Fortryder I, i ikke ventede?

Lahn11 skriver:

Vi er her begge 22 og venter barn nr. To ., 

vi fortryder på ingen måde at vi fik dem imens vi uddanner os  

det er der mange grunde til:

-mange ferier med børnene

- tidlig fri ift. Dem der arbejder

- forståelse mht. Fravær

- det er en 17 timers arbejds uge 

det er fantastisk, og har ingen indflydelse på skolen, udover at jeg har børn jeg skal hjem til i modsætning til dem som ikke har det tit tager videre efter skole sammen .. Men både mine og mandens karektere er i top  

men det kræver at BEGGE parter er klar til at droppe by livet.. Kjeg har været ædru i to år, og manden har nu ikke drukket i seks måneder (heller ikke nytår) så det skal man være klar til at give afkald på  

Sådan har jeg det også - ser også klart fordele ved at have børn og være under uddannelse i børnenes små år. Jeg har meget tidligere fri end jeg ville have på et fuldtids job og selvom økonomien ikke er det fedeste, så har vi alligevel prioriteret at spare op til nogle små ferier hist og her, så jeg synes ikke vi mangler noget  

Wow hvor skønt med alle de dejlige svar! Tak!

Ja, det er jo netop en stor ting og en stor beslutning at tage. Derfor vil jeg virkelig gerne have, at vi får tænkt det ordentligt igennem inden.  Jeg har også spurgt kæresten mange gange, om han nu er heeelt sikker, og det siger han, at han er Jeg føler jeg har nået det jeg vil, inden jeg får børn. Vi har jo begge uddannelse, og fester og byen har vi været nok til, da vi var yngre. Faktisk har vi været i byen 3-4 gange på de 2 år.Det interesserer os ikke så meget mere. Og ferier kan man jo også tage på, når man får børn. Og nu har vi jo nydt alene tiden, og kan da nå en ferie sammen mere til sommer.

Jeg har bare så meget lyst!! Og kæresten glæder sig også, og siger tit: når vi får børn, så blablabla..

Aldrig. Og jeg ville ønske jeg kunne få mindst 2 mere.

Puha jeg synes det er et svært spørgsmål. Helt generelt fortryder jeg intet, men til tider fortryder jeg tidspunktet vi fik vores første på..

Jeg var næsten lige blevet 18 år og min forlovede var tæt på de 22 år, vores store søn var ikke planlagt og vi havde kun været sammen i 3 mdr da vi opdagede jeg var gravid..

Vi mistede begge to rigtig mange venner og veninder da jeg havde født, nogle få forsvandt da vi fortalte vi ventede os.. Jeg måtte oveni stoppe min uddannelse fordi jeg blev rigtig syg af gener som følge af graviditeten og måtte en tur på kontanthjælp..

Jeg har nogle dage hvor jeg savner mit "gamle" liv, altså det med ikke at have forpligtelser, ikke at have en som virkelig regner med jeg er der, ikke at kunne sige 'fuck det hele'. Men jeg har endnu flere dage hvor jeg virkelig nyder at være der for nogle som virkelig regner med mig og ja så det sgu til tider rart at få noget ud af weekenden da man ikke ligesom de fleste jævnalderende ligger med tømmermænd og ja som ekstra bonus så holder pengene altså en hel måned i stedet for bare 14 dage og så skulle leve på rugbrød eller spise hos mor og far :p

Jeg fødte for 6 dage siden vores anden søn, ja han kom rent faktisk på vores 37 mdrs dag (3 år og 1 måned) og han var heller ikke planlagt, men vi nyder vores liv og kan i en alder af nu 21 år tæt på de 25 år, se frem til at kunne huske hvordan det var at være barn og teenager, og ja når alle de så kaldte venner sidder med deres besværlige teenagere, kan vi nyde hinanden fordi børnene er blevet så store og ja måske også voksne?

