Fortælle nyheden sent?

Monski skriver:

Jeg fortalte det først i uge 19 og det er jeg faktisk super glad for!
Nu var jeg kun 17, så mine forældre vidste det selvfølgelig.
Jeg synes det var rigtig rart selv at få alt klaret og sådan inden, for så har man sgu også et svar til aaaaalle de spørgsmål der bliver stillet

Ja, kan godt forstå at du i din situation ventede - rart at det også føltes bedst for dig.

Jeg er 36 og har været sammen med min kæreste i 4½ år - vi har boet sammen i snart 4 år. Så jeg tror ikke, der er nogen der bliver særlig overraskede - tror vi slipper for en del spørgsmål - men der kommer sikkert en masse andre, end dem du prøvede at undgå.

110811 skriver:

Første graviditet var jeg hurtig ude og det var ingen hemmelighed efter uge 10. Denne gang er jeg mere tilbageholdende. Har ikke fortalt det til nogen, men min mor gættede det for 14 dage siden. Er 10+0 i dag. Man kan sku ikke sjule noget for en mor! Jeg ville gerne vente så længe som muligt denne gang - jeg har blødt meget i starten af graviditeten, så jeg er bare så nervøs for at tingene ikke går godt. Alt er fint og baby vokser som den skal og har fået en del scanninger hvor der ses en fin udvikling, så risikoen for at jeg aborterer er jo minimal. Men stadig - blod+graviditet hænger ikke sammen og gør en nervøs. Jeg vil tro jeg venter til jeg ikke kan skjule maven mere...

Hæ, hæ - tror også min mor har regnet den ud - hun vil bare ikke spørge direkte, selvom det har været tæt på et par gange. Jeg er af andre blevet spurgt direkte - og der er mit svar: "Vi prøver."

Jeg har også blødt (lidt) men har 2 fine scanninger, med hjerteblink og fin vækst (seneste scanning i uge 9, har dog haft en lille bitte smule brunt i sidste uge , men det var så lidt at jeg valgte ikke at reagere - sp jeg er  meget spændt på NF på onsdag.

Tror også en del af min tibageholdenhed skyldes en mislykket og meget kompliceret graviditet/ufrivillig abort for et års tid siden. Dengang fortalte vi det først bagefter, til særligt udvalgte, som vi havde lyst til at betro os til. Det var en lettelse, ikke at skulle fortælle det til alle mulige bekendte, der i bedste mening ville spørge ind til det

Selvom jeg har en trang til at vente, så føler jeg også at min kæreste skal have noget at have sagt - det er trods alt også hans potentielle barn, som forhåbentlig ligger derinde og basker rundt

Tanja1234 skriver:

Jeg har også været så uheldig at prøve og miste. Det var da jeg var 12+1 og vi skulle ahve været til NF et par dage senere.

Vi havde fortalt om graviditeten til familie, venner og på jobbet. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt. Det var meget nemmere for folk at forstå hvorfor vi havde det som vi nu havde.

Hele dialogen med andre var også nemmere fordi de jo vidste hvor glade vi var og hvor meget vi havde glædet os.

Da jeg blev gravid 2. gang fortalte vi det igen meget hurtigt til vennerne, familien og vores respektive arbejdsgivere.

Jeg kan ikke finde på nogen årsag til at gå og holde sådan stor glæde inde i sig selv. Jeg elskede at dele det med mine nærmeste - begge gange

Er ked af at du oplevede at miste i uge 12 - det må have været svært.

Kan sagtens forstå din poiente med at det kan være rart at have det ude i det åbne, så man kan få trøst og opbakning, hvis det går galt.

Pt er jeg jobsøgende, men starter i en løntilskudsstilling pr 1/11 og indtil barslen. Jeg fortalte det til chefen, ved "jobsamtalen" - og vil også sige det til de nye kollegaer - men kender dem slet ikke endnu, så det er en helt anden situation.

