Jeg er gået i Panik :(

Ja det er lige hvad jeg er

Jeg er Gravid med barn nummer 2 og egentlig burde jeg være lykkelig fordi vi har kæmpet i næsten 4 år på at blive det, men så opgav vi for 2 måneder siden, og så blev jeg gravid ....

Men , jeg er angst for denne graviditet jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad grund der er til min angst... det er ikke så meget om der er noget galt med babyen, det er mere om min krop kan holde til det, jeg er os begyndt at få mere og mere kvalme, og den er jeg også bange for.. ( ved det lyder underligt ) jeg føler jeg er ved at græde hele tiden, specielt når vi går i seng om aftenen... mit hjerte hamre en gang imlellem , min kæreste mener det er psygisk tanker, og det er det egentlig nok også...

jeg skal til første graviditetesundersøgelse i uge 9, måske det hjælper lidt der....

jeg ved det ikke ikke... jeg bekymre mig også om at have 2 børn , i 6 år har vi bare været os tre og er bange for noget bliver helt anderledes, selvfølgelig bliver det anderledds med en lillebror eller lillesøster... men ja er bare panisk for det hele synes jeg...

andre der har haft det sådan ?

Anonym skriver:

Ja det er lige hvad jeg er

Jeg er Gravid med barn nummer 2 og egentlig burde jeg være lykkelig fordi vi har kæmpet i næsten 4 år på at blive det, men så opgav vi for 2 måneder siden, og så blev jeg gravid ....

Men , jeg er angst for denne graviditet jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad grund der er til min angst... det er ikke så meget om der er noget galt med babyen, det er mere om min krop kan holde til det, jeg er os begyndt at få mere og mere kvalme, og den er jeg også bange for.. ( ved det lyder underligt ) jeg føler jeg er ved at græde hele tiden, specielt når vi går i seng om aftenen... mit hjerte hamre en gang imlellem , min kæreste mener det er psygisk tanker, og det er det egentlig nok også...

jeg skal til første graviditetesundersøgelse i uge 9, måske det hjælper lidt der....

jeg ved det ikke ikke... jeg bekymre mig også om at have 2 børn , i 6 år har vi bare været os tre og er bange for noget bliver helt anderledes, selvfølgelig bliver det anderledds med en lillebror eller lillesøster... men ja er bare panisk for det hele synes jeg...

andre der har haft det sådan ?

Puhahdada!! 

Goozefrabaaaaaa.... 

Er du bange for at miste eller er du bange for om i kan klare det? For jeg synes jeg fornemmer lidt af det hele?

Muhmi skriver:

Puhahdada!! 

Goozefrabaaaaaa.... 

Er du bange for at miste eller er du bange for om i kan klare det? For jeg synes jeg fornemmer lidt af det hele?

 

Er mest for om min krop kan klare at være gravid ved det lyder mærkeligt...

1 gang gik alt så fint så fint..

ja og jeg er bange for om om alt bliver dumt og meget anderleds når den nye kommer til verden, er bange for vores søn kommer til at blive glemt når den lille kommer,

Har man ligeså meget Kærlighed til barn nummer 2 ??

det er nogle af de ting jeg tænker over.

Anonym skriver:

Er mest for om min krop kan klare at være gravid ved det lyder mærkeligt...

1 gang gik alt så fint så fint..

ja og jeg er bange for om om alt bliver dumt og meget anderleds når den nye kommer til verden, er bange for vores søn kommer til at blive glemt når den lille kommer,

Har man ligeså meget Kærlighed til barn nummer 2 ??

det er nogle af de ting jeg tænker over.

 

Den der med "Har man ligeså meget kærlighed til nummer 2" kan jeg sagtens relatere til... Den har jeg også selv nu her, hvor det begynder at komme tættere på... Min mand har så overbevist mig om at man vil have lige meget kærlighed til begge, så man kommer til at vade rundt som et eller andet kærligheds-lyksaligheds-kramme-monster der bare knuselsker alle sine børn lige meget hver

Hvorfor skulle din krop ikke kunne klare det? Det skal den da nok, vi er jo bygget til det

Tror ikke den store bliver glemt men det bliver jo lidt anderledes.... Og det er vel egentlig fint

Nu har jeg ikke selv nogen børn, men det lyder mest som om dine graviditetshormoner har slået dig ud af kurs?

Jeg er selv barn nr 2, og har aldrig følt at jeg fik mindre kærlighed end min storesøster. 

Hvis du allerede nu bekymrer dig om at forskelsbehandle, er jeg sikker på du ikke kommer til at gøre det.

Prøv at nyde din graviditet i stedet, og husk at det er helt normalt med humørsvingninger, når man har så mange graviditetshormoner på spil. 

Held og lykke med graviditeten og stort tillykke 

Anonym23 skriver:

Nu har jeg ikke selv nogen børn, men det lyder mest som om dine graviditetshormoner har slået dig ud af kurs?

Jeg er selv barn nr 2, og har aldrig følt at jeg fik mindre kærlighed end min storesøster. 

Hvis du allerede nu bekymrer dig om at forskelsbehandle, er jeg sikker på du ikke kommer til at gøre det.

Prøv at nyde din graviditet i stedet, og husk at det er helt normalt med humørsvingninger, når man har så mange graviditetshormoner på spil. 

