Til sygeplejerskestuderende! (Langt)

Fortæl mig alt i synes der er at vide om studiet - både det positive og negative.

Resten behøver i ikke læse, med mindre i er interessere i at vide, hvorfor jeg spørger.

________________________________________________________
Jeg står i en meget svær situation, og jeg havde egentlig tænkt mig at være anonym, som jeg tidligere har været i tråde om lignende. Men tænker chancen for svar er større, når der ikke står "anonym".

Jeg læser ikke det rigtige. Jeg læser psykologi - og forstå mig ret. Jeg elsker jo egentlig psykologi, og det er måske også at mærke i visse debatter herinde, at jeg suger visse af emnerne til mig som en svamp og elsker at debattere det.. Men... Der er bare en for stor procentdel af studiet der ikke tiltaler mig. De dele jeg især har elsket, har fyldt faretruende lidt. Jeg ELSKEDE biologisk psykologi og evolutionspsykologi. Men de to er så lille en del af studiet, at de var slået sammen til ét fag, som ikke en gang gav særlig mange ECTS point. Jeg har ikke noget mål med det her studie. Jeg har ikke et "endpoint". Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge det, der er ikke nogen af slutmålene, som tiltaler mig. Og undervisningsformen er ekstremt dårligt for mig.

Det er ren teori, der er ingen praksis. Som i INGEN! Du bruger først dit stof til eksamen, hvor du skriver en opgave, og det er så det. Når du er færdiguddannet efter 5 år, er du ikke færdiguddannet. For der er jo ingen praksis, så du skal praktisk taget først uddanne dig, når du er færdig.

Det er svært for mig at forklare, men jeg synker mere og mere ned i det her, efterhånden som jeg opdager det er forkert for mig, og det har været medvirkende til, at jeg er gået ned med depression. Jeg undersøgte studiet til bunds, inden jeg startede, men nogen gange kan man ikke vide, hvordan noget reelt er og føles, før man står i det. Jeg har klaret mig til topkarakterer indtil videre, og derfor er det svært at for folk til at lytte og forstå, når jeg forklarer mine tanker, men jeg har bare en høj arbejdsmoral. Det betyder ikke, at jeg elsker det jeg laver. Jeg kæmper mig som regel igennem timerne, bliver træt, kan ikke overskue det, keder mig, fordi studieformen er så forbandet dårlig, og der er for mange områder, som ikke tiltaler MIG.

Jeg har altid haft svært ved at finde ud af, hvad jeg ville være "når jeg blev stor". Jeg er ikke en af dem, som bare vidste det. Og nu har jeg for sent fundet ud af det. Først efter min tid som gravid og mor.

Min sande drøm er jordemoder, og det er en længere forklaring, men det kommer ikke til at ske, det er umuligt. Og når det ikke er muligt, må jeg finde et alternativ, og overvejer derfor sygeplejerske med arbejde indenfor pædiatri eller neonatal, for så senere at videreuddanne mig til sundhedsplejerske. Det er stadig på tegnebrættet, derfor vil jeg vide alt. Jeg vil ikke begå en fejl igen. Jeg har blot for sent opdaget, at jeg kan lide at beskæftige mig med både det psykiske aspekt, såvel som det fysiologiske og biologiske.

Så rådgiv mig lige her - Det er end ikke sikkert jeg kan komme ind som sygeplejerske, men man kan godt søge ind uden at droppe ud på sin nuværende uddannelse, så hvor intet vover.... Ellers må jeg jo bruge resten af mit liv for noget, der ikke tænder en gnist i mig, men som rettere får mig ned med flaget.

(Disclaimer: Jeg har ikke en romantiseret idé om jordemoder eller sygeplejerske, jeg er klar over, at det ikke er en rosenrød verden. Jeg er klar over der er dødsfald, forfærdelige situationer, skæve arbejdstider mm.)

jeg tænker lidt, Hvorfor kan du ikke blive jordemoder?? 

Frøken J. skriver:

Fortæl mig alt i synes der er at vide om studiet - både det positive og negative.

Resten behøver i ikke læse, med mindre i er interessere i at vide, hvorfor jeg spørger.

________________________________________________________
Jeg står i en meget svær situation, og jeg havde egentlig tænkt mig at være anonym, som jeg tidligere har været i tråde om lignende. Men tænker chancen for svar er større, når der ikke står "anonym".

