Frøken J. skriver:
Fortæl mig alt i synes der er at vide om studiet - både det positive og negative.
Resten behøver i ikke læse, med mindre i er interessere i at vide, hvorfor jeg spørger.
________________________________________________________
Jeg står i en meget svær situation, og jeg havde egentlig tænkt mig at være anonym, som jeg tidligere har været i tråde om lignende. Men tænker chancen for svar er større, når der ikke står "anonym".
Jeg læser ikke det rigtige. Jeg læser psykologi - og forstå mig ret. Jeg elsker jo egentlig psykologi, og det er måske også at mærke i visse debatter herinde, at jeg suger visse af emnerne til mig som en svamp og elsker at debattere det.. Men... Der er bare en for stor procentdel af studiet der ikke tiltaler mig. De dele jeg især har elsket, har fyldt faretruende lidt. Jeg ELSKEDE biologisk psykologi og evolutionspsykologi. Men de to er så lille en del af studiet, at de var slået sammen til ét fag, som ikke en gang gav særlig mange ECTS point. Jeg har ikke noget mål med det her studie. Jeg har ikke et "endpoint". Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge det, der er ikke nogen af slutmålene, som tiltaler mig. Og undervisningsformen er ekstremt dårligt for mig.
Det er ren teori, der er ingen praksis. Som i INGEN! Du bruger først dit stof til eksamen, hvor du skriver en opgave, og det er så det. Når du er færdiguddannet efter 5 år, er du ikke færdiguddannet. For der er jo ingen praksis, så du skal praktisk taget først uddanne dig, når du er færdig.
Det er svært for mig at forklare, men jeg synker mere og mere ned i det her, efterhånden som jeg opdager det er forkert for mig, og det har været medvirkende til, at jeg er gået ned med depression. Jeg undersøgte studiet til bunds, inden jeg startede, men nogen gange kan man ikke vide, hvordan noget reelt er og føles, før man står i det. Jeg har klaret mig til topkarakterer indtil videre, og derfor er det svært at for folk til at lytte og forstå, når jeg forklarer mine tanker, men jeg har bare en høj arbejdsmoral. Det betyder ikke, at jeg elsker det jeg laver. Jeg kæmper mig som regel igennem timerne, bliver træt, kan ikke overskue det, keder mig, fordi studieformen er så forbandet dårlig, og der er for mange områder, som ikke tiltaler MIG.
Jeg har altid haft svært ved at finde ud af, hvad jeg ville være "når jeg blev stor". Jeg er ikke en af dem, som bare vidste det. Og nu har jeg for sent fundet ud af det. Først efter min tid som gravid og mor.
Min sande drøm er jordemoder, og det er en længere forklaring, men det kommer ikke til at ske, det er umuligt. Og når det ikke er muligt, må jeg finde et alternativ, og overvejer derfor sygeplejerske med arbejde indenfor pædiatri eller neonatal, for så senere at videreuddanne mig til sundhedsplejerske. Det er stadig på tegnebrættet, derfor vil jeg vide alt. Jeg vil ikke begå en fejl igen. Jeg har blot for sent opdaget, at jeg kan lide at beskæftige mig med både det psykiske aspekt, såvel som det fysiologiske og biologiske.
Så rådgiv mig lige her - Det er end ikke sikkert jeg kan komme ind som sygeplejerske, men man kan godt søge ind uden at droppe ud på sin nuværende uddannelse, så hvor intet vover.... Ellers må jeg jo bruge resten af mit liv for noget, der ikke tænder en gnist i mig, men som rettere får mig ned med flaget.
(Disclaimer: Jeg har ikke en romantiseret idé om jordemoder eller sygeplejerske, jeg er klar over, at det ikke er en rosenrød verden. Jeg er klar over der er dødsfald, forfærdelige situationer, skæve arbejdstider mm.)
Der er så mange dejlige ting jeg gerne vil fortælle om, men det må blive imorgen eller lignende. send mig din mail eller nummer, så skal du høre alt det dejlige om det job :-)
