"Mooooar må jeg gerne få en ..... " hvornår startede det?

Jeg har født dyrenes ven over dem alle - han ELSKER virkelig dyr!!! Nu er han 9 ( snart 10 mdr ) og nu er han begyndt på når vi f.eks hilser på andre hunde at holde fast om dem og virkelig sige " baaah baaah baaah " med sur-fjæs på når jeg siger vi skal sige farvel...

Jeg kan ligesom godt se hvem han slægter på - SIN MOR!!! Jeg var ikke særlig gammel først gang jeg fik forhandlet mig frem til at få 2 zebrafinker som jeg fortrød og få uger efter, til et ridestævne byttede for en kanin uden min mor nåede at blinke med øjnene 

Men hvornår er jeres børn startet på det der med at spørge om de må få et dyr?

Jeg spørg bare af ren nysgerrighed

Og egentlig lidt relevant: havde I dyr i forvejen i hjemmet da der første gang blev spurgt om et kæledyr?

Vi HAR allerede 2 hunde hvilket jeg mener er mere end rigeligt til 1 mor og en dreng men nøøøøj en tosset dreng jeg fik med hjem fra skoven idag da han måtte sige farvel til den hvalp vi mødte  troede ikke man så lille kunne blive så fornærmet men det kunne man åbenbart godt... Er virkelig glad for at vi har " unge hunde " så Carl-Emil har glæde af dem i mange år

Kom glad med jeres historier på sådan en dejlig lørdag

Carl-Emil's mor skriver:

Jeg har født dyrenes ven over dem alle - han ELSKER virkelig dyr!!! Nu er han 9 ( snart 10 mdr ) og nu er han begyndt på når vi f.eks hilser på andre hunde at holde fast om dem og virkelig sige " baaah baaah baaah " med sur-fjæs på når jeg siger vi skal sige farvel...

Jeg kan ligesom godt se hvem han slægter på - SIN MOR!!! Jeg var ikke særlig gammel først gang jeg fik forhandlet mig frem til at få 2 zebrafinker som jeg fortrød og få uger efter, til et ridestævne byttede for en kanin uden min mor nåede at blinke med øjnene 

Men hvornår er jeres børn startet på det der med at spørge om de må få et dyr?

Jeg spørg bare af ren nysgerrighed

Og egentlig lidt relevant: havde I dyr i forvejen i hjemmet da der første gang blev spurgt om et kæledyr?

Vi HAR allerede 2 hunde hvilket jeg mener er mere end rigeligt til 1 mor og en dreng men nøøøøj en tosset dreng jeg fik med hjem fra skoven idag da han måtte sige farvel til den hvalp vi mødte  troede ikke man så lille kunne blive så fornærmet men det kunne man åbenbart godt... Er virkelig glad for at vi har " unge hunde " så Carl-Emil har glæde af dem i mange år

 

Kom glad med jeres historier på sådan en dejlig lørdag

 

Nethe vil heller ikke give slip på dyr, og selvom hun er 2 timer ældre end CE (den får du at høre for LÆNGE endnu), så er hun endnu ikke begyndt at tigge om dem

Carl-Emil's mor skriver:

Jeg har født dyrenes ven over dem alle - han ELSKER virkelig dyr!!! Nu er han 9 ( snart 10 mdr ) og nu er han begyndt på når vi f.eks hilser på andre hunde at holde fast om dem og virkelig sige " baaah baaah baaah " med sur-fjæs på når jeg siger vi skal sige farvel...

Jeg kan ligesom godt se hvem han slægter på - SIN MOR!!! Jeg var ikke særlig gammel først gang jeg fik forhandlet mig frem til at få 2 zebrafinker som jeg fortrød og få uger efter, til et ridestævne byttede for en kanin uden min mor nåede at blinke med øjnene 

Men hvornår er jeres børn startet på det der med at spørge om de må få et dyr?