Jeg læser ikke det rigtige. Jeg læser psykologi - og forstå mig ret. Jeg elsker jo egentlig psykologi, og det er måske også at mærke i visse debatter herinde, at jeg suger visse af emnerne til mig som en svamp og elsker at debattere det.. Men... Der er bare en for stor procentdel af studiet der ikke tiltaler mig. De dele jeg især har elsket, har fyldt faretruende lidt. Jeg ELSKEDE biologisk psykologi og evolutionspsykologi. Men de to er så lille en del af studiet, at de var slået sammen til ét fag, som ikke en gang gav særlig mange ECTS point. Jeg har ikke noget mål med det her studie. Jeg har ikke et "endpoint". Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge det, der er ikke nogen af slutmålene, som tiltaler mig. Og undervisningsformen er ekstremt dårligt for mig.

Det er ren teori, der er ingen praksis. Som i INGEN! Du bruger først dit stof til eksamen, hvor du skriver en opgave, og det er så det. Når du er færdiguddannet efter 5 år, er du ikke færdiguddannet. For der er jo ingen praksis, så du skal praktisk taget først uddanne dig, når du er færdig.

Det er svært for mig at forklare, men jeg synker mere og mere ned i det her, efterhånden som jeg opdager det er forkert for mig, og det har været medvirkende til, at jeg er gået ned med depression. Jeg undersøgte studiet til bunds, inden jeg startede, men nogen gange kan man ikke vide, hvordan noget reelt er og føles, før man står i det. Jeg har klaret mig til topkarakterer indtil videre, og derfor er det svært at for folk til at lytte og forstå, når jeg forklarer mine tanker, men jeg har bare en høj arbejdsmoral. Det betyder ikke, at jeg elsker det jeg laver. Jeg kæmper mig som regel igennem timerne, bliver træt, kan ikke overskue det, keder mig, fordi studieformen er så forbandet dårlig, og der er for mange områder, som ikke tiltaler MIG.

Jeg har altid haft svært ved at finde ud af, hvad jeg ville være "når jeg blev stor". Jeg er ikke en af dem, som bare vidste det. Og nu har jeg for sent fundet ud af det. Først efter min tid som gravid og mor.

Min sande drøm er jordemoder, og det er en længere forklaring, men det kommer ikke til at ske, det er umuligt. Og når det ikke er muligt, må jeg finde et alternativ, og overvejer derfor sygeplejerske med arbejde indenfor pædiatri eller neonatal, for så senere at videreuddanne mig til sundhedsplejerske. Det er stadig på tegnebrættet, derfor vil jeg vide alt. Jeg vil ikke begå en fejl igen. Jeg har blot for sent opdaget, at jeg kan lide at beskæftige mig med både det psykiske aspekt, såvel som det fysiologiske og biologiske.

Så rådgiv mig lige her - Det er end ikke sikkert jeg kan komme ind som sygeplejerske, men man kan godt søge ind uden at droppe ud på sin nuværende uddannelse, så hvor intet vover.... Ellers må jeg jo bruge resten af mit liv for noget, der ikke tænder en gnist i mig, men som rettere får mig ned med flaget.

(Disclaimer: Jeg har ikke en romantiseret idé om jordemoder eller sygeplejerske, jeg er klar over, at det ikke er en rosenrød verden. Jeg er klar over der er dødsfald, forfærdelige situationer, skæve arbejdstider mm.)

Jeg er uddannet sygeplejerske til januar og jeg må sige at det er et fantastisk studie! 

Man bliver udfordret på sin faglighed og personlighed. Man får mulighed for at hjælpe og støtte en masse mennesker i forskellige livssituationer. Man kan gå i en million forskellige retninger, når man er færdig som basis-sygeplejerske. 

Det eneste negative jeg kan se ved at være sygeplejerske, er de skiftende arbejdstider, men det kan også løses, alt efter hvilken afdelingen man vi arbejde på 

Ift. studiet, kan jeg rigtig godt li' at der både er teori og praksis moduler og man kommer rundt på rigtig mange afdelinger i løbet af studiet og får et godt indblik i de forskellige grene af sygeplejen. 

Fra mig kan det kun anbefales 

Håber du finder det rigtige for dig 

Isabella_mor skriver:

jeg tænker lidt, Hvorfor kan du ikke blive jordemoder?? 

