farmor og farfar

Rikke skriver:



Jeg er HELT enig med dig.

Synes også at det må være vigtigere at tænke på barnet end på hvad faren ønsker. Desuden har jeg svært ved at forestille mig at sådan noget kan blive holdt hemmeligt ret længe.

Jeg tror os det svært at holde hemmeligt med tiden...

Men hun har først termin i januar så vidt jeg ved så skal faren da helt sikkert selv have lov til at sige det der er jo lang tid endnu, og så synes jeg det meget vigtigere og få bygget det forhold på med faren til barnet nu end der er med farmor og farfar.
Faren er jo altså vigtigere.

Diana... skriver:



Jeg tror os det svært at holde hemmeligt med tiden...

Men hun har først termin i januar så vidt jeg ved så skal faren da helt sikkert selv have lov til at sige det der er jo lang tid endnu, og så synes jeg det meget vigtigere og få bygget det forhold på med faren til barnet nu end der er med farmor og farfar.
Faren er jo altså vigtigere.

Ja, faren er vigtig, men hvis han ikke vil deltage, så synes jeg da man skal gå ind og kontakte bedsteforældrene til barnet.

Den bedste løsning i det her tilfælde er nok at se tiden an.. Men self. give udtryk overfor faren at du ønsker barnet skal have noget at gøre med nogle mennesker på hans side - og om han ikke kan forstå dit synspunkt på dette.

Diana... skriver:



Jeg tror os det svært at holde hemmeligt med tiden...

Men hun har først termin i januar så vidt jeg ved så skal faren da helt sikkert selv have lov til at sige det der er jo lang tid endnu, og så synes jeg det meget vigtigere og få bygget det forhold på med faren til barnet nu end der er med farmor og farfar.
Faren er jo altså vigtigere.

Ja, jeg vil give dig ret i at det er bedst at det er faren der fortæller sine forældre det.
Men nu skriver hun at han ikke ønsker at hans forældre nogensinde skal vide det. Og der mener jeg at hvis faren ikke har taget sig sammen til at fortælle det inden barnet bliver født, så må hun selv fortælle dem det. Jeg synes både farmor og farfar og barnet har krav på at kende hinanden.

Nu vil jeg ikke tage ham i forsvar eller noget, for han valgte jo trods alt at gå i seng med dig uden at bruge kondom men du har valgt at beholde barnet uagtet hans mening om den sag. Derfor må du også respektere hans valg i ikke at inddrage hans forældre endnu da, for jeg tror ligesom de andre at når han først ser barnet bliver han revnefærdig af stolthed og vil ud at prale for alt og alle at jeres lille vidunder har han været med til at producere. For allerførst drejer det sig om at i som forældre får et godt samarbejde op omkring den lille og så må bedsteforældrerne vente.

Rikke skriver:



Ja, jeg vil give dig ret i at det er bedst at det er faren der fortæller sine forældre det.
Men nu skriver hun at han ikke ønsker at hans forældre nogensinde skal vide det. Og der mener jeg at hvis faren ikke har taget sig sammen til at fortælle det inden barnet bliver født, så må hun selv fortælle dem det. Jeg synes både farmor og farfar og barnet har krav på at kende hinanden.

Det synes jeg os det har helt sikkert men at han har det sådan nu kan ændre sig 100% når han ser barnet første gang derfor synes jeg hun skal vente og få bygget det forhold op til faren og lade ham se barnet første gang og hvis han stadig har samme holdning ville jeg os tage kontakt. Men en ting er at vide man skal være far en anden ting er at se det barn man er far for for første gang det gør så meget for faren lige nu har han jo ikke noget forhold til det barn fordi det jo ikke hans mave babyen ligger i og så er det sgu nemt nok og sige sådan, men når barnet er der tror jeg at de fleste mænd får samme følelse som vi har gået med i de 9 måneder vi nu har været gravid i.

Knus

Leneur skriver:

Nu vil jeg ikke tage ham i forsvar eller noget, for han valgte jo trods alt at gå i seng med dig uden at bruge kondom men du har valgt at beholde barnet uagtet hans mening om den sag. Derfor må du også respektere hans valg i ikke at inddrage hans forældre endnu da, for jeg tror ligesom de andre at når han først ser barnet bliver han revnefærdig af stolthed og vil ud at prale for alt og alle at jeres lille vidunder har han været med til at producere. For allerførst drejer det sig om at i som forældre får et godt samarbejde op omkring den lille og så må bedsteforældrerne vente.

ENIG.

