Glad og gravid? Er alle det?

Jeg glæder mig, ligesom de fleste andre gravide kvinder til at min lille baby kommer ud.
Jeg må dog sande at det at være gravid ikke kun er en dans på roser. Jeg har enormt meget kvalme, har angst for at det ikke bliver den lille pige jeg drømmer om (og skammer mig over at have det sådan), jeg er oppe 10 gange om natten fordi min krop er i uro, tænker hele tiden på fremtiden og om jeg overhovedet er i stand til at klare så stor en udfordring. Jeg drømmer at mit barn mangler øjne, har hareskår el. har en psykisk lidelse.
Jeg er bange for jeg ikke er struktureret nok til at skabe en god hverdag for mit barn, bange for ikke at elske mit barn og forstiller mig situationen hvor mit barn er vandskabt og hvor ulykkelig det vil gøre mig. 
Når jeg så ser kvinder der står og holder om deres mave med et lille skævt smil og har "LYKKE" stemplet i panden - bliver jeg nervøs for om jeg bare ikke er "egnet" som mor. 

og så mit store spørgsmål.. er der nogen der har det som mig?

EmilieKB skriver:

Jeg glæder mig, ligesom de fleste andre gravide kvinder til at min lille baby kommer ud. Jeg må dog sande at det at være gravid ikke kun er en dans på roser. Jeg har enormt meget kvalme, har angst for at det ikke bliver den lille pige jeg drømmer om (og skammer mig over at have det sådan), jeg er oppe 10 gange om natten fordi min krop er i uro, tænker hele tiden på fremtiden og om jeg overhovedet er i stand til at klare så stor en udfordring, drømmer at mit barn mangler øjne, har hareskår

Du kan være helt rolig, der er MASSER der føler som dig.

Og de klarer det ALLE SAMMEN super flot alligevel

Jeg skifter mellem "Ej hvor bliver det fantastisk" og "Ej, kan jeg ikke nå at fortryde? Tror ikke jeg vil alligevel!"

Jeg kan slet ikke forestille mig at det hele bare skulle være lutter lagkage - hvis nu  man slet ikke bekymrede sig, tror du så ikke man måske tog lidt for let på den store begivenhed der venter?

det med du drømmer og har tanker om dit barn mangler det eller det  er jo en kæmpe frygt der sidder i en..

jeg havde blodt den fryt hvergang vi skulle lytte hjertelyd eller se hjertet tænk hvis det ikke blinkede eller man kunne høre det og jeg er god til at pine mig selv på den måde så jeg var så bange hver gang...

det med det bestemte køn kender jeg slet ikke, jeg har bare altid ønsket mit barn var sundt og rask...

og mange graviditeter kan være kanon håre og har virkelig ondt af dem der er pint og plaget af den da jeg havdet det så nemt....

men sender dig en masse krammer

Nå, det er jeg glad for. Selvfølgelig er det alfa og omega at barnet er sundt og raskt

EmilieKB skriver:

Jeg glæder mig, ligesom de fleste andre gravide kvinder til at min lille baby kommer ud.
Jeg må dog sande at det at være gravid ikke kun er en dans på roser. Jeg har enormt meget kvalme, har angst for at det ikke bliver den lille pige jeg drømmer om (og skammer mig over at have det sådan), jeg er oppe 10 gange om natten fordi min krop er i uro, tænker hele tiden på fremtiden og om jeg overhovedet er i stand til at klare så stor en udfordring. Jeg drømmer at mit barn mangler øjne, har hareskår el. har en psykisk lidelse.
Jeg er bange for jeg ikke er struktureret nok til at skabe en god hverdag for mit barn, bange for ikke at elske mit barn og forstiller mig situationen hvor mit barn er vandskabt og hvor ulykkelig det vil gøre mig. 
Når jeg så ser kvinder der står og holder om deres mave med et lille skævt smil og har "LYKKE" stemplet i panden - bliver jeg nervøs for om jeg bare ikke er "egnet" som mor. 

og så mit store spørgsmål.. er der nogen der har det som mig?

nej alle er bestemt ikke glad og lykkelig.

jeg er ikke, jeg glæder mig rigtig meget til bebsen kommer, men jeg bekymre mig os hele tiden om baby er Okay, og hver gang jeg tager en smule parfume på, eller får hoppet eller gjort et eller andet er jeg bange for babyen tager skade.

det er rigtig frustrende. men ved du hvad, jeg er begyndt at tænke at: HEY jeg kan jo ikke gøre en disse hvis der skulle være noget eller der sker noget.

de første tre måneder lå jeg på sofaen, jeg turde ikke bevæge mig, tænkte hele tiden på kun at spise rugbrød, frugt og drikke vand.

men nu er jeg begyndt at bevæge mig meget , og jeg spiser LIGE hvad jeg har lyst til... ( selvfølgelig tænker jeg stadig over hvad jeg indtager) men gider ikke tænke på hvad en dum Mc d burger kan skade hvis jeg har lyst til sådan en. for det skader jo overhoved ikke.

