Stress HAR betydning for fertiliteten (artikel)

Muhmi skriver:

Jeg kan KUN give ret i at psyken virkelig har noget at sige når man planlægger baby!

Jeg så gravide maver alle vejne, var 100% opsat på at vi skulle have en baby! I 1½ år var mine tanker FYLDT med babyer... Da jeg sagde til mig selv: "Sker det så sker det" og havde affundet mig med tanken om fertillitetsbehandling eller adoption... Så skete det måneden efter.. Det endte så i en MA, men allerede måneden efter det så stod jeg med graviditetesten der viste sig at være vores dejlige søn Silas.. Og siden har jeg ikke haft problemer med at blive gravid... Faktisk havde jeg kun menstruation reglmæssigt i to mdr. og så blev jeg gravid igen, endte i en bio, men allerede måneden efter stod jeg med graviditetstesten der viste sig at være lillebror der kommer til verdenen snarest

En stresset hjerne påvirker alt i ens krop og man bliver (lettere sagt end gjort) nødt til at slappe af i hovedet...

Og er desværre overbevist om at kvinder i behandling stresser så meget, fordi de har så og så mange forsøg til at blive gravide i at det desværre bare ikke sker for dem..... Hvilket er DYBT uretfærdigt....

Jeg tænkte også kun på baby, baby, BABY! Det var først da jeg gav op og tænkte "det sker når det sker" så skete det! 6 måneder efter min MA! 

Samme dag som jeg testede positiv - havde jeg brokket mig til kæresten om at der bare aldrig skete noget - min krop var uduelig og jeg blev bare aldrig gravid 

Det er lidt "sjovt" at tænke tilbage på, da jeg var gravid uge 5 da jeg lige havde min tur til at være ked over det ikke var lykkedes.

Tror helt bestemt på at psyken spiller utroligt meget ind! Man skal bare slappe af, selvom det kan virke svært! 

Miss Kat skriver:

Lige præcis. Vi arbejdede også (tydeligvis lidt for hårdt) på at blive gravide i ½ års tid, og stoppede så for at holde en pause og lige trække vejret, og SÅ blev jeg gravid. Det er påfaldende tit man hører den samme historie. Vi mistede den dog desværre, og arbejdede så godt nok lige så hårdt på det igen efter aborten, men da lykkedes det ret hurtigt, så jeg ved ikke helt, hvad man kan udlede af det.... Men helt sikkert at psyke og krop er tæt forbundet.

Jahh...sådan har jeg det også. Psyke og krop hænger sammen. Jeg ville blive totalt knust, hvis vi fik en abort og især nu, hvor jeg er kommet så langt. Men jeg er af den overbevisning, at der sker dét, der vil ske. Jeg kan ikke styre det, hvis min krop ikke vil. Og jeg kunne heller ikke styre at blive gravid. Jeg kan huske, at vi knaldede HVER dag i en hel måned, fordi SÅ var jeg da sikker på, at blive gravid. Det blev jeg så ikke, til min store overraskelse. Nogle gange kan man også "try too hard". Det var herefter, at vi lagde det på hylden. Det var alligevel grænsen åbenbart, he he.

Jeg håber, at min krop og alt der hører med gør, at vi får lov at beholde det barn jeg har i maven nu. Der er intet, der er en selvfølge for mig -især ikke efter en barsk fødsel sidst. Så i første omgang er jeg bare taknemmelig over at være blevet gravid igen.

Det er lettere sagt end gjort at "putte det på hylden", men hvis man mestrer det 100%, så tror jeg faktisk, at det kan lykkedes for de fleste. Det betyder ikke, at der ikke er nogen, der har behov for hjælp. Men så er det godt at vi i dagens Danmark har den mulighed. Også selvom vi selv skal betale for den. Derfor er det stadigt RØV hårdt for dem, som kæmper med at blive gravide. Min svigerinde og svoger brugte 5 år!!! HELE 5 ÅR fanme! Men det lykkedes til sidst - min pointe er, at man aldrig skal give op !

Miss Kat skriver:

Lige præcis. Vi arbejdede også (tydeligvis lidt for hårdt) på at blive gravide i ½ års tid, og stoppede så for at holde en pause og lige trække vejret, og SÅ blev jeg gravid. Det er påfaldende tit man hører den samme historie. Vi mistede den dog desværre, og arbejdede så godt nok lige så hårdt på det igen efter aborten, men da lykkedes det ret hurtigt, så jeg ved ikke helt, hvad man kan udlede af det.... Men helt sikkert at psyke og krop er tæt forbundet.

Jahh...sådan har jeg det også. Psyke og krop hænger sammen. Jeg ville blive totalt knust, hvis vi fik en abort og især nu, hvor jeg er kommet så langt. Men jeg er af den overbevisning, at der sker dét, der vil ske. Jeg kan ikke styre det, hvis min krop ikke vil. Og jeg kunne heller ikke styre at blive gravid. Jeg kan huske, at vi knaldede HVER dag i en hel måned, fordi SÅ var jeg da sikker på, at blive gravid. Det blev jeg så ikke, til min store overraskelse. Nogle gange kan man også "try too hard". Det var herefter, at vi lagde det på hylden. Det var alligevel grænsen åbenbart, he he.

Jeg håber, at min krop og alt der hører med gør, at vi får lov at beholde det barn jeg har i maven nu. Der er intet, der er en selvfølge for mig -især ikke efter en barsk fødsel sidst. Så i første omgang er jeg bare taknemmelig over at være blevet gravid igen.

Det er lettere sagt end gjort at "putte det på hylden", men hvis man mestrer det 100%, så tror jeg faktisk, at det kan lykkedes for de fleste. Det betyder ikke, at der ikke er nogen, der har behov for hjælp. Men så er det godt at vi i dagens Danmark har den mulighed. Også selvom vi selv skal betale for den. Derfor er det stadigt RØV hårdt for dem, som kæmper med at blive gravide. Min svigerinde og svoger brugte 5 år!!! HELE 5 ÅR fanme! Men det lykkedes til sidst - min pointe er, at man aldrig skal give op !