hvis man tabte

hvis nu man tabte en sag.
hvis man nu stod med denne besværlige, men meget elskelige dreng. som bare ikke har det nemt.
for 5 år siden flyttede drengen hjem til hans far. fordi hans mor ikke ku magte ham. nu ønsker hun ham tilbage.
mine børn og jeg flyttede sammen med min mand og hans søn for et år siden. dengang havde moderen det stadig svært og var meget uligevægtig. nu har hun fået det bedre, er kommet i behandling for det samme som hendes søn kæmper med. og ønsker brændende sin søn hjem igen.
efter lange overvejelser har min mand valgt at gi sig. moderen truer med en retsag hvis hun ikke får sin vilje, og hun har fortalt sønnen at hun vil kæmpe for at få ham hjem. sønnen har det skidt da han ved at mor og far ikke enes ret godt.
min mand ved godt at det måske ikke er det bedste for drengen, men har samtidig valgt at drengen ikke skal trækkes igennem en retsag, for til sidst måske at sku vælge mellem sin mor og far. så han har sagt ja til at drengen kan flytte.... men kæmper nu mod tårene, og tanken om at han begår sit livs fejl.
hvad gør man? hvordan vænner man sig til tanken? hvordan støtter jeg min mand bedst i så svær en situation, og hvordan vænner man sig til pludselig at være weekend forældre, når vi i forvejen har 3 børn, og en lille ny på vej??
der er så mange spørgsmål, og jeg mangler virkelig svar.

nutche skriver:

hvis nu man tabte en sag.
hvis man nu stod med denne besværlige, men meget elskelige dreng. som bare ikke har det nemt.
for 5 år siden flyttede drengen hjem til hans far. fordi hans mor ikke ku magte ham. nu ønsker hun ham tilbage.
mine børn og jeg flyttede sammen med min mand og hans søn for et år siden. dengang havde moderen det stadig svært og var meget uligevægtig. nu har hun fået det bedre, er kommet i behandling for det samme som hendes søn kæmper med. og ønsker brændende sin søn hjem igen.
efter lange overvejelser har min mand valgt at gi sig. moderen truer med en retsag hvis hun ikke får sin vilje, og hun har fortalt sønnen at hun vil kæmpe for at få ham hjem. sønnen har det skidt da han ved at mor og far ikke enes ret godt.
min mand ved godt at det måske ikke er det bedste for drengen, men har samtidig valgt at drengen ikke skal trækkes igennem en retsag, for til sidst måske at sku vælge mellem sin mor og far. så han har sagt ja til at drengen kan flytte.... men kæmper nu mod tårene, og tanken om at han begår sit livs fejl.
hvad gør man? hvordan vænner man sig til tanken? hvordan støtter jeg min mand bedst i så svær en situation, og hvordan vænner man sig til pludselig at være weekend forældre, når vi i forvejen har 3 børn, og en lille ny på vej??
der er så mange spørgsmål, og jeg mangler virkelig svar.

Tja...jeg forstår altså ikke din mand...hvis han bare har en lille bitte mistanke om at hans søn ikke får det godt hos sin mor, så skal der da kæmpes og faktisk tror jeg, udfra det du har beskrevet som jeg jo kun kan forholde mig til, at han da må stå rigtig godt.
Og ikke mindst, så har han gjort hvad han kunne..lad os sige at drengen får det virkelig skidt hos moderen og det kommer til at skade ham på sigt, hvad vil din mand så svare når hans søn engang spørger ham hvorfor han lod ham flytte til en mor der ikke magtede ham...og skadede ham?? Vil han kunne leve med det?
Ja, en retsag er hård, men hvad er alternativet for drengen....og nej, de spørger ikke et lille barn på 5 år hvor det helst vil bo...det hverkan kan eller skal man da give så lille et barn ansvar for.
Så ikke helt svar på dit spørgsmål..undskyld, men får ondt af den lille dreng, som er så presset og bare skal have nogen der bestemmer hvor og hvordan hans liv skal være...lige nu rives han jo midt over.
Din mand vælger den nemme løsning...ikke den bedste, i min verden..
Knus Eva..som synes I skal kæmpe for den bette dreng.

