God følelse indeni trods ændrede spilleregler

Tja. Nu er jeg her igen. Bliver desværre stadig nød til at være anonym, da jeg har familie og venner herinde. Håber på respons alligevel. 

Ifølge den oprindelige aftale kæresten og jeg havde, så var der kun 93 dage til PB start. Men grundet ændringer i vores planer, så er det nu ændret. Jeg er bl.a. blevet ledig, hvilket vi ikke regnede med. 

Nu har vi ændret reglerne til, at jeg enten skal have været i arbejde i 3 mdr. inden jeg smider p-pillerne. Og ellers skal han have overstået hans prøveperiode dvs. til september. 

Og trods jeg har været meget skruk i 1½ år, så har jeg det faktisk meget godt med vores aftale. 

Ved ikke om det er fordi jeg er ved, at få kolde fødder ellers?  

Nårh. Ville egentligt ikke så meget med indlæget. Havde bare brug for at få mine tanker ned på papir. 

 

Tak fordi i gider læse med 

Jeg synes det lyder som en rigtig fornuftig løsning! På den måde kan l selv forsørge jeres barn og ja det er da træls det skal udskydes, men forhåbentlig får du job og så er det slet ikke nødvendigt

Rigtig meget held og lykke med det

tarkoflen skriver:

Jeg synes det lyder som en rigtig fornuftig løsning! På den måde kan l selv forsørge jeres barn og ja det er da træls det skal udskydes, men forhåbentlig får du job og så er det slet ikke nødvendigt

Rigtig meget held og lykke med det

Ja. Vi er endelig kommet frem til en løsning der passer til begge. Og vi har det begge bedst med at mindst en af os er i arbejde. Men på den anden side, så syntes jeg det kan følels lidt ondt over for arbejdsgiveren. Men sådan er det jo.  

Syntes det dejlig bare at have lidt det lidt mere på plads rent økonomisk.

Anonym skriver:

Ja. Vi er endelig kommet frem til en løsning der passer til begge. Og vi har det begge bedst med at mindst en af os er i arbejde. Men på den anden side, så syntes jeg det kan følels lidt ondt over for arbejdsgiveren. Men sådan er det jo.  

Syntes det dejlig bare at have lidt det lidt mere på plads rent økonomisk.

Ja det er træls for arbejdsgiver, det ville jeg også have rigtig svært ved! Alternativt, kan l jo vente til din kæreste også er i arbejde, ved godt l så måske kommer til at vente længere end hvad l havde tænkt, men det skal jo også være en beslutning l har det godt med begge to og hvis nu du finder drømmejobbet og er super glad for det, ville det måske ikke gøre helt så meget at skubbe pb et par måneder ekstra man ved jo aldrig hvad der sker

Jeg er også træt af, at jeg ikke har job, men sådan blev det! Jeg har længe ikke ville søge andet job, fordi jeg godt vidste, at vi snart gerne ville have børn, og ville som du siger, have det træls med, at jeg kom og sagde kort tid efter ansættelse, at jeg var gravid... Det resulterede så i en sygemelding med stress og en efterfølgende fyring! Så tusind tak for det, siger jeg bare! 6 år havde jeg været der...

Hvis du kommer ind i et stort firma, er det knap så slemt, som hvis man kommer ind et lille sted... De store har flere resourcer at trække på, så måske det var værd at tage med i overvejelserne?

Men alt efter din alder og civilstatus, så ved de fleste arbejdsgivere jo godt, at de ansætter en kvinde i den fødedygtige alder

tarkoflen skriver:

Ja det er træls for arbejdsgiver, det ville jeg også have rigtig svært ved! Alternativt, kan l jo vente til din kæreste også er i arbejde, ved godt l så måske kommer til at vente længere end hvad l havde tænkt, men det skal jo også være en beslutning l har det godt med begge to og hvis nu du finder drømmejobbet og er super glad for det, ville det måske ikke gøre helt så meget at skubbe pb et par måneder ekstra man ved jo aldrig hvad der sker

Jeg er også træt af, at jeg ikke har job, men sådan blev det! Jeg har længe ikke ville søge andet job, fordi jeg godt vidste, at vi snart gerne ville have børn, og ville som du siger, have det træls med, at jeg kom og sagde kort tid efter ansættelse, at jeg var gravid... Det resulterede så i en sygemelding med stress og en efterfølgende fyring! Så tusind tak for det, siger jeg bare! 6 år havde jeg været der...

