Jeg kan ikke lide mit barn

Jeg har et problem, som jeg har svært vedat  tale om, så jeg tænkte, at jeg kunne forhøre mig om, om der er andre herinde, som har oplevet det samme. Jeg er gravid og skal føde til efteråret. Mit problem er, at jeg ikke kan lide mit barn, og jeg en gang imellem er kommet dertil, hvor jeg tror, jeg hader det. Barnet er ikke et kærlighedsbarn men blev undfanget under nogle ikke så fantastiske forhold. Jeg kommer til at være 100% alene med barnet, og jeg tager ofte mig selv i at tænke, at jeg skulle have valgt en abort, da jeg havde muligheden. Jeg er så ked af mine tanker, og jeg prøver virkelig at udvikle nogle positive følelser for barnet, men det er så svært, og jeg er så bange for, hvordan jeg skal reagere, når først barnet er blevet født.
Hvis der er nogen, der har prøvet det samme som mig, eller har nogle gode råd til, hvordan jeg skal udvikle noget kærlighed for dette barn, så må I meget gerne skrive.

Jeg synes du skulle søge professionel hjælp, fremfor diverse lommepsykologi råd herindefra.
Og det er bestemt ikke ment på en dårlig måde. Man får fantastisk mange råd herinde fra, men lige i dit tilfælde lyder det meget alvorligt.
Pøj pøj fremover, håber virkelig det vender for dig.

Mebach skriver:

Jeg synes du skulle søge professionel hjælp, fremfor diverse lommepsykologi råd herindefra.
Og det er bestemt ikke ment på en dårlig måde. Man får fantastisk mange råd herinde fra, men lige i dit tilfælde lyder det meget alvorligt.
Pøj pøj fremover, håber virkelig det vender for dig.

Meget enig 

Puha. Det lyder ikke som nogle nemme tanker og følelser at gå og tumle med alene. Jeg tror kvinder oplever det at være gravid, meget forskelligt, og for nogle kommer de stærke og kærlige følelser først, når de står med baby i armene, eller senere endnu.

Jeg synes dine tanker omkring dit kommende barn lyder meget negative. På mig lyder det som om du har brug for at snakke dine tanker og følelser igennem med en, der kan give dig nogle professionelle råd til, hvordan du får vendt disse tanker til noget positivt og finder frem til de kærlige følelser.

Jeg synes det er rigtig stærkt af dig, at du indrømmer, at du tumler med disse problemer. Det må være første skridt på vejen til at gøre noget for at få dem løst.

De bedste ønsker og tanker
Helga

Mebach skriver:

Jeg synes du skulle søge professionel hjælp, fremfor diverse lommepsykologi råd herindefra.
Og det er bestemt ikke ment på en dårlig måde. Man får fantastisk mange råd herinde fra, men lige i dit tilfælde lyder det meget alvorligt.
Pøj pøj fremover, håber virkelig det vender for dig.

Helt enig, husk nu barnet er en del af dig.. det er halvt dig..

Allerførst en kæmpestor  for, at du står frem med dit problem. Det er jo altafgørende for løsningen af et problem, at man erkender og accepterer, at man har et problem. Du kan ikke ændre på det, der er sket, men du har muligheden for at afgøre, hvordan du vil leve med det, der er sket.

Jeg tror ikke, at det er selve barnet, du ikke kan lide, men den måde, barnet er blevet til på. Og så er det en meget naturlig reaktion at mønte dine følelser på barnet, da barnet jo er symbol på det, der er sket. Før du får løst op for de negative følelser, tror jeg, at det bliver svært at bearbejde dine følelser over for barnet.

Nu ved vi jo ikke, hvad der er sket, men jeg tror, at det kunne være så godt for dig at snakke med en professionel og få løst op for, hvad der er sket, og hvordan du kan lære at leve med det. Måske din læge eller jordemoder kan henvise dig, hvis de er involveret i dine tanker. Ellers synes jeg også, at du skal snakke med din jordemoder - og når du har født, din sundhedsplejerske - de har helt sikkert erfaring med din "situation" og kan råde og vejlede dig. Ofte har dét at snakke med andre om ens problemer jo også en terapeutisk virkning.

Jeg er næsten sikker på, at når først barnet er der, så kan du slet ikke lade være med at holde af det og med tiden elske det. Men jeg vil råde dig til at snakke med en professionel, så dit barn kan få den bedste start i livet, og så du kan få den optimale baggrund for at være mor. 

Held og lykke!

Mvh
Karoline

Kaereste sode pige! Der er maaaange modre der har det ligesom dig og det kan jo vaere ganske naturligt at du foler som du gor i din situation. Jeg synes det maa sikkert vaere en meget svaer tid for dig, og det bedste raad jeg kan give dig er at taenke paa dig selv, foer du kan tage dig af dit barn.

