Camillos skriver:
hmmm .. Jamen jeg har da overlevet, men det har været en kamp uden lige... det har bestemt ikke været sjovt dennegang.. blandt andet også fordi der har været smerter og blod på papiret denne gang også 
Men tror jeg denne gang gjorde det lettere for mig selv ved at tænke : " Jeg skal være glad, jeg skal være stolt, jeg skal være mor", "for hvis jeg mister igen vil jeg blive ked af det uanset om jeg har glædet mig eller ej".
Det gjorde det så også lettere for mig at jeg blev scannet hver uge af min gyn indtil uge 10, så der "kun" gik en uge imellem bekymringerne...
Det er bare svært at ligge alle de forrige gange bagved sig.. men man får mere ud af at glæde sig, tror på det er godt for Psyken og optimismen og kroppen, at glæde sig over graviditeten, i stedet for at leve i angst.

Jeg kan godt huske at du døjede med blødninger og blev scannet ofte - hurra for en forstående gynækolog
Ellers havde det hele vidst være for svært...
Jeg tror også at min han vil se mig ofte, som han sagde jeg skulle ikke tøve med at ringe hvis der var smerter eller lign også inden jeg skal scannes ved 6+2
Og det beroliger mig en del faktisk, at vide at jeg bare kan ringe og ikke skal henvises alle mulige steder hen...
Jeg har sat mig for at leve "normalt" indtil jeg er sikker på at den bliver siddende, dvs jeg arbejder som jeg plejer, passer dog på hvis det niver rigeligt (trods kvalme...) og lever ellers som jeg ville gøre normalt (dog uden kaffe i rå mængder/alkohol v. festlige lejligheder) og når vi er sikre på at det er NU vi tror på at den overlever så skal jeg ud for at skrige det ud over hele landet 
Anmeld