Hvis du kommer ind i et stort firma, er det knap så slemt, som hvis man kommer ind et lille sted... De store har flere resourcer at trække på, så måske det var værd at tage med i overvejelserne?

Men alt efter din alder og civilstatus, så ved de fleste arbejdsgivere jo godt, at de ansætter en kvinde i den fødedygtige alder

Ja. Nu må vi se. Hvis jeg får et arbejde jeg er glad for, så kan det, som du siger, være at det ændre sig igen. Tiden går jo også hurtigt, når man skal lære noget nyt, og der tænker man ikke så meget over tiden. 

Men har ventet længe nu. Heeh. Og syntes selv det er et godt tidspunkt at starte når en af os har job. Man ved jo heller aldrig om man overhovedet kan blive gravid, og om man så skal til alle mulige undersøgelser eller andet. Eller om man bliver gravid med det samme. 

 

Ja men tingene går jo desværre ikke altid som planlagt. Men altså måske du så ikke hørte til der? Må jeg spørge hvorfor du gik ned med stress? (det ok hvis du ikke ønsker at svare på det her). 

 

Ja det har jeg også tænk lidt over. Men tror også det sværere at komme ind i en stor virksomhed, da de får mange uopfordrede ansøgninger i forvejen. 

 

Ja sådan er det jo desværre at være kvinde

Anonym skriver:

Ja. Nu må vi se. Hvis jeg får et arbejde jeg er glad for, så kan det, som du siger, være at det ændre sig igen. Tiden går jo også hurtigt, når man skal lære noget nyt, og der tænker man ikke så meget over tiden. 

Men har ventet længe nu. Heeh. Og syntes selv det er et godt tidspunkt at starte når en af os har job. Man ved jo heller aldrig om man overhovedet kan blive gravid, og om man så skal til alle mulige undersøgelser eller andet. Eller om man bliver gravid med det samme. 

 

Ja men tingene går jo desværre ikke altid som planlagt. Men altså måske du så ikke hørte til der? Må jeg spørge hvorfor du gik ned med stress? (det ok hvis du ikke ønsker at svare på det her). 

 

Ja det har jeg også tænk lidt over. Men tror også det sværere at komme ind i en stor virksomhed, da de får mange uopfordrede ansøgninger i forvejen. 

 

Ja sådan er det jo desværre at være kvinde

Jeg tror du har helt ret i, at hvis du kommer i gang med et job, så flyver tiden afsted og så er der før du ved af det gået et halvt år

Kender alt til at gå og vente længe jeg troede da jeg var yngre, at jeg skulle have mine børn inden jeg blev 25.... Sådan blev det ikke, jeg når lige at fylde 33, når vi får den første! Ikke det jeg havde i tankerne, men jeg ville hellere have den rigtige far til mine børn, og så måtte jeg jo gå på kompromis med alderen, for ham fandt jeg først for 3 år siden og vi skulle jo også lige lære hinanden at kende

Du må gerne spørge, jeg er meget åben omkring det hele, i håb om, at der er andre, der kunne drage nytte af det, og ikke komme dertil hvor jeg gjorde!

