Jeg har stået i samme situation som dig - 3 gange..
Mine forældre blev ikke ret glade, da jeg blev gravid med nr 1 (forståeligt nok - jeg var kun 18 år og sammen med en fyr der behandlede mig værre end en hundelort på gaden)
2. gang var med min nuværende kæreste - min store pige var 5 år og mine forældre blev straks bekymret for at hun ville føle sig udenfor, at al opmærksomheden ville forsvinde fra hende osv.
-Der blev ikke vidst nogen interesse for graviditeten overhovedet. Men den dag i dag ville de absolut ikke kunne undvære nr 2
For ikke så længe siden sprang vi bomben med at nr 3 højst sandsynligt snart ville være på vej og den eneste kommentar min mor kom med var at det jo var så tidligt i forløbet så der kunne nå at ske meget endnu.. Hmmm.. tænkte vi. 14 dage efter fik jeg nævnt noget med at sommerferien næste år ville bruges i DK da vi ikke kunne flyve med den lille, hvortil hun spørger om jeg da stadig er gravid.. Ja sgu! Ellers havde vi da sagt at jeg havde mistet.
Jeg undrer mig meget over hendes reaktion, men samtidig så gider jeg på ingen måde lade det styre mig. Jeg tror somme tider de mødre har svært ved at acceptere at skulle slippe deres små pige - og selvom du føler dig ganske voksen så tror jeg ikke en mor synes sin datter på 22 år er SÅ voksen at hun behøver børn og det hele
Ellers er det erkendelsen af at de bliver ældre de ikke kan lide..
Nå, det blev langt
Jeg synes bare du skal springe bomben næste gang I er derhjemme. Stille og roligt, uden at vække for meget unødig opmærksomhed. Og så ellers bare se de an!
Anmeld
