Når p-pillen ikke beskytter nok....

Jeg er en 24-årige pige, der lige er kommet ud af et kort forhold med en 22-årig fyr, jeg forelskede mig vildt i. Det var et forhold der på intet tidspunkt var rigtig lykkeligt, jeg måtte aldrig vide, hvad han lavede - og hvis jeg spurgte endte det ud i lange anklager om jalouxi. Vores forhold sluttede brat for 3 uger siden, da jeg af ren nysgerrighed spurgte, hvem han skulle i sommerhus med og han fik nok af min "jalouxi" og slog op. 

Ca. en uge efter opdager jeg, at jeg er gravid. Da lægen viser mig de to streger bryder jeg tudende sammen og forlanger en abort med det samme. Hun beder mig dog om at tænke tingene ordentlig igennem først og tale med min eks om det. Min eks reagerede som forventet, han ønskede ingen kontakt med hverken den lille eller jeg, hvis jeg valgte at beholde det. Han fortæller samtidig at han har fået en ny kæreste, som han skal flytte til USA med, så hvis jeg fortalte nogen, at det er hans barn ville han nægte alt.

Jeg hører ikke fra ham igen, før ugen efter hvor vi begge mødes til et arrangement, hvor han spørg, om jeg har tid til at snakke. Her begynder han igen at snakke om sin nye kæreste og den USA-tur de skal på - i samme åndedrag får han lige talt over sig, så jeg nu ved, at det ikke var en sommerhustur han prøvede at skjule men en date med hende, han blev kæreste med 3 dage efter vi slog op. Han ønsker stadig ingen kontakt og vil stadig nægte alt - hvorfor han hiver fat i mig, forstår jeg ikke, det var jo ting, jeg vidste i forvejen, og når han alligevel ikke vil være en del af barnets liv, forstår jeg ikke, hvorfor hans USA-tur skulle få mig til at få en abort.

Vi kommunikerer nu over mail. Hans mails er korte, selvmodsigende og med argumenter som "det var jo ikke planlagt og derfor er det eneste rigtige at få det fjernet". Argumenterne kommer ikke fra ham selv, men fra hans kæreste og mor.  

Jeg er til daglig omgivet af veninder og familiemedlemmer, der alle snakker til mig, som om jeg har besluttet mig for at beholde det. Jeg er rigtig rigtig meget i tvivl. Økonomisk og i forhold til uddannelse så er der ingen problemer, hvis jeg vælger at beholde det. At være alene med det skræmmer mig heller ikke og jeg har et fantastisk bagland, der vil støtte mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen, jeg kan snakke om muligheden for abort med - alle har næsten besluttet sig for at jeg beholder det. Den eneste, der er for abort, er min eks, men hans svar er mere frustrerende og sårende end en hjælp.

Til jer der har været i tvivl, hvilke overvejelser gjorde I jer?

Jeg vil lige tillade at svare selvom jeg ikke var i tvivl.

Hvis det kun er din eks, hans kæreste og hans mor der er imod, men du inderst inde selv gerne vil beholde barnet. Jamen, så er min personlige mening at du skal beholde det.

At han ikke vil have noget med barnet at gøre er jo udelukkende en fejl i hans opdragelse, uanset kommer han jo til at blive idømt faderskabet og så på papirerne, og om han vil eller ej skal han jo stadig betale børnepenge.

Jeg har ikke været i den situation, men min bedste veninde fik en abort da hun var 24 år..
Jeg synes du skal glemme alle andre og tænke på om du inderst inde vil have barnet.. Du skal klare tingene som enlig mor ved du nu.. Er du færdig med at leve det vilde ungdomsliv med fester hver weekend?? Kan du forestille dig livet med en baby og er det noget du ønsker lige nu??

Jeg tror ikke abort er så slemt hvis man er afklaret med det.. Du kan altid få en baby med den mand du gerne vil dele dit liv med senere..

Håber du finder den rette løsning for dig..

