Piskesmæld-praktik igennem kommunen. Hjælp

Hvad får du af smertestillende?

 

Mht. arbejdsprøvningen så hold fast i, at du ikke kan gå op i tid og husk så, at du skal arbejde et antal timer, der også gør at du kan have et liv på hjemmefronten. Det er ikke meningen at du skal arbejde det, du kan og så være en grøntsag i din fritid Mit arbejdsprøvningsforløb var på 10 uger og mit antal arbejdstimer var skam ikke effektive timer. Men jeg har måske været heldig, for her er det Jobcenter og et arbejdprøvningsfirma, som stod for min sag, og de var meget betænksomme, lydhøre og "samarbejdsvillige" (om man vil). Men et arbejdsprøvningsforløb i butik er da også langt fra realistisk, når man har piskesmæld

michelledam skriver:

Hej med dig.
Det er ikke flexjob jeg skal have jeg er ved en arbejdsprøvning så jeg kan finde ud af om det er flexjob jeg skal have. Du kan jo idag få flexjob ned til 2 timer om ugen. Og det er vidst noget med at de nye regler siger at arbejdsgiveren kun skal betale for de timer man er der. Og resten betaler kommunen så man får op til dagpengesatsen.

Pt. Hader jeg kommunen. Fordi jeg på ingen måder føler de hører efter hvad jeg siger. Jeg vil jo så gerne en hel masse. Men min nakke kan simpelthen ikke klare det. Og det er jo et kæmpe nederlag for mig hver gang jeg må indse at det har har gang i ikke dur.
Jeg bliver 26 i marts. Og det er jo nu jeg skulle tjene penge på min udd. Som maler. Men den udd. Kommer jeg aldrig tilbage til. Så skal der ihvertfald ske mirakler og dem tror jeg desværre ikke på.

Men tak for dit svar. Det giver altid et løft når du svarer på mine indlæg for jeg ved du selv døjer med kroniske smerter. Og det er bare så svært for omverden at sætte sig ind i vores liv.
Det trækker virkelig alt energi at man hele tiden har de forbandede smerter. Og har man en okay dag hvor smerterne er til at holde ud. Ja så skal man hele tiden tænke på de ting man ikke kan for at smerterne ikke vender tilbage i en stærk storm.

selvfølgelig svarer jeg altid gerne, for selvom jeg ikke kender dig sådan vildt godt, så kender jeg til at have smerter, og kender til at kæmpe med kommunen desværre. min umildbare tanke er at hvis du føler du mister overskuddet, og hvis du alligevel ikke fæler du bliver hørt, og hvis du rent psykisk kun føler du oplever nederlag, så ville jeg nok overveje at høre lægen om man kunne blive langtidssygemeldt indtil du føler du har lidt styr på tingene.. det er self ikke det sjoveste men måske er det den bedste løsning der er lige nu :-)? 

mange kram 

JustMe skriver:

Hvad får du af smertestillende?

 

Mht. arbejdsprøvningen så hold fast i, at du ikke kan gå op i tid og husk så, at du skal arbejde et antal timer, der også gør at du kan have et liv på hjemmefronten. Det er ikke meningen at du skal arbejde det, du kan og så være en grøntsag i din fritid Mit arbejdsprøvningsforløb var på 10 uger og mit antal arbejdstimer var skam ikke effektive timer. Men jeg har måske været heldig, for her er det Jobcenter og et arbejdprøvningsfirma, som stod for min sag, og de var meget betænksomme, lydhøre og "samarbejdsvillige" (om man vil). Men et arbejdsprøvningsforløb i butik er da også langt fra realistisk, når man har piskesmæld

Ja jrg får dagligt smertestillende, samt muskelafslappende medicin.

Og ja jeg har endelig fået dem til at fatte at jeg ikke kan. Så jeg skal til samtale med jobvejleder, sagsbehandler og socialrågiver på tirsdag. Tager så også min kæreste med for t støtte mig og forklare dem at jeg faktisk ikke gider og gå hjemme men at der også skal være en mening med galskaben. Hvad der skal ske ved jeg ikke endnu. Men de er nu godt klar over at jeg ihvertfald skal ned i tid. Men om jeg skal fortsætte hvor jeg er ved jeg ikke.
For umiddelbart tænker jeg at jeg ikke kan klare at skulle stå op i de timer jeg er der.

Men er bare fuldstændig blank overfor hvad jeg ellers kan prøve. For jeg tænkte jo butik var det mildestes jeg kunne komme til. Men det er det jo ikke. Tvært imod.men det er også bare skide svært at finde noget som ikke kræver for meget bevægelse med armene.
For jeg tænker jo at i en butik hvor jeg kunne sidde ved kassen kunne være fint. Men ville jo så bare ikke kunne klare alle de bevægelser det kræver at skulle køre varer ind hele tiden.