Oveni hatten er jeg selv datter af en ung mor, og jeg har nydt det og nyder det stadig, det med at hun stadig er ung nok til at arbejde, stadig husker hvordan tingene var osv. og når ja så er hun jo en super frisk mormor for drengene

MEN jeg ville aldrig råde andre til at blive unge forældre, for det er hårdt, men det er det nu også når man er 30 Nu er I jo så stillet på den måde at I begge har uddannelse og det er helt klart et plus økonomisk, set i forhold til f.eks os som har 2 børn, hvor af manden har uddannelse og job og jeg skal tilbage til SSH uddannelsen efter barsel

Jeg fortryder ikke mine unger men fortryder at vi ikke ventede indtil vi havde været sammen noget længere. Vi havde kun været sammen 3 mdr da jeg blev gravid. Vi er begge nogle meget stædige væsner og det tog lang tid at få slebet vores kanter af og kombineret med at vi fik en datter med kolik. Det var hårdt  

Anonym skriver:

Wow hvor skønt med alle de dejlige svar! Tak!

Ja, det er jo netop en stor ting og en stor beslutning at tage. Derfor vil jeg virkelig gerne have, at vi får tænkt det ordentligt igennem inden.  Jeg har også spurgt kæresten mange gange, om han nu er heeelt sikker, og det siger han, at han er Jeg føler jeg har nået det jeg vil, inden jeg får børn. Vi har jo begge uddannelse, og fester og byen har vi været nok til, da vi var yngre. Faktisk har vi været i byen 3-4 gange på de 2 år.Det interesserer os ikke så meget mere. Og ferier kan man jo også tage på, når man får børn. Og nu har vi jo nydt alene tiden, og kan da nå en ferie sammen mere til sommer.

Jeg har bare så meget lyst!! Og kæresten glæder sig også, og siger tit: når vi får børn, så blablabla..

Synes da bare i skal springe ud i det så det beriger ens liv på en helt uforklarlig måde. 

Anonym skriver:

Først og fremmest: jeg er anonym, fordi jeg ikke ønsker at blive genkendt herinde, da ingen ved, at vi overvejer PB.

Lige lidt forhistorie, så i bedre kan svare

Jeg er 20 år, min kæreste er 22. (21 og 23 år om 3 mdr)

Vi har begge uddannelse, sosu hjælper og finansøkonom.

Vi har bil, lejlighed med egen have, job og styr på vores liv. Vi har været sammen i 2 år.

Jeg smed p-pillerne i oktober, og vi er enige om, at vi er klar til børn nu.

Men nu er jeg begyndt at blive i tvivl, om jeg ikke vil vente lidt, og få lidt mere ud af min ungdom. Og samtidig har jeg sindssygt lyst til at stifte familie. Vi går ikke rigtig i byen mere, vi har allerede været på 2 ferier sammen osv.

Jeg kan egentlig kun se fordele i, at få børn mens man er ung.

Andre der er kommet i tvivl? Og til jer, der var unge da i fik børn; har i "fortrudt" i ikke ventede med børn? Føler i at i er gået glip af jeres ungdom?

Hvad har væreet godt/skidt ved at være unge forældre? Kom med alle erfaringerne

osv. osv...

Knus

Vi står begge som knap 21-årige nu og ønsker et barn sammen. Ligesom jer er byture ikke det, der står øverst på dagsordenen for os. Vi har rejst sammen og oplevet en masse sammen. Vi har lært hinanden at kende på godt og ondt og svinger i det hele taget godt sammen. Jeg har styr på den fællesdel af økonomien (husleje mm. og husholdning), og selvom det er lidt stramt på SU, så mangler vi intet.

Jeg vil gerne og han vil gerne have barn tidligt. Men så snart vi smed præventionen, begyndte tvivlen at melde sig hos mig. For hvad nu hvis, og tænk nu at og så videre. Nu har jeg indfundet mig med, at tvivlen nok ikke forsvinder helt. Føler det er det rigtige, vi gør - og vi skal nok blive gode forældre sammen!