Jeg spørg bare af ren nysgerrighed

Og egentlig lidt relevant: havde I dyr i forvejen i hjemmet da der første gang blev spurgt om et kæledyr?

Vi HAR allerede 2 hunde hvilket jeg mener er mere end rigeligt til 1 mor og en dreng men nøøøøj en tosset dreng jeg fik med hjem fra skoven idag da han måtte sige farvel til den hvalp vi mødte  troede ikke man så lille kunne blive så fornærmet men det kunne man åbenbart godt... Er virkelig glad for at vi har " unge hunde " så Carl-Emil har glæde af dem i mange år

 

Kom glad med jeres historier på sådan en dejlig lørdag

 

Det er egentligt sjovt med sådan noget.
Nu er jeg selv vokset op på landet, og har haft dyr om mig hele mit liv, og hvad jeg/vi ikke havde på gården, det slæbte jeg så til huse fra naturen.
Mine forældre var selv vilde med natur og dyr, og som børn af byboere, blev der rystet godt på hovedet af dem, da de købte deres første gård i 1962.
Jeg blev født i en stor villa, med masser af plads, men det var bare ikke plads nok for mine dyreglade forældre, selvom vi både havde hunde, katte, fisk og den slags.
Vel indflyttede på gården (jeg var 3 år) kom der så omgående får, høns, ænder, et par kvier og min hest til. Jeg red allerede dengang, og fik min første hest som føl.
Og i årenes løb, blev det til mange forskellige dyr. Selvom vi naturligvis opdrættede både får, køer og heste til salg og/eller slagt, så har dyrenes trivsel og velfærd altid ligget familien på sinde, så hvert eneste dyr under vores tag, var en personlig ven, også selvom vi vidste, at det evt. skulle ende på middagsbordet en skønne dag 

Hvad vi dog ikke har haft af flaskelam i lune forede kasser på oliefyret i bryggerset, killinger i tørklæder om halsen, pindsvine unger i små stofposer også om halsen, forladte fugleunger osv. osv. Selv en krageunge, har jeg haft, som blev en stor fræk krage ved navn Peter, der kunne tale, og en tam kæleand i badekaret, ved navn Sirpen.
Og så alle de andre dyr jeg slæbte hjem, bortset fra fugleunger og den omtalte krageunge, så blev det til sårede snoge, tudser, frøer, pindsvin og der var hjerte og husrum til alle.
Oven i det var mine forældre også fosterhjem for mishandlede heste, noget der på den tid var helt unikt, da sådan noget som "shelters" for mishandlede dyr, slet ikke var "opfundet" endnu, men vi havde i årenes løb mange heste og ponyer til pasning, rekreation og omsorg, så de fik nok en chance i livet.
Tit kom en eller anden hestehandler forbi med en pony, som rent faktisk var direkte på vej til en hesteslagter, som hestehandleren synes burde have en chance, og så kom den i pleje hos os indtil den var glad og fin i stand igen.
Og mine forældre fik ikke en krone for det, de gjorde fordi de elskede dyr.

Nå men årene gik og jeg blev jo selv voksen og fik mine børn.
Også de er vokset op med dyr. Katte, hunde, kaniner, marsvin, høns og diverse "plejebørn", har også været en del af deres barndom.
Af mine unger, er især den ældste den mest dyrevilde af dem.
Hun har det også med at tage sig af alverdens smådyr, og har sideløbende både haft geder og andre husdyr.
Den mellemste er der imod ikke så dyrevild. Hun holder meget af katte, men har aldrig haft den store interesse i dyr.
Den yngste har lige fra han var helt lille haft dyretække.
Selv da han kun lige kunne sidde op på gulvet, kom dyrene mosende hen til ham, hvad enten det var marsvin eller katte. De skulle alle sammen hen og sidde op af ham, og han forstod åbenbart at man ikke måtte tage hårdt på dem, for hans forsigtighed var udtalt lige fra helt lille.

