Har haft en uge med mange angst tilfælde og er af psykologen blevet rådet til at få skrevet tingene ned, så nu bliver det jer, der kommer til at "lægge ører til" igen igen...beklager på forhånd at det bliver langt
jeg orker ikke at skrive som anonym, da jeg synes det emne alt for længe har været tabu...
Til dig
Du var der som en far bør være der for sin datter, især på de tidspunkter, hvor den anden ikke kunne være der, jeg så op til dig, respekterede dig, elskede dig, som kun et barn kan elske, den der er der i hverdagen.
Du var den der var der når tingene drillede, du var den der var der til at trøste når min far igen igen svigtede pga. druk.
Vi havde det godt sammen, hvorfor skulle du så ødelægge det?
Du valgte at udnytte min respekt og tillid til dig, du valgte at smide alt det vi havde sammen, ud af vinduet.
Jeg fik mange gode oplevelser i Østrig, men på hvilken bekostning?
Alt jeg har nu er en tilværelse, der ligger i ruiner, det eneste der kan holde mig oppe er min datter og den mand der har vist mig, hvordan man behandler det modsatte køn, med respekt.
Er du mon klar over, hvor meget du har ødelagt?
Er du klar over, hvor svigtet jeg har følt mig?
Er du klar over, hvor stor smerte du har påført mig?
Nu skal jeg ridse det op for dig;
Du har ødelagt ALT det vi havde sammen engang, du har påført mig så meget smerte, både fysisk og psykisk, du har svigtet mig, som intet barn bør svigtes.
Alt min psykiske smerte har taget overhånd, jeg kan ikke længere holde min vrede tilbage.
Jeg er vred på dig, på Aase, på alle de der burde have grebet ind dengang, men mest af alt på dig.
Hvad fa.... havde du tænkt dig?
At alt bare skulle fejes ind under gulvtæppet sammen med alt det andet lort?
At jeg ville glemme og sidenhen tilgive?
Børn er lette at manipulere med, og jeg var tilsyneladende et let offer, for dine perverterede tanker, var der mon en grund til at du i sin tid blev kaldt trussetyven?
Alle de ting du gjorde mod mig, står sløret for mig, men mere og mere kommer frem.
Alle de gange i lastbilen, min krop var bare en tom skal, jeg lærte efterhånden at fokusere på andre ting og bare vente på at det var overstået, jeg hadede når du smurte mig med vaseline forneden, hadede følelsen af dine fingre der var steder de ikke burde være og slet ikke på et barn, jeg hadede dig når du sagde at det var normalt og at det var ok.
Dengang med gearstangen, er du mon klar over HVOR ydmyget jeg følte mig?, det sidder dybt i mig og smerter langt langt inde.
Jeg hadede hver gang du ”listede” dine hænder op under min t-shirt når jeg sov, du ville bare ”putte” lidt, jeg vidste udmærket hvad der ventede og turde ikke gøre modstand.
Men aldrig i mit liv har jeg følt mig så ydmyget og udstillet, som da du bad mig gnide mine kønsdele mod gearstangen, mens vi kørte, alle kunne se lige ind i kabinen, men ikke en eneste gjorde tegn til at stoppe dig eller hjælpe mig ud af noget så pinligt.
Den oplevelse traumatiserede mig for livet.
Lige nu, gælder mit liv Jessi og Henrik, jeg siger farvel til dig og alt det onde du har bragt ind i mit liv, jeg orker ikke at tænke mere på dig.
Du er, i mine øjne ikke andet end et perverteret lille svin, der udnytter de der holder mest af dig, jeg elskede dig, det gjorde jeg virkelig, men det fik du ødelagt, dengang, du første gang forbrød dig mod min spinkle krop, smerten, angsten og panikken over ikke at kunne flygte, glemmer jeg ALDRIG.
Man siger at modstand gør stærkere og at man skal igennem meget skidt før alt bliver godt igen.
Jeg synes jeg har taget min del af det dårlige, du har kostet mig en indlæggelse på psykiatrisk afd., min selvtillid, mit selvværd, mit selvstændige jeg.
Jeg har ikke lyst til at leve, med den smerte mere, jeg kan ikke holde til det.
Jeg har grædt snot i stænger, jeg har raset, jeg har råbt og skreget, men intet har hjulpet, det der hjælper mig nu, er at se fremad på en fremtid som ikke indebærer dig eller andre der ikke vil mig det godt.
Tilgive dig kommer jeg aldrig til og jeg håber du får den straf du fortjener, i mit univers er der ikke nogen straf der er hård nok.
Det er slut...
