Godaften de damer.
Jeg har en dreng på 6, som får hans diagnose i næste uge. Diagnosen lyder højst sandsynligt på ADHD, men hvem véd hvad psyk finder ud af i sidste ende, men vi glæder os til, at komme et skridt vidre. Vi har også en datter på 2½ som også lige er gået igang med hendes udredning for hvad vi også mistænker for ADHD.
For vores søns vedkomne har det taget ca 3 år om, at komme så langt, at han skal diagnostiseres nu. Han fik tildelt støttetimer (15 timer om ugen) i bh for ca 1½ år siden. For os som forældre har det været enormt hårdt. Syntes det var enormt hårdt i starten at erkende over for een selv at man har et barn med specielle behov eller handicap. Uhhhdet ord gjode mig i starten ked og gal for vores søn er ikke handicappet, men jo det er han faktisk.
Med tiden har vi skulle sluge kameler og erkende, at vi har børn der ikke tåler forandringer og skal vi noget ud over det sammen som vi gør hver dag, skal de forberedes i stor stil. Pictogrammer virker godt på dem.
Nu er vores hverdag og liv indrettet efter vores poder og DERES behov og ikke vores. Ergo går vi ingen ukendte steder og børnene passes aldrig af nogle som de ikke kender! Vi siger nej til større fester eller forsamlinger, for det magter de bare ikke. Jeg kunne blive ved.
Vores datter har vi vidst fra starten at hun var anderledes end andre børn hendes alder. Vi har været stærke og reageret på vores mave fornemmelser hele vejen. Vi har kæftet op hvor vi end kom frem og tager ikke et nej for et nej!!!!
Undskyld det blev vist lidt langt. jeg giver gerne ud af det vi har lært de sidste 3 år, så send bare en pb eller skriv her.

Grynt, som faktisk glæder mig til at lære jer bedre at kende 
Anmeld