Hvad gør I for at vise jeres børn kærlighed?

For mig er et af de vigtigste ting, at give mit barn med i opvæksten det at barnet føler sig elsket for den h*n er (og ikke det h*n gør). Men det er jo bare så meget nemmere sagt end gjort. Så er egentlig bare lidt nysgerrig. Hvordan viser man efter din mening sit barn, at det er elsket for lige netop den person det er?

For mit eget vedkommende er det noget med at vise barnet at man ser det. At man ser at det gynger, tegner, slapper af e.l. og sige hvad man ser fx "Det ser ud som om du godt kan lide at tegne". Og ikke nødvendigvis rose så meget, da barnet ikke skal få den opfattelse, at det SKAL lave en pæn tegning for at jeg elsker det.

Jeg kysser og krammer konstant min 2 årig dreng men det vil min datter ikke så hende tager vi ud i byen på cafer sammen hygger snakker og ved ikke helt hvordan men ender i Build a Bear :p Hun er snart 9 

Aisha skriver:

Jeg kysser og krammer konstant min 2 årig dreng men det vil min datter ikke så hende tager vi ud i byen på cafer sammen hygger snakker og ved ikke helt hvordan men ender i Build a Bear :p Hun er snart 9 

ja, kys og kram kan man nok ikke få for meget af. Lyder som nogle hyggelige ting

Interessant og godt spørgsmål....

Ja men det skal have selvværd og det får det ved at føle at det er værd i livet.

Det skal føle at det yder en indsats for at få familien til at fungere. Jeg kan ikke undvære barnets hjælp og dets tilstædeværelse. Jeg nyder tiden med barnet, men nyder også tiden alene og det skal barnet også lære.

Jeg ser barnet og det han laver, tænker, ønsker, drømmer om og jeg taler med ham. Men selvom jeg er mættet af tale og ikke orker at kigge konstant, skal barnet ikke føle sig mindreværdig. Dejlig ballancegang.

Når jeg bliver frustreret ell træt, er det lovligt nok, da det er helt naturlige og menneskelige træk, som livet byder på. Dog skal både voksne og børn lære at behærske de udbrud, som disse ting kan føre med sig.

Hvordan ved mine drenge, at jeg elsker dem.... Tjah... Jeg er virkelig oprindelig interesseret i dem, deres planer, tanker, følelser og interesser. Men uden at snage. Jeg kender drengene og ved, hvornår jeg ikke skal blande mig og om tidspunktet er rigtigt. Jeg vil gøre alt for dem - til en vis grænse, for de kommer sgu selv til at gå over med deres tallerken ell ligge deres vasketøj væk. Men jeg vil til enhver tid hente dem fra en fest, samle dem op, beskytte dem fra det dårlige i livet. Men samtidig ved jeg, at det er min opgave at ruste dem til livet og lade dem få de knubs, som livet giver.

Nu er vores drenge 8, 13 og 15 år og vi kan nu se på de store drenge, at tjah... Vi har sgu vist gjort det okay godt. Det er nogle fornuftige unge mennesker, der prøver livet, men søger trygheden i hjemmet. De kan sige fra og de kan blive lokket. De har frihed til holdninger, der ikke er identiske med deres forældre og står ved deres meninger.

Ja vores total dovne slaskede irriterende drenge er sgu dejligt trods alt

Kloster skriver:

Interessant og godt spørgsmål....

Ja men det skal have selvværd og det får det ved at føle at det er værd i livet.

Det skal føle at det yder en indsats for at få familien til at fungere. Jeg kan ikke undvære barnets hjælp og dets tilstædeværelse. Jeg nyder tiden med barnet, men nyder også tiden alene og det skal barnet også lære.

Jeg ser barnet og det han laver, tænker, ønsker, drømmer om og jeg taler med ham. Men selvom jeg er mættet af tale og ikke orker at kigge konstant, skal barnet ikke føle sig mindreværdig. Dejlig ballancegang.

Når jeg bliver frustreret ell træt, er det lovligt nok, da det er helt naturlige og menneskelige træk, som livet byder på. Dog skal både voksne og børn lære at behærske de udbrud, som disse ting kan føre med sig.

Hvordan ved mine drenge, at jeg elsker dem.... Tjah... Jeg er virkelig oprindelig interesseret i dem, deres planer, tanker, følelser og interesser. Men uden at snage. Jeg kender drengene og ved, hvornår jeg ikke skal blande mig og om tidspunktet er rigtigt. Jeg vil gøre alt for dem - til en vis grænse, for de kommer sgu selv til at gå over med deres tallerken ell ligge deres vasketøj væk. Men jeg vil til enhver tid hente dem fra en fest, samle dem op, beskytte dem fra det dårlige i livet. Men samtidig ved jeg, at det er min opgave at ruste dem til livet og lade dem få de knubs, som livet giver.