Åh, det er en sindssygt langt forklaring.

Som sagt har jeg altid manglet et mål, hvad fremtidsønsker angik. Så jeg tænkte jeg ville søge ind på psykologi. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med det. Så jeg søgte ind på engelsk som 2. prioritet første år med den tanke, at kom jeg ikke ind på psyk, kunne jeg læse engelsk som hovedfag og senere psyk som sidefag, og på den led blive gymnasielærer. Jeg brændte ikke for engelsk, men hvis jeg ikke kom ind på psyk, følte jeg ikke jeg kunne finde ud af, hvad jeg ellers skulle. Jeg kom ikke ind på psyk, så derfor blev det engelsk. Desværre vidste jeg allerede efter en uge, at det var helt forkert og droppede ud. Året efter kom jeg ind på psyk.

Det vil sige, at skifter jeg uddannelse nu, falder jeg for 3. gangs reglen, da det der 3. uddannelse jeg har været indskrevet på den potentielt nye. Når det er tilfældet, ryger man allerbagerst i køen. Og jeg mener ALLERbagerst! Man kommer sågar bag dem, som ikke en gang opfylder kravene til at læse til jordemoder!!! Dertil kommer, at mit snit ikke er højt nok til jordemoder og jeg mangler kemi C. Så bag i køen, for lavt snit, manglende fag. Det er ren utopi at komme ind!

På sygeplejerske vil jeg også ryge bag i køen, men mine odds er lidt bedre, da jeg har det rigtige snit og ikke mangler fag. Det er stadig et long shot, men jeg er villig til at prøve.

(Vil lige understrege, at jeg ikke har en ligegyldig tilgang til uddannelse, og det ikke er derfor jeg åbenbart er en "Uddannelsesskifter". Det har bare været rigtig svært for mig at finde min rette hylde, og det har konsekvenser nu. Tænk at én uge på engelsk, hvor jeg dårligt nok modtog undervisning skal ødelægge min fremtid)

Miss Church skriver:

Jeg er uddannet sygeplejerske til januar og jeg må sige at det er et fantastisk studie! 

Man bliver udfordret på sin faglighed og personlighed. Man får mulighed for at hjælpe og støtte en masse mennesker i forskellige livssituationer. Man kan gå i en million forskellige retninger, når man er færdig som basis-sygeplejerske. 

Det eneste negative jeg kan se ved at være sygeplejerske, er de skiftende arbejdstider, men det kan også løses, alt efter hvilken afdelingen man vi arbejde på 

Ift. studiet, kan jeg rigtig godt li' at der både er teori og praksis moduler og man kommer rundt på rigtig mange afdelinger i løbet af studiet og får et godt indblik i de forskellige grene af sygeplejen. 

Fra mig kan det kun anbefales 

Håber du finder det rigtige for dig 

Tusind tak for svar - det er også en af grundende til det tiltaler mig, der er en masse praktik, man får lov at afprøve en masse og finde sin rette hylde, og der er mange muligheder. Jeg ved, at jeg vil arbejde med mennesker, det har bare taget (for lang) tid at finde ud af hvordan. Og jeg ved jo, at videreuddanner jeg mig til sundhedsplejerske, er der ikke de samme crazy arbejdstider. Så skal man jo dog først arbejde 2 år som sygeplejerske, men det tror jeg også ville være enormt givende og interessant. Men jeg tør ikke prøve på noget, før jeg har det hele med

Frøken J. skriver:

Åh, det er en sindssygt langt forklaring.

Som sagt har jeg altid manglet et mål, hvad fremtidsønsker angik. Så jeg tænkte jeg ville søge ind på psykologi. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med det. Så jeg søgte ind på engelsk som 2. prioritet første år med den tanke, at kom jeg ikke ind på psyk, kunne jeg læse engelsk som hovedfag og senere psyk som sidefag, og på den led blive gymnasielærer. Jeg brændte ikke for engelsk, men hvis jeg ikke kom ind på psyk, følte jeg ikke jeg kunne finde ud af, hvad jeg ellers skulle. Jeg kom ikke ind på psyk, så derfor blev det engelsk. Desværre vidste jeg allerede efter en uge, at det var helt forkert og droppede ud. Året efter kom jeg ind på psyk.

