Hej de damer! Hvordan går det?
Alt for længe jeg har været på her. Det er der flere grunde til. For det første har jeg jo været på en skøn ferie med Sofia og hendes dejlige familie. Herefter da vi kom hjem gik tiden med polterabend og smukt og dejligt bryllup for et par venner. Da vi kom hjem fra bryllup søndag var dette sket: https://www.baby.dk/debat/191241pi1/ordet-er-frit/vi-har-haft-indbrud--de-har-taget-alt.aspx#GoToMessage i vores hus i Horsens. Alt var rodet rundt og stjålet. Det var skrækkeligt. Heldigvis er det et lukket kapitel nu, se side 3 i tråden.
Hvad værre var, vi kom hjem til huset kl 13, ringede efter politiet, ventede på dem, blev "afhørt", fik ryddet nogenlunde op, fik opdaget omfanget af tyveriet, og hentet af Mikkels søster. Hun kom for at hjælpe med at rydde op, men vi var stort set færdige da hun kom. Det tog ikke så længe at rydde op som først antaget, da jo stort set alle tingene er væk. Vi beslutter så ca. kl 17.30 at køre ind til Horsens og få noget at spise. Både Mikkel og jeg er færdige. Både lidt tømmermænd fra dagen før/generel træthed dagen derpå, plus vi begge jo har væert helt på adrenalin-rush ovenpå alt det med hus/politi osv. Mikkels søster kører bilen, jeg sidder bag hende og Mikkel på passagersædet. Da vi er kommet ca. 800 meter væk fra vores hjem kører vi forbi et forladt husmandssted hvor der er ild i laden. Foran på en mark ligger en kvinde der er FULDSTÆNDIG forbrændt og nøgen. Mikkel ser det først, og tror i første sekund at det er en død gris (de ligger af og til langs vejen til opsamling til DAKA ude på landet). Vi når at køre forbi (Lisa og jeg taler her sammen om at vi hellere må vende om, der var da vist brand?) da Mikkel (der talte i tlf. med sin far) råber "HOLD HOLD HOLD". Mikkels søster bremser hårdt op, og Mikkel løber ud af bilen, tilbage mod huset. Jeg kigger tilbage og ser kvinden der ligger i grøften ca. 30 meter fra huset. Hun har strakt armen i vejret. Jeg råber til mikkels søster: ring efter en ambulance NU. Jeg kommer ud af bilen (fiat 500 uden bagdøre, så skulle lige klemme mig ud mellem sæde og dør osv), og på det tidspunkt er Mikkel allerede henne ved kvinden. Han råber "RING EFTER HJÆLP", og jeg råber igen ind i bilen "ring 112". Jeg ved faktisk ikke helt hvorvidt hun var gået ud af bilen her. Min tlf. er løbet tør for strøm og ikke opladt da tyvene havde stjålet opladerne, og Mikkel havde smidt sin tlf. på bunden af bilen da han var hoppet ud (stakkels Mikkels far i den anden ende af røret, anede ikke hvad der skete og var utroligt bekymret for os indtil MIkkel ringede tilbage 40 min senere).