Der er flere grunde til jeg gik ned! Et var at der kom et større og større arbejdspres, jeg skulle samtidig med egne opgaver, lære to nye op, og alle leverandører og butikker ringede og sendte mails til mig, fordi jeg var den eneste der vidste hvad der skulle gøres, det gjorde min chef også! Der ud over havde vi overtaget nogle opgaver fra en anden afdeling, som de var meget trætte af, at vi skulle overtage, nok mest fordi de var bange for, om deres job var i fare, så de fluekneppede hver en lille detalje, for det havde de tid til, så vi fik dagligt at vide, hvor dårlige vi var til at udføre deres opgaver! Og det var ikke på en sød og hjælpsom måde, men med alle chefer på kopi på mails enten som cc eller som blindcopy! Ikke særlig rart! Det kan mange nok godt klare, men jeg er meget ærekær omkring mit job, og jeg begyndte at tvivle på, om det jeg havde lavet i 5 år overhovedet var noget jeg kunne finde ud af, og jeg slog mig selv oveni hovedet for hvert et punktum, jeg havde sat forkert og tjekkede alt igennem 100 gange! Og det var der jo ligesom ikke rigtig tid til! Sidst men ikke mindst, så fik jeg ikke sagt ordentligt fra overfor, at jeg ikke kunne klare flere opgaver, jeg tog bare imod for jeg skulle jo være den gode medarbejder... Alt dette resulterede i, at jeg vågnede om natten, fordi jeg var sikker på, at jeg havde glemt noget, som dårligt når jeg endelig sov og kunne slet ikke finde ro nogen steder! Jeg fik voldsom hjertebanken, især når jeg vågnede om natten, og jeg har ikke været super nem for min kæreste at bo med, for jeg kunne være en tordensky,når jeg kom hjem, og det gik desværre ud over ham, selvom det var bunduretfærdigt! Jeg kunne ikke huske noget, mine nære veninders navne og navnene på deres børn og kærester, skulle jeg lede efter i min lille hjerne, hvis jeg skulle omtale dem, eller finde deres nr. i min telefon... Så jeg burde nok have set det komme, noget før det hele ramlede, men det gjorde jeg desværre ikke

Så det endte bare med, at jeg slet ikke kunne klare presset og brød grædende sammen til et intern kursus i endnu en opgave, jeg skulle overtage og jeg stoppede stort set ikke med at tude i de efterfølgende 14 dage...

Pyha håber ikke du er blevet træt på vej igennem den lange smøre men det var i store træk, sådan det var!

Jeg tror de større virksomheder lægger større vægt på, om man passer ind i en afdeling, det gjorde de i hvert fald, der hvor jeg var! Hvis du er den rigtige til jobbet, så tror jeg nok du skal få jobbet også selvom det er i en større virksomhed må jeg spørge hvad du søger?

tarkoflen skriver:

Jeg tror du har helt ret i, at hvis du kommer i gang med et job, så flyver tiden afsted og så er der før du ved af det gået et halvt år

Kender alt til at gå og vente længe jeg troede da jeg var yngre, at jeg skulle have mine børn inden jeg blev 25.... Sådan blev det ikke, jeg når lige at fylde 33, når vi får den første! Ikke det jeg havde i tankerne, men jeg ville hellere have den rigtige far til mine børn, og så måtte jeg jo gå på kompromis med alderen, for ham fandt jeg først for 3 år siden og vi skulle jo også lige lære hinanden at kende

Du må gerne spørge, jeg er meget åben omkring det hele, i håb om, at der er andre, der kunne drage nytte af det, og ikke komme dertil hvor jeg gjorde!

Der er flere grunde til jeg gik ned! Et var at der kom et større og større arbejdspres, jeg skulle samtidig med egne opgaver, lære to nye op, og alle leverandører og butikker ringede og sendte mails til mig, fordi jeg var den eneste der vidste hvad der skulle gøres, det gjorde min chef også! Der ud over havde vi overtaget nogle opgaver fra en anden afdeling, som de var meget trætte af, at vi skulle overtage, nok mest fordi de var bange for, om deres job var i fare, så de fluekneppede hver en lille detalje, for det havde de tid til, så vi fik dagligt at vide, hvor dårlige vi var til at udføre deres opgaver! Og det var ikke på en sød og hjælpsom måde, men med alle chefer på kopi på mails enten som cc eller som blindcopy! Ikke særlig rart! Det kan mange nok godt klare, men jeg er meget ærekær omkring mit job, og jeg begyndte at tvivle på, om det jeg havde lavet i 5 år overhovedet var noget jeg kunne finde ud af, og jeg slog mig selv oveni hovedet for hvert et punktum, jeg havde sat forkert og tjekkede alt igennem 100 gange! Og det var der jo ligesom ikke rigtig tid til! Sidst men ikke mindst, så fik jeg ikke sagt ordentligt fra overfor, at jeg ikke kunne klare flere opgaver, jeg tog bare imod for jeg skulle jo være den gode medarbejder... Alt dette resulterede i, at jeg vågnede om natten, fordi jeg var sikker på, at jeg havde glemt noget, som dårligt når jeg endelig sov og kunne slet ikke finde ro nogen steder! Jeg fik voldsom hjertebanken, især når jeg vågnede om natten, og jeg har ikke været super nem for min kæreste at bo med, for jeg kunne være en tordensky,når jeg kom hjem, og det gik desværre ud over ham, selvom det var bunduretfærdigt! Jeg kunne ikke huske noget, mine nære veninders navne og navnene på deres børn og kærester, skulle jeg lede efter i min lille hjerne, hvis jeg skulle omtale dem, eller finde deres nr. i min telefon... Så jeg burde nok have set det komme, noget før det hele ramlede, men det gjorde jeg desværre ikke

