille hjerte der bankede.... Nu kunne jeg godt tænke mig at have været det foruden...

mrhl skriver:

Jeg gik så vidt som at slette en person fra min fb-venneliste fordi hun annoncerede hun var gravid. Talk about being en heks :p (Vil dog lige nævne at hun kun var en bekendt, jeg har mødt en gang i mig liv, og som jeg aldrig snakker med).

Sidst blev jeg henvist til scanning, fordi der var tvivl om hvor langt henne jeg var. Det problem er der ikke nu. Så jeg tror at hvis min læge nu tilbyder at henvise mig pga. min erfaring (ved ikke om læger gør sådan noget?), så siger jeg ja.... Hvis han ikke gør, så tror jeg jeg springer over... Kan selvfølgelig nå at ændre mening...
Kan bare huske hvor oppe at ringe jeg var sidst og det der lille hjerte der bankede.... Nu kunne jeg godt tænke mig at have været det foruden...

ej så gør det heller ikke noget hvis det 'bare' er sådan en person man har slettet. Hvis man alligevel ikke rigtig kender personen er der ingen grund til at man skal blive ked af det og mindet om det hver gang hun skriver noget nyt på fb

årh det kan jeg godt forstå. Vi har selv besluttet os for at vi ville have en tidlig scanning til den tid fordi jeg slet ikke vil ku holde ud at vente til ca uge 12 for at finde ud af om alt er okay. Men hvis man ser hjerteblink så tror man jo alt er helt iorden. kan slet ikke forestille mig den sorg og skuffelse du har måtte igennem efter det. Og så gør det det bare endnu mere virkeligt når man ser en lille 'babyklump' på skærmen.