Barn af deprimeret forælder

Jeg tror man skal passe på med at skjule følelserne - børn ser langt mere end man tror og virkeligheden er sjældent så skræmmende, som tankerne i hovedet! Dermed ikke sagt, at man skal fortælle detaljeret om alt hvad man tænker og føler, men snarere skabe en bevidsthed om, at mor/far har det lidt svært, men at man arbejder med det og så gøre det klart, at det ALDRIG er barnets skyld!

Synes klart man kan og skal vise alm. negative følelser såvel som positive følelser overfor sit barn. Men de helt kuldkælder-jeg har bare lyst til at dø følelser, dem synes jeg bestemt ikke man skal vise til barnet.

Ikke at man skal lade som om at man er happy, happy, men heller ikke vise hvor grelt det er.

Håber du forstår hvad jeg mener

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Min mor blev skilt fra min alkoholiske far da jeg var 3 og husker altid hun var meget fjern og deprimeret indtil jeg blev omkring de 10 år. Vi levede et meget isoleret liv og min mor var meget angst.

Påvirket var jeg på den måde at jeg var et meget usikkert og nervøst barn som isolerede mig og havde ingen venner. Jeg døjede meget med malankoli og angst for fx sygdom og livet generelt.

Har ellers altid været et mønsterbarn med gode karakterer og ingen oprørsperiode. Har aldrig gået til fester eller indtaget alkohol. Passede bare mig selv indtil jeg fik en kæreste som 18-årig under mit studieforløb. Har altid været set som en fornuftig person der traf de rigtige valg.

Jeg følte mig aldrig afvist som barn på trods af min mors tilstand. Min mor gav mig masser af kærlighed, men overbeskyttede mig pga. sin egen angst, som så gjorde mig uselvstændig og manglende på selværd og selvtillid. Meen jeg vidste min mor ville mig det bedste, men at hun selv havde det svært. Jeg har heller aldrig følt at det var min skyld. Vidste godt at handes svære omstændigheder skyldtes hendes hårde liv, som hun fortalte mig om i en ung alder.

Jeg har ikke passet på min mor i den forstand, men er bestemt blevet for tidlig voksen og vidst for meget i en ung alder, men min mor gjorde sit bedste i den situation hun nu var i.

Vigtigst er det nok, at man som forældrer der har det skidt, skåner sit barn for at vide for meget om alt det negative, det er rigeligt de mærker det. Man skal sørge for at den viden de får passer til deres mentale niveau. Samtidigt er det vigtigt at man prøver at være så nærværende man formår, så barnet føler og ved at hvis mor eller far har det skidt, er det i hvert fald ikke barnets skyld. Sørge for at kommunikere meget med sit barn og skabe tryghed og forsikre barnet om at de er der for det,så barnet ikke går og frygter for at mor/far forsvinder.

Roselil skriver:

Synes klart man kan og skal vise alm. negative følelser såvel som positive følelser overfor sit barn. Men de helt kuldkælder-jeg har bare lyst til at dø følelser, dem synes jeg bestemt ikke man skal vise til barnet.

Ikke at man skal lade som om at man er happy, happy, men heller ikke vise hvor grelt det er.

Håber du forstår hvad jeg mener

Jeg tror at jeg forstår præcis hvad du mener og jeg er enig! Selvfølgelig skal man ikke involvere sine børn i selvmordstanker osv, men tror bare det er vigtigt at man forklarer sig, altså "mor har det ikke så godt for tiden, men jeg arbejder med det, så jeg kan blive glad" det er selvfølgelig kun hvis det er noget der kan ses eller mærkes!

Jeg er ikke depressiv eller andet, men herhjemme har jeg haft en virkelig hård graviditet, som har betydet opkast hver dag og meget sengeliggende! Det har jeg involveret min 2,5 årige datter i, fordi opkast kan lyde meget dramatisk for et lille barn! Tror bare tit at man kommer længst med åbenhed!

Jeg er vokset op med en depressiv mor der også var psykisk syg.

Hun fandt sig så en psykopat at få børn med,så det var ren "win-win" for mig og mine søskende....

Vi har alle 3 taget massiv skade,min bror døde for mange år siden af en overdosis.

Og vi 2 søstre har begge måtte gå til psykolog for at at lære at det ikke var vores skyld.

Jeg er så også vokset op med den evige angst for at min mor skulle forlade os eller begå selvmord som hun yndede at bruge som trusel for at få sin vilje.

Der har helt sikkert været gode stunder,men dem husker jeg desværre ikke.

Det behøver ikke være sådan,og jeg er sikker på at man også selv med en dep. kan være en god forældre.

Man er bare nødt til at erkende at man altid skal lade barnets tarv komme først,og det er aldirg flovt at bede om hjælp.

I dag er der heldigvis også god fokus på dep. samt det ikke længere er et tabu

Hej

Du er meget velkommen til at skrive til mig i en pb. Kan desværre ikke skrive det her, da jeg har valgt at min profil skal være lidt anonym. Da jeg har familie og venner herinde. Men ville helt sikkert blive genkendt hvis jeg skrev det her. mMen kan beskrive det rigtig meget. Har oplevet en masse hvis dine spørgsmål angår. 

 

Jeg er vokset op med en far der er maniodepressiv.

jeg har ikke haft den bedste barndom. min opvækst var meget præget af min fars manier når de ramte ham.. det handlede meget om at tingene han havde købt var HANS og det måtte vi ikke røre ved... altså også ting som ikke havde den vilde værdi men som han bare følte han ejede.. ¨det kom i perioder.. jeg kan dog ikke huske så meget... 

men sdan noget som at han ligepludselig besluttede sig for at nu skulle vi have en hest. og dagen efter havde han købt en hest... som han ikke havde fået undersøgt for sygdomme og lign. den var vi så nødt til at aflive efter nogle måneder fordi den fik astma og der var ikke noget vi kunne gøre for den... 

han køber ny bil et par gange om året.

han har en dårlig dømmekræft og får perioder mani på den måde at så giver han mig lige nogle penge under bordet.. altså bogstaveligt talt... da jeg var flyttet hjemmefra og ikke havde penge så fik jeg lige nogle penge uden at have bedt om dem og det var ikke sådan.. her versgo. det var "gemt" at jeg fik dem. jeg måtte ikke sige det til nogen.

hans manier er tit og var også i min barndom tit sådan noget med at købe ting og gøre ting uden at tænke over det... 

og jeg kan mærke at det faktisk har påvirket mig lidt, for jeg gør nogengange det samme.. planlægger en udflugt og smørrer en kæmpe madpakke og når vi så er kommet ud af døren så stresser jeg helt vildt... fordi jeg har gabt over mere end jeg kan sluge.. der skal ske noget HELE tiden... det er jeg så godt klar over, så jeg tvinger mig selv til at tage "slappe af dage" hvor jeg stort set ikke går uden for en dør.. 

fordi at det har jeg bare brug for.. 

de depressive tider med min far husker jeg ikke så tydeligt.. han havde flest maniske tider... og så har han været på nervemedicin i alt den tid jeg kan huske.

Det skal så lige siges at jeg ikke er maniodepressiv.. jeg har bare arvet hans handlinger på den måde som man normalt arver ting fra sine forældre som man bare gør uden at tænke over det.