Hvor mange er I??

Lindskjold skriver:



Ups, er stadig lidt ny, havde slet ikke set det, sorry 

Det gør altså intet-smiler- I skal væe lykkelige for at I bare er jer...en lille lykkelig familie..
Stort kram..

Eva skriver:



Det gør altså intet-smiler- I skal væe lykkelige for at I bare er jer...en lille lykkelig familie..
Stort kram..

Men kan da sige jeg selv er fra sådan en delefamilie, og det var ikke altid lige sjov , men på den anden side er det nu også hyggelig at væe en stor famile engang imellem. Jeg har 1 "rigtig" bror, 2 havl storebrødre, 1 halv lillebror og 1 halv lille søster.

Lindskjold skriver:



Men kan da sige jeg selv er fra sådan en delefamilie, og det var ikke altid lige sjov , men på den anden side er det nu også hyggelig at væe en stor famile engang imellem. Jeg har 1 "rigtig" bror, 2 havl storebrødre, 1 halv lillebror og 1 halv lille søster.

Åh, ja...så har du jo mærket det på egen krop...hvad var det sværeste ved at være en sammenbragt familie...det er ok hvis ikke du vil svare...
Knus..

For mig var det, det at jeg var den eneste pige da vi var små. (min søster blev født da jeg var ca 6 år) For min stedfar var kun vant til drenge og jeg kom derfor meget ikke særlig godt ud af det med ham. Jeg var også vred på ham, for jeg var dengang sikker på det var hans skyl mor og far ikke var sammen mere. Jeg synes også savnet af den forældre de ikke var der var hårdt,, selvfølgelig ikke hele tiden, men ind imellem ønskede man de var der samtidig. Mine forældre skal dog have ros for at de har gjort hvad de kunne for at vi havde det godt, jeg boede ved min mor, men trængte jeg midt på ugen til at komme ned til min far også selv om det ikke lige var "hans dag" fik jeg lov. Da jeg blev større fik jeg mere og mere selvbestemmelse omkring hvad dage jeg skulle være ved hvem. Min far kom også forbi og hjalp med forskellige ting og blev og spiste med og der var min sted far et stort menneske for han har dog altid accepteret at vi havde en anden far og han skulle være en del af vores liv (havde veninde hvor det ikke var tilfældet) 
 
ved ikke om du kunne bruge det til noiget, ellers bare spørg

Lindskjold skriver:

For mig var det, det at jeg var den eneste pige da vi var små. (min søster blev født da jeg var ca 6 år) For min stedfar var kun vant til drenge og jeg kom derfor meget ikke særlig godt ud af det med ham. Jeg var også vred på ham, for jeg var dengang sikker på det var hans skyl mor og far ikke var sammen mere. Jeg synes også savnet af den forældre de ikke var der var hårdt,, selvfølgelig ikke hele tiden, men ind imellem ønskede man de var der samtidig. Mine forældre skal dog have ros for at de har gjort hvad de kunne for at vi havde det godt, jeg boede ved min mor, men trængte jeg midt på ugen til at komme ned til min far også selv om det ikke lige var "hans dag" fik jeg lov. Da jeg blev større fik jeg mere og mere selvbestemmelse omkring hvad dage jeg skulle være ved hvem. Min far kom også forbi og hjalp med forskellige ting og blev og spiste med og der var min sted far et stort menneske for han har dog altid accepteret at vi havde en anden far og han skulle være en del af vores liv (havde veninde hvor det ikke var tilfældet) 
 
ved ikke om du kunne bruge det til noiget, ellers bare spørg

Tusind tak...det kan jeg helt sikkert bruge til noget...og de tanker og følelser du havde som barn tror jeg desværre er helt almindelige for skilsmisse børn....de er tabere de børn, lige meget hvad man gør og hvor godt man gør det.
Synes dogd et lyder som om dine voksne omkring dig var dygtige og kunne se og handle udfra børnenes behov...flot...sådan vil jeg også være, det vil jeg bare.
Mine drenge bor jo tæt på deres far, så de ser ham næsten dagligt...de store gør i hvert fald, for de går derover hver dag...håber det er godt og rart for dem at det er sådan og ikke forvirrer dem for meget..
Knus til dig og tak igen..

