Borderline?

Jeg har for nyligt fået stillet diagnosen borderline, og det giver så meget mening med de besværligheder, som jeg oplever i livet, og altid har oplevet.

Andre her inde med diagnosen?
Hvis ja, hvordan mærker i sygdommen, altså hvilke tegn har i?

Jeg har næsten ugentligt en "pjækkedag"/fridag i mit studie, for jeg simpelthen ikke kan rumme alle de mennesker omkring mig, og jeg tvivler mere og mere på, at jeg nogensinde kommer gennem uddannelsen. Jeg er igen i dag nede i et hul, og kom ikke i skole i dag
Kan ikke overskue at kaste håndklædet i ringen (igen) med studiet, men det at være der igen, og der er så meget pres på, gør bare at de her dage bliver oftere igen

wamse skriver:

Jeg har for nyligt fået stillet diagnosen borderline, og det giver så meget mening med de besværligheder, som jeg oplever i livet, og altid har oplevet.

Andre her inde med diagnosen?
Hvis ja, hvordan mærker i sygdommen, altså hvilke tegn har i?

Jeg har næsten ugentligt en "pjækkedag"/fridag i mit studie, for jeg simpelthen ikke kan rumme alle de mennesker omkring mig, og jeg tvivler mere og mere på, at jeg nogensinde kommer gennem uddannelsen. Jeg er igen i dag nede i et hul, og kom ikke i skole i dag
Kan ikke overskue at kaste håndklædet i ringen (igen) med studiet, men det at være der igen, og der er så meget pres på, gør bare at de her dage bliver oftere igen

Jeg kender ikke nogen tæt på med diagnosen, men ved, at den er meget bred, og at der er stor variation i, hvor invaliderende, den er. Det positive ved at få en diagnose er følelsen af, at der er en god forklaring på det, man kæmper med - det negative kan være, at man ser på alt, hvad man gør og tænker med "diagnosebrillerne" på og glemmer, at man også "bare" er sig selv og meget mere end diagnosen. Det tager tid at finde balancen mellem at se diagnosen som forklaring på alt og at huske, at den nogle gange ER forklaringen. 

Tag en dag ad gangen nu - lad være med at tænke, at det her ikke lykkes for dig, men fokuser på at gøre det så godt, du kan, lige nu. Det er spild af tid og kræfter at gå op i skuffelser, som måske ikke går i opfyldelse - giv dig selv lov til ikke at stresse over lange fremtidsperspektiver, og prøv at finde roen i at gøre, hvad du magter, dag for dag. 

Håber ikke, jeg lyder belærende - det er tænkt som en hjælp, og jeg ved, hvor svært det kan være ikke at tænke "hvad nu hvis...?" og "det ender nok galt". Og giv nu også lige dig selv lov til at fordøje diagnosen. 

wamse skriver:

Jeg har for nyligt fået stillet diagnosen borderline, og det giver så meget mening med de besværligheder, som jeg oplever i livet, og altid har oplevet.

Andre her inde med diagnosen?
Hvis ja, hvordan mærker i sygdommen, altså hvilke tegn har i?

Jeg har næsten ugentligt en "pjækkedag"/fridag i mit studie, for jeg simpelthen ikke kan rumme alle de mennesker omkring mig, og jeg tvivler mere og mere på, at jeg nogensinde kommer gennem uddannelsen. Jeg er igen i dag nede i et hul, og kom ikke i skole i dag
Kan ikke overskue at kaste håndklædet i ringen (igen) med studiet, men det at være der igen, og der er så meget pres på, gør bare at de her dage bliver oftere igen

Min ene søster har en borderline og for hende har det betydet at hun faktisk har taget personlighed efter de mennesker hun har været sammen med. Hun kæmpede også på pædagoguddannelsen oghavde,orlov undervejs. Blev dog uddannet men er i dag så syg at hun er igang med en udredning til førtidspension, så du skal passe godt på dig selv og føle efter om det er det værd at tage en uddannelse, eller om du skal gå helt andre veje.
Knus

wamse skriver:

Jeg har for nyligt fået stillet diagnosen borderline, og det giver så meget mening med de besværligheder, som jeg oplever i livet, og altid har oplevet.