Jeg løber hen til Mikkel og kvinden. Hun lå nøgen (iført små g-streng) halvt i grøften og halvt på en stubmark. Hun var TOTALT forbrændt. Jeg har ALDRIG ALDRIG ALDRIG set noget lignende. Mikkel er bøjet over hende og forsøger at komme i kontakt med hende. Hun er halvt bevistløs men vågner da lidt op. Mikkel får spurgt om hun er vågen, om der var andre sammen med hende i huset osv. Jeg rejser mig hurtigt igen og løber tilbage forbi den brændende gård/lade for at høre om nogen råber på hjælp, og for at komme ned til en nabo vi netop var kørt forbi, da jeg så han gik i haven. Jeg løb ind i haven og løber rundt derinde og råber "hallooooo jeg har brug for hjælp. Der er en kvinde og hun er nøgen og forbrændt, jeg skal bruge håndklæder og vand". Jeg kunne høre på min stemme, sådan lidt "ude-af-kroppe-oplevelse" at jeg lød som om jeg var gået i fuldstændig panik, og jeg kan huske at jeg tænkte: nu går der panik i dig, Ditte. Slap af. Tag det roligt. Det føltes som om der gik 100 år før manden i haven kommer hen til mig. Han bliver ved med at sige "der bor ikke nogen derhenne" og jeg bliver ved med at gentage igen og igen "hun er nøgen og forbrændt, jeg skal have håndklæder og vand". Vi går ind i hans hus og han tøffer rundt og siger "der bor altså ikke nogen derhenne". Jeg begynder så selv at åbne døre i huset for at lede efter et køkken så jeg selv kan tage hvad jeg skal bruge, mens jeg gentager igen og igen "hun er nøgen og forbrændt, jeg skal bruge håndklæder og vand". Endelig vågner han lidt op og kommer med en 1/2 flaske med vand og et håndklæde (jeg fandt aldrig køkkenet, sådan et underligt hus). Jeg tager tingene ud af hans hånd og løber tilbage til Mikkel. I mellem tiden har Mikkel løbet den anden vej til naboerne på den anden side, og fået fat i viskestykker som han har lagt over hende, og en spand med vand han stille hælder over viskestykkerne. Jeg tørrer håret væk fra hendes ansigt, og siger til Mikkel at det er vigtigt vi taler med hende. Kvinden ligger på siden, og Mikkel sidder på hendes side med bryst/ansigt. Mikkel begynder at tale med hende og siger "det skal nok gå, helt roligt, nu kom ambulancen snart, hvad hedder du, osv." Kvinden begynder at hulke/jamre sig kraftigt. vi giver hende vand at drikke fra "min" flaske. Så tager hun pludseligt hendes hænder frem/op. De var bare... ubeskriveligt meget forbrændte. Det var værre end nogen gyser/zombie-film jeg nogensinde har set. Og jeg går bare helt i sort. Jeg tænkte: de der hænder, dem kan hun bare ikke bruge til noget som helst. Jeg rejser mig, og bakker lidt væk og får akut anfald af kvalme og føler jeg begynder at græde. Jeg tænker at jeg skal tage mig sammen. Jeg går over på den anden side af vejen og stiller mig ved siden af den tykke nabo jeg havde fået fat i, der står der sammen med hans kone og kigger. (Det viser sig, at kvinden har sagt til Mikkel: det gør så ondt, jeg kan ikke holde det ud. Vil du holde mig i hånden? og derfor havde taget hendes hænder frem. Det har jeg dog ikke hørt, da jeg bare gik helt i koma over hendes hænder. Mikkel tager den mindst brændte hånd, hvor der ligesom inde i håndfladen er "almindeligt" pink afskallet forbrændt hud, og holder hende der. Han siger til hende: Kan du mærke at nu holder jeg dig i hånden. Om lidt kommer ambulancen så får du morfin, bare rolig, alt kommer til at gå godt osv). Så hører vi den første ambulance. Det er en indsatsleder fra brandvæsnet. Han kører lige forbi os. Jeg vinker og råber. Han kommer ud af bilen og jeg råber "hun ligger her, hun ligger her" Han går så langsomt hen i mod os, og stopper ca. 10 meter væk fra hende. Han siger så "nå, nå..." og vender om og går tilbage mod bilen stille og roligt. Han ligner en der ikke ANER hvad han skal gøre. Han begynder på må og få at åbne døre i bilen og rode rundt, inden han ligesom "ombestemmer sig" og går i retning mod den brændende går. Jeg tænkte bare "WHAT?". Jeg var så lettet over at han kom og fik "ansvaret" og så gjorde han det bare SLET SLET ikke. Mikkel har fortalt at han ligeledes havde følt at nu kunne han overdrage ansvaret, men da Mikkel kigger op, kan han godt se på brandmanden at der er ingen hjælp at hente.