Tullen85 skriver:

Nu står jeg i den her situation at jeg er blevet gravid med en fyr jeg ikke er i forhold med. Han har accepteret at han skal være far (mere eller mindre) men hænger stadig mest i hvor unfair systemet er, og at han skal betale børnepenge. Jeg er helt med på det er proces han skal i gennem og at han sikkert ikke kan forholde sig til noget før barnet er her.
Men min fustration går mest på, at han nægter at fortælle det til sine forældre, han ønsker ikke at de nogensinde skal vide det...

Jeg har sagt at det vil jeg ikke blande mig i, og har jeg heller ikke planer om.. MEN ØV ALTSÅ.. forstår ham simpelten ikke... havde nok lidt ønsket at hvis han pludselig ikke vil være en del af noget alligvel ville mit barn stadig have mulighed for at kende sine bedsteforældre...

forstår slet ikke hvordan man kan "frarøve" sine forældre muligheden for selv at vælge om de vil kende deres barnebarn...  

ved ikke hvor meget debat det her er, men havde simpelthen liiige brug for at komme ud med lidt fustrationer....

Er det mig der er helt urimelig, men burde han ikke fortælle det? Mener, hans barn har vel "krav" til at vide hvem dens familie er....

Hej.... Først og fremmest tillykke med din kommende søn, eller datter.
Jeg står i fuldstændig samme situation som dig, lige med undtagelse fra at min datter er 6 mdr. Faderen til hende har heller ikke kontakt med hende, og ønsker det heller ikke.. Og ligeledes som du nægtede han at fortælle det til nogen som helst, inkl. hans mor (faderen er død)... Jeg valgte så efter flere mdrs. overvejelse at skrive et langt brev til min datters farmor, hvor jeg forklarede lidt om hvordan det hele stod til, og medsendte lidt billeder af prinsessen.
Jeg er af den overbevisning at faderen til min datter ikke har ret til at vælge for resten af sin familie, på trods af sin egen manglende deltagelse (vi gik fra hinanden inden jeg var 3 mdr henne, og har ikke set ham siden). Jeg kan ikke andet end respektere det valg han har taget, men samtidig mener jeg også at det er min pligt som mor som et minimum at informerer om min datters eksistens. Jeg kan sagtens forstå og nikke genkendende til din frustration om at han ikke vil fortælle noget. Og jeg mener absolut ikke at du er urimelig. Dit barn har nemlig ret til at kende sine rødder.. Der er desværre ikke ikke manual man kan følge lige i denne situation.. Du bliver bare nødt til at gøre hvad du selv mener, og føler er det rigtige for dig og ikke mindst dit kommende barn, om det så er den ene eller anden mulighed... Held og lykke med det hele... Jeg håber at  du finder en løsning på det hele..

Mvh. Sara

Jeg synes du skal nyde din graviditet og ikke spekulere på alt det du ikke kan ændre på, selvom det da er svært...men det gavner hverken dig eller barnet at du går og er ked, stresset eller sur.
Hvis manden først lige selv er ved at vænne sig til tanken om at han skal være far, så tror jeg altså ikke han har det store behov eller lyst til at fortælle det videre...måske det er et kæmpe nederlag for ham at blive far på den her måde...ingen ønsker vel at få børn med en man ikke er sammen med og så ikke opleve sin børn vokse op..måske ville han helst slet ikke dette barn blev født.
Jeg kan godt forstå hans tanker eller adfærd (hvis jeg går ud fra det jeg lige har skrevet) og synes du skal give ham helt ro..lad være med at bebrejd ham en masse, du er et andet sted end ham og hverken dog eller ham er mere eller mindre rigtige på den.
Forholdet til andre skal ikke være begrundet i tvang men i lyst...så vent og se...det er svært at forholde sig til et barn der ikke er endnu, selv for mange mænd som ønsker sig børn...
Jeg ville give ham plads og tid...så tror jeg faktisk det hele bliver nemmere og du må endelig ikke kontakte hans forældre, det ville være synd for alle ikke mindst det kommende barnebarn.
Nå, det var bare min mening..
Held og lykke..
Eva

Christinahr skriver:

Jeg synes bestemt det skal være hans beslutning. Jeg synes også det er brandærgligt, men det er hans forældre.

Hvad hvis du fortæller dem det og tager afstand til dig, så kender barnet så hverken sin far eller bedsteforældre? Giv ham tid og håb han ombestemer sig

Fuldstændig enig med dig det kan godt være man ikke er enig i hans valg, men det er hans valg. Det kunne jo også godt være at han skiftede mening, og på et tidspunkt gerne selv vil fortælle det.