Jeg har heller aldrig været i den situation . Men tilgengæld har jeg en veninde godt nok en lidt anden historie en din .
HUN blev gravid alt var lyserødt og idyl , kæresten her er så alkoholiker men vælger at gå i behandling .
Desværre gennemføre han ikke den og driller fortsat videre .
Hun sidder idag over abort grænsen med et barn i maven som hun ville ønske havde en helt anden far , hun sidder os og skal være alene mor nu .

SÅ mit råd er tænk dig om , og beslut dig så .
Vil du have et barn med en mand som aldrig vil vedkende sig sit ansvar eller barn måske.
Vil du sidde og være alene om et barn . Eller vil du vælge en abort og så få forhåbentlig en dag en drømme familie , barn med en mand som vil være der 110% for både dig og den lille .
MAN kan sagtens blive lykkelig med en ny mand selvom man har barn i forvejen .

Kæmpe kram

Jeg kan ikke give dig en løsning. Men jeg har stået i noget lignene. Vi havde dog været sammen noget længere, men det var et uheld og vi gik frem hinanden - hvor jeg også først fandt ud af graviditeten en uge efter vi gik hver til sit.. og han ønskede også abort - det samme gjorde jeg i starten. Men også efterhånden som min familie og venner viste sig enormt støttende, så fik jeg snakket med ham om, at jeg ville beholde.. 

I mit tilfælde endte han dog med at synes det var okay. Men når jeg tænker på de kampe vi har haft om ALTING, så ville jeg aldrig gøre det igen, hvis jeg stod i samme situation.. det har simpelthen været så hårdt at måtte skændes frem og tilbage om alt, hvad der skal ske i vores barns liv.. og for et opretholde et nogenlunde godt forældreforhold til en mand jeg ikke ville se igen, hvis ikke det var pga vores barn. Det er absolut ikke en ønske-situation det har været hårdt. 

Han i øvrigt selvfølgelig klemt op i et hjørne, så det er klart han stejler.. det er forståeligt nok fra hans side. Men det ER jo dit valg i sidste ende.. Jeg ville bare ikke selv kunne gøre det -igen. Håber du finder den rigtige løsning for dig 

Glem lige omgivelserne for en kort stund. Glem alle andres meninger og tanker.

Hvad vil DU gerne? Mærk hvordan DU har det, dybt inde i hjertet. Mærk efter hvad DU føler.

Hvis du ikke føler for at få det her barn, så skal du jo ikke have det. Og hvis du føler at du skal have det, jamen klart - så er det jo det du skal!

Anonym skriver:

Jeg er en 24-årige pige, der lige er kommet ud af et kort forhold med en 22-årig fyr, jeg forelskede mig vildt i. Det var et forhold der på intet tidspunkt var rigtig lykkeligt, jeg måtte aldrig vide, hvad han lavede - og hvis jeg spurgte endte det ud i lange anklager om jalouxi. Vores forhold sluttede brat for 3 uger siden, da jeg af ren nysgerrighed spurgte, hvem han skulle i sommerhus med og han fik nok af min "jalouxi" og slog op. 

Ca. en uge efter opdager jeg, at jeg er gravid. Da lægen viser mig de to streger bryder jeg tudende sammen og forlanger en abort med det samme. Hun beder mig dog om at tænke tingene ordentlig igennem først og tale med min eks om det. Min eks reagerede som forventet, han ønskede ingen kontakt med hverken den lille eller jeg, hvis jeg valgte at beholde det. Han fortæller samtidig at han har fået en ny kæreste, som han skal flytte til USA med, så hvis jeg fortalte nogen, at det er hans barn ville han nægte alt.

Jeg hører ikke fra ham igen, før ugen efter hvor vi begge mødes til et arrangement, hvor han spørg, om jeg har tid til at snakke. Her begynder han igen at snakke om sin nye kæreste og den USA-tur de skal på - i samme åndedrag får han lige talt over sig, så jeg nu ved, at det ikke var en sommerhustur han prøvede at skjule men en date med hende, han blev kæreste med 3 dage efter vi slog op. Han ønsker stadig ingen kontakt og vil stadig nægte alt - hvorfor han hiver fat i mig, forstår jeg ikke, det var jo ting, jeg vidste i forvejen, og når han alligevel ikke vil være en del af barnets liv, forstår jeg ikke, hvorfor hans USA-tur skulle få mig til at få en abort.