På det tidspunkt er der ikke mere vand. Mikkel råber til naboerne/den mand som Mikkel har støvet op at de skal hente mere vand. Ingen reagerer. Mikkel råber "hent vand nu for helvede da!!" og ingen gør noget (den tykke mand siger faktisk "slap lige af"). Mine ben/lægmuskler er i fuldstændig krampe og jeg kan ikke gå et skridt. Jeg er i totalt chok, og kan ikke gå nogen steder. Mikkel hopper selv op og løber tilbage til der hvor han hentede vand, og kommer meget hurtigt tilbage med mere vand. Kort tid herefter kommer ambulancen. Ambulancefolkene går også roligt ud af bilen, og tager deres taske osv. Da de kommer hen til Mikkel får de dog noget mere travlt. Mikkel siger mange gange "pas på når i løfter viskestykkerne". Han var meget bange for at alt hud faldt af. På det tidspunkt kommer også lægeambulancen og brandbilerne. Ambulancefolkene får MEGET travlt. De arbejder indædt og koncentreret. En af dem kalder på mikkels søster der står nærmest (hun har under det hele talt i tlf. med først 112, så brandvæsnet, så en sygeplejerske, så politiet.) Mikkels søster skal hjælpe med at holde en pose med vand op i vejret, mens falckredderen sprøjter hende overalt med sådan en forstøver. De lader viskestykkerne blive på hende, men kigger ind under. Mikkels søster hører lægen ringe og bestille en helikopter til riget. Lægen siger "hun er forbrændt i ansigtet, på overkroppen, på brystet, på ryggen, på ballerne, på benene". Falckredderne løfter hende ikke over på båren, men får sådan et gult bræt delt i to og skubbet ind under hende. Herpå løfter de hende forsigtigt over på båren og ind i ambulancen og kører hurtigt væk.
Så står vi der. Helt chokerede. Jeg overhører en samtale mellem en bondemand der bor i nærheden, at det er hans husmandssted og at der ikke bor nogen, det skal rives ned. Han har tidligere lejet det ud til kvinden, men hun har ikke boet der i noget tid nu. Han vidste godt at hun af og til sov på en sofa i laden, men det havde han aldrig sagt noget til, da det jo ikke betød noget for ham at hun kunne sove der af og til. Det viser sig at kvinden har tændt stearinlys i laden, og der derfor er gået ild. Hun var nøgen, fordi der var ild i hendes tøj som hun derefter havde taget af, og så var gået efter hjælp og faldet om. Det var derfor hendes hænder var så ekstra slemme, fordi hun havde haft fat i det brændende tøj.
Vi går ind i bilen og kører mod Horsens. Vi er enige om at vi IKKE skal have pizza alligevel. Jeg kan stadig stort set ikke gå. Mine lægmuskler er i total krampe og gør pisseondt, og jeg halter afsted. Vi sætter os på en cafe og kigger bare på hinanden. Ingen er særlig sultne mere, men vi bestiller alligevel. Jeg får en salat. Jeg skal overhovedet ikke have noget med hverken kød eller ost. Jeg har den der røg/brændt kød lugt langt ned i lungerne. Hele mit svælg er bare oset til. Jeg kan huske at Mikkel også lugter meget af brand. Vi får talt om det, googler "forbrændinger" og ser at det var det rigtige vi havde gjort. Vi kører hjem til vores hus (der jo også er hæsligt", og taler om det igen. Mikkels søster kører hjem, og vi opdager at tyvene har stjålet vores ekstra nøgle til huset og mikkels reserve bilnøgle. Vi går derfor op til naboen og spørger om vi må sove hos dem. Vi fortæller dem det hele, og bliver puttet i et gæsteværelse (de er meget bedsteforældre-agtige
). Det hele var SÅ uvirkeligt. Det var bare ALT ALT for meget på en dag. Næste dag går vi tilbage til huset og rydder det sidste op, og får skrevet en liste over alt det vi lige umiddelbart kan huske er blevet taget.