Min holdning til små børn og kæledyr er, at de skal have en vis alder før de får deres egne kæledyr, og man må aldrig stole på, at de kan klare det 100%.
De skal hjælpes.
Det er godt at børn vokser op med dyr omkring sig, men det skal ALTID være familiens dyr, så alle har ansvaret for at de trives.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Det er egentligt sjovt med sådan noget.
Nu er jeg selv vokset op på landet, og har haft dyr om mig hele mit liv, og hvad jeg/vi ikke havde på gården, det slæbte jeg så til huse fra naturen.
Mine forældre var selv vilde med natur og dyr, og som børn af byboere, blev der rystet godt på hovedet af dem, da de købte deres første gård i 1962.
Jeg blev født i en stor villa, med masser af plads, men det var bare ikke plads nok for mine dyreglade forældre, selvom vi både havde hunde, katte, fisk og den slags.
Vel indflyttede på gården (jeg var 3 år) kom der så omgående får, høns, ænder, et par kvier og min hest til. Jeg red allerede dengang, og fik min første hest som føl.
Og i årenes løb, blev det til mange forskellige dyr. Selvom vi naturligvis opdrættede både får, køer og heste til salg og/eller slagt, så har dyrenes trivsel og velfærd altid ligget familien på sinde, så hvert eneste dyr under vores tag, var en personlig ven, også selvom vi vidste, at det evt. skulle ende på middagsbordet en skønne dag 

Hvad vi dog ikke har haft af flaskelam i lune forede kasser på oliefyret i bryggerset, killinger i tørklæder om halsen, pindsvine unger i små stofposer også om halsen, forladte fugleunger osv. osv. Selv en krageunge, har jeg haft, som blev en stor fræk krage ved navn Peter, der kunne tale, og en tam kæleand i badekaret, ved navn Sirpen.
Og så alle de andre dyr jeg slæbte hjem, bortset fra fugleunger og den omtalte krageunge, så blev det til sårede snoge, tudser, frøer, pindsvin og der var hjerte og husrum til alle.
Oven i det var mine forældre også fosterhjem for mishandlede heste, noget der på den tid var helt unikt, da sådan noget som "shelters" for mishandlede dyr, slet ikke var "opfundet" endnu, men vi havde i årenes løb mange heste og ponyer til pasning, rekreation og omsorg, så de fik nok en chance i livet.
Tit kom en eller anden hestehandler forbi med en pony, som rent faktisk var direkte på vej til en hesteslagter, som hestehandleren synes burde have en chance, og så kom den i pleje hos os indtil den var glad og fin i stand igen.
Og mine forældre fik ikke en krone for det, de gjorde fordi de elskede dyr.

Nå men årene gik og jeg blev jo selv voksen og fik mine børn.
Også de er vokset op med dyr. Katte, hunde, kaniner, marsvin, høns og diverse "plejebørn", har også været en del af deres barndom.
Af mine unger, er især den ældste den mest dyrevilde af dem.
Hun har det også med at tage sig af alverdens smådyr, og har sideløbende både haft geder og andre husdyr.
Den mellemste er der imod ikke så dyrevild. Hun holder meget af katte, men har aldrig haft den store interesse i dyr.
Den yngste har lige fra han var helt lille haft dyretække.
Selv da han kun lige kunne sidde op på gulvet, kom dyrene mosende hen til ham, hvad enten det var marsvin eller katte. De skulle alle sammen hen og sidde op af ham, og han forstod åbenbart at man ikke måtte tage hårdt på dem, for hans forsigtighed var udtalt lige fra helt lille.

Min holdning til små børn og kæledyr er, at de skal have en vis alder før de får deres egne kæledyr, og man må aldrig stole på, at de kan klare det 100%.
De skal hjælpes.
Det er godt at børn vokser op med dyr omkring sig, men det skal ALTID være familiens dyr, så alle har ansvaret for at de trives.

