Hvad tænker/tænkte i om 1. baby?

Jeg havde de samme tanker, og må bedrøve dig over at bekymringerne kun vokser - men kærligheden og lykken overvokser det lynhurtigt, og for de fleste føltes det helt naturligt at være forældre og forstå baby overraskende hurtigt 

FrkZier skriver:

jeg tænker først: fantastisk alt er godt derinde..

derefter tænker jeg : shiiiiiiiiiiit JEG KLARE DET ALDRIG!

Haha   Jeg græd også af lykke da jeg fik en positiv test, og så kom shokket 

Det er fedt/mærkeligt som ens tanker bliver helt forskruet hehe 

LilleNyPåVej skriver:

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

Ihh kender altså alt for godt de følelser du ha

Jeg vil sige at tror enhver som er/bliver gravid er bekymret fordi de er så bange for der skal ske noget med den lille bebs, jeg selv var virkelig bekymret da jeg blev gravid, tankerne løb frem og tilbage om jeg mon bliver en god mor og om selve bebsen ville klare det, og var sund og rask. Så kommer man til Nf hvor alt er fint og så høre man at de fleste mærker liv og man stå stadigvæk her og har ikke mærket noget som helst, så når man frem til md hvor alt er fint og det er en lille dreng

så kommer der en tid hvor man er bange for at der skal igen ske noget, da man stadig ikke har mærket rigtigt liv (har en foranliggende moderkage). så nåede jeg de 27-28 uger hvor jeg begyndte og slappe af, og mærkede den lille sparkede, og så kom der jo nogle dage hvor han slet ikke var så aktiv, og der bliver man igen bekymret, så nåede jeg endelig terminen og nu er jeg en uge over og står her og bekymrer mig af helveds til, er bange for han ikke får ilt nok og alt det der.. 

Vi mødre er bare generalt bekymret Nyd din graviditet selvom man bekymre sig, det kan man ikke undgå, tror det bliver værre når de er født, for så bekymrer man sig om alt andet for bebsen

LilleNyPåVej skriver:

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

Ærligt? Jeg gjorde mig ingen bekymringer, glædede mig vildt og var ikke i tvivl om, at vi var klar. Og både fødsel og baby- og småbørnsårene gik virkelig som en leg, også med de to næste. 

I dag, hvor jeg har tre teenagere og har været igennem lidt af hvert med dem, er jeg forbløffet over, at jeg tog det hele så let - med årene er det gået op for mig, hvilket kolossalt ansvar, det er at sætte børn i verden, og hvor mange bekymringer, der følger med - livet ud! Jeg ville ikke have været mine børn foruden - de har givet mig SÅ meget - men jeg forstår slet ikke, at vi TURDE sætte dem i verden. 

Gudskelov, at man slet ikke forstår omfanget af, hvad man påtager sig, når man får en lille baby og slet ikke kan rumme tanken om, at han/hun også bliver 15 og 25 og 55 år, for den sags skyld - så tror jeg ikke, ret mange ville turde! 

Tag en dag ad gangen - du vokser med opgaven, og det er sikkert sundt nok også at forberede sig på, at det ikke bliver lutter idyl, når bare ikke dine bekymringer overstiger glæden - for der bliver MASSER af glæde og kærlighed 

Ønskebarnet12 skriver:

Ihh kender altså alt for godt de følelser du ha

Jeg vil sige at tror enhver som er/bliver gravid er bekymret fordi de er så bange for der skal ske noget med den lille bebs, jeg selv var virkelig bekymret da jeg blev gravid, tankerne løb frem og tilbage om jeg mon bliver en god mor og om selve bebsen ville klare det, og var sund og rask. Så kommer man til Nf hvor alt er fint og så høre man at de fleste mærker liv og man stå stadigvæk her og har ikke mærket noget som helst, så når man frem til md hvor alt er fint og det er en lille dreng

så kommer der en tid hvor man er bange for at der skal igen ske noget, da man stadig ikke har mærket rigtigt liv (har en foranliggende moderkage). så nåede jeg de 27-28 uger hvor jeg begyndte og slappe af, og mærkede den lille sparkede, og så kom der jo nogle dage hvor han slet ikke var så aktiv, og der bliver man igen bekymret, så nåede jeg endelig terminen og nu er jeg en uge over og står her og bekymrer mig af helveds til, er bange for han ikke får ilt nok og alt det der.. 

Vi mødre er bare generalt bekymret Nyd din graviditet selvom man bekymre sig, det kan man ikke undgå, tror det bliver værre når de er født, for så bekymrer man sig om alt andet for bebsen

Haha lige præcis  Hvis vores bette trold er en smule stille en dag så er jeg panisk lige indtil hun sparker igen 

Det er simpelthen så dumt  Og jeg PRØVER at nyde det, vi ligger også herhjemme og hygger og vi har aftalt at vi skal synge sang for hende for at hun har noget vanligt og trygt at komme ud til 

Mor og meget mere skriver:

Ærligt? Jeg gjorde mig ingen bekymringer, glædede mig vildt og var ikke i tvivl om, at vi var klar. Og både fødsel og baby- og småbørnsårene gik virkelig som en leg, også med de to næste. 

I dag, hvor jeg har tre teenagere og har været igennem lidt af hvert med dem, er jeg forbløffet over, at jeg tog det hele så let - med årene er det gået op for mig, hvilket kolossalt ansvar, det er at sætte børn i verden, og hvor mange bekymringer, der følger med - livet ud! Jeg ville ikke have været mine børn foruden - de har givet mig SÅ meget - men jeg forstår slet ikke, at vi TURDE sætte dem i verden. 

Gudskelov, at man slet ikke forstår omfanget af, hvad man påtager sig, når man får en lille baby og slet ikke kan rumme tanken om, at han/hun også bliver 15 og 25 og 55 år, for den sags skyld - så tror jeg ikke, ret mange ville turde! 

Tag en dag ad gangen - du vokser med opgaven, og det er sikkert sundt nok også at forberede sig på, at det ikke bliver lutter idyl, når bare ikke dine bekymringer overstiger glæden - for der bliver MASSER af glæde og kærlighed 

Ja jeg glæder mig sindssygt   Bare rolig, intet kan overstige min glæde til vores lille baby.

Men det er jo bare så meget nemmere at bekymre sig og tænke "åh nej", end det er at tænke juhuu det hele er legene let og jeg ved lige præcis hvad jeg går ind til hehe  

-Sigrid- skriver:

Jeg havde de samme tanker, og må bedrøve dig over at bekymringerne kun vokser - men kærligheden og lykken overvokser det lynhurtigt, og for de fleste føltes det helt naturligt at være forældre og forstå baby overraskende hurtigt 

Jaaa, jeg glæder mig virkelig også  Og nej, man holder nok aldrig op med at bekymre sig 

LilleNyPåVej skriver:

Arw, det var da også bare super sødt  Mænd er nu søde når de bliver sentimentale hehe 

Ja det skønt, men meget godt det ikke er hele tiden, vil jeg sige 

LilleNyPåVej skriver:

Jaaa, jeg glæder mig virkelig også  Og nej, man holder nok aldrig op med at bekymre sig 

Hehe nej, men pointen var at når man er gravid tænker man "der kan være noget galt med hånden", når baby kommer ud bliver det udpenslet, og er der NOGET som helst unormalt er man bekymret med det samme

-Sigrid- skriver:

Hehe nej, men pointen var at når man er gravid tænker man "der kan være noget galt med hånden", når baby kommer ud bliver det udpenslet, og er der NOGET som helst unormalt er man bekymret med det samme

Ja det er man nemlig