Vi henter Kirstine hos sin far (hende skulle vi have hentet søndag, men pga. indbrud henter vi hende ikke, for at hun ikke skulle blive bange. GUDSKELOV var hun ikke med ude ved branden, men kunne blive ved sin far hvis kone er hjemme på barsel). Vi kører mod nordjylland og henter Richard hos mine forældre. Dagen efter står vi op og tager på job. Jeg havde taget fri mandag for at rydde op osv. hjemme. Da jeg så kommer på job, spørger en kollega mig: hvordan går det med dig Ditte?" Ok, svarer jeg, går ind på mit kontor og begynder at hyle. Jeg kan slet ikke stoppe igen. Min chef kommer og spørger ind til hvad der er sket osv. Hun får ringet til den falck health care service der er tilknyttet firmaet, og ringer efter Mikkel der kommer og henter mig (30 min. efter jeg er mødt
). Jeg kommer samme dag til en samtale hos en krisepsykolog gennem arbejde, og det hjalp. Jeg holdt fri resten af ugen. I ugen efter tog jeg hjem fra arbejde kl. 13-14 stykker. Det har været MEGET svært for mig at komme over det. I den første uge efter, gik jeg rundt med en konstant tilstand af "chok" indeni. Som om nogen lige havde sprunget frem og råbt BØHHH hele tiden. Jeg var meget "sårbar" og grådlabil. I uge 2. var det bedre, men jeg følte det som sidst jeg havde teen-kærestesorger. I ved, sådan... som om man er gået i stykker indeni, og er helt ulykkelig, og at man ikke forstår hvorfor alle ikke kan SE at man har det helt forfærdeligt. I uge 3. gik det meget bedre, og her snart en måned efter er jeg næsten mig selv igen. Jeg kan kun mærke lidt til det, når ex. jeg siger farvel om morgenen. Det er ikke så rart. Det er ikke noget der sådan har en indflydelse på min dag, og jeg tænker at det snart går væk. Men jeg tænker et par gange om dagen "bare nu at min familie ikke er ude for noget når jeg ikke er der", eller "bare jeg nu ikke kommer ud for noget når Mikkel ikke er her". Men jeg har det bedre. Jeg er "normal" indeni igen, og bliver knap så hurtigt stresset osv. Min psykolog sammenlignede mit sjæleliv med en forstuvet fod "den skal have ro til at komme sig, ellers bliver det meget værre". Åbenbart så blusser alt chok/rædsel osv op igen, når ens sjæleliv bliver presset/stresset igen, og så kommer der en hel overdreven reaktion på det. Derfor har vi alle slappet godt af den sidste mdr. vi har skulket lidt med Kirstines lektier, og sagt fra til nogle sociale ting vi skulle have været til hver for sig, og købe en del mere fast food end vi plejer. Men det har også hjulpet.
Det har alt i alt været en meget surrealistisk oplevelse. Jeg har døjet med dårlig samvittighed, fordi jeg inderst inde ville ønske at vi var kørt en anden vej og ikke hen forbi. Det var meget voldsomt, og jeg... var også meget i chok over at jeg ikke var mere "sej" og også at jeg fik sådan en reaktion på det bagefter. Jeg troede ikke, at jeg sådan ville blive påvirket. Men jeg er åbenbart helt normal, og ikke helt uden indlevelse og sympati
Vi har senere hørt at kvinden havde forbrændinger over 50% af kroppen, 3.grads forbrændingerne fyldte 25%. Hun lå på rigets intensivafd. i 2 uger, hvorpå hun er blevet flyttet til rigets alm. brandsårsafdeling. Jeg føler stadig meget ansvar overfor hende, og har lyst til at sende hende et brev/blomst/tøj/chokolade/et eller andet. Jeg har dog ikke gjort det endnu og ved ikke helt... Jeg er også meget vred på den indsatsleder fra brandvæsnet der var helt uduelig. Jeg har senere fundet ud af at han var en reserve, da der samtidig var brand i en anden lade i horsens, hvor en bedstemor og to børnebørn reddede sig ud (uden skader heldigvis). Så ham der kom ud til os var chefen for brandvæsnet i Horsens, og ham der plejer at lave regnskaber, have med PR at gøre osv. Så han er nok ikke ofte ude til den slags . Det er bare ikke OK at en mand som ham ikke ved hvad han skal. Så må han sige nej til at være back-up indsatsleder og nøjes med kontorarbejde, såfremt han ikke kan holde hovedet koldt. Vi havde sådan behov for at han havde sagt ex. "det ser godt ud, i gør det rigtige. Fortsæt med det, jeg tjekker til branden og ser om der er andre derinde"-eller noget i den stil. Alt andet end rynken på næsen og "nå nå...".
Jeg er SÅ stolt over Mikkel. Han var så mega mega mega sej. Jeg er helt forelsket forfra i ham. At han kunne tale til hende så roligt og holde hovedet koldt, og holde hende i de 100% brændte hænder... det var utroligt. Jeg er ked af at vi ikke blev afhørt af poitiet eller noget, for jeg synes han fortjener en af de der medaljer for tapperhed/heltemod. Men måske man ikke kan får dem for at redde en husvild? Men hvad han gjorde den dag, det var skisme det sejeste jeg nogensinde kommer til at opleve nogen gøre tror jeg.
Nå. Det blev vist en noget længere historie end jeg havde tænkt. Men det hjælper på terapien
Jeg tror jeg vil komme med en alm. update en anden dag. Det passer vist ikke lige efter denne historie. Jeg har heldigvis også mange gode nyheder! F.x. at vi har fået verdens dejligste lejlighed vi skal flytte ind i til december
Knus D
