Jeg har haft sumo-ondt i ryggen siden i søndags, hvor vi kom til at gå en lidt voldsom tur i Mols bjerge.
Jeg har hverken kunnet gå eller stå eller sidde og begyndte at overveje, om jeg mon var blevet ramt af bækkenløsning.
Anyways, i nat sov jeg helt ad h til, vågnede hver anden time af smerter og blev for at det ikke skal være løgn også bidt i benet af en tæge kl. 4.45, hvis hoved jeg så måtte op og ligge og pincette mig selv i benet efter.
Nå, da jeg langt om længe op ad formiddagen, fik humpet mig op på wc begyndte jeg hyleme at bløde. Og jeg havde menstruationsagtige smerter nu i foran i livmoderen også og jeg havde kvalme. Hold K, hvor blev jeg bange!
Michael ringede til lægen, som sagde vi skulle komme med det samme og vi ringede også til Skejby for at få en tid til scanning med det samme.
Jeg kom ind til en læge af den type, der hellere kalder en skovl for en skovl end efterlader én med nogen former for falsk forhåbning.
Hun undersøgte mig uden et ord og lod mig vente helt til vi var ude i hendes kontor igen, før hun sagde noget. Hun sagde så, at hun godt kunne se, der sev blod ud ved livmoderhalsen og jeg hellere måtte komme ind at blive scannet. Hun sagde, at min livmoderhals var lukket og da jeg spurgte, om det var et godt tegn, sagde hun, at det var det ikke nødvendigvis, så der var simpelthen ikke andet at gøre, end vente, til jeg var blevet scannet. Hun fik også snakket lidt om hvordan en evt. igangværende abort ville forløbe og om, hvorvidt jeg skulle afstøde fosteret selv eller i narkose og have en udskrabning, så det var mildest talt et par nedslåede forældre, der lidt efter sad i bilen på vej mod Skejby. Puha for en tur. Jeg var virkeligt næsten sikker på, at jeg havde mistet lillebror.
Vi nåede lige at læsse NM af hos min mor, før vi tog på hospitalet og jeg nåede lige at sige til Michael, at hvis bare lillebror overlevede, ville jeg godt gå med til at kalde ham Albert, for pludselig skulle han bare have et navn, syntes jeg og Birk virkede pludselig så sart på mig.
Heldigvis kom vi hurtigt ind til lægen og jeg forberedte mig lidt mere på at se en helt stille baby inde i maven.
Jeg turde ikke kigge på skærmen, men så sagde lægen pludselig, at han havde det godt og der var hans hjerte og pyyyyyyha!
Hun gav mig så også en gyn. undersøgelse og kunne se, at der ikke sev mere blod ud og at min livmoderhals var lang og som den skulle være. Hun kunne ikke forklare, hvorfor jeg blødte, men der var i hvert fald ikke noget galt nu. Så vi måtte bare tage hjem og håbe det bedste. Og hvis smerterne ændrede sig eller blødningerne kom tilbage, skulle vi komme igen.
For HELVEDE, hvor var det en lettelse! Vi for ned til kiosken og købte en lyseblå muse-bamse til lillepotten og da vi gik ud med den opdagede jeg, at der stod A på den, så det må være meningen, at han skal hedde Albert. Og det må jeg så lære at leve med.
Knus fra Birgitte - meget træt og med ondt i ryggen og stadig i tvivl om, hvorvidt jeg har bækkenløsning...
