Hej piger!
Jeg hedder Emma. Jeg er 23 år, jeg bor i København sammen med min elskede kæreste gennem mere end fem år.
Jeg vil gerne dele mit forløb med jer (hvis I vil lytte).
Søndag den 3. juni testede jeg positiv. Min kæreste og jeg havde knapt nok aftalt at vi ville gå igang med PB, før jeg stod med den positive test. Det var et kæmpe chok for os begge, da vi havde regnet med, der ville gå mange måneder før vi ville have gevinst (jeg er i øvrigt overvægtig), men vi var ovenud lykkelige. Vi skulle være forældre til februar.
De første uger af min graviditet forløb fint, jeg havde kvalme og var ekstra følsom og meget træt, men jeg klagede ikke. Jeg glædede mig bare over det lille liv, der voksede indeni mig.
Min kæreste og jeg bestilte en tryghedsscanning til 6+2 - bare for vores egen skyld, men fredag morgen 5+0 opdagede jeg, der var blod på toiletpapiret. Ikke meget (2-3 dråber), og jeg havde absolut ingen smerter.
Jeg skyndte mig at ringe til vagtlægen, der sagde, jeg skulle kontakte egen læge, når han åbnede kl. 8.
Jeg fik en haste-tid ned til ham, hvor han lavede en gynækologisk undersøgelse på mig (han er også udd. gynækolog, og har været praktiserende gynækolog i mange år). Han sagde, han ikke kunne se nogen blødning, og sendte mig ud af døren med en besked om at slappe af, og droppe nervøsiteten. Hvis jeg havde tænkt mig om, havde jeg allerede da kunne høre alarm-klokkerne ringe. Men nej.
Lørdag morgen 5+1 var der igen blod. Stadig kun lidt, og stadig ingen smerter. Jeg kontaktede igen vagtlægen, der denne gang sendte mig direkte til gyn. afd. på Riget. Min kæreste og jeg skyndte os derind og jeg blev scannet. Og gynækologen fandt med det samme embryo og det smukkeste lille hjerteblink.
Lægerne på Riget forsikrede mig om, at blødninger sker i nogle graviditeter, og at jeg havde meget sarte og tykke slimhinder i underlivet, der hurtigt kunne bløde.
Jeg følte mig faktisk tryg, da jeg gik fra Riget.
Der gik en uge, og vi tog til vores bestilte TS (Scanningsklinikken). Vi kom ind og endnu en gang så vi et smukt lille hjerte der blinkede derudaf, og scannings-JM satte mig to-tre dage tilbage.
Efter vores TS kunne vi rigtig slappe af, og nyde min graviditet.
En tirsdag 7+4 fik jeg lavet min VJ og fik en snak om, hvad der nu skulle ske. I det store hele fortalte min læge mig ingenting, men sagde tværtimod jeg skulle stoppe med at være så nervøs over min blødning. Og jeg skulle lade naturen gå sin gang.
Fredagen efter 8+0 stod jeg op en morgen, og der var meget blod på toiletpapiret - mere end der plejede, så jeg tog til lægen igen. Han foretog endnu en gyn. undersøgelse og sagde, han godt kunne se en lille blødning, men nu skulle jeg altså bare slappe af. Da jeg gik fra lægen var jeg så ked af det, og ringede til min kæreste der sagde, jeg skulle tage til endnu en TS (Scanningsklinik.dk), hvilket jeg gjorde og vi så igen hjerteblink og hørte hjertelyden. Og alle på scanningsklinikken sagde, at nu kunne jeg godt slappe af, og begynde at sige det til familien.
Senere samme dag fortalte vi nyheden til hele min familie. Og dagene efter, fik kærestens familie det at vide. Og alle var bare så lykkelige.
Ugen efter (9+0) tog jeg til endnu en (altså nu 3. selvbetalte) TS (Scanningsklinik.dk), for at få en sidste sikkerhed inden vi rejste ti dage til London. Vi så endnu engang en lille reje der lå trygt og godt, og med et hjerte der blinkede.
Scannings-JM sagde dog én ting, jeg på daværende tidspunkt ikke tænkte videre over. Hun målte den til at være 8+2, og inde i min hjerne tænkte jeg "what? Det er jo en uge for lille", men hun sagde, at jeg jo nok ville blive rykket frem til NF igen.
Jeg gik derfra med en lidt falsk tryghed i kroppen, men jeg tænkte, det nok skulle gå.
Dagen efter blev jeg snotforkølet og med feber, og ville ønske, jeg kunne bruge noget Zymelin eller lign., men jeg holdt mig selvfølgelig fra det.