Hvor var du i din arbejdsprøvning?

jydeinden skriver:

selvfølgelig svarer jeg altid gerne, for selvom jeg ikke kender dig sådan vildt godt, så kender jeg til at have smerter, og kender til at kæmpe med kommunen desværre. min umildbare tanke er at hvis du føler du mister overskuddet, og hvis du alligevel ikke fæler du bliver hørt, og hvis du rent psykisk kun føler du oplever nederlag, så ville jeg nok overveje at høre lægen om man kunne blive langtidssygemeldt indtil du føler du har lidt styr på tingene.. det er self ikke det sjoveste men måske er det den bedste løsning der er lige nu :-)? 

mange kram 

Sagen er den at jeg nu har gået hjemme i snart 2,5 år. Og magter ikke at gå hjemme. Hvis jeg skulle sygemeldes igen. Ville det hele alligevel starte forfra når jeg så skal igang igen. Så det ville bare være spild af tid.
Men jeg skal til møde med jobvejleder, sagbehandler og social rådgiver på tirsdag. Og så må jeg se hvad der så sker. De har indtil videre fattet at jeg skal ned i tid.

michelledam skriver:

Sagen er den at jeg nu har gået hjemme i snart 2,5 år. Og magter ikke at gå hjemme. Hvis jeg skulle sygemeldes igen. Ville det hele alligevel starte forfra når jeg så skal igang igen. Så det ville bare være spild af tid.
Men jeg skal til møde med jobvejleder, sagbehandler og social rådgiver på tirsdag. Og så må jeg se hvad der så sker. De har indtil videre fattet at jeg skal ned i tid.

forstår dig fuldt ud, har selv gået hjemme i et år, jeg må dog indrømme at jeg tror jeg er nået så langt så at jeg på et eller andet plan har erkendt overfor mig selv at jeg ikke tror jeg har behovet for at komme ud på arbejdsmarkedet.. og dét kan jo lyde vanvittigt, men ved hvilken kamp det er for alle og finde almindeligt arbejde, og kender flere som i den grad har kæmpet for at få deres flexjob og dét ved jeg bare ikke om jeg magter. men tænker at du da er nået langt hvis du har fået dem til at forstå at du vil ned i tid og se om det kan hjælpe.. men tænker også lidt hvad katten du dog laver i en butik

jydeinden skriver:

forstår dig fuldt ud, har selv gået hjemme i et år, jeg må dog indrømme at jeg tror jeg er nået så langt så at jeg på et eller andet plan har erkendt overfor mig selv at jeg ikke tror jeg har behovet for at komme ud på arbejdsmarkedet.. og dét kan jo lyde vanvittigt, men ved hvilken kamp det er for alle og finde almindeligt arbejde, og kender flere som i den grad har kæmpet for at få deres flexjob og dét ved jeg bare ikke om jeg magter. men tænker at du da er nået langt hvis du har fået dem til at forstå at du vil ned i tid og se om det kan hjælpe.. men tænker også lidt hvad katten du dog laver i en butik

Ja mit problem er bare at jeg virkelig har brug for den sociale del i at komme ud og opleve andet. Da jeg ingen veninder har og ellers ikke oplever noget i løbet af dagen. Og det gør mig virkelig skør i hovedet.

Jeg tænker bare hvad fæn jeg så skal udover butik. For synes jo at i alle andre Jobs er der alt for meget fysisk. Og jeg ved virkelig ikke hvad jeg ellers skulle. Og de vil jo klart be mig om at finde ud af andre steder at komme hen hvis jeg ikke vil fortsætte hvor jeg er.

Åhh hvor er det skod. Jeg aner ikke hvad du skal, og kan. 

Men jeg kan melde mig på banen og sige jeg ved hvad du gennemgår. Jeg er også i systemet, og har haft ro i lidt over 1/2 år. Pga sagsbehandler skift (hun ville kontakte mig når hun havde tid) 

jeg står selv og ikke ved hvad jeg skal, andet end jeg skal afklares. Jeg er visiteret til fleksjob, men den tid (4 timer om dagen) er ikke realistisk for smerter, og smertepatient. Jeg har uddannelse til at stå i butik, men kan heller ikke bruge min. Jeg har været skadet siden jeg var 22 år, og ja, det er røv hårdt at være i systemet. 

Det eneste jeg er nået frem til efter jeg er blevet mor, er at min familie kommer først. Jeg vil ikke snerre af min familie når jeg kommer hjem, eller være træt og ikke kunne fungere som mor. Jeg vil være mor ilsom alle andre mennesker, og betyder det jeg skal have FP, (selvom den er svær at få nu) så må det være sådan.

