Barn af deprimeret forælder

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Har I nogle gode råd, sådan at barnet mærker det så lidt som muligt.

Anonym skriver:

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Jeg er alenemor til den dejligste pige i hele verden OG er deprimeret.Det er ikke altid nemt men jeg gør mit bedste for at hun ikke bliver påvirket. Lidt groft sagt tager jeg mig sammen i hendes vågne timer og gør det en rask mor ville gøre, sørge for hende, lege og hygge og så brænder jeg selv ud, når hun er puttet. Stener på sofaen og ser tv, inden jeg de fleste aftener går tidligt i seng, så jeg også har lidt kræfter til om morgenen.

Jeg ved godt at det ikke er ens for alle men jeg ser sådan på det, at det ikke er min datters skyld at jeg har det sådan, så derfor vil jeg ikke have det går udover hende og indtil videre ser det heldigvis ud til at lykkedes. Hun er lige så irriterende, fræk, glad, harmonisk, legesyg og fantastisk som andre børn af raske forældre, så håber det fortsætter.

Ved ikke om du kan bruge det til noget men det er sådan jeg gør.

Lige pt er jeg så, så dårlig at vi er på ferie hos mormor, så jeg ikke er alene med hende og hun hygger og bliver så forkælet at jeg højst sandsynligt får svært ved at få hende med hjem igen...

Anonym skriver:

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Ja min far har været deprimeret i det meste af mit liv ..

Han var alkoholiker og drak næsten altid .. 

Jeg passede min lillesøster som var 2 år yngre end jeg .. Min mor døde da jeg var 5 .. 

Jeg lavede alt mulig lort da jeg blev teenager , da vi ikke havde nogle grænser .. Vi gjorde hvad vi ville .. Har så også lært en del af det ..

Ja jeg følte mig i den grad afvist , han var der aldrig .. Kan ikke huske han har sagt til mig han elskede mig da vi var små .. 

Nej jeg vidste godt det ikke var min skyld ..

....

Værdsætte sit barn , fortælle det at man elsker det .. Kærlighed og tryghed er det vigtigste for børnene .. Derudover kommer faste rammer ! Det er vigtigt så børnene ikke havner i noget rod når de blir teenagere .. 

Jeg var faktisk lige til møde med sind i går, hvor jeg er frivillig, og der snakkede vi faktisk om, hvordan børn reagerer på at en forældre er syg med depression, stress eller psykisk sygdom.

Nu ved jeg ikke hvor du kommer fra, men jeg kan finde dig et nummer på sind i Århus, og så kan de måske hjælpe! Jeg ved ikke hvor gammel dit barn er, men måske du selv ville kunne få noget ud af at snakke med dem, hvis dit barn er for lille til at komme med i en børnegruppe!

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Min mor var depresiv i perioder. Sagde sommetider "jeg går ud og graver mig ned" Syntes det var skræmmende. Havde et billede i hovedet af, hvordan hun lå levende begravet.

Jeg tog meget hensyn til hende, aflæste hendes følelsestilstand, nussede hende, krævede meget lidt.

Synes klart, at man som depressiv forælder så vidt muligt må forsøge, at skjule følelserne til de er gået i seng. Man skal være den stærke og den voksne, barnet skal aldrig føle et ansvar for forælderens velbefindende.

Min mor led af svær fødslesds depration da jeg var baby/ barn.

Jeg er 16 mdr yngre end min søster, så der har været nok at se til, og min mor var meget depressiv. Hun blev tvangs indlagt på en lukket afd, da min far var bange for at hun sku gøre skade på sig selv og os. Hun har altid haft enormt dårlig samvitighed især over for mig, fordi hun ik ku tage sig af mig. 

Vi var så heldige at ha et godt netværk, som ku hjælpe til. Vi blev passet af min faster og onkel mandag til fredag fra jeg var ca 3 mdr til jeg var 3 år, imens min far ( og min mor ) var på arbejde.

Jeg ka huske "mørke" perioder fra min barndom, men 90 procent af tiden husker jeg som meget lykkelige. 

Det var først som teenager at jeg fandt ud af at min mor havde været indlagt. Jeg ka overhovet ik huske det! Jeg har haft rigtig mange konflikter med min mor, fordi vi ik altid forstår hinanden. Hun tror det er fordi vi var adskildt da jeg var baby/ barn. Jeg mener ik at jeg overhovedet har taget skade.