Jeg tror vi fortæller det til vores omgivelser efter NF - og det er jeg sikker på, at familie og venner vil kunne forstå.

Min kæreste er som skrevet ret ivrig efter at fortælle det til sine nærmeste og på sit job (han har fortalt det til chefen, da vi var til akutscanning i uge 8 pga blødning). Og de argumenter du kommer med, dem har vi også vendt. Jeg kan sagtens se den vinkel på det. Det vil jo også være lidt træls først at skulle komme og fortælle om det, hvis det er gået galt.

Nu er NF så tæt på, at det nok blive milipælen.

morethanperfect skriver:

Det er jo forskelligt

Vi fortalte det i uge 6 ..

Ja, heldigvis er vi forskellige!

Uge 6 var der, det gik galt for mig sidst, så jeg turde ikke tro på det så tidligt denne gang.

Snehund skriver:

Da jeg lige opdagede graviditeten, havde jeg lyst til at fortælle det til alle mulige. Men jeg besluttede, sammen med min kæreste, at vi ville vente til efter NF, som er senere på ugen,

Nu er jeg blevet vant til, at vi har hemmeligheden for os selv (bort set fra herinde). Man kan ikke se det på mig endnu. Jeg er dog blevet spurgt om det mange gange på det sidste, da jeg tidligere ikke har lagt skjul på at jeg gerne vil, men har nu svaret undvigende.

Sagen er, at jeg lige nu faktisk slet ikke har lyst til at fortælle det til nogen!

Jeg har mest lyst til at vente helt til efter MD, eller når det ikke længere kan skjules. Det er som om, at jeg først tør tro på, at det er rigtig sikkert, hvis MD går godt. Måske skyldes det, at jeg har prøvet at miste og ikke tager noget for givet. Men en vellykket MD er jo heller ikke nogen garanti - og som en klog kone har sagt: "Hvis du glæder dig nu, kommer den glæde ikke dårligt tilbage - uanset udfaldet. Hvis du bekymrer dig nu og alt går godt, så spilder du tiden nu - så bare glæd dig!"

Min kæreste længes efter at dele det med sin omverden, han går og vist mest og venter på at jeg "gir grønt lys". Men respekterer, at jeg gerne vil vente til efter NF - jeg er sikker på, at han ikke går med til at vente endnu længere.

Altså, jeg  vil jo så gerne dele glæden med andre - men hvad nu hvis det går galt? Så skal man jo også involvere folk i "tragedien" - men det er måske også en lettelse at kunne tale frit om det, hvis man skal igennem en svær sorg. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håber bliver aktuelt.

Hvad er jeres erfaring/tanker? Hvornår vil I fortælle det?

Kan nikke så genkende til dine tanker og følelser. Vi valgte først at fortælle det efter NF hvor jeg var over de 12 uger. Jeg kan selv huske lige fra da jeg testede positiv ville jeg fortælle det til alt og alle men eftersom tiden gik, forsvandt det lidt, og havde også bare lyst til at vente til 20 uge, havde slet ikke lyst til at fortælle det til nogen! Følte mig slet ikke klar.

Men der er jo selvfølgelig ingen garanti men var så lettet da det endelig kom ud, for det er jo en kæmpe hemmelighed

Første gang som endte i en MA fortalte vi det i 7 uge, vi kunne jo ikke have gjort det anderledes - andet end at vi ville have manglet den støtte fra venner og familie da vi mistede. Men kunne godt mærke på mig selv og kæresten, at det nok var bedst vi ventede til NF var overstået, men åh, det var så svært!!! Jeg var SÅ syg af kvalme, jeg tabte mig, brækkede mig, blev endda meldt ud af min skole på grund af jeg var så dårlig - det var så svært at holde hemmeligt!

Men hvis du ikke føler dig klar, så vent, det er jo kun dig selv der kan mærke hvornår du føler dig klar til at fortælle jer jeres søde lille hemmelighed

Al held og lykke