Jeg har været sammen med min kæreste i 8 år, vi har to dejlige børn, en lille og i skolealderen. De er dejlige og vi elsker dem hver især!
Udfordringen lå i starten af vores forhold, da var vi forelskede og flyttede sammen. Jeg mødte kærestens familie der mildest talt er underlige, ikke har et følelsesliv og fokuserer på matrielle ting, lån og status. Jeg er kommet sent igang med mit liv af personlige årsager og fordi jeg har valgt en anden livsretning, som jeg har haft det godt med. Selvsagt var jeg fra starten bange for at min kæreste ville "udvikle" sig til at være som fine forældre, altså lettere paralyseret fra de ægte ting i livet. Så allerede fra starten havde jeg mine tvivl - men da vi var forelskede ser man vel gennem fingre omkring det..
Efter omkring et halvt år, midt i en større ombygning i hendes lejlighed, hvor jeg var flyttet ind, blev hun gravid, på trods af p-piller. Umiddelbart var jeg slet ikke klar til at blive far, til at påtage mig den rolle og særligt da jeg ikke følte at jeg kendte min kæreste godt nok. Dvs.. min tvivl omkring hendes familie nagede i baggrunden. Vi havde 14 dage hvor vi skændtes, det var et helvede. Hun ville have barnet og jeg ville ikke. Hun vandt - jeg bukkede for presset og fortalte at jeg ville gøre mit bedste for at det kunne lade sig gøre. Inderst tvivlede jeg på at det kunne lykkes. Hendes værdier, hendes måde at takle ting på og løse problemer var årsagen til min tvivl kombineret med det jeg kunne se i hendes forældre. Kernen var dog at vores første meget store beslutning blev taget på et falskt grundlag, jeg blev presset og følte ikke at jeg kunne følge med..
Noget efter kom en dejlig dreng, født 6 uger for tidligt og som krævede en masse opmærksomhed, naturligvis :-) og min kæreste klarede det sådan set godt. Lige bortset fra at hun fik en fødselsdepression som dog ikke blev opdaget på det tidspunkt.
Gennem en længere årrække, ca 6-7 år, gik tingene dårligere og dårligere. Min kæreste kunne ikke tage beslutninger, kunne ikke vælge noget frem for andet, manglede helt at kunne tage initiativer, sex en by i Rusland, græder hele tiden og vores forhold var i rendestenen. Min oplevelse var at det betød at jeg skulle klare alt (!!) i vores forhold, hvilket slider op. Vi skændtes, løste ikke problemerne, kunne ikke være konsekvent overfor vores dejlige søn det havde sine egne problemer. Sideløbende gik hun til psykolog - men det hjalp overhovedet ikke, tværtimod. Imens måtte jeg tage en rolle i vores parforhold som jeg overhovedet ikke havde lyst til, nemlig en dominerende alfa rolle, for at der overhovedet skete noget. Der skulle trods alt gøres rent, vaskes tøj til vores søn osv osv.. intet skete hvis ikke jeg trådte til og enten opfordrede eller gjorde det selv.
Forestile dig hvordan det er at være i et forhold hvor alt står stille. Jeg klarede det, vi kom igennem og hun fik en diagnose, efter ca 6 år, ,på en depression. Idag har hun taget Siprelex i ca et par år, vi har endnu en fantastisk søn, men der er noget galt. Vi har glemt hinanden, vi kan ikke kommunikere, elske eller røre hinanden. Vi er følelsesafstumpede overfor hinanden, men ikke (!) overfor vore børn. De stortrives i deres skoler og vuggestuer, danner sociale netværk, krammer hinanden og smiler.
Hen over årene har jeg flere gange på det nærmeste sluppet grebet og givet op, har sagt jeg gik og at det var det - men alligevel blevet, fordi jeg ikke kunne leve med at overlade problemerne til mine sønner. Jeg er ikke en quitter, jeg blev og kæmpede, støttede og fik tingene til at køre gennem alle årene med hendes depression, noget jeg er stolt af. Jeg er dedikeret til at få det bedste frem og drager omsorg for både hende og vore fælles børn.
Nu, står vi der hvor al min energi er brugt. Vores kommunikation er ikke i bedring, par-terapi hjælper ikke og jeg er nærmest ædt op indefra af at skulle klare alt.. alt det som hun ikke kan overskue eller ikke tænker på skal gøres eller siges, på trods af at jeg fortæller og fortæller at vi skal være positive overfor hinanden, skal være den bedste i et skænderi osv. Ligemeget hjælper det - forholdet er en døende patient :-( ganske sikkert fordi den største af alle valg i livet (at få et barn) var vi ikke fælles om .
I går sagde jeg til hende at jeg var færdig, at jeg ville flytte for mig selv og tænke over tingene, da det var den udvej jeg kunne se. Jeg sagde at jeg syntes hun var meget konstaterende i vores diskussioner og at vejen frem måtte være at være løsningsorienteret .. for alles skyld og hvis vi sammen skulle have en fælles fremtid.
Nu er jeg forvirret og tror ikke på en ny begyndelse. Jeg føler mig utryg ved at skulle søge efter lejligheder, forlade mine dejlige drenge og at være en fast støtte for dem alle dage. (jeg er selv skilsmissebarn i en ulykkelig skilsmisse g ved hvordan det KAN gå). Tanken om at min kæreste måske skal finde en anden er ok, men at mine børn skal have en nr 2 far er ulidelig. Ligeså ulidelig som at skulle se alt liv forsvinde ud af vores forhold.. at se at alle de skønne spildte kræfter .. bare var spildte. Jeg har kæmpet og kæmpet.
Alle kommentarer er velkomne til den fortvivlede far..
Anmeld