Held og lykke med graviditeten og stort tillykke 

Tusinde tak, blev helt sådan lidt gladere Jeg er jo også selv barn nummer 2 , og min mOr elskede os helt op til skyerne.

det med at være bange for at min den store bliver glemt, Kommer IKKE til at ske... for hvis der bliver noget, giver jeg den lille til faderen og så laver mig og min den store noget sammen..

men det med at elske flere børn, selvfølgelig gør man jo egentlig det, jeg føler bare at min kærlighed til min søn er så stor at den ikke kan blive større den Kærlighed

men hold op med følelser man skal rumme med alt den KÆRLIGHED til sine Børn

Muhmi skriver:

Den der med "Har man ligeså meget kærlighed til nummer 2" kan jeg sagtens relatere til... Den har jeg også selv nu her, hvor det begynder at komme tættere på... Min mand har så overbevist mig om at man vil have lige meget kærlighed til begge, så man kommer til at vade rundt som et eller andet kærligheds-lyksaligheds-kramme-monster der bare knuselsker alle sine børn lige meget hver

Hvorfor skulle din krop ikke kunne klare det? Det skal den da nok, vi er jo bygget til det

Tror ikke den store bliver glemt men det bliver jo lidt anderledes.... Og det er vel egentlig fint

 

er sikker på din kæreste har helt ret Fedt at han har sagt det, for det er selvfølgelig rigtig. og du har ret, hvorfor skulle min krop ikke kunne klare det har jo gjort det uden nogen form for komplikationer før

måske bunder det os lidt i at jeg er lidt depri, denne mørke og kolde tid, gid det dog snart vil blive fårår og sommer , så min mave kan strutte og vi bare kan nyde det...

tak for dine svar... er allerede blevet gladere

Anonym skriver:

Tusinde tak, blev helt sådan lidt gladere Jeg er jo også selv barn nummer 2 , og min mOr elskede os helt op til skyerne.

det med at være bange for at min den store bliver glemt, Kommer IKKE til at ske... for hvis der bliver noget, giver jeg den lille til faderen og så laver mig og min den store noget sammen..

men det med at elske flere børn, selvfølgelig gør man jo egentlig det, jeg føler bare at min kærlighed til min søn er så stor at den ikke kan blive større den Kærlighed

men hold op med følelser man skal rumme med alt den KÆRLIGHED til sine Børn

Har det på præcis samme måde... Hvordan skal man da nogensinde kunne rumme at have dobbelt så meget kærlighed i kroppen som man har til den første?? Det virker HELT ude i hampen at man kan elske SÅ meget allerede nu at det nærmest gør ondt og så skal man have én mere som man kommer til at elske ligeså højt? Hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Men som min mand siger, så er det jo på forskellige tidspunkter at man får de der øjeblikke hvor man bliver helt overvældet af kærlighed, så han er sikker på man sagtens kan rumme det og derfor vil gå i en eller anden form for ekstase hele tiden fordi så gør den ene noget sødt og så gør den anden noget sødt...

Jeg må sgu indrømme at jeg glæder mig helt vildt til det

Anonym skriver:

er sikker på din kæreste har helt ret Fedt at han har sagt det, for det er selvfølgelig rigtig. og du har ret, hvorfor skulle min krop ikke kunne klare det har jo gjort det uden nogen form for komplikationer før

måske bunder det os lidt i at jeg er lidt depri, denne mørke og kolde tid, gid det dog snart vil blive fårår og sommer , så min mave kan strutte og vi bare kan nyde det...

tak for dine svar... er allerede blevet gladere

Ja, forår det går vi alle (næsten) og savner på det her tidspunkt... Jeg glæder mig også helt vildt til det bliver forår, det er så trist og koldt... Men vi må da indrømme at vi starter Januar godt ud med plusgrader og alt muligt, så vi skal da næsten ikke brokke os

Men jeg kan godt forstå at du glæder dig helt vildt at vise maven frem i mindre tøj Og især hen af sommeren... Næste gang bliver det også planlagt så jeg skal være højgravid om sommeren, DET er bare total ønskedrøm for mig

Muhmi skriver:

Har det på præcis samme måde... Hvordan skal man da nogensinde kunne rumme at have dobbelt så meget kærlighed i kroppen som man har til den første?? Det virker HELT ude i hampen at man kan elske SÅ meget allerede nu at det nærmest gør ondt og så skal man have én mere som man kommer til at elske ligeså højt? Hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Men som min mand siger, så er det jo på forskellige tidspunkter at man får de der øjeblikke hvor man bliver helt overvældet af kærlighed, så han er sikker på man sagtens kan rumme det og derfor vil gå i en eller anden form for ekstase hele tiden fordi så gør den ene noget sødt og så gør den anden noget sødt...

Jeg må sgu indrømme at jeg glæder mig helt vildt til det

Dejligt

Ja jeg glæder mig også, men lige nu føler jeg ikke rigtig noget for min graviditet, altså jeg er jo nok bange for at det slet ikke bliver til noget på trods af alle mine symptomer, er i uge 7 og kan mærke min krop arbejder og arbejder...

men måske fordi jeg ikke har forstået det endnu heller, fordi vi netop kæmpede i 4 år. og så ligepludselig er jeg gravid og skal forholde mig til sådan en stor omvæltning alligevel.

og når jeg så for f.eks. for kvlame tænker jeg, neeeeij jeg vil ik alligevel... men skal bare lade være med at tænke så meget tror jeg og tage tingene som det kommer.