Det vil sige, at skifter jeg uddannelse nu, falder jeg for 3. gangs reglen, da det der 3. uddannelse jeg har været indskrevet på den potentielt nye. Når det er tilfældet, ryger man allerbagerst i køen. Og jeg mener ALLERbagerst! Man kommer sågar bag dem, som ikke en gang opfylder kravene til at læse til jordemoder!!! Dertil kommer, at mit snit ikke er højt nok til jordemoder og jeg mangler kemi C. Så bag i køen, for lavt snit, manglende fag. Det er ren utopi at komme ind!

På sygeplejerske vil jeg også ryge bag i køen, men mine odds er lidt bedre, da jeg har det rigtige snit og ikke mangler fag. Det er stadig et long shot, men jeg er villig til at prøve.

(Vil lige understrege, at jeg ikke har en ligegyldig tilgang til uddannelse, og det ikke er derfor jeg åbenbart er en "Uddannelsesskifter". Det har bare været rigtig svært for mig at finde min rette hylde, og det har konsekvenser nu. Tænk at én uge på engelsk, hvor jeg dårligt nok modtog undervisning skal ødelægge min fremtid)

jeg troede at jordemoder var en overbygning når man har taget sygeplejesken.. ligesom sundhedsplejeske er..

Isabella_mor skriver:

jeg troede at jordemoder var en overbygning når man har taget sygeplejesken.. ligesom sundhedsplejeske er..

Nej, det er en selvstændig uddannelse

Frøken J. skriver:

Tusind tak for svar - det er også en af grundende til det tiltaler mig, der er en masse praktik, man får lov at afprøve en masse og finde sin rette hylde, og der er mange muligheder. Jeg ved, at jeg vil arbejde med mennesker, det har bare taget (for lang) tid at finde ud af hvordan. Og jeg ved jo, at videreuddanner jeg mig til sundhedsplejerske, er der ikke de samme crazy arbejdstider. Så skal man jo dog først arbejde 2 år som sygeplejerske, men det tror jeg også ville være enormt givende og interessant. Men jeg tør ikke prøve på noget, før jeg har det hele med

Det kan jeg godt forstå! Jeg vil også rigtig gerne være sundhedsplejerske! og tror kun det er godt givet ud, at man får erfaring indenfor andre grene inden.

Miss Church skriver:

Det kan jeg godt forstå! Jeg vil også rigtig gerne være sundhedsplejerske! og tror kun det er godt givet ud, at man får erfaring indenfor andre grene inden.

Ja, helt sikkert. Blandt andet når det er et krav, at man har arbejdet med børn, fx pædiatri eller neonatal osv. - det bliver snart ikke mere relevant så. Så synes faktisk det er fair nok, at man skal have den erfaring for at komme videre

Hvordan er lektiebyrden ift. skole? Nu har jeg jo stort set ingen timer på psyk, men bruger (brugte) døgnet rundt på at læse og intet andet, så jeg har ikke en fornemmelse af, hvor meget der er, når man også har mange undervisningstimer.

Frøken J. skriver:

Ja, helt sikkert. Blandt andet når det er et krav, at man har arbejdet med børn, fx pædiatri eller neonatal osv. - det bliver snart ikke mere relevant så. Så synes faktisk det er fair nok, at man skal have den erfaring for at komme videre

Hvordan er lektiebyrden ift. skole? Nu har jeg jo stort set ingen timer på psyk, men bruger (brugte) døgnet rundt på at læse og intet andet, så jeg har ikke en fornemmelse af, hvor meget der er, når man også har mange undervisningstimer.

Jeg har været i praktik på en neonatal-afdelingen og var så fantastisk! Det kunne også sagtens være noget for mig!

Jeg synes ikke den er så slem. Man lærer hurtigt hvad man skal læse og hvad man kan springe over eller hvert fald kun skimte. 
Jeg synes det var værst med lektier i starten af uddannelsen, da der var meget anatomi og fysiologi samt mikrobiologi.

Meget sygepleje er i bund og grund almindelig medmenneskelighed. Men selvfølgelig skal man vide hvilken teoretiker, der siger hvad. Det hele giver mest mening for mig, når jeg bruger det i en sammehæng, fx opgaver eller i praktikken.

Men i starten af min uddannelse, boede min kæreste og jeg ikke sammen, så jeg læste alt i hverdagen og lavet intet i weekenderne. Det kunne jeg sagtens nå. Men der havde vi selvfølgelig heller ikke børn