Andre her inde med diagnosen?
Hvis ja, hvordan mærker i sygdommen, altså hvilke tegn har i?

Jeg har næsten ugentligt en "pjækkedag"/fridag i mit studie, for jeg simpelthen ikke kan rumme alle de mennesker omkring mig, og jeg tvivler mere og mere på, at jeg nogensinde kommer gennem uddannelsen. Jeg er igen i dag nede i et hul, og kom ikke i skole i dag
Kan ikke overskue at kaste håndklædet i ringen (igen) med studiet, men det at være der igen, og der er så meget pres på, gør bare at de her dage bliver oftere igen

Hej

jeg har Borderline og er samtidig affekt eksplosiv, hvilket gør jeg kan gå fra glad til at "springe i luften" hvis man prikker til mig, har tider hvir jeg føler mig helt tom og i vejen hvor jeg græder mig selv i søvn, hår et meget svingene gorhold til min familie, har det bedst med dem på afstand, ender jeg i diskutioner , går jeg fuldstændig i forsvars position og kan ikke styre hvad jeg siger da jeg ikk kan stoppe mig selv før jeg er færdig, (intet af dette går ud over min søn da han er grunden til jeg er nået så langt med mig selv) jeg er nu nået dertil at jeg ser tegnene på de ting det påvirker mig lige inden de sker så jeg oftest kan nå at gå væk osv. (før jeg blev gravid med Oscar sprang det mellem selvmordstanker/forsøg til at blive voldelig overfor andrefordi jeg følte mig trængt op i en krog ) jeg har dog ikk været så langt ude siden jeg blev gravid med Oscar for 2 1/2 år siden , jeg fik diagnosen for 3 1/2 år siden efter 3 års behandling mod svær depression da de troede det var det jeg havde..

 

men jeg er så psykisk ikk i stand til at fuldføre en uddannelse eller holde ved et arbejde så skal starte på noget projekt hvor jeg skal arbejde med mig selv og så bliver jeg tilmeldt familieambulatoriet som har et forløb til gravide og mødre med borderline

 

(undskyld hvis det blev lidt rodet, er dårlig til at formulere mig på tekst) 

HEJSA... jeg har også borderline.. blev indlagt efter selvmordsforsøg i 2008 og var indlagt 6 mdr før de kunne stille en diagnose jeg havde så borderline og en meget svær depression

havde utallige selmordsforsøg og var indlagt på den lukkede og fik MEGET medicin.. fik også elektrochok 2 gange ugentligt..

jeg følte INTET sjovt nok.. var ikke glad var ikke ked, jeg ville bare ikke leve mere... kunne ikke se noget positivt ved livet ville bare dø...

blev udskrevet efter 9 mdr og flyttede i bofælleskab for unge psykisk syge... der kunne jeg ikke holde ud at være, så flyttede hjem til min kærestes forældre..

jeg er idag medicinfri og har det godt... dog er jeg ret opfarende og bliver hurtig trist... føler tit at alt er min skyld...

min tvangstanker/handlinger er væk og ingen hallucinationer mere

min kugledyne har haft stor effekt på mig da jeg følte mig tryg under den...

nu har jeg også haft en depression, så her er det måske lidt anderledes..

men personalet sagde at jeg vendte vreden mod mig selv og gjorde skade på mig selv, hvor andre gør skade imod andre...

efter jeg er blevet voksen og har snakket med min mor, kan vi se at jeg har lidt af borderline hele mit liv...

jeg er ekstrem tryghedsnarkoman..

Jeg har det og det er med alle bivirkninger undtaget selvmords takker og forsøg. Mit er dig ikke altid aktivt, eller hvad man skal kalde det, 9 ud af 10 kan jeg godt klare svingerne i mig selv, men er jeg stresset, så er det meget voldsomt, jeg har yderste svær ved at holde interessen, glæde og så videre til ting og mennesker, jeg kan ikke holde ud at være i centeret når der er mange mennesker, men jeg kan heller ikke holde ud at side hjemme på pinden i flere dage i streg. Noget af det værste impuls indkøb og grovædningen, spiser hele tiden og altid, så vægten går desværre oftere op end ned. Jeg har også haft min del af slåskampe med drenge, kæft man bliver stræk når man bliver hidsig, hi hi.

