Hemmeligheden...

Tak for jeres svar, det giver en masse at tænke over. Vidste slet ikke det var så 'almindeligt' at fortælle det tidligt, har jo bare altid hørt den med at man venter til man er ca. 3 mdr henne...

Jeg har ikke noget arbejde for tiden, så jeg går jo bare rundt med det herhjemme for mig selv mens kæresten er på arbejde. Og jeg er jo nødt til at respektere hvis han gerne vil holde det hemmeligt lidt længere. Jeg skal dog til fest hos nogle venner i næste weekend og jeg ved de vil undre sig meget hvis jeg ikke skal drikke andet end sodavand. Vi venter i hvert fald med at dele nyheden med alt og alle på FB i noget tid endnu

Stort tillykke, jeg ville nok vente til efter NF scanningen med at fortælle noget om det.

Vi sagde ikke noget før uge 15  

Men hvad siger man så når veninderne, som godt ved at man har smidt p-pillerne, spørger hvordan det går med 'projektet'? Især når jeg nu har den her ene veninde hvor jeg kom til at nævne at min mens var forsinket...

Vil bare lige sige at det er langt fra alle læger der gør noget, hvis man selv har testet positiv, da deres tests virker på samme måde, så det er ikke sikkert lægen be eller af kræfter noget.

I forhold til hvornår man skal fortælle det, så er det helt op til en selv synes jeg. Jeg fortalte en søster det i uge 5 mine forældre i uge 8 og svigerforældrene i uge 11. Jeg har valgt ikke at offentliggøre det på facebook, men synes det er fuldstændig op til jer selv, der er ikke noget rigtigt eller forkert

Og så lige et rigtig stort tillykke med den positive test

Ville bare sige stort tillykke og fortælle at jeg også lige har opdaget at jeg er gravid 6+2, ikke planlagt men vi beholder det

Jeg har i mange år haft en forestilling om at den dag det skete ville jeg holde det hemmeligt i mindst et par måneder, men efter tre dage kunne vi ikke holde på hemmeligheden længere.

Det skal så lige siges at vi ikke bor sammen endnu og jeg midlertidigt bor hos min mor (efter et økonomisk grimt brud fra min eks) og det ville nok være begrænset hvor længe jeg kunne holde symptomerne hemmeligt, da jeg to dage før testen begyndte at få kvalme (som så er aftaget igen).

Men det korte og det lange er, at det er blevet modtaget meget mere positivt blandt familie og venner end forventet, så fortæl det endeligt, det er dejligt at have nogen at snakke med om det

sulo skriver:

 

Men det korte og det lange er, at det er blevet modtaget meget mere positivt blandt familie og venner end forventet, så fortæl det endeligt, det er dejligt at have nogen at snakke med om det

Tillykke til dig også

Jeg syntes godt nok også lidt at jeg mangler at kunne snakke med nogen om det - men det hjælper lidt at jeg er blevet medlem hér.

Nu er jeg spændt på hvordan jeg har det i næste uge, har nemlig ikke haft kvalme endnu, så må vi se om jeg får det. Mener engang min mor har nævnt noget om, at det fik hun ikke rigtig og min søster vist heller ikke så meget da hun var gravid, så kanske jeg er heldig...

Mange gange tillykke med den lille spire!

Vi fortalte vores forældre og søskende det få dage efter jeg havde testet positivt - også nogle af vores næreste venner.. Grunden til jeg ønskede at fortælle det tidligt var, HVIS nu der skulle ske noget, så ville jeg have brug for støtte fra flere end min kæreste, og jeg ville 100% have brug for min moooar, hvilket jeg ikke har fået, for alt er som det skal være

Bedsteforældre fik det af vide efter vi havde været til lægebesøg første gang, hvor det blev bekræftet og jeg blev kigget lidt på i understellet, hvor hun kunne se, at jeg var lidt "lilla" i farven, hvilket man åbenbart er som gravid - og derefter gik rygtet hurtigt i familien, hvilket vi ikke syntes var ubehageligt..

Da vi havde været til vores "første NF", smed vi et billede og nyheden på facebook, hvor resten af de "løse" venner fik det af vide.. Grunden til vi var ti 2 NF'er var, at jeg var sat en uge for langt i forhold til hvad jeg var, så bebs var for lille til hun kunne måle det hun skulle

Men hvis du føler for at fortælle det nu, så gør det, hvis ikke, så vent

Hej og tillykke

Jeg har oplevet at miste i uge 6. Det resulterede i en langtrukken og kompliceret omgang. Dengang var jeg SÅ glad for, at vi ikke havde sagt det til nogen og kunne "nøjes" med at betro os til de nærmeste. Det havde været meget hårdt at skulle berette om den hårde oplevelse for alle mulige, synes jeg.

Denne gang har vi ventet til efter NF, kæresten har haft svært ved at vente, men jeg insisterede! Jeg havde brug for at gå og turde tro på det i ro og mag og dele det med ham alene i et stykke tid.

Jeg er blevet spurgt om det direkte flere gange mens jeg har været gravid denne gang, men har svaret undvigende eller bare sagt "det går godt, vi prøver". Det har været svært at fortie, men det var bedst for mig.

Her er desuden to større børn involveret, som også har en masse følelser i spil - jeg ville gerne være ret sikker på, at graviditeten er sund, før de skulle inddrages og de skulle ikke høre det a omveje - så den har vi også skulle tage hensyn til. Endnu en grund til at jeg gerne ville vente.

NF gik godt og jeg er nu i uge 14. Det føles som det helt rigtige tidspunkt for os at "go public". Efter alt det hemmelighedskræmmeri, som ikke normalt er min stil - er det en lettelse at kunne fortælle det frit.

Held og lykke med graviditeten.