Fortælle nyheden sent?

Da jeg lige opdagede graviditeten, havde jeg lyst til at fortælle det til alle mulige. Men jeg besluttede, sammen med min kæreste, at vi ville vente til efter NF, som er senere på ugen,

Nu er jeg blevet vant til, at vi har hemmeligheden for os selv (bort set fra herinde). Man kan ikke se det på mig endnu. Jeg er dog blevet spurgt om det mange gange på det sidste, da jeg tidligere ikke har lagt skjul på at jeg gerne vil, men har nu svaret undvigende.

Sagen er, at jeg lige nu faktisk slet ikke har lyst til at fortælle det til nogen!

Jeg har mest lyst til at vente helt til efter MD, eller når det ikke længere kan skjules. Det er som om, at jeg først tør tro på, at det er rigtig sikkert, hvis MD går godt. Måske skyldes det, at jeg har prøvet at miste og ikke tager noget for givet. Men en vellykket MD er jo heller ikke nogen garanti - og som en klog kone har sagt: "Hvis du glæder dig nu, kommer den glæde ikke dårligt tilbage - uanset udfaldet. Hvis du bekymrer dig nu og alt går godt, så spilder du tiden nu - så bare glæd dig!"

Min kæreste længes efter at dele det med sin omverden, han går og vist mest og venter på at jeg "gir grønt lys". Men respekterer, at jeg gerne vil vente til efter NF - jeg er sikker på, at han ikke går med til at vente endnu længere.

Altså, jeg  vil jo så gerne dele glæden med andre - men hvad nu hvis det går galt? Så skal man jo også involvere folk i "tragedien" - men det er måske også en lettelse at kunne tale frit om det, hvis man skal igennem en svær sorg. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håber bliver aktuelt.

Hvad er jeres erfaring/tanker? Hvornår vil I fortælle det?

Jeg fortalte de nærmeste det ret hurtigt! Alle tæt på mig vidste det inden 12 uge. 

Jeg ønskede at fortælle dem det personligt og at det ikke var noget de skulle gætte sig til eller høre fra andre. Jeg havde også besluttet at det måtte være nemmere at forklare et evt. tab, hvis de andre i første omgang vidste at man var gravid (ærgerligt at man skal tænke på den måde! Men det gør man jo.)

Resten af "verden" fik det at vide da jeg var 18 uger henne (lige inden MD scanning). Det var egentlig kun fordi det var 1. april at vi synes det var sjovt at offentliggøre ellers havde vi nok også ventet til folk selv havde gættet det

Stort tillykke med graviditeten 

Ka+Ma=Be skriver:

Jeg fortalte de nærmeste det ret hurtigt! Alle tæt på mig vidste det inden 12 uge. 

Jeg ønskede at fortælle dem det personligt og at det ikke var noget de skulle gætte sig til eller høre fra andre. Jeg havde også besluttet at det måtte være nemmere at forklare et evt. tab, hvis de andre i første omgang vidste at man var gravid (ærgerligt at man skal tænke på den måde! Men det gør man jo.)

Resten af "verden" fik det at vide da jeg var 18 uger henne (lige inden MD scanning). Det var egentlig kun fordi det var 1. april at vi synes det var sjovt at offentliggøre ellers havde vi nok også ventet til folk selv havde gættet det

Stort tillykke med graviditeten 

Tusind tak

Og tak fordi du delte dine erfaringer og tanker.

Ja, tror nu også jeg holder fast i at offentliggøre det efter NF, håber  den går godt

Vi ventede til uge 15.. Men havde det stået til mig, og havde jeg kunne skjule det, så havde jeg gerne ventet til jeg havde født !  

man bliver ultra utålmodig når man først har fortalt det til folk. og de så spørger hele tiden om der ikke snart sker noget osv. 

Første graviditet var jeg hurtig ude og det var ingen hemmelighed efter uge 10. Denne gang er jeg mere tilbageholdende. Har ikke fortalt det til nogen, men min mor gættede det for 14 dage siden. Er 10+0 i dag. Man kan sku ikke sjule noget for en mor! Jeg ville gerne vente så længe som muligt denne gang - jeg har blødt meget i starten af graviditeten, så jeg er bare så nervøs for at tingene ikke går godt. Alt er fint og baby vokser som den skal og har fået en del scanninger hvor der ses en fin udvikling, så risikoen for at jeg aborterer er jo minimal. Men stadig - blod+graviditet hænger ikke sammen og gør en nervøs. Jeg vil tro jeg venter til jeg ikke kan skjule maven mere...