Så det endte bare med, at jeg slet ikke kunne klare presset og brød grædende sammen til et intern kursus i endnu en opgave, jeg skulle overtage og jeg stoppede stort set ikke med at tude i de efterfølgende 14 dage...

Pyha håber ikke du er blevet træt på vej igennem den lange smøre men det var i store træk, sådan det var!

Jeg tror de større virksomheder lægger større vægt på, om man passer ind i en afdeling, det gjorde de i hvert fald, der hvor jeg var! Hvis du er den rigtige til jobbet, så tror jeg nok du skal få jobbet også selvom det er i en større virksomhed må jeg spørge hvad du søger?

hej. jeg har læst dit svar. svare lige når jeg er på pcen. 

Anonym skriver:

hej. jeg har læst dit svar. svare lige når jeg er på pcen. 

Det er helt ok, det var også en laaaang smøre

tarkoflen skriver:

Jeg tror du har helt ret i, at hvis du kommer i gang med et job, så flyver tiden afsted og så er der før du ved af det gået et halvt år

Kender alt til at gå og vente længe jeg troede da jeg var yngre, at jeg skulle have mine børn inden jeg blev 25.... Sådan blev det ikke, jeg når lige at fylde 33, når vi får den første! Ikke det jeg havde i tankerne, men jeg ville hellere have den rigtige far til mine børn, og så måtte jeg jo gå på kompromis med alderen, for ham fandt jeg først for 3 år siden og vi skulle jo også lige lære hinanden at kende

Du må gerne spørge, jeg er meget åben omkring det hele, i håb om, at der er andre, der kunne drage nytte af det, og ikke komme dertil hvor jeg gjorde!

Der er flere grunde til jeg gik ned! Et var at der kom et større og større arbejdspres, jeg skulle samtidig med egne opgaver, lære to nye op, og alle leverandører og butikker ringede og sendte mails til mig, fordi jeg var den eneste der vidste hvad der skulle gøres, det gjorde min chef også! Der ud over havde vi overtaget nogle opgaver fra en anden afdeling, som de var meget trætte af, at vi skulle overtage, nok mest fordi de var bange for, om deres job var i fare, så de fluekneppede hver en lille detalje, for det havde de tid til, så vi fik dagligt at vide, hvor dårlige vi var til at udføre deres opgaver! Og det var ikke på en sød og hjælpsom måde, men med alle chefer på kopi på mails enten som cc eller som blindcopy! Ikke særlig rart! Det kan mange nok godt klare, men jeg er meget ærekær omkring mit job, og jeg begyndte at tvivle på, om det jeg havde lavet i 5 år overhovedet var noget jeg kunne finde ud af, og jeg slog mig selv oveni hovedet for hvert et punktum, jeg havde sat forkert og tjekkede alt igennem 100 gange! Og det var der jo ligesom ikke rigtig tid til! Sidst men ikke mindst, så fik jeg ikke sagt ordentligt fra overfor, at jeg ikke kunne klare flere opgaver, jeg tog bare imod for jeg skulle jo være den gode medarbejder... Alt dette resulterede i, at jeg vågnede om natten, fordi jeg var sikker på, at jeg havde glemt noget, som dårligt når jeg endelig sov og kunne slet ikke finde ro nogen steder! Jeg fik voldsom hjertebanken, især når jeg vågnede om natten, og jeg har ikke været super nem for min kæreste at bo med, for jeg kunne være en tordensky,når jeg kom hjem, og det gik desværre ud over ham, selvom det var bunduretfærdigt! Jeg kunne ikke huske noget, mine nære veninders navne og navnene på deres børn og kærester, skulle jeg lede efter i min lille hjerne, hvis jeg skulle omtale dem, eller finde deres nr. i min telefon... Så jeg burde nok have set det komme, noget før det hele ramlede, men det gjorde jeg desværre ikke

Så det endte bare med, at jeg slet ikke kunne klare presset og brød grædende sammen til et intern kursus i endnu en opgave, jeg skulle overtage og jeg stoppede stort set ikke med at tude i de efterfølgende 14 dage...

