Jeg prøver at lade være... Men det er jo så svært... Jeg vil jo gerne og han vil jo også gerne... Men nej for det meste er det Anders der tager ham... Og det bøder jeg jo så også for... Silas er fuldstændig ligeglad med om jeg går ud af døren, men går Anders, så bryder hele hans verden sammen og der er jeg altså bare ikke god nok til at trøste synes han...
Så det at man ikke er der helt ligeså meget for sin søn har godt nok sine ulemper 
Ikke fordi jeg vil have at han skal græde, det må man ikke misforstå... Men føler mig bare sådan lidt... Overflødig, hvis du forstår? 
kan sagtens følge dig...
Jeg får også nogle gange helt dårlig samvittighed... de er jo stadigvæk meget små - selvom de skal være storebrødre. og de har jo ikke bedt om det, så nogle gange kan jeg godt på en helt klump i halsen når Viktor står og vil op til mig, men jeg så er nødt til at "afvise" ham..
Synes dog heldigvis ikke at han virker til at bære "Nag" eller hvad man nu skal kalde det... Men på den ene eller den anden måde kommer man vel ikke udenom at de blir lidt mere far-afhængige, da de jo lynhurtigt opfatter at mor ikke kan tage mig ligeså meget som far gør for tiden... 
Jeg synes dog at det er rigtig vigtigt at vi også tænker på os selv.. det er bedre at være en glad mor som ikke har ondt end en mor som konstant ser trist ud fordi bækkenet værker...
vi bruger meget at jeg sidder på gulvet med Viktor og leger, og så leger vi fange eller gemme hvor man sagtens kan være med uden der er løft involveret 
Anmeld