Nu er vores drenge 8, 13 og 15 år og vi kan nu se på de store drenge, at tjah... Vi har sgu vist gjort det okay godt. Det er nogle fornuftige unge mennesker, der prøver livet, men søger trygheden i hjemmet. De kan sige fra og de kan blive lokket. De har frihed til holdninger, der ikke er identiske med deres forældre og står ved deres meninger.

Ja vores total dovne slaskede irriterende drenge er sgu dejligt trods alt

Det er nogle gode tanker du har gjort dig. Så er kunsten bare at finde den gode balancegang i det hele - også når man måske ikke helt har overskuddet til det. Men som du selv skriver, er det jo reelt først når børnene bliver ældre at man kan se om den måde man har grebet det an på, er lykkedes.

Jeg og Elias far fortæller Elias at han er en dejlig dreng, at vi elsker ham, vi kysser ham og krammer ham, nusser ham og tildeler ham opmærksomhed og følger op på hans initiativer og leger med ham uden afbrydelser - bare ham lige i nuet 

Kloster skriver:

Interessant og godt spørgsmål....

Ja men det skal have selvværd og det får det ved at føle at det er værd i livet.

Det skal føle at det yder en indsats for at få familien til at fungere. Jeg kan ikke undvære barnets hjælp og dets tilstædeværelse. Jeg nyder tiden med barnet, men nyder også tiden alene og det skal barnet også lære.

Jeg ser barnet og det han laver, tænker, ønsker, drømmer om og jeg taler med ham. Men selvom jeg er mættet af tale og ikke orker at kigge konstant, skal barnet ikke føle sig mindreværdig. Dejlig ballancegang.

Når jeg bliver frustreret ell træt, er det lovligt nok, da det er helt naturlige og menneskelige træk, som livet byder på. Dog skal både voksne og børn lære at behærske de udbrud, som disse ting kan føre med sig.

Hvordan ved mine drenge, at jeg elsker dem.... Tjah... Jeg er virkelig oprindelig interesseret i dem, deres planer, tanker, følelser og interesser. Men uden at snage. Jeg kender drengene og ved, hvornår jeg ikke skal blande mig og om tidspunktet er rigtigt. Jeg vil gøre alt for dem - til en vis grænse, for de kommer sgu selv til at gå over med deres tallerken ell ligge deres vasketøj væk. Men jeg vil til enhver tid hente dem fra en fest, samle dem op, beskytte dem fra det dårlige i livet. Men samtidig ved jeg, at det er min opgave at ruste dem til livet og lade dem få de knubs, som livet giver.

Nu er vores drenge 8, 13 og 15 år og vi kan nu se på de store drenge, at tjah... Vi har sgu vist gjort det okay godt. Det er nogle fornuftige unge mennesker, der prøver livet, men søger trygheden i hjemmet. De kan sige fra og de kan blive lokket. De har frihed til holdninger, der ikke er identiske med deres forældre og står ved deres meninger.

Ja vores total dovne slaskede irriterende drenge er sgu dejligt trods alt

Virkelig godt beskrevet og lige netop det vi bestræber os på herhjemme i huset - han er lige fyldt 3 år. Dine forekommer noget ældre. Men samme tanker og værdier. 

Har en datter på 15 mdr. og hende kysser og krammer jeg flere gange om dagen. Men bare det at tilbringe tid sammen med hende og grine sammen med hende viser også at jeg elsker hende 

Fortæller ham at jeg har savnet ham, jeg er glad for a se ham, synes det har været dejligt a være sammen med ham (sir jeg ofte når vi sir godnat)

noget med a vise ham a han er speciel for lige netop den han er og han skal føle at han er noget værd og har betydning for andre. 

Og selvfølgelig den moderlige omsorg med a holde om, putte sammen, gå og holde i hånd. 

Her bliver der knuset og krammet, opdragt, have lov til at være sur, glad, ked af det osv.

Hver dag inden sengetid, bliver der sagt godtnat, sov godt min skat jeg elsker dig. Thea får tit af vide at hun er MIN bedste thea i hele verden. Thea er 4 år.

Med alberte er det jo meget nemt, for hun ska bare vugges, mysses, nusses, tumles, mades, skiftes osv. Hun får også tit af vide at hun er MIN bedste Alberte i hele verden. Hun er 6 mdr. 

De får at vide de ka klare alt, og at de er vigtige medlemmer af vores familie. Vh stine