Eva skriver:



Tja...jeg forstår altså ikke din mand...hvis han bare har en lille bitte mistanke om at hans søn ikke får det godt hos sin mor, så skal der da kæmpes og faktisk tror jeg, udfra det du har beskrevet som jeg jo kun kan forholde mig til, at han da må stå rigtig godt.
Og ikke mindst, så har han gjort hvad han kunne..lad os sige at drengen får det virkelig skidt hos moderen og det kommer til at skade ham på sigt, hvad vil din mand så svare når hans søn engang spørger ham hvorfor han lod ham flytte til en mor der ikke magtede ham...og skadede ham?? Vil han kunne leve med det?
Ja, en retsag er hård, men hvad er alternativet for drengen....og nej, de spørger ikke et lille barn på 5 år hvor det helst vil bo...det hverkan kan eller skal man da give så lille et barn ansvar for.
Så ikke helt svar på dit spørgsmål..undskyld, men får ondt af den lille dreng, som er så presset og bare skal have nogen der bestemmer hvor og hvordan hans liv skal være...lige nu rives han jo midt over.
Din mand vælger den nemme løsning...ikke den bedste, i min verden..
Knus Eva..som synes I skal kæmpe for den bette dreng.

er enig her...hvis man som forælder ikke personligt mener det er den bedste løsning for drengen - ja så mener jeg man skal kæmpe for sin overbevisning...

Det at undgå en retsag er da prisværdigt..men hvad er det på bekostning af? og hvem betaler den største pris?? 

Klart at drengen er splittet, han elsker begge sine forældre, men hvis din mand i bund og grund mener, at hans søn vil få det bedst af at blive, så mener jeg faktisk det er det kan skal/bør arbejde for.

:-) Sisse

Jeg ville tage en retsag, de spørger ikke børnene direkte hvor de vil bo, men de spørger om andre ting som i sidste ende giver samme svar. Ved jeg for ligger selv i retssag pt. da min eksmand prøver at tage min store datter fra mig efter jeg er flyttet. Hun blev spurgt hvad der var bedst hos far og mor, og ud fra hendes svar håber jeg på at få hende.
Det vil selvfølgelige være hårdt for alle, inkl. drengen, mens det står på. Men i sidste ende nok det bedste da, der så kommer punktum for hvor han skal være. I stedet for han flytter nu og måske skal igennem en retssag alligevel, hvis det ikke går hos moderen og så flytte nok engang.

Sweet1978 skriver:

Jeg ville tage en retsag, de spørger ikke børnene direkte hvor de vil bo, men de spørger om andre ting som i sidste ende giver samme svar. Ved jeg for ligger selv i retssag pt. da min eksmand prøver at tage min store datter fra mig efter jeg er flyttet. Hun blev spurgt hvad der var bedst hos far og mor, og ud fra hendes svar håber jeg på at få hende.
Det vil selvfølgelige være hårdt for alle, inkl. drengen, mens det står på. Men i sidste ende nok det bedste da, der så kommer punktum for hvor han skal være. I stedet for han flytter nu og måske skal igennem en retssag alligevel, hvis det ikke går hos moderen og så flytte nok engang.

bare så enig

synes også han skulle vælge den retsag hvis han bare er det midste i tvivl, der er tale om hvad der er bedst for barnet, ikke hvad der bedst for forældrene

Jeg sytnes det er en svær sag, som du beskriver den.

Jeg ved jo ikke, hvordan han har det hos sin far, men jeg tænker, når han har boet der i 5 år, som det så er godt at flytte ham igen?

En retssag, er altid smerte for alle folk, hvis I kan få en rigtig god samkvems ordning i stedet for?