Eva skriver:



Tusind tak...det kan jeg helt sikkert bruge til noget...og de tanker og følelser du havde som barn tror jeg desværre er helt almindelige for skilsmisse børn....de er tabere de børn, lige meget hvad man gør og hvor godt man gør det.
Synes dogd et lyder som om dine voksne omkring dig var dygtige og kunne se og handle udfra børnenes behov...flot...sådan vil jeg også være, det vil jeg bare.
Mine drenge bor jo tæt på deres far, så de ser ham næsten dagligt...de store gør i hvert fald, for de går derover hver dag...håber det er godt og rart for dem at det er sådan og ikke forvirrer dem for meget..
Knus til dig og tak igen..

Jeg tror ikke det forvirre dem, jeg synes selv det var rart at vide begge forældre var der og hvis man først begynder at sætte hårde grænser tror jeg savnet bliver endnu større.

Lindskjold skriver:



Jeg tror ikke det forvirre dem, jeg synes selv det var rart at vide begge forældre var der og hvis man først begynder at sætte hårde grænser tror jeg savnet bliver endnu større.

Tusind TUSIND tak for dine erfariner som er meget mere værd end at høre hvordan andre gør...
Stort kram og dejlig søndag til dig..
Eva

Eva skriver:



Tusind TUSIND tak for dine erfariner som er meget mere værd end at høre hvordan andre gør...
Stort kram og dejlig søndag til dig..
Eva

Velbekomme

Og også en fantastisk søndag til dig

Tusind TUSIND tak for dine erfariner som er meget mere værd end at høre hvordan andre gør...
Stort kram og dejlig søndag til dig..
Eva

Kom forresten lige i tanker om et par ting mere, nu må selv sige til hvis du ikke har brug for mere

Nu ved jeg ikke hvor store jeres børn er, men jeg var selv 6 år da mine forældre blev skildt (og kan desværre godt huske det) og da jeg blev ældre kom der et tidspunkt hvor jeg var sikker på det var min skyld de var gået fra hinanden, så det er en vigtig ting at snakke med ungerne om, det hjalp i hvert fald mig da jeg havde snakket med min mor om det.
Min storebror kom engang og sagde at nu ville han prøve at bo hos far og selv om min mor selvfølgelig blev ked af det blev der sagt ja med det samme og det har vi altid selv fået lov at bestemme også (med mindre det var i et typisk, "hvis jeg ikke må det flytter jeg bare ned til far" skænderi )
Og den sidste ting er faktisk min venindes historie, hun var 13 og hver gang hun skulle ned til sin far kunne hun ikke "lege" for de skulle sådan hygge sig (hvilket de aldrig gjorde). Der var hende far ikke god til at spørge hende om hun ikke skulle have en veninde på besøg eller i den stil (hvis du forstå)

uha, vores er en rigtig moderne familie.
min mand og jeg har tilsammen 4 børn, og venter vores første sammen. min mand har en på 10, og jeg har 3 på 10, 5 og 4... de bor allesammen hos os.
om de kalder hinanden søskende, bonus søskende eller hvad, det tænker vi ikke så meget over. jeg ser mig selv som bonusmor/stedmor, og min mand fungere fint som bonusfar for mine 3.
alle 4 børn har kontakt til deres anden forældre.
udover det har min bonus søn en bror og en søster hos hans mor (de har så igen hver sin far) og min datter har en lillesøster på hendes fars side.

og lige for at gøre det helt moderne.... så har jeg selv både bonus mor og far, da begge mine forældre er gift igen.... så vi er virkelig en stor familie...
ku du følge med så langt