Anonym skriver:
Jeg føler mig som en røvdårlig mor.. Hvilket egentlig er noget pjat når vores datter er snart 1½, og jeg er en fantastisk mor i hverdagen og elsker hende højere end livet selv. Men jeg føler mig som en rådden mor pga. det sekund hun kom ud og jeg fik hende op på maven.
Alle fortæller, at de følte sig overvældede af den største kærlighed, mange græder af lykke, og det er skønt og fantasisk. Sådan havde jeg det ikke 
Jeg følte mig bare helt blank og overvældet, da jeg fik hende op. Bare sådan "Wow, hvad er der lige sket, har jeg lige født?".. blev ved med at undskylde overfor dem på stuen over jeg ikke græd, for jeg var så flov. Jeg følte ikke "ÅH JEG ELSKER DIG" med det samme - den følelse blev opbygget over de følgende måneder, og det føltes så frygteligt når alle andre fortalte om hvor smukt det øjeblik var for dem.
Jeg føler mig forkert og fejlslåen. Fødslen gik hurtigt, jeg kunne ikke følge med mentalt, og måske havde det også indflydelse at jeg fik lattergas (som det eneste dog). Men ramt af følelsen blev jeg ikke...
Nu skal jeg snart føde barn nr 2 og har voldsom præstationsangst. Føler at jeg denne gang BØR blive rørt, for nu ved jeg hvad det handler om, nu ved jeg hvad jeg får ud af det og hvad der skal ske. Og er så bange for igen bare at føle mig blank og være længe om at opbygge den kærlighed 
Det er jo ikke fordi kærligheden ikke kommer med tiden. Mit barn er mit LIV, jeg ville gå i døden for hende, og min kærlighed er ubeskrivelig dyb. Jeg vil jo også bare gerne føle det der "WAUW"
Jeg kender flere fantastiske mødre, der har haft præcis den samme følelse som dig!
Men som med så mange andre ting, er det så meget tabu, at der ikke er nogle der tør fortælle, at de havde det sådan! Jeg tænker også, det er på grund af andres fordomme, at du er anonym! Vi er jo opdraget med, at man skal elske sit barn fra det øjeblik man bliver gravid! Og det gør man også, men det er også overvældende og man ved, at alt bliver anderledes, men man aner jo ikke hvordan!
Min tidligere kollega sagde det meget fint! Det er jo et helt nyt menneske, man skal lære at kende, og den følelse kommer jo ikke bare til alle! Der er ikke mange mennesker, som man bare elsker fra første øjekast, og det er vel også ok!
Jeg kæmper selv med, at jeg ikke har været fuldstændig opløst af glæde over, at jeg er gravid, selvom der ingen tvivl er om, at lillepigen er et ønskebarn og jeg glæder mig umådelig meget til at møde hende, så er det også skræmmende, overvældende og en kæmpe livsændring, der følger med....Selv min kæreste var overrasket over, at jeg ikke har reageret mere voldsomt, end jeg gjorde, da jeg fik det dejlige opkald, at jeg var gravid...
Men den der fuldstændige overvældende lykkefølelse, som alle snakker om, den er altså først begyndt at komme nu, efter MD skanningen! Jeg har nok ikke turde tro på, at alt bare skulle gå glat! Jeg har hele tiden været meget nervøs for, at der var noget galt, og er det faktisk stadig! Og jeg føler mig til tider forkert, fordi jeg ikke bare glæder mig ubetinget! Det er jo det alle siger, at man skal! Jeg har aldrig hørt nogen fortælle, at de havde det på samme måde som mig, men nu er det altså sådan jeg har det, og det er åbenbart min måde at være førstegangs gravid på!
Din måde at være førstegangsfødende er bestemt ikke forkert, den er bare anderledes end det glansbillede mange enten tegner eller den måde de oplever det på! Jeg tror ikke der er mange der tør sige, at de lige skulle lære deres baby at kende, før den overvældende kærlighed blæste ind over dem! Det er jo ligesom ikke socialt accepteret!
Er sikker på at du er den bedste mor for dit barn, og det bliver du også for nr. 2! Måske du får en anden oplevelse denne gang, måske ikke, men det gør dig altså ikke til en dårligere mor, end dem, der bliver fuldstændig forelsket fra det øjeblik der ligger en snasket baby på deres mave!