Du skriver også at din mand måske ikke er verdens bedste, for din søn? Er det så ikke bedre, at lade ham blive med sin far i trygge omgivelser også være sammen med dig, i weekender, ferier osv?

Jeg syntes det er svært som du beskriver det... For jeg syntes du skal tænke aller mest på din søn...

lige en ting.....min bonus søn er ikke 5, men 10 år, han har boet halvdelen af sit liv hvert sted.
gennem statsforvaltningen har de fået rådgivning og moderen har fået mere samkvem, men den ordning der er blevet lavet, fungere ikke for drengen, så meget er begge forældre enige om.
jeg kan ikke træffe beslutningen for min mand, men jeg har svært ved at sætte mig ind i hvad jeg ville gøre hvis det var en af mine børn.
ingen tvivl om at man ønsker det bedste for sine børn.... men hvem er herre over det.
han kan nemt flytte, da hans mor bor tæt på, og det ville ikke kræve et skoleskift da han går et andet sted end traditionel folkeskole. vi havde herhjemme snakket om en prøve tid, så drengen evt ku prøve det i 3 mdr, for så at se hvordan det kom til at gå, det ville gi både ham og hans mor en chance for at se hvordan hverdagen kom til at forme sig. denne ide var skole og børnepsykolog dog ikke indforstået med, de de mener det vil kræve 6-12 mdr før en evt. negativ indvirkning kan måles i hans opførsel og trivsel.
min mand er stadig meget i tvivl om hvorvidt han har truffet det rigtige valg...

Jeg ville helt sikkert have taget retsagen, da det er barnets tav der er snakke om her.  Men jeg kan så udemærket følge din mand... Fordi det er absorlut ikke sjovt at blive truget med en retsag.

Hvis jeg var din mand, havde jeg hurtigts muligt skrevet til statsforvalningen, og bedt dem om at se på sagen.. Da sansynligheden for at din mands søns mor ville få ham i en retsag ikke er særlig stor. Da han jo har boet fast hos din far de sidste 5 år og hun derfor før ville skulle bevise at hun ville kunne leve op til det! Jeg ved for et andet indlæg at din mands søn har ADHD og det må derfor være i den samme retning hans mor kæmper med.. Og så er hendes chancer endnu mindre. Der vil være en børnesagkyndig tilstede ved mødet i statsamtet, og han/hun vil kun se på din mands søns tav.

Vi ligger selv om kæmper i statsamtet og ja måske ender det med en retsag.. Men vi er villige til at gå så langt for min søns tav. Min søns far truer også med retsag konstant og hele tiden.. Og det tager hård på især mig psykisk. Men så længe jeg ved at jeg gør det for min søns skyld, er jeg sikker på at jeg nok skal klare det!

                         KÆMPE KRAMMER HER FRA

Hvis i bor så tæt kunne de jo også prøve at blive enige om at have ham en uge af gangen. Det er fair for alle parter.

Sweet1978 skriver:

Hvis i bor så tæt kunne de jo også prøve at blive enige om at have ham en uge af gangen. Det er fair for alle parter.

en uge af gange hvert sted er måske nok en god løsning for forældre.... men det duer ikke for et barn som ham.
vil personligt sige at det heller ikke er en løsning jeg ville byde nogen af "mine andre børn" tror børn har brug for et bestemt sted de kan kalde hjem,,,,, og da vores hverdag også inkludere snart 4 andre søskende.....ja så ville det ikke gøre hverdagen nem for nogen.

med hensyn til amtet.....ja så har de været der.... men det var ingen nytte til....de ku kun rådgive..... det har jeg også set med hensyn til 2 af mine egne børn. de mener at begge forældre er lige gode.....og at alle har ret til at bevise deres evner som forældre.... jeg måtte kæmpe hårdt for at mine børn ikke sku være alene med deres far (som har været alkoholiker i mange år)