synes det er ærgerligt at det er blevet så FARLIGT at være gravid, for det er jo klart man ikke er lykkelig gravid med alle de ting man skal tænke på konstant.

iaften skal jeg til indflytterfest, skal selvfølgelig kun drikke sodavand og vand, MEN jeg har taget en masse make up på og brugt rigeligt med parfume. og har bestemt at det er godt for både baby og mig, fordi jeg er glad og føler mig tilfreds og det kan baby mærke for en gangs skyld

Nå det blev en længere smørre, er nok bare glad for at jeg ikke er den eneste som har det sådan som du også har det

god aften

EmilieKB skriver:

Jeg glæder mig, ligesom de fleste andre gravide kvinder til at min lille baby kommer ud.
Jeg må dog sande at det at være gravid ikke kun er en dans på roser. Jeg har enormt meget kvalme, har angst for at det ikke bliver den lille pige jeg drømmer om (og skammer mig over at have det sådan), jeg er oppe 10 gange om natten fordi min krop er i uro, tænker hele tiden på fremtiden og om jeg overhovedet er i stand til at klare så stor en udfordring. Jeg drømmer at mit barn mangler øjne, har hareskår el. har en psykisk lidelse.
Jeg er bange for jeg ikke er struktureret nok til at skabe en god hverdag for mit barn, bange for ikke at elske mit barn og forstiller mig situationen hvor mit barn er vandskabt og hvor ulykkelig det vil gøre mig. 
Når jeg så ser kvinder der står og holder om deres mave med et lille skævt smil og har "LYKKE" stemplet i panden - bliver jeg nervøs for om jeg bare ikke er "egnet" som mor. 

og så mit store spørgsmål.. er der nogen der har det som mig?

Jeg kan ikke genkende helt de følelser du beskriver, for det er helt andre bekymringer jeg har haft, men jeg genkender kun alt for godt den der kvælende følelse af at alle andre er lykkelige gravide og super cool med styr på alting. Jeg syntes nærmest at man får trukket ned over hovedet konstant som gravid at man skal være taknemmelig og glad og ikke må lufte nogen negative følelser.

Jeg elsker min datter og den lille i maven som snart skal ud, og jeg elsker dem mere end jeg troede at det var muligt at elske før jeg fik dem. Men jeg hader at være gravid. Jeg har været møg syg under begge mine graviditeter på mange forskellige måder og jeg har virkelig ikke følt at jeg havde ret meget livskvallitet i de perioder. Denne gang sidder jeg enda i kørestol pga svær bækkenløsning og stadigvæk jubler folk rundt omkring mig: "Åh er du ikke lykkelig og er det ikke magisk at være gravid?" Øh nej, men jeg regner med at jeg bliver meget lykkelig igen når jeg har født. Men jeg forbeholder mig retten til at syntes at det overvejende og benhårdt og svært at være gravid (selv om jeg selvfølgelig smelter indeni og bliver varm om hjertet når jeg ser scanninger eller mærker ham bevæge sig derinde osv)

DU ER IKKE DEN ENESTE!  

Har haft nogle laaaange perioder hvor jeg bare har "hadet" at være gravid, elskede mit barn himmel højt, men hadede de ubehag graviditeten gav, har været bange for ikke at blive en god mor, været bange for at mit barn vil blive psykisk ustabilt ligesom mange i min familie er osv osv osv. 
Der er ikke meget andet at gøre end at snakke det igennem med en man stoler på og har det godt med. 
Når man er gravid sker der 1000 ting i kroppen og man har så mange overvejelser og tanker i hovedet  

- jeg har haft tons vis af tude ture pga jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv  

Jeg kan godt forstå hvordan du har det. jeg er bestemt heller ikke lykkelig gravid. Selvfølgelig elsker jeg min blob, og glæder mig til den kommer ud.

Men der er hele tiden et eller andet jeg bekymre mig om, jeg tager ikke på, bliver syg og taber mig, tager det på igen, men kan ikke rigtig komme over min startvægt. Så bliver jeg bange for om blob har det godt nok og vokser som den skal. JEg er træt og sur det meste af tiden og gider ingen ting. Har også fået bækkenløsning, så jeg kan heller ikke rigtig noget. Det er slet ikke sjovt at være gravid.

Jeg har også nogle frygtelige drømme ind i mellem. JEg drømte at jeg fødte for tidligt og babyen døde, jeg har også drømt at jeg fødte en baby der skulle akut opereres så jeg fik slet ikke set den. JEg fik ikke en gang at vide hvad det var blevet...Og jeg rendte rundt på et kæmpesygehus efter jeg var vågnet af bedøvelsen efter kejsersnit for at finde min baby...

Det er overhovedet ikke sjovt at være gravid..

Jeg har haft det på samme måde - bliver i tvivl om alt og om man nu kan klare det og magter opgaven, som du selv skriver - men er sikker på, at det nok skal blive godt.

Tænk hvis det ødelægger ens forhold? Det er min største frygt

Men den følelse der gør mig mest bange er, at nu er der ingen vej tilbage