Der er ingen grund til at skamme dig over dine tanker. de er naturlige, men ikke gode for dit barn, saa jeg synes det er vigtigt at du som det 1. erkende at selvom du maaske ville have haft en abort saa maa du affinde dig med din graviditet og taenke paa at sorge for dig selv og passe rigtig godt paa dig selv, om du vil have barnet eller ej.
som det 2. saa har du absolut gode muligheder for at finde ud af, om du gerne vil give dit barn en god familie og opvaekst et andet sted end hos dig, Eller sog paa internettet omkring stotte grupper - der findes garanteret andre modre der ogsaa har det svaert og i samme situation som kan give stotte og ellers kontakt en rigtig god vejleder eller laege der kan yde dig stotte og hjaelp. Hvis du ikke vil kontakte en laege eller professionel saa synes jeg du skulle  fortaelle din naermeste eller mor om dine tanker. for du skal ikke gaa med det alene. dit barn har brug for det og det samme har du. held og lykke med det. og skriv lige et par ord omkring hvad du finder ud af ikke?.

hejsa.

Synes det er flotdu tør skive om det og det er et skridt i den rigtige retning..
Men jeg synes du skal finde en psykolog og få talt me h*n om det...
for det kan jo munde ud i et fødsels deperation.

Jeg tror faktisk, at der er en del at kvinder som har det ligesom dig, men som du selv siger, er det lidt tabú og man tør ikke at snakke om det. Du skal ikke være alt for hård med dig selv. Når de hører alt de der lyserøde tanker som andre har, du skal bare sige til dig selv, at du er anderledees og måske bliver du faktisk en skide dygtigt mor, for du kan se realiteten og hvor det barn har mest brug for hjælp og ikke ser en perfekt barn i et perfekt opdragelse miljø og i et perfekt familie.

Jeg selv har haft neutrale følelser. Folk kom til mig og sagde, at de allerede var fuldstandig forelsket i barnet, da den allerede var i maven! jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg har faktisk har haft det i nogle måneder sådan. Sjov nok, jeg passede på babien og jeg gjord alt, hvad jeg kunne, men nogle gange har jeg haft den fornemmelse, at han var ikke mit barn, eller at det var en film, hvor jeg legede mor og han legede barn og jeg ventede bare på filmens slutning! Mine følelser har udviklet sig stille og rollig. Og jeg synes, at jeg er stadig lidt anderledes, jeg kan se, hvor mit bar har brug for hjælp, hans svagheder og hans styrke. Jeg kan se, at nogle mødre kan slet ikke se på noget, for alt er perfekt for dem. Og det er fint nok, som sagt, vi er forskellige.

Lad det hele udvikle sig stille og rollig. Læst en masse om baby pasning (for det kan være hård meget tit) sorg for at du har nogle omkring dig som kan give dig en hjælpsom hånd, så du kan have et par timer en gang i mellem for dig selv for at sove, læse eller bare glo på loftet. Det ville være min råd. Mange klarer sig selv og de elsker det og de er bare super-mødre. Jeg er bare glad, når jeg har lidt hjælp omkring mig!!! Og det tager jeg, som det er. Som jeg sagde, vi kan stadig være den passende mødre til vores børn, og det er vi, for de har valg os i denne rolle!!!!

Så du skal bare passe på dig selv og finde lidt hjælp. Og hved du hvad? Hvis du virkeligt virkeligt ikke gidder babien i fremtiden, du skal ikke se det som et kors. Mon ikke, at du kan finde en familie uden børn, som ville blive taknemmelige til dig, for du giver dem den største gave i deres liv? I kommunen kan de give dig alt oplysning, der sker faktisk oftere end du tror, men igen, man snakker ikke om det.

Så bare rollig, alt i denne verden har en løsning og pyt med, hvad de andre sige! Du kender dig selv og dine følelser og ved, hvad du skal lave. Så vent til fødsel og et par måneder og tage hensyn til det, når du når så lang!!!!

Hold da kæft hvor er det flot af dig, at skrive som du gør... !!!!

Hvis jeg var dig ville jeg hurtigts muligt kontakte din egen læge og blive henvist til en psykiateter eller psykolog... Da det på mig lyder som om at du er godt i gang med at udvikle en fødselsdepression.

Der er mulighed for medicinsk behandling som ikke skader dit barn, Fontex ved jeg at man kan tage under graviditet.

Jeg har selv været der... Fik en fødselsdepression, efter min datters fødsel, men den havde været undervejs det meste af graviditeten.... Havde også en startede under min søns graviditet.

I det jeg ikke kom i behandling for min fødsesldepression både under graviditeten og efter min datters fødsel, har jeg i dag et meget anstrengt forhold til min datter, da jeg aldrig fik de såkalde moder følser for hende... Det er noget jeg har arbejde med de sidste 10 år og stadigvæk gør den dag i dag.

Se at komme til lægen, så du ikke ender med at have de samme problemer som jeg.