Det er svært for mig at skrive om det her, men jeg har bare brug for at lufte mine tanker et sted...
Jeg er absolut ikke hundemenneske.. og jeg kan mærke, at folk der har hunde, har jeg ikke lyst til at besøge - jo hvis hunden er "velopdragen"...
Jeg har længe haft en familie der ikke har haft hund, hvilket jeg har nydt, men nu har de ALLE hunde, og jeg er så ked af det... specielt fordi de gør, tigger og hopper op af min søn, stikker af med hans ting og han bliver bare ked af det...
Jeg prøver ikke at overføre mine følelser til min søn, og forsøger at han skal give hundegodbidder osv. osv. men det er nu heller ikke det, som det handler om...
min mands forældre har hund, en der hopper og gør... mine naboer har hunde, som står ved hækken og gør flere gange om dagen...
Min omgangskreds har også anskaffet sig hunde inden for ½ år, og jeg er ved at grave mig selv inde, for jeg har ikke lyst til at besøge dem!! og jeg har ikke lyst til at sige det til dem, fordi "hunden er deres et og alt - et familie medlem".....
Mennesker ændrer sig når de får hunde, og den forskelsbehandling der sker og som jeg har oplevet, gør at jeg har det svært....
De kan ikke, og man skal, osv.
Et sted jeg kommer, hænger der en seddel på døren med ting man skal huske når man træder ind i hjemmet - i forhold til deres hund!!
og store hunde er jeg så bange for, jeg tør næsten ikke nærme mig dem.. er så bange for at de lige pludselig går amok - jeg stoler ikke på dem...
Er jeg alene med sådanne tanker ? Er jeg totalt åndssvag?
Jeg synes det er fint at folk anskaffer sig en hund, for at få udfyldt deres fritid, med gåture, hundetræning osv. For at have en hund er en interesse! Og jeg kan godt se på mange punkter at en hund er et menneskes bedste ven... Åhh ved ikke hvad jeg vil med det her..
Slå mig ned, skæld mig ud eller et eller andet.... Giv mig noget at tænke over!
Anmeld