Pyha håber ikke du er blevet træt på vej igennem den lange smøre men det var i store træk, sådan det var!

Jeg tror de større virksomheder lægger større vægt på, om man passer ind i en afdeling, det gjorde de i hvert fald, der hvor jeg var! Hvis du er den rigtige til jobbet, så tror jeg nok du skal få jobbet også selvom det er i en større virksomhed må jeg spørge hvad du søger?

Ja det tror jeg du har helt ret i..

Det har du ret i. Men man kan jo aldrig være helt sikker på at det er den rigtige far til ens børn. Det kan man jo først sige når de engang er blevet far. Eller hvordan kan du være 100% sikker på det?

Okay. Ja men det er jo ikke alle der er så åbne omkring det.

 

Puha det er da også noget af et pres du har været under så  Det værste ved stress er bare at det faktisk tager lige så lang tid at komme heæt oven på som det tager at bygge op. 

Men det er altså også svært at sige fra nogen gange. 

Nej syntes faktisk ikke det var trættende at læse på nogen måde. Har selv været sygemeldt med stress i en kortere periode. Så kender godt til mange af tingene du nævner.

Tja måske. Men tror alligevel hurtig man bliver sorteret fra som kvinde når man er i den fødedygtige alder. 

Ja det må du gerne. Jeg søger faktisk meget bredt pt. Dog hovedsageligt inden for kontor og økonomi, da det er der jeg er udlært. Men er meget åben overfor muligheder 

Anonym skriver:

Ja det tror jeg du har helt ret i..

Det har du ret i. Men man kan jo aldrig være helt sikker på at det er den rigtige far til ens børn. Det kan man jo først sige når de engang er blevet far. Eller hvordan kan du være 100% sikker på det?

Okay. Ja men det er jo ikke alle der er så åbne omkring det.

 

Puha det er da også noget af et pres du har været under så  Det værste ved stress er bare at det faktisk tager lige så lang tid at komme heæt oven på som det tager at bygge op. 

Men det er altså også svært at sige fra nogen gange. 

Nej syntes faktisk ikke det var trættende at læse på nogen måde. Har selv været sygemeldt med stress i en kortere periode. Så kender godt til mange af tingene du nævner.

Tja måske. Men tror alligevel hurtig man bliver sorteret fra som kvinde når man er i den fødedygtige alder. 

Ja det må du gerne. Jeg søger faktisk meget bredt pt. Dog hovedsageligt inden for kontor og økonomi, da det er der jeg er udlært. Men er meget åben overfor muligheder 

Man ved jo aldrig, om man vil være sammen resten af livet, men jeg har en ret god fornemmelse af, at vi kan klare det meste, efter alt det vi har været igennem de sidste år! Først min stress, så kærestens far, der meget pludseligt blev virkelig syg, og var ved at dø og sidst men ikke mindst fertilitetsbehandling...der er aldrig nogle garantier, men vi har hver især prøvet en masse inden vi blev kærester, og har faktisk kendt hinanden perifært siden folkeskolen, så jeg har en god ide om, hvad jeg går ind til og så føler jeg bare, at vi supplerer hinanden godt!

Jeg er ret sikker på, at han bliver en rigtig god far, fordi han er så kærlig og omsorgsfuld og han glæder sig som et lille barn til vores lille datter kommer til verden! Han har støttet mig i alt også når jeg har været urimelig, fordi jeg var så presset både inden og imens min stress var på sit højeste, synes bare han er en god mand

Jeg er meget åben omkring det hele! Jeg har faktisk lige meldt mig som frivillig hos SIND for at hjælpe andre, der er nede med stress

Jeg tror også der er nogle der sorterer en fra, men sådan er det jo! Håber det bliver nemmere at få job, når vi har fået vores første barn men nu må vi se...

Håber du meget snart finder noget spændende!