Vinker skriver:
Eftersom ikke 2 historier er ens er det svært for os herinde at sige hvad du burde gøre og hvad vi ville gøre i din situation. Det kan være svært at sætte sig helt ind i dine tanker og følelser......
Derfor vil jeg sige at DU skal lytte til dit hjerte, men OGSÅ til dit hoved. De to ting blir nødt til at samarbejde for lige nu er de modstridende!
En forelskelse er ofte forbundet med spændingen og tanken om det uvisse. En forelskelse er vi ikke selv herre over. Vi vælger ikke altid selv hvem vi vil elske. Man kan lære at elske... men i et forhold er kærligheden ikke det eneste. Det bygger på så meget andet. Kærligheden er det der holder forholdet sammen!
Elsker du din mand så skal du uden tvivl give ham en chance! Du må endelig ikke smide det væk du har uden at ha tænkt det hele 110% igennem. Husk på du ved kun hvad du har og ikke hvad du får!
Du har kun kendt ham den anden i få uger - det er meget tidligt at tage en beslutning om det ska være ham og dig. Det er nu det er nemmest at glemme ham eftersom han kun lige er dukket op i dit liv! Men igen: Det er DIG der skal træffe en beslutning, og ja jeg ved godt at det absolut ikke er nemt!
Måske dig og din mand skulle tage på weekend uden børn og mæke hinanden. Lade din krop fortælle dig om det stadig er ham du vel dele dit liv med!
Med ønsket om du træffer det rette valg!
Tanker fra Rikke.
Jeg var engang i et parforhold hvor vi elskede hinanden så dybt og inderligt at det er helt ubegribeligt for andre. Vi havde den dybeste og en helt intuitiv forståelse for hinanden. Men vores parforhold fungerede bare ikke, overhovedet!!! Vi var meget meget lang tid om at komme frem til erkendelsen af at det ikke skulle være os. Vi er jo dybt forbundet, men det ville aldrig gå godt!
Ca. 10 år efter vi gik fra hinanden snakkede vi sammen igen (max 30 min i telefonen) og det var skønt/rædselsfuldt, for det var som at 'komme hjem', den der umiddelbare forståelse havde vi stadigvæk, hvert en lille nuance i tonefaldet registere vi hos hinanden, og ved præcis hvad betyder. -At det er en umulighed for os at have et velfungerende parforhold, fatter vi ikke, men ikke destro mindre et faktum. Vi prøvede ihertigt i 4 år.
Vi var begge singel da vi mødte hinanden, så det var nemt nok at blive kæreste dengang. Men havde jeg mødt ham på et tidspunkt hvor jeg var i et parforhold, er jeg sikker på, at jeg ville være overbevist om at han var manden i mit liv, og han var værd at forlade mit parforhold for. MEN DET ER HAN IKKE!!!!
Det har lært mig, at jeg aldrig vil forlade min mand og familie til fordel for en anden, for det er umuligt at vide om det nye vitterlig er bedre. Så som nogle af de andre også skriver, så skal man gå ud af sit forhold, hvis det er fordi man ikke vil det forhold mere, -og ikke fordi man TROR at noget andet ville være bedre.
-Og så iøvrigt tak for en rigtig god debat på et emne, som de fleste i parforhold før eller siden bliver konfronteret med. Jeg regner ihvertfald ikke med at komme til at fejre guldbryllup med min mand, uden at der har været den slags fristelser et par gange undervejs. Men jeg håber også at både min mand og jeg kommer igennem dem!
Anmeld
