Hvad tænker/tænkte i om 1. baby?

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

LilleNyPåVej skriver:

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

Puha jeg kender godt alle de ting du skriver  

Nu er jeg så 40+2 og vil bare gerne have min lille mand ud, for jo længere jeg går, jo mere tænker jeg på fødslen, og det er ikke ligefrem positivt!  

Min mand har hele tiden været rigtig god til at være positiv omkring alting, men han er bare så bange for fødslen, så det er lidt svært  

Jeg havde meget svært ved at forstå at jeg faktisk skal være mor, og synes stadig det er underligt, at det er mit barn! Men jeg glæder mig helt vildt til at møde vores lille fis  

Jeg tænker at det først sådan rigtigt går op for en, når man faktisk har født? For det er jo en kæmpe ting i mit hoved at blive forældre  

Håber alt går godt i din graviditet 

Chili skriver:

Puha jeg kender godt alle de ting du skriver  

Nu er jeg så 40+2 og vil bare gerne have min lille mand ud, for jo længere jeg går, jo mere tænker jeg på fødslen, og det er ikke ligefrem positivt!  

Min mand har hele tiden været rigtig god til at være positiv omkring alting, men han er bare så bange for fødslen, så det er lidt svært  

Jeg havde meget svært ved at forstå at jeg faktisk skal være mor, og synes stadig det er underligt, at det er mit barn! Men jeg glæder mig helt vildt til at møde vores lille fis  

Jeg tænker at det først sådan rigtigt går op for en, når man faktisk har født? For det er jo en kæmpe ting i mit hoved at blive forældre  

Håber alt går godt i din graviditet 

Ja jeg tror også først der er ro på tankerne når man faktisk har født, er kommet hjem ,har fundet sig til rette og bare kan nyde den lille skabning man har arbejdet på i så lang tid  

 

Men der var bare en på mit hold der blev helt trist af at vi andre var bekymret da hun så det hele som en leg  Hun havde slet ikke tænkt over alle de bekymringer  Gid jeg kunne gøre som hun gør, tænker jeg bare 

 

Fortalte også lige kæresten at der kun er 13 uger tilbage og så blev han helt panisk haha  Stakkels ham..

LilleNyPåVej skriver:

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

Jeg tænker lidt de samme tanker som dig. Altså, hvordan skal det gå. Kan vi nu også klare det. Er vi "modne" nok. Har vi overblikket. Har vi overskuddet osv. Men hvis jeg sådan oprigtigt spørger mig selv. Så kan jeg mærke indeni at jeg er HELT klar!

Jeg er ikke så langt i min graviditet endnu, så jeg holder lidt igen med at lade glæden gå i fuldt flor. Bare indtil vi er længere henne

Men jeg tillader mig at smile til mig selv i spejlet ind-imellem og til kæresten når vi får øje på hinanden og synkront kommer i tanke om at vi skal være forældre til næste år!

Kh MissMona

MissMona skriver:

Jeg tænker lidt de samme tanker som dig. Altså, hvordan skal det gå. Kan vi nu også klare det. Er vi "modne" nok. Har vi overblikket. Har vi overskuddet osv. Men hvis jeg sådan oprigtigt spørger mig selv. Så kan jeg mærke indeni at jeg er HELT klar!

Jeg er ikke så langt i min graviditet endnu, så jeg holder lidt igen med at lade glæden gå i fuldt flor. Bare indtil vi er længere henne

Men jeg tillader mig at smile til mig selv i spejlet ind-imellem og til kæresten når vi får øje på hinanden og synkront kommer i tanke om at vi skal være forældre til næste år!

Kh MissMona

Ja, det er netop sådan nogle tanker jeg tænker på også 

 

Men jeg føler nu også at jeg tænker anderledes herhjemme, for hjemme der hygger vi jo med at mærke hvordan den bette sparker og puffer rundt og tænker på alle de dejlige stunder hvor hun kommer til at smile, lave lyde osv hehe  - den hygge har vi jo ikke i skolen, der snakker vi bare løs.

 

Kan også godt kigge i spejlet og smile  det er så dejligt alt sammen..

 

Og tillykke med din nyere baby (hvis du ikke er så langt henne) 

LilleNyPåVej skriver:

Ja jeg tror også først der er ro på tankerne når man faktisk har født, er kommet hjem ,har fundet sig til rette og bare kan nyde den lille skabning man har arbejdet på i så lang tid  

 

Men der var bare en på mit hold der blev helt trist af at vi andre var bekymret da hun så det hele som en leg  Hun havde slet ikke tænkt over alle de bekymringer  Gid jeg kunne gøre som hun gør, tænker jeg bare 

 

Fortalte også lige kæresten at der kun er 13 uger tilbage og så blev han helt panisk haha  Stakkels ham..