Kærligst
Sussie

Åh Sussie, fra en dyreven til en anden. Sikke en fantastisk fortælling og sikke en skøn familie. Dine forældre er indenfor dyreverdenen mine forbilleder og du selv! Af hjertet TAK!

Min dreng blir 5 til januar - vi har hund og kat og har haft det alt den tid vi har haft Louis. Da han blev 4 ville han rigtig gerne ha en kanin - vi sagde nej da vi syns han var for lille.

Da hans far og jeg gik fra hinanden for ca et halvt år siden så tog han hunden med - min plan var vi ikke skulle have en ny hund men det blev anderledes så i september hentede vi Mario og nu er de nye bedste venner 

Han får dog intet dyr af sit eget for han er gammel nok til at passe det så godt som selv 

SussieThyssen skriver:

Det er egentligt sjovt med sådan noget.
Nu er jeg selv vokset op på landet, og har haft dyr om mig hele mit liv, og hvad jeg/vi ikke havde på gården, det slæbte jeg så til huse fra naturen.
Mine forældre var selv vilde med natur og dyr, og som børn af byboere, blev der rystet godt på hovedet af dem, da de købte deres første gård i 1962.
Jeg blev født i en stor villa, med masser af plads, men det var bare ikke plads nok for mine dyreglade forældre, selvom vi både havde hunde, katte, fisk og den slags.
Vel indflyttede på gården (jeg var 3 år) kom der så omgående får, høns, ænder, et par kvier og min hest til. Jeg red allerede dengang, og fik min første hest som føl.
Og i årenes løb, blev det til mange forskellige dyr. Selvom vi naturligvis opdrættede både får, køer og heste til salg og/eller slagt, så har dyrenes trivsel og velfærd altid ligget familien på sinde, så hvert eneste dyr under vores tag, var en personlig ven, også selvom vi vidste, at det evt. skulle ende på middagsbordet en skønne dag 

Hvad vi dog ikke har haft af flaskelam i lune forede kasser på oliefyret i bryggerset, killinger i tørklæder om halsen, pindsvine unger i små stofposer også om halsen, forladte fugleunger osv. osv. Selv en krageunge, har jeg haft, som blev en stor fræk krage ved navn Peter, der kunne tale, og en tam kæleand i badekaret, ved navn Sirpen.
Og så alle de andre dyr jeg slæbte hjem, bortset fra fugleunger og den omtalte krageunge, så blev det til sårede snoge, tudser, frøer, pindsvin og der var hjerte og husrum til alle.
Oven i det var mine forældre også fosterhjem for mishandlede heste, noget der på den tid var helt unikt, da sådan noget som "shelters" for mishandlede dyr, slet ikke var "opfundet" endnu, men vi havde i årenes løb mange heste og ponyer til pasning, rekreation og omsorg, så de fik nok en chance i livet.
Tit kom en eller anden hestehandler forbi med en pony, som rent faktisk var direkte på vej til en hesteslagter, som hestehandleren synes burde have en chance, og så kom den i pleje hos os indtil den var glad og fin i stand igen.
Og mine forældre fik ikke en krone for det, de gjorde fordi de elskede dyr.

Nå men årene gik og jeg blev jo selv voksen og fik mine børn.
Også de er vokset op med dyr. Katte, hunde, kaniner, marsvin, høns og diverse "plejebørn", har også været en del af deres barndom.
Af mine unger, er især den ældste den mest dyrevilde af dem.
Hun har det også med at tage sig af alverdens smådyr, og har sideløbende både haft geder og andre husdyr.
Den mellemste er der imod ikke så dyrevild. Hun holder meget af katte, men har aldrig haft den store interesse i dyr.
Den yngste har lige fra han var helt lille haft dyretække.
Selv da han kun lige kunne sidde op på gulvet, kom dyrene mosende hen til ham, hvad enten det var marsvin eller katte. De skulle alle sammen hen og sidde op af ham, og han forstod åbenbart at man ikke måtte tage hårdt på dem, for hans forsigtighed var udtalt lige fra helt lille.