Men skyldfølelsen, puha, man kan jo få dårlig samvittighed af ingen ting og alting, der er stadig ting som er flere år gamle og tilgivet, som jeg har det elendigt med, alle de gange ana har grædt efter mad og den først lige skulle laves, hvorfor kunne man ikke bare .... Ja alt det der.

Peter har også haft sine prøvelser, for tiden er det slemt, så han for skylden for ALT (endnu en latterlig symptom), selv hvis jeg ved det var min skyld, så for man den lige vendt over på ham. Vi kommer for sent ud af døren "du kunne også bare have gjort ana færdig, så skulle jeg ikke nå så meget og jeg er jo langsommere i badet, det ved du jo godt", ja i den dur og det var jo ham der ordnede alt andet, pakkede tasker, bilen (som han skal hente en kilometer væk), vi kommer op, morgenmad, ja alt, for jeg glemmer det hele på nul komma fem, tror helt bestemt det også er borderline der spiller ind der. Men han ved det godt, dog tager det alligevel hårdt på ham, at han nærmest hver dag for skæld ud over noget der ikke er hans skyld, det letter bare min samvittighed/stress niveau, at han tager skylden, selvom det her også giver dårlig samvittighed, men ja, det går hurtigere over...

Det blev skisme langt

Mor og meget mere skriver:

Jeg kender ikke nogen tæt på med diagnosen, men ved, at den er meget bred, og at der er stor variation i, hvor invaliderende, den er. Det positive ved at få en diagnose er følelsen af, at der er en god forklaring på det, man kæmper med - det negative kan være, at man ser på alt, hvad man gør og tænker med "diagnosebrillerne" på og glemmer, at man også "bare" er sig selv og meget mere end diagnosen. Det tager tid at finde balancen mellem at se diagnosen som forklaring på alt og at huske, at den nogle gange ER forklaringen. 

Tag en dag ad gangen nu - lad være med at tænke, at det her ikke lykkes for dig, men fokuser på at gøre det så godt, du kan, lige nu. Det er spild af tid og kræfter at gå op i skuffelser, som måske ikke går i opfyldelse - giv dig selv lov til ikke at stresse over lange fremtidsperspektiver, og prøv at finde roen i at gøre, hvad du magter, dag for dag. 

Håber ikke, jeg lyder belærende - det er tænkt som en hjælp, og jeg ved, hvor svært det kan være ikke at tænke "hvad nu hvis...?" og "det ender nok galt". Og giv nu også lige dig selv lov til at fordøje diagnosen. 

Tak for svaret

Helt enig i, at man ikke skal stigmatisere sig selv, for man/jeg er meget mere end bare det.
Jeg har bare oplevet så mange nederlag gennem livet, ved aldrig at kunne gennemføre noget, og ved ikke at kunne "holde" til at være sammen med mange mennesker, eller bare mennesker generelt uanset hvor mange det er.
Jeg formår sjældent at etablere vedvarende venskaber m.m. til andre, hvilket er hårdt.
Jeg har gået i forskellige former for terapi de sidste 20+ år af mit liv, og det har godt nok givet mig større indsigt i mig selv, men ingen af mine mønstre ændres ved dette.
Angående uddannelsen, så bliver jeg nød til at tage ansvar for, hvor meget det allerede nu gør ved mig, og det er altså 3 gang jeg starter op igen på uddannelsen Jeg har også et ansvar overfor de andre studerende, når vi jo arbejder meget i grupper, og jeg så ofte ikke magter at komme i skole.
Men jeg vil prøve, at tage en snak med studievejlederen på mandag, og gøre opmærksom på, at det er som det er for mig, men der er ingen tvivl om, at jeg snart indkaldes til samtale, da jeg har for meget fravær igen.

Leneur skriver:

Min ene søster har en borderline og for hende har det betydet at hun faktisk har taget personlighed efter de mennesker hun har været sammen med. Hun kæmpede også på pædagoguddannelsen oghavde,orlov undervejs. Blev dog uddannet men er i dag så syg at hun er igang med en udredning til førtidspension, så du skal passe godt på dig selv og føle efter om det er det værd at tage en uddannelse, eller om du skal gå helt andre veje.
Knus

Tak for svaret

Det er også der jeg er lige nu, om det er livet om at gøre, at få denne her uddannelse, for lige nu sidder jeg jo med dårlig samvittighed, hver gang jeg ikke er i skole, og gør lige præcis det som jeg gør, ved at jeg altid tænker over, hvad andre tænker om mig. Det er lige så meget med til at fremprovokere endnu flere fraværsdage hos mig.