Nu hvor jeg har fået børn selv, har jeg nærmest overhovedet ingen konflikter med min mor, og jeg ka se hvor fedt hun syntes det er at være blevet mormor. Tror faktisk næsten hun syntes det er sjover, end da hun selv blev mor, for nu har hun overskud til feks at nyde en baby osv.

Undskyld at det lige blev et lidt langt svar, men håber det gir nogenlunde mening! Vh stine

Jeg er vokset op i et hjem, hvor begge mine forældre har været deprimeret i perioder. Jeg tror det vigtigste man kan gøre, er at erkende hvornår nok er nok og så få hjælp udefra. Min mor fik meget hjælp af min mormor og morfar, som altid har boet i samme by som os - og de har været guld værd i mit liv!

På nogle punkter føler jeg at jeg har skullet tage ansvar meget tidligt! Samtidig har mine forældre gjort alt hvad der stod i deres magt, for at min bror og jeg skulle have det godt og ligeså normalt som alle andre børn! Vi har aldrig manglet noget og det er ikke sådan at jeg føler mig svigtet overhovedet!

Jeg tror tilgengæld at jeg på nogle punkter har været priviligeret at have det så tæt inde på livet! Jeg mener det er vigtigt at man lærer om empati og forskellighed og derfor er det vigigt at man er åben omkring sine problemer, i hvert fald når barnet har en vis alder. Børn sanser langt mere end man aner og derfor er åbenhed så vigtig!

Roselil skriver:

Min mor var depresiv i perioder. Sagde sommetider "jeg går ud og graver mig ned" Syntes det var skræmmende. Havde et billede i hovedet af, hvordan hun lå levende begravet.

Jeg tog meget hensyn til hende, aflæste hendes følelsestilstand, nussede hende, krævede meget lidt.

Synes klart, at man som depressiv forælder så vidt muligt må forsøge, at skjule følelserne til de er gået i seng. Man skal være den stærke og den voksne, barnet skal aldrig føle et ansvar for forælderens velbefindende.

Jeg tror man skal passe på med at skjule følelserne - børn ser langt mere end man tror og virkeligheden er sjældent så skræmmende, som tankerne i hovedet! Dermed ikke sagt, at man skal fortælle detaljeret om alt hvad man tænker og føler, men snarere skabe en bevidsthed om, at mor/far har det lidt svært, men at man arbejder med det og så gøre det klart, at det ALDRIG er barnets skyld!

Anonym skriver:

Havde nogen af Jer barndom med en deprimeret mor eller far?

Hvordan husker I den?

Var i meget påvirket af det?

Hvordan var trodsalder og  teenageårene?

Følte I Jer afvist?

Følte I at det var Jeres skyld?

Var I "tidlig voksne" og passet på mor?

Hvordan kan en deprimeret mor eller far  beskytte sit barn?

Er vokset op hos en mor som er maniodepressiv, lider af OCD, personlighedsforstyrrelse er alkoholiker. Min far var ikke inde i billedet.

Jeg vil ikke sige jeg har haft en dårlig barndom, den har måske bare været lidt anderledes. Når jeg tænker tilbage er der selvfølgelig også perioder som jeg husker som mere positive end andre. Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om at min mor elsker mig, og kun vil mig det bedste. Hun har gjort de ting hun mente var rigtigt, og kan godt se i dag, hvis jeg pointerer det, at der måske var nogle ting der burde havde været anderledes.
Specielt i mine sene teenage år, sådan fra 16-18, var den helt gal derhjemme. Faktisk var der også én der lavede en indberetning til kommunen. (ikke at de på noget tidspunkt undersøge sagen....)... Følte i den grad at det var mig der var den voksne og skulle tage ansvar, hvilket jeg på ingen måde var klar til. Det endte ud i et selvmordsforsøg, hvor jeg blev ringet op (var lige flyttet hjemmefra), og måtte styrte hjem til hende, og få fat i en ambulance. Hun var indlagt hele den sommer.... Og selvom det med selvmordsforsøget var rigtig hårdt for mig, så husker jeg det som om at den tid hvor hun var indlagt, var den bedste i lang tid. Endelig kunne jeg slappe af. Hun var bag lås og slå, og hun arbejde med sig selv, og jeg kunne komme og besøge hende når jeg havde brug for det.....
Afvist, tror jeg ikke direkte jeg følte mig, jeg tror bare ligesom jeg accepterede at min mor ikke havde overskud til at være der for mig på samme måde som andre mødre var der for deres døtre.