Min holdning til små børn og kæledyr er, at de skal have en vis alder før de får deres egne kæledyr, og man må aldrig stole på, at de kan klare det 100%.
De skal hjælpes.
Det er godt at børn vokser op med dyr omkring sig, men det skal ALTID være familiens dyr, så alle har ansvaret for at de trives.

Kærligst
Sussie

det lyder bare så dejligt

Og det du skriver om din yngste lyder præcis som min Carl-Emil .. Dyr bliver nærmest tiltrukket af ham det er ret imponerende at se og hans måde helt forsigtigt at ae på dem og ikke bare rive i dem som andre børn gør i hans alder hvilket jo ville være naturligt at de gør men han er SÅ forsigtig

Som du beskriver det med alle de dyr kan jeg bare virkelig forestille mig det hele - nok fordi det var lige så i min mors og mit hjem - pindsvine unger der var efterladt og som jeg troligt 1 gang om ugen cyklede ude til en pindesvinedame så hun kunne kontrollere at de havde det som de skulle.. Duer på altanen, kattekillinger der var forladt osv...

Dine børn må have haft en helt fantasisk opvækst

kicha skriver:

Min dreng blir 5 til januar - vi har hund og kat og har haft det alt den tid vi har haft Louis. Da han blev 4 ville han rigtig gerne ha en kanin - vi sagde nej da vi syns han var for lille.

Da hans far og jeg gik fra hinanden for ca et halvt år siden så tog han hunden med - min plan var vi ikke skulle have en ny hund men det blev anderledes så i september hentede vi Mario og nu er de nye bedste venner 

Han får dog intet dyr af sit eget for han er gammel nok til at passe det så godt som selv 

Hvor dejligt at I fik hund igen  Jeg sætter stor pris på at have unge hunde så de har mange års glæde af hinanden ( altså Carl-Emil og hundene ) og min yngste Golden er BFF med Carl-Emil hvis de fik lov så sov de i juno seng sammen med der sætter jeg altså lige grænsen lidt endnu

Jeg synes også det er vigtigt at børn ikke bliver kastet ud i det med at have dyr selv

Carl-Emil's mor skriver:

Hvor dejligt at I fik hund igen  Jeg sætter stor pris på at have unge hunde så de har mange års glæde af hinanden ( altså Carl-Emil og hundene ) og min yngste Golden er BFF med Carl-Emil hvis de fik lov så sov de i juno seng sammen med der sætter jeg altså lige grænsen lidt endnu

Jeg synes også det er vigtigt at børn ikke bliver kastet ud i det med at have dyr selv

Hvor hyggeligt her tror drengen at Mario står og piger hele tiden imens han er hos sin far - for Mario kan jo bedst li ham

MortilElias2010 skriver:

Åh Sussie, fra en dyreven til en anden. Sikke en fantastisk fortælling og sikke en skøn familie. Dine forældre er indenfor dyreverdenen mine forbilleder og du selv! Af hjertet TAK!

Carl-Emil's mor skriver:

det lyder bare så dejligt

Og det du skriver om din yngste lyder præcis som min Carl-Emil .. Dyr bliver nærmest tiltrukket af ham det er ret imponerende at se og hans måde helt forsigtigt at ae på dem og ikke bare rive i dem som andre børn gør i hans alder hvilket jo ville være naturligt at de gør men han er SÅ forsigtig

Som du beskriver det med alle de dyr kan jeg bare virkelig forestille mig det hele - nok fordi det var lige så i min mors og mit hjem - pindsvine unger der var efterladt og som jeg troligt 1 gang om ugen cyklede ude til en pindesvinedame så hun kunne kontrollere at de havde det som de skulle.. Duer på altanen, kattekillinger der var forladt osv...

 

Dine børn må have haft en helt fantasisk opvækst

Det håber jeg da også at de synes de har.
Kærligheden til alt levende har de i hvertfald fået ind med modermælken