Skrevet af Trine BarslevStunts kommer ikke som et chok for Stellas forældre længere. Sjovt nok står punktet: "Udfordre dig selv højere, vildere, hele tiden, hver dag!" nemlig allerhøjest på Stellas to-do-liste over ting, hun skal nå, inden hun bliver 2 år.
Indrømmet! Jeg er en smule nervøs ved punktet ”aflevering-af-barn” i morgen, da Stella til forveksling ikke ligner den Stella, jeg hentede den fredag, da dagplejen gik på ferie i 14 dage.
Og hvad er der så sket? Tja, egentlig er grunden meget simpel!
• En dag på legepladsen endte med en bule i panden, da Stella blev gynget ned af et andet barn
• Den daglige tur på scooteren (som – surprise - IKKE er en legemsdel på barnet, selvom man snildt kunne tro det, hvad angår den tid, hun fordriver på den) giver anledning til styrt på timebasis, når barnet i sin iver ikke får manøvreret sig tilstrækkeligt uden om hjørner og andre forhindringer.
• En finger i klemme under døren, da hun ville gemme sig for sin onde mor, der bare så gerne ville give hende rent tøj på.
• En demonstrativ rift på overlæben efter et lidt for indlevende hysterisk smid
• og endelig en tur direkte på hovedet og knæene ud gennem svigerforældrenes terrassedør, der meget betænksomt var åbnet til lejligheden
Ja, hendes ben har efterhånden så mange brune mærker, at man næsten ikke tør at tage fat om dem under bleskift.
En kommende kombineret påske/fødselsdagsfrokost stod også på programmet den ferie. Snakken gik, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Stella havde fundet sig en skammel og et par puder til at stable ovenpå, så hun kunne komme rigtig højt op. Jeg hørte som det næste, hvordan der gik et gisp igennem påskepublikummet, da Stella praktiserede stunts ad libitum balancerende på den førnævnte pufkonstruktion, mens jeg sad fuldstændig uberørt tilbage og tænkte: Come on, hun har ikke engang sluppet med hænderne endnu. Man har bare ligesom set det før, ikk´?
Stunts kommer ikke som et chok for hendes forældre længere. Sjovt nok står punktet: "Udfordre dig selv højere, vildere, hele tiden, hver dag!" nemlig allerhøjest på Stellas to-do-liste over ting, hun skal nå, inden hun bliver 2 år. Det hører heller ikke til sjældenhederne, at hendes dagplejer tager imod os i døren med sætningen: "Stella er altså rendt ind i radiatoren i dag" eller "Ja, så tog hun lige højstolen i frit fald, mens jeg skar frugt". Imens ser vi Stella møve rundt på børnemøblerne i bedste Spiderman-stil, mens de andre børn sidder lige så misundelsesværdigt stille og leger med dukker og maler på ler.
Nu da jeg har haft så mange dage tæt op af min datter, har jeg virkelig haft mulighed for at studere hende og hendes (tilføj eventuelt selv et ”manglende" ) motorik, og det er jo et sandt orgie i iagttagelse af et barn, der måske nok bare er sundt og aktivt, og som prøver livets grænseflader af. Jeg må indrømme at jeg efterhånden lever uretfærdigt meget efter ordsproget: "Man skal vælge sine kampe med omhu", og at jeg derfor har en limit på 50cm. over jordens overflade, før jeg skrider ind i barnets udfoldelser i manegen.
Jeg må erkende, at et "nej" i mindre tilfælde ikke virker og ender med alt for meget pædagogik, endnu mere skældud og dobbelt så meget NEJ i samtlige vågne timer af døgnet. Stella lærer åbenbart ikke, at man netop ikke skal prøve noget igen, når hun nu lige er faldet ned. Det eneste, hun lærer, er at blive bedre til at mestre udfordringen, hvilket hun efterhånden klarer til UG. Det er da med en vis indre stolthed, at jeg tænker på, hvilke færdigheder hun mon på længere sigt kan udvikle.
Skrammerne til trods har jeg lært at fokusere på det gode ved hendes knap så pigede adfærd, nemlig at den iver og målrettethed, hun angriber livets små og store udfordringer på, kun kan give pote i det lange løb – Også selvom det giver os forældre og hendes publikummer megen bekymring.