Vi kommunikerer nu over mail. Hans mails er korte, selvmodsigende og med argumenter som "det var jo ikke planlagt og derfor er det eneste rigtige at få det fjernet". Argumenterne kommer ikke fra ham selv, men fra hans kæreste og mor.  

Jeg er til daglig omgivet af veninder og familiemedlemmer, der alle snakker til mig, som om jeg har besluttet mig for at beholde det. Jeg er rigtig rigtig meget i tvivl. Økonomisk og i forhold til uddannelse så er der ingen problemer, hvis jeg vælger at beholde det. At være alene med det skræmmer mig heller ikke og jeg har et fantastisk bagland, der vil støtte mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen, jeg kan snakke om muligheden for abort med - alle har næsten besluttet sig for at jeg beholder det. Den eneste, der er for abort, er min eks, men hans svar er mere frustrerende og sårende end en hjælp.

Til jer der har været i tvivl, hvilke overvejelser gjorde I jer?

Det er selvfølgelig din beslutning, men du skal jo også være opmærksom på at din eks følger med, hvis du vælger at beholde barnet.

Han vil under alle omstændigheder være barnets far - dvs med ret til samværd og hvad der ellers måtte komme.

Bare et perspektiv - jeg har aldrig stået i situationen - og ved ikke hvad jeg selv ville have gjort.

Anonym skriver:

Jeg er en 24-årige pige, der lige er kommet ud af et kort forhold med en 22-årig fyr, jeg forelskede mig vildt i. Det var et forhold der på intet tidspunkt var rigtig lykkeligt, jeg måtte aldrig vide, hvad han lavede - og hvis jeg spurgte endte det ud i lange anklager om jalouxi. Vores forhold sluttede brat for 3 uger siden, da jeg af ren nysgerrighed spurgte, hvem han skulle i sommerhus med og han fik nok af min "jalouxi" og slog op. 

Ca. en uge efter opdager jeg, at jeg er gravid. Da lægen viser mig de to streger bryder jeg tudende sammen og forlanger en abort med det samme. Hun beder mig dog om at tænke tingene ordentlig igennem først og tale med min eks om det. Min eks reagerede som forventet, han ønskede ingen kontakt med hverken den lille eller jeg, hvis jeg valgte at beholde det. Han fortæller samtidig at han har fået en ny kæreste, som han skal flytte til USA med, så hvis jeg fortalte nogen, at det er hans barn ville han nægte alt.

Jeg hører ikke fra ham igen, før ugen efter hvor vi begge mødes til et arrangement, hvor han spørg, om jeg har tid til at snakke. Her begynder han igen at snakke om sin nye kæreste og den USA-tur de skal på - i samme åndedrag får han lige talt over sig, så jeg nu ved, at det ikke var en sommerhustur han prøvede at skjule men en date med hende, han blev kæreste med 3 dage efter vi slog op. Han ønsker stadig ingen kontakt og vil stadig nægte alt - hvorfor han hiver fat i mig, forstår jeg ikke, det var jo ting, jeg vidste i forvejen, og når han alligevel ikke vil være en del af barnets liv, forstår jeg ikke, hvorfor hans USA-tur skulle få mig til at få en abort.

Vi kommunikerer nu over mail. Hans mails er korte, selvmodsigende og med argumenter som "det var jo ikke planlagt og derfor er det eneste rigtige at få det fjernet". Argumenterne kommer ikke fra ham selv, men fra hans kæreste og mor.  

