Jeg føler mig som en fejlslåen mor

Ej nej sådan må du ikke tænke!!!
Jeg hverken græd af glæde eller noget.. jeg følte mig som i en bobbel og var meget usikker på hvordan med sådan en lille
Jeg kan huske at jeg tænkte som dig, om noget var galt med mig.. men kan huske da hun var 8 uger.. der lå jeg med hende en dag på sofaen.. og jeg tænkte mere åbent.. som om det rigtig først gik op for mig der.. ja lyder underlig.. men altså nu er hun 22 mdr og hun er ALT for mig! Men følte det bestemt ikke fra start! Var mere overvældende..
Du må ikke gå og dunke dig selv i hovedet over det..

Anonym skriver:

Jeg føler mig som en røvdårlig mor.. Hvilket egentlig er noget pjat når vores datter er snart 1½, og jeg er en fantastisk mor i hverdagen og elsker hende højere end livet selv. Men jeg føler mig som en rådden mor pga. det sekund hun kom ud og jeg fik hende op på maven.

Alle fortæller, at de følte sig overvældede af den største kærlighed, mange græder af lykke, og det er skønt og fantasisk. Sådan havde jeg det ikke Jeg følte mig bare helt blank og overvældet, da jeg fik hende op. Bare sådan "Wow, hvad er der lige sket, har jeg lige født?".. blev ved med at undskylde overfor dem på stuen over jeg ikke græd, for jeg var så flov. Jeg følte ikke "ÅH JEG ELSKER DIG" med det samme - den følelse blev opbygget over de følgende måneder, og det føltes så frygteligt når alle andre fortalte om hvor smukt det øjeblik var for dem.

Jeg føler mig forkert og fejlslåen. Fødslen gik hurtigt, jeg kunne ikke følge med mentalt, og måske havde det også indflydelse at jeg fik lattergas (som det eneste dog). Men ramt af følelsen blev jeg ikke...

Nu skal jeg snart føde barn nr 2 og har voldsom præstationsangst. Føler at jeg denne gang BØR blive rørt, for nu ved jeg hvad det handler om, nu ved jeg hvad jeg får ud af det og hvad der skal ske. Og er så bange for igen bare at føle mig blank og være længe om at opbygge den kærlighed

Det er jo ikke fordi kærligheden ikke kommer med tiden. Mit barn er mit LIV, jeg ville gå i døden for hende, og min kærlighed er ubeskrivelig dyb. Jeg vil jo også bare gerne føle det der "WAUW"

Det første jeg sgade var

"føøøj han lugter af varmt blod" og så lå jeg og havde kvalme
Han græd og græd og jeg tænker bare "hvornår pokker kommer hans mor og trøster ham"

JEg havde heller ikke den følelse af den største lykke og kærlighed da jeg havde født

jeg græd heller ik... og fik heller ikke den der overbrusende kærligheds følelse jeg har hørt så meget om... den kom mere over tid... og jeg fik ikke lattergas eller noget og fødslen tog 6 timer fra den første rigtige vee til hun var ude...

jeg tror ik du skal være så flov og ked af du ik har haft det sådan... tror der er rigtig mange der ikke får den lige med det samme... og vi er jo ikke alle ens, så hvorfor skulle alle reagere ens på fødslen?

min kærlighed kom i løbet af de første dage og uger... jeg brugte rigtig meget tid på at sidde med hende i armene og bare kigge på hende... virkelig nærstudere hende... først der kom mit sug i maven... tror det var der det gik op for mig at hun var min og at det var rigtig nok

Anonym skriver:

Jeg føler mig som en røvdårlig mor.. Hvilket egentlig er noget pjat når vores datter er snart 1½, og jeg er en fantastisk mor i hverdagen og elsker hende højere end livet selv. Men jeg føler mig som en rådden mor pga. det sekund hun kom ud og jeg fik hende op på maven.

Alle fortæller, at de følte sig overvældede af den største kærlighed, mange græder af lykke, og det er skønt og fantasisk. Sådan havde jeg det ikke Jeg følte mig bare helt blank og overvældet, da jeg fik hende op. Bare sådan "Wow, hvad er der lige sket, har jeg lige født?".. blev ved med at undskylde overfor dem på stuen over jeg ikke græd, for jeg var så flov. Jeg følte ikke "ÅH JEG ELSKER DIG" med det samme - den følelse blev opbygget over de følgende måneder, og det føltes så frygteligt når alle andre fortalte om hvor smukt det øjeblik var for dem.

Jeg føler mig forkert og fejlslåen. Fødslen gik hurtigt, jeg kunne ikke følge med mentalt, og måske havde det også indflydelse at jeg fik lattergas (som det eneste dog). Men ramt af følelsen blev jeg ikke...

Nu skal jeg snart føde barn nr 2 og har voldsom præstationsangst. Føler at jeg denne gang BØR blive rørt, for nu ved jeg hvad det handler om, nu ved jeg hvad jeg får ud af det og hvad der skal ske. Og er så bange for igen bare at føle mig blank og være længe om at opbygge den kærlighed

Det er jo ikke fordi kærligheden ikke kommer med tiden. Mit barn er mit LIV, jeg ville gå i døden for hende, og min kærlighed er ubeskrivelig dyb. Jeg vil jo også bare gerne føle det der "WAUW"

Kender ALT til den den følelse, du har, men jeg vil helst ikke skrive for meget omkring det  i det offentlige forum. Men du er velkommen til at skrive til mig privat for at udveksle erfaringer

Kh. Linda