Først og fremmest; tak for jeres varmende ord. Jeg ved godt, jeg skal tale med en professionel om dette. Da jeg skrev indlægget var første gang, at jeg turde indrømme overfor mig selv, hvordan jeg faktisk følte indeni. Jeg har ikke tilladt mig selv at mærke efter og bearbejde mine følelser. Jeg har ordnet alt til babyens fødsel, og jeg læser timevis i bøger om baby opdragelse mm, men mine følelser er stadig "forkerte". Men dette indlæg var første skridt på vejen til at få hjælp, og det var/er et meget svært skridt at tage. Jeg kan oplyse jer om, at jeg i går aftes sad og læste om fødselsdepressioner og hvordan man får hjælp, og jeg håber, at jeg inden for en overskuelig fremtid tør tage det næste skridt i processen. Det er bare så svært, da jeg ikke vil blive "dømt" for mine følelser - hvis I forstår?
Anmeld