Vi bliver de første i vennekredsen med barn, derfor frygter jeg lidt for venskaber. Dog har jeg fortalt om det til min næreste veninde, og hun glæder sig absolut til at blive "moster" Hende kan jeg stole på, selvom vores samvær nok ændrer sig til den tid.

Anonym skriver:

Først og fremmest: jeg er anonym, fordi jeg ikke ønsker at blive genkendt herinde, da ingen ved, at vi overvejer PB.

Lige lidt forhistorie, så i bedre kan svare

Jeg er 20 år, min kæreste er 22. (21 og 23 år om 3 mdr)

Vi har begge uddannelse, sosu hjælper og finansøkonom.

Vi har bil, lejlighed med egen have, job og styr på vores liv. Vi har været sammen i 2 år.

Jeg smed p-pillerne i oktober, og vi er enige om, at vi er klar til børn nu.

Men nu er jeg begyndt at blive i tvivl, om jeg ikke vil vente lidt, og få lidt mere ud af min ungdom. Og samtidig har jeg sindssygt lyst til at stifte familie. Vi går ikke rigtig i byen mere, vi har allerede været på 2 ferier sammen osv.

Jeg kan egentlig kun se fordele i, at få børn mens man er ung.

Andre der er kommet i tvivl? Og til jer, der var unge da i fik børn; har i "fortrudt" i ikke ventede med børn? Føler i at i er gået glip af jeres ungdom?

Hvad har væreet godt/skidt ved at være unge forældre? Kom med alle erfaringerne

osv. osv...

Knus

Jeg har aldrig fortrudt! Rose er nu 15 måneder, og vi har nr. 2 på vej. Vi er hhv. 23 og 25 år gamle.

Det kommer nok an på hvem man er, og hvilke interesser og livsmål man har. Hverken min kæreste eller jeg er party-warty typer, og vi har ikke et behov for at nå at rejse en masse. Vi skal nå få rejst i fremtiden. For os står familie øverst på listen, sådan har det været for os begge, så vi føler egentlig bare, at vi har opfyldt livsmål nr. 1, og kan ikke komme i tanke om jeg har tænkt: "Ej pis, vi skulle have ventet!" - Nu er vi jo to samt gode bedsteforældre, så jeg kan jo sagtens hygge hjemme med vores datter, hvis min kæreste skal til herrejulefrokost og den slags. Så SÅ begrænset er man heller ikke, med mindre man har et meget dårligt netværk

Som alle andre skriver så fortryder jeg selvfølgelig ikke mine børn.. Elsker dem overalt på jorden :9

MEN!!!! Jeg var 17 år da jeg blev gravid - 18 da jeg fødte. Jeg var stadig på skolebænken og boede hjemme. JA jeg fortryder i den grad tidspunktet jeg fik barn på. Stod overfor en KÆMPE forandring - skulle flytte, administrere økonomi, have et barn, sørger for alle de praktiske ting som mad på bordet osv. Samtidig tog jeg uddannelse og havde lektier, eksamer osv oveni.

Jeg ville gerne have ventet et par år så jeg kunne færdiguddanne mig først og få børn bagefter.! Og så er det bestemt heller ingen hemmelighed at jeg gerne ønskede en anden far til min datter - helst min forlovede jeg snart har 2 børn med - men om ikke andet så en der selv var lidt ældre af sind, en der holdt hvad han lovede og som ville yde omsorg og kærlighed for barnet!

Når det er sagt, så synes jeg vi har fået det bedste ud af vores situation og den dag i dag er det rart kun at være 27 år og have et barn i 2. klasse. Hun synes det er det fedeste at hendes mormor og morfar nærmest er på alder med hendes klassekammeraters forældre "Mor, det er bare så fedt at have en ung mor"