Jeg er til daglig omgivet af veninder og familiemedlemmer, der alle snakker til mig, som om jeg har besluttet mig for at beholde det. Jeg er rigtig rigtig meget i tvivl. Økonomisk og i forhold til uddannelse så er der ingen problemer, hvis jeg vælger at beholde det. At være alene med det skræmmer mig heller ikke og jeg har et fantastisk bagland, der vil støtte mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen, jeg kan snakke om muligheden for abort med - alle har næsten besluttet sig for at jeg beholder det. Den eneste, der er for abort, er min eks, men hans svar er mere frustrerende og sårende end en hjælp.

Til jer der har været i tvivl, hvilke overvejelser gjorde I jer?

Jeg er /har lige været i samme båd som dig, men har ikke lyst til at dele det med hele baby . Dk . Men du er velkommen til at skrive privat hvis det er

Vil du virkelig byde et barn at have ham som far? Jeg ville ikke.

Anonym skriver:

Jeg er en 24-årige pige, der lige er kommet ud af et kort forhold med en 22-årig fyr, jeg forelskede mig vildt i. Det var et forhold der på intet tidspunkt var rigtig lykkeligt, jeg måtte aldrig vide, hvad han lavede - og hvis jeg spurgte endte det ud i lange anklager om jalouxi. Vores forhold sluttede brat for 3 uger siden, da jeg af ren nysgerrighed spurgte, hvem han skulle i sommerhus med og han fik nok af min "jalouxi" og slog op. 

Ca. en uge efter opdager jeg, at jeg er gravid. Da lægen viser mig de to streger bryder jeg tudende sammen og forlanger en abort med det samme. Hun beder mig dog om at tænke tingene ordentlig igennem først og tale med min eks om det. Min eks reagerede som forventet, han ønskede ingen kontakt med hverken den lille eller jeg, hvis jeg valgte at beholde det. Han fortæller samtidig at han har fået en ny kæreste, som han skal flytte til USA med, så hvis jeg fortalte nogen, at det er hans barn ville han nægte alt.

Jeg hører ikke fra ham igen, før ugen efter hvor vi begge mødes til et arrangement, hvor han spørg, om jeg har tid til at snakke. Her begynder han igen at snakke om sin nye kæreste og den USA-tur de skal på - i samme åndedrag får han lige talt over sig, så jeg nu ved, at det ikke var en sommerhustur han prøvede at skjule men en date med hende, han blev kæreste med 3 dage efter vi slog op. Han ønsker stadig ingen kontakt og vil stadig nægte alt - hvorfor han hiver fat i mig, forstår jeg ikke, det var jo ting, jeg vidste i forvejen, og når han alligevel ikke vil være en del af barnets liv, forstår jeg ikke, hvorfor hans USA-tur skulle få mig til at få en abort.

Vi kommunikerer nu over mail. Hans mails er korte, selvmodsigende og med argumenter som "det var jo ikke planlagt og derfor er det eneste rigtige at få det fjernet". Argumenterne kommer ikke fra ham selv, men fra hans kæreste og mor.  

Jeg er til daglig omgivet af veninder og familiemedlemmer, der alle snakker til mig, som om jeg har besluttet mig for at beholde det. Jeg er rigtig rigtig meget i tvivl. Økonomisk og i forhold til uddannelse så er der ingen problemer, hvis jeg vælger at beholde det. At være alene med det skræmmer mig heller ikke og jeg har et fantastisk bagland, der vil støtte mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen, jeg kan snakke om muligheden for abort med - alle har næsten besluttet sig for at jeg beholder det. Den eneste, der er for abort, er min eks, men hans svar er mere frustrerende og sårende end en hjælp.

Til jer der har været i tvivl, hvilke overvejelser gjorde I jer?

overvejede en masse  

det økonomiske

det praktiske mht. skole

en ødelagt drøm om kernefamilien

ex'ens nye kæreste, og hvilken indflydelse det kunne have på barnet at mor og far ikke er sammen mere. 

mine muligheder for at finde en ny fyr med et barn

om jeg var klar til det 

om jeg kunne leve i reten af mit med tanken om at eg havde slået min baby ihjel

og jeg endte med at vælge barnet til og har aldrig fortrudt det. jeg venter nu barn nr. to med min dejlige kæreste som jeg fik da jeg var 6 måneder henne