Snehund skriver:

Da jeg lige opdagede graviditeten, havde jeg lyst til at fortælle det til alle mulige. Men jeg besluttede, sammen med min kæreste, at vi ville vente til efter NF, som er senere på ugen,

Nu er jeg blevet vant til, at vi har hemmeligheden for os selv (bort set fra herinde). Man kan ikke se det på mig endnu. Jeg er dog blevet spurgt om det mange gange på det sidste, da jeg tidligere ikke har lagt skjul på at jeg gerne vil, men har nu svaret undvigende.

Sagen er, at jeg lige nu faktisk slet ikke har lyst til at fortælle det til nogen!

Jeg har mest lyst til at vente helt til efter MD, eller når det ikke længere kan skjules. Det er som om, at jeg først tør tro på, at det er rigtig sikkert, hvis MD går godt. Måske skyldes det, at jeg har prøvet at miste og ikke tager noget for givet. Men en vellykket MD er jo heller ikke nogen garanti - og som en klog kone har sagt: "Hvis du glæder dig nu, kommer den glæde ikke dårligt tilbage - uanset udfaldet. Hvis du bekymrer dig nu og alt går godt, så spilder du tiden nu - så bare glæd dig!"

Min kæreste længes efter at dele det med sin omverden, han går og vist mest og venter på at jeg "gir grønt lys". Men respekterer, at jeg gerne vil vente til efter NF - jeg er sikker på, at han ikke går med til at vente endnu længere.

Altså, jeg  vil jo så gerne dele glæden med andre - men hvad nu hvis det går galt? Så skal man jo også involvere folk i "tragedien" - men det er måske også en lettelse at kunne tale frit om det, hvis man skal igennem en svær sorg. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håber bliver aktuelt.

Hvad er jeres erfaring/tanker? Hvornår vil I fortælle det?

Jeg har også været så uheldig at prøve og miste. Det var da jeg var 12+1 og vi skulle ahve været til NF et par dage senere.

Vi havde fortalt om graviditeten til familie, venner og på jobbet. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt. Det var meget nemmere for folk at forstå hvorfor vi havde det som vi nu havde.

Hele dialogen med andre var også nemmere fordi de jo vidste hvor glade vi var og hvor meget vi havde glædet os.

Da jeg blev gravid 2. gang fortalte vi det igen meget hurtigt til vennerne, familien og vores respektive arbejdsgivere.

Jeg kan ikke finde på nogen årsag til at gå og holde sådan stor glæde inde i sig selv. Jeg elskede at dele det med mine nærmeste - begge gange

Snehund skriver:

Da jeg lige opdagede graviditeten, havde jeg lyst til at fortælle det til alle mulige. Men jeg besluttede, sammen med min kæreste, at vi ville vente til efter NF, som er senere på ugen,

Nu er jeg blevet vant til, at vi har hemmeligheden for os selv (bort set fra herinde). Man kan ikke se det på mig endnu. Jeg er dog blevet spurgt om det mange gange på det sidste, da jeg tidligere ikke har lagt skjul på at jeg gerne vil, men har nu svaret undvigende.

Sagen er, at jeg lige nu faktisk slet ikke har lyst til at fortælle det til nogen!

Jeg har mest lyst til at vente helt til efter MD, eller når det ikke længere kan skjules. Det er som om, at jeg først tør tro på, at det er rigtig sikkert, hvis MD går godt. Måske skyldes det, at jeg har prøvet at miste og ikke tager noget for givet. Men en vellykket MD er jo heller ikke nogen garanti - og som en klog kone har sagt: "Hvis du glæder dig nu, kommer den glæde ikke dårligt tilbage - uanset udfaldet. Hvis du bekymrer dig nu og alt går godt, så spilder du tiden nu - så bare glæd dig!"

Min kæreste længes efter at dele det med sin omverden, han går og vist mest og venter på at jeg "gir grønt lys". Men respekterer, at jeg gerne vil vente til efter NF - jeg er sikker på, at han ikke går med til at vente endnu længere.

Altså, jeg  vil jo så gerne dele glæden med andre - men hvad nu hvis det går galt? Så skal man jo også involvere folk i "tragedien" - men det er måske også en lettelse at kunne tale frit om det, hvis man skal igennem en svær sorg. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håber bliver aktuelt.

Hvad er jeres erfaring/tanker? Hvornår vil I fortælle det?

Det er jo forskelligt

Vi fortalte det i uge 6 ..

Lahn11 skriver:

Vi ventede til uge 15.. Men havde det stået til mig, og havde jeg kunne skjule det, så havde jeg gerne ventet til jeg havde født !  

man bliver ultra utålmodig når man først har fortalt det til folk. og de så spørger hele tiden om der ikke snart sker noget osv. 

Hæ, hæ - ja det kan jeg godt forestille mig - at andres nysgerrighed og utålmodighed kan være lidt stressende