Jeg tænke meget mens jeg var gravid at jeg ville blive sindsyg af at skulle gå hjemme heletiden og være på FP, men som min mor sagde, så kunne jeg blive frivillig i det omfang jeg kunne klare... Der er masser der søger frivillig hjælp, og hvorfor ikke bruge en time eller halvanden der når ovskudet er der. Der er ingen der forventer noget af det, eller presser på...

Nå, jeg ville hvertfald bare dele lidt positivt, og lidt negativt. Og så kan vi da bande over systemet sammen... 

Du ønskes hvertfald held og lykke fremover

michelledam skriver:

Ja mit problem er bare at jeg virkelig har brug for den sociale del i at komme ud og opleve andet. Da jeg ingen veninder har og ellers ikke oplever noget i løbet af dagen. Og det gør mig virkelig skør i hovedet.

Jeg tænker bare hvad fæn jeg så skal udover butik. For synes jo at i alle andre Jobs er der alt for meget fysisk. Og jeg ved virkelig ikke hvad jeg ellers skulle. Og de vil jo klart be mig om at finde ud af andre steder at komme hen hvis jeg ikke vil fortsætte hvor jeg er.

jamen jeg tænker hvad med muligheden for kontor arbejde, eller måske som en af de andre snakker om overveje fp og så søge frivilligt arbejde i det omfang du nu kan holde til

VIPpigen skriver:

Åhh hvor er det skod. Jeg aner ikke hvad du skal, og kan. 

Men jeg kan melde mig på banen og sige jeg ved hvad du gennemgår. Jeg er også i systemet, og har haft ro i lidt over 1/2 år. Pga sagsbehandler skift (hun ville kontakte mig når hun havde tid) 

jeg står selv og ikke ved hvad jeg skal, andet end jeg skal afklares. Jeg er visiteret til fleksjob, men den tid (4 timer om dagen) er ikke realistisk for smerter, og smertepatient. Jeg har uddannelse til at stå i butik, men kan heller ikke bruge min. Jeg har været skadet siden jeg var 22 år, og ja, det er røv hårdt at være i systemet. 

Det eneste jeg er nået frem til efter jeg er blevet mor, er at min familie kommer først. Jeg vil ikke snerre af min familie når jeg kommer hjem, eller være træt og ikke kunne fungere som mor. Jeg vil være mor ilsom alle andre mennesker, og betyder det jeg skal have FP, (selvom den er svær at få nu) så må det være sådan.

Jeg tænke meget mens jeg var gravid at jeg ville blive sindsyg af at skulle gå hjemme heletiden og være på FP, men som min mor sagde, så kunne jeg blive frivillig i det omfang jeg kunne klare... Der er masser der søger frivillig hjælp, og hvorfor ikke bruge en time eller halvanden der når ovskudet er der. Der er ingen der forventer noget af det, eller presser på...

Nå, jeg ville hvertfald bare dele lidt positivt, og lidt negativt. Og så kan vi da bande over systemet sammen... 

Du ønskes hvertfald held og lykke fremover

Tak for dit svar.
Ja altså det er jo også sådan jeg har det. For de timer jeg har nu kører mig fuldstændig ned fysisk. Men at jeg ikke har overskud til min familie når jeg kommer hjem og går og snerre af dem gider jeg heller ikke. For så vigtigt er et job Heller ikke. Jeg ved godt at jeg heller ikke får min fp dels min alder og så den nye lov. Men min kæreste har også flere gange sagt. At han tror det vil være mest realistisk med en fp og så kan jeg arbejde som frivillig en gang imellem.

Men det er bare ufatteligt hårdt når man gerne vil men ikke kan holde til det. Og kommunen presser og presser en hele tiden.
Men de ved heller ikke hvad det vil sige at gå med de smerter eller lign. Så det er så skide nemt for dem at sige du skal lige det og så det og så er der også lige det. Og du skal bare have lidt tid til at komme oppå fuldtid.

jydeinden skriver:

jamen jeg tænker hvad med muligheden for kontor arbejde, eller måske som en af de andre snakker om overveje fp og så søge frivilligt arbejde i det omfang du nu kan holde til

Min kæreste har flere gange nævnt at han er ret sikker på det mest realistiske er fp og så tage noget frivilligt. Mén det bliver jo umuligt med de nye regler.

Før jeg kom igang med noget. Da jeg bare gik hjemme. Havde både kæresten og jeg fundeten rytme som gjorde at jeg havde minimal med smerter. Så jeg havde langt flere gode dage end dårlige.
Og selvom jeg har fred fra kommune så får jeg mine perioder med mange smerter også selvomvjeg ikke har fremprovokeret dem.
Og derfor er jeg også begyndt at tænke at det nok er fp jeg må indse der ville være mest realistisk. Men det er sgu bare svært at sidde som 26 årig og sige ja jeg kan sgu ikke en skid. Andet end at nasse på systemet.