Måske var det bare for tidligt, at jeg startede op igen......

MinBabyOscar <3 skriver:

Hej

jeg har Borderline og er samtidig affekt eksplosiv, hvilket gør jeg kan gå fra glad til at "springe i luften" hvis man prikker til mig, har tider hvir jeg føler mig helt tom og i vejen hvor jeg græder mig selv i søvn, hår et meget svingene gorhold til min familie, har det bedst med dem på afstand, ender jeg i diskutioner , går jeg fuldstændig i forsvars position og kan ikke styre hvad jeg siger da jeg ikk kan stoppe mig selv før jeg er færdig, (intet af dette går ud over min søn da han er grunden til jeg er nået så langt med mig selv) jeg er nu nået dertil at jeg ser tegnene på de ting det påvirker mig lige inden de sker så jeg oftest kan nå at gå væk osv. (før jeg blev gravid med Oscar sprang det mellem selvmordstanker/forsøg til at blive voldelig overfor andrefordi jeg følte mig trængt op i en krog ) jeg har dog ikk været så langt ude siden jeg blev gravid med Oscar for 2 1/2 år siden , jeg fik diagnosen for 3 1/2 år siden efter 3 års behandling mod svær depression da de troede det var det jeg havde..

 

men jeg er så psykisk ikk i stand til at fuldføre en uddannelse eller holde ved et arbejde så skal starte på noget projekt hvor jeg skal arbejde med mig selv og så bliver jeg tilmeldt familieambulatoriet som har et forløb til gravide og mødre med borderline

 

(undskyld hvis det blev lidt rodet, er dårlig til at formulere mig på tekst) 

1000 tak for svaret

Nogle af dine problemstillinger kan jeg sagtens nikke genkendende til, og jeg er så blevet behandlet for en svær depression i 1½ år, og jeg fik dybere huler, og mine selvmordstanker blev meget oftere og værre

Jeg venter på, at en privatpraktiserende psykiater kan overtage mig, da jeg ikke hører til under distrikspsykiatrien her. Men der er så ½-1 års ventetid på en samtale.

merle2010 skriver:

HEJSA... jeg har også borderline.. blev indlagt efter selvmordsforsøg i 2008 og var indlagt 6 mdr før de kunne stille en diagnose jeg havde så borderline og en meget svær depression

havde utallige selmordsforsøg og var indlagt på den lukkede og fik MEGET medicin.. fik også elektrochok 2 gange ugentligt..

jeg følte INTET sjovt nok.. var ikke glad var ikke ked, jeg ville bare ikke leve mere... kunne ikke se noget positivt ved livet ville bare dø...

blev udskrevet efter 9 mdr og flyttede i bofælleskab for unge psykisk syge... der kunne jeg ikke holde ud at være, så flyttede hjem til min kærestes forældre..

jeg er idag medicinfri og har det godt... dog er jeg ret opfarende og bliver hurtig trist... føler tit at alt er min skyld...

min tvangstanker/handlinger er væk og ingen hallucinationer mere

min kugledyne har haft stor effekt på mig da jeg følte mig tryg under den...

nu har jeg også haft en depression, så her er det måske lidt anderledes..

men personalet sagde at jeg vendte vreden mod mig selv og gjorde skade på mig selv, hvor andre gør skade imod andre...

efter jeg er blevet voksen og har snakket med min mor, kan vi se at jeg har lidt af borderline hele mit liv...

jeg er ekstrem tryghedsnarkoman..

1000 tak for svaret

Jeg kan klart nikke genkendende til at vende det ind mod en selv, og jeg tænker så dårligt om mig selv når jeg har det skidt.
Jeg har ikke haft selvmordstanker i 2 mdr, hvilket er meget ualmindeligt, men i går var de der igen. Det skræmte mig, men er sikker på, at det stress der er i forbindelse med skolen, er med til at udløse det igen.