Først
Kender tankerne og følelserne (har selv en lang og kompliceret SA i bagagen og er nu gravid 15+4). Hver gang jeg bliver vred, stresset eller ked af det, bliver jeg så skyldbetynget. Hvis det gør ondt eler lign tror jeg det er slut og i lang tid forventede jeg blod i toilettet/trusserne, når jeg skulle tisse osv osv.
Heldigvis er det stilnet noget af med bekymringerne for mit vedkommende, det har hjulpet mig at bliver scannet og se at den lille spire vokser og trives, som den skal. Det har bla. hjulpet med en fin NF scanning, hvor vi efterfølgende valgte at offentliggøre graviditeten - det hjalp/hjælper for mig at tale med andre om det og dele glæden med andre, det gør det mere realistisk for mig. Når jeg fortæller andre om det og mærker deres glæde, så tror jeg selv mere på det og dermed tør jeg tro mere på det.
Men det ER svært at slippe angsten, og forbeholdende er jo også en beskyttelsesmekanisme, for hvis man nu mister igen, så har man da taget sine forbehold, så man måske undgår at blive SÅ ulykkelig og sorgramt, som hvis man tillod sig at give slip og bare lade følelserne få frit spil.
Når jeg bliver allermest bekymret og angst så tænker jeg tanker som: Den tid jeg bruger på at tænke positivt og føle glæde nu, den kommer ikke dårligt igen. Hvis det går galt, så har jeg i det mindste haft det godt indtil nu, så jeg vælger at vente med at bekymre mig indtil der er grund til det.
Samtidig respekterer jeg, at situationen ripper det op i en sorg, som man har over det/de tab man har haft tidligere og prøver at give plads til det.
Håber du kan bruge det til noget
Anmeld