Onsdag fløj vi til London og havde en fantastisk tur, men jeg havde hele tiden en dårlig fornemmelse i kroppen.
Vi kom hjem lørdag (11+1) og mandag (23. juli, 11+3) skulle jeg til doubletest. Mandag morgen vågnede jeg og havde stadig en skidt fornemmelse. Doubletesten var først kl. 14, så jeg tog til endnu en TS (Lille KBH'er) inden, og ganske rigtigt, sagde han, at der ikke var liv. Han målte den til at være gået til omkring 8+4, altså fire dage-ish efter min 3. selvbetalte TS.
Jeg blev sendt derfra, med beskeden om, at jeg selv måtte finde ud af, hvad jeg skulle gøre herfra. Min egen læge var gået på ferie og jeg stod bare og græd på gaden, midt på Vesterbro.
Min far kom og hentede mig fem minutter senere, og kørte mig hjem til dem. Min kæreste kom fra arbejdet hurtigt derefter.
Min far ringede til deres læge, som også var på ferie, og så stod vi lidt på bar bund. Så fandt vi en anden læge i området, og ringede til dem, som store spørgsmålstegn. Heldigvis for os, kom vi i snak med jordens sødeste lægesekretær og hun fik talt mig godt igennem det hele. Hun ordnede ALT for mig. Hun fik skaffet mig en akut tid på Riget til dagen efter, hun researchede, aflyste min doubletest + NF mandagen efter for mig og alting. Hun rådede mig også til at skifte læge, hvilket jeg allerede har gjort.
Tirsdag (24. juli, 11+4) tog vi på Riget kl. 9. Jeg kom til med det samme, kom ind og blev scannet af to forskellige gynækologer. De mente begge, fosteret var gået til omkring 7+2. Altså tidligere end de sidste gange, vi så hjerteblink. Det hele på dét punkt er et mysterie.
Jeg fik at vide jeg havde valget mellem medicinsk abort eller udskrabning. Jeg var i syv sind, men lægerne anbefalede for min egen skyld, jeg tog udskrabningen, så jeg kunne få det hele overstået. De syntes jeg var blevet trukket igennem nok i mit graviditetsforløb.
Jeg valgte at stole på dem, og tog udskrabningen. Fire timer senere (skulle have fastet i seks timer) lå jeg på operationsstuen; bange, men lettet. Det var slut nu. Ikke flere bekymringer, ikke flere diskussioner med lægen, ikke mere noget. Nu skulle dette bare overståes, så vi kan komme igang igen og lave en sund og rask baby.
Jeg vågnede efter operationen og følte mig lettet. Nærmest glad, men ihvertfald lettet. Jeg følte, jeg for første gang i 11 uger kunne trække vejret igen. Folk havde hørt på mine bekymringer, frustrationer og gråden. For jeg har grædt. Jeg har grædt non-stop siden mandag formiddag, og faktisk først da jeg vågnede fra narkosen følte jeg ikke længere trangen til at græde.
Jeg har haft et forfærdeligt graviditetsforløb og jeg ville ikke ønske det for nogen anden!
Jeg vil absolut sige, at man skal tage sig sine forbehold mod de private scanningsklinikker - deres første prioritet er, trods alt, at tjene penge.
De er ikke læger, de er et firma. De kunne ikke have forhindret min MA, og det ved jeg også godt, men jeg har hverken fået den rette vejledning undervejs eller da min MA blev opdaget i mandags. Og de har måske endda givet mig falske forhåbninger, eftersom jeg "burde" have haft et dødt foster i maven, da de sagde, de kunne se hjerteblink.
Det bedste i mit graviditetsforløb var næsten den behandling jeg fik på Riget til min operation. Alle var der for mig, og gjorde alting i min bedste mening. Jeg skulle have det godt og jeg skulle føle mig tryg. Og det gjorde jeg, trods alt.
Og nu til mit spørgsmål:
Vi fik at vide, at vi bare kunne gå igang med PB igen, når blødningen er stoppet, hvilket den er idag søndag. For vi vil bare igang igen. Dog trækker vi lige sexeriet til tirsdag, for så er det en uge siden udskrab.
Mit spørgsmål er, om der er nogle herinde, der har erfaringer med graviditet efter MA (helst udskrab)? Hvor lang tid gik der inden ny graviditet, mistede I også gangen efter, etc., etc.
Solstrålehistorier er meget kærkomne, men de knapt så glædelige historier er også hjerteligt velkommen!
Det var min historie. Tak fordi I gad læse med hele vejen.
Jeg krydser fingre for jer, og håber I vil gøre det samme for mig.
