endnu et suk herfra...

er bare så ked af det på dine vegne. Jeg tror på at det er et stort skridt for dig at komme ud med det og ikke vælge at gemme sig bag anonymiteten. Det er fandeme FLOT.! 

Der er en vej ud. Det er ikke sikkert du har fundet den endnu og derfor kan det hele virke lidt uoverskueligt, men den kommer. Kan selv se tilbage på en tid hos psykolog, hvor jeg ikke kunne finde hoved og hale i min vrede og følelser. Uanset hvad er den bratte afslutning på livet aldrig den rigtige vej ud, og den der kæmper, sejrer også.

Noget jeg gjorde, da jeg ikke kunne finde lyset i mørket var at skrive en masse sedler, hvor der stod en masse positive ting, en positiv ting på hver seddel og så blev de hængt rundt om i lejligheden. Manden skrev også sine egne sedler, om hvad jeg betød får ham og hvad han syntes om mig. 

Derudover brugte jeg 5 min hver dag på at kigge mig selv i spejlet og fortælle mig selv hvor smuk jeg var og at jeg var god nok mm. Mega hårdt i starten, men efterhånden begyndte jeg at tro på det og jeg begyndte at smile, når jeg fortalte mig de ting

til sidst malede vi et billede sammen. Blå baggrund, så skrev vi ting på , som jeg forbinder med noget positivt, men forskellig farver maling, 12 ord fordelt over hele lærredet. Så skrev vi med sprittusch, You are beautiful, you are happy, keep smiling, - den hænger stadig ved siden af min seng og bliver så glad hver gang jeg kigger på den. Har ikke brug for den mere, men den minder om en hård tid, hvor jeg til sidst fandt lyset.

derudover kan medicin være en god ide. Har selv været på det, og det hjalp mig, er ikke på det mere,var nødt til a stoppe, da jeg blev gravid, men de gav mig det sidste skub i den rigtige retning

Hvor er det stærkt af dig at gøre oprør! Ønsker det bedste for dig fremover!!

Gardenia skriver:

Du skal ud med det. Hellere herinde hvor vi er mange til at rumme dig og give dig svar end hjemme hos dine elskede.

Jeg var 6 da min far begyndte. Det var i det små men udviklede sig over et års tid til fuldbyrdede voldtægter der stod på de næste 4 års tid. Da jeg var 18 vejede jeg 31 kg. Da jeg var 25 var jeg færdig med at lade det gå ud over min krop. Jeg begyndte til boksning og jeg lammetævede den boksepude. Jeg er 32 idag og han har 0 magt over mig. Mit had er ikke mindre, det er det jeg lever af idag. Det er det der får mig til at rejse fra min seng og modtage hvad livet har at byde på med oprejst pande, det er ikke MIG der er svinet her. Den der dybe rumlen jeg får når jeg tænker på hvad han har taget fra mig, er det der gør at jeg med sikkerhed kan sige: Finder jeg ud af han har rørt ved nogen af mine 6 søskende, 2 af dem kender jeg, så slår jeg ham ihjel. Uanset om det er den lille dreng der lige er født eller om det er den ældste af de 4, en pige på 18. Han vil tabe den konfrontation fordi jeg har ventet på det siden jeg var den lille pige der lå i mørket og bare ventede på der var en eller anden der kom og hjalp mig.

Se det som en styrke, det har jeg valgt at gøre. Dit had vil styrke dig til at blive et bedre menneske end han magtede. Jeg ville bare dele med dig, fortælle dig vi er mange. Du kommer bare, hvis du har brug for det.

 

ja vi er rigtig mange,  og mange kommer aldrig rigtigt videre, desværre er det et kæmpe tabu og der er ikke ret mange der har forståelse for hvor meget det rent faktisk ødelægger, selv mange år efter