Jeg kan slet ikke lade være med at bekymrer mig, hele tiden! Det er vel både godt og dårligt tænker jeg  

Min mand sagde 2 dage før termin, "JEG ER IkKE KLAR SKAT"! Så tænkte jeg bare, og hvad skal jeg sige? Det er mig der skal føde 

Men nu er han kølet ned igen og vil også gerne have han kommer ud nu  

Tror også mænd har det sværer på nogle punkter, fordi de som sådan ikke mærker noget barn, de ser kun scanningerne og mærker uden på. Vi har altså livet tæt på os hele tiden  

Chili skriver:

Jeg kan slet ikke lade være med at bekymrer mig, hele tiden! Det er vel både godt og dårligt tænker jeg  

Min mand sagde 2 dage før termin, "JEG ER IkKE KLAR SKAT"! Så tænkte jeg bare, og hvad skal jeg sige? Det er mig der skal føde 

Men nu er han kølet ned igen og vil også gerne have han kommer ud nu  

Tror også mænd har det sværer på nogle punkter, fordi de som sådan ikke mærker noget barn, de ser kun scanningerne og mærker uden på. Vi har altså livet tæt på os hele tiden  

Ja ja, læreren på vores hold syntes det var fint med bekymringerne - vi skulle bare huske det positive og se frem til babyen ankomst og det kan hun jo have ret i  

 

Haha ja, hvad forventede han dog at du ville sige? At du lige klemmer sammen indtil han er parat?  Men ja selvfølgelig er der forskel 

LilleNyPåVej skriver:

Ja ja, læreren på vores hold syntes det var fint med bekymringerne - vi skulle bare huske det positive og se frem til babyen ankomst og det kan hun jo have ret i  

 

Haha ja, hvad forventede han dog at du ville sige? At du lige klemmer sammen indtil han er parat?  Men ja selvfølgelig er der forskel 

Præcis  

Hvis han ikke er klar, så bliver han det når han ser sin søn  

Lidt sødt, igår aftes da vi skulle til at sove, lagde han hånden på min mave og sagde godnat til lillemanden, og da han var færdig, kiggede han på mig, med julelys i øjnene og sagde, tænk, at det faktisk er min søn! Jeg kan kalde ham MIN SØN!  Totalt stolt  Så bliver jeg glad 

Chili skriver:

Præcis  

Hvis han ikke er klar, så bliver han det når han ser sin søn  

Lidt sødt, igår aftes da vi skulle til at sove, lagde han hånden på min mave og sagde godnat til lillemanden, og da han var færdig, kiggede han på mig, med julelys i øjnene og sagde, tænk, at det faktisk er min søn! Jeg kan kalde ham MIN SØN!  Totalt stolt  Så bliver jeg glad 

Arw, det var da også bare super sødt  Mænd er nu søde når de bliver sentimentale hehe 

LilleNyPåVej skriver:

Hej tøser 

 

Jeg går pt på en højskole for gravide og i dag valgte vores lære at vi skulle hører hvordan det gik med os alle om vores tanker om vores graviditet 

 

Jeg er selv første gangs fødende og jeg var enig med mange af de andre tøser fra min gruppe - vi er så bekymrede  

-Tænk nu hvis dit og dat med den lille

-Måske er det hele en joke og vi skal slet ikke have en baby 

-Bliver jeg en god mor?

-Hvordan bliver fødslen? Der skal alligevel 4kg ud af mig 

-Vil kommunen tage den bette fra mig? 

 

osv osv. Altså der er et ton af bekymringer, selvom det er fuldstændig absurd hehe. Og som vores lære sagde, så er det fint at vi bekymre os, og det gør os jo bare til bedre forældre - MEN hvorfor tænker vi ikke over de positive ting? 

 

Hun har ret? Altså når jeg går tur med kæresten og hunden så går vi og tænker på lykkelige øjeblikke hvor den bette fniser i barnevognen over at hunden render og leger osv   Hehe, men det er jo faktisk oftest at det er bekymringerne der kommer op, det at stå med et lille bitte væsen og at det ens eget, man kan jo ikke bare give babyen videre til forældrene - vi er forældrene  SHOK..

 

Måske er det bare ikke gået op for mig at jeg skal være mor, sådan at jeg virkelig kan slappe af og nyde det - men det er jo også min første så har aldrig været mor før hehe 

 

Er forresten 27 uger henne, mon ikke snart det fiser ind på lystavlen at jeg bærer rundt på en dejlig lille skabning 

 

Hvad tænkte i andre om jeres første graviditet, eller ja, tænker i for den sags skyld også det om jeres eventuelle 2. graviditet?  Blev bare lidt nysgerrig nu vi havde det oppe og vende i dag i skolen 

jeg tænker først: fantastisk alt er godt derinde..

derefter tænker jeg : shiiiiiiiiiiit JEG KLARE DET ALDRIG!