Gravid - skal, skal ikke?

Sagen er den, at jeg er blevet gravid.

Jeg ved ikke om jeg skal være glad eller ked af det. For jeg ved ikke om jeg vil beholde det eller ej.

På det sidste har forholdet mellem min kæreste og jeg ikke været så godt. Vi har skændtes meget, og specielt jeg har været i tvivl om forholdet skulle fortsætte eller have sin ende. Min kæreste er i tvivl om hvorvidt han er klar til at få et barn, hvorimod jeg har været klar længe. Vi har været sammen i knap to år. Er det bare en af de mange kriser man kommer igennem i et forhold? For ca et år siden blev jeg gravid hvor vi valgte en abort, og det er bestemt ikke noget jeg ønsker at komme igennem igen. Og alligevel er det måske det bedste. Jeg er virkelig i tvivl. 

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg. Nok bare ud med mine fustrationer. 

Uden at lyde fordømmende, beskytter I jer ikke?

Et barn skal efter min mening være ønsket af både sin mor og sin far og det er helt vildt dobbeltmoralsk af mig at sige, eftersom jeg for 5 år siden valgte at beholde et barn mod faderens vilje. Et valg jeg aldrig har fortrudt men samtidig et valg jeg aldrig ønsker at træffe igen eller vil opfordre andre til at gøre!

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg er blevet gravid.

Jeg ved ikke om jeg skal være glad eller ked af det. For jeg ved ikke om jeg vil beholde det eller ej.

På det sidste har forholdet mellem min kæreste og jeg ikke været så godt. Vi har skændtes meget, og specielt jeg har været i tvivl om forholdet skulle fortsætte eller have sin ende. Min kæreste er i tvivl om hvorvidt han er klar til at få et barn, hvorimod jeg har været klar længe. Vi har været sammen i knap to år. Er det bare en af de mange kriser man kommer igennem i et forhold? For ca et år siden blev jeg gravid hvor vi valgte en abort, og det er bestemt ikke noget jeg ønsker at komme igennem igen. Og alligevel er det måske det bedste. Jeg er virkelig i tvivl. 

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg. Nok bare ud med mine fustrationer. 

Altså vores det første ½ - 1 år var jo rigtig dejligt og vi var nyforelskede 

Så havde vi 2 år med op og nedtur hvor vi flere gange overvejede at gå fra hinanden, men vi blev alligevel sammen og kæmpede.

Så har der derefter måske været et års tid hvor tingene bare var daglig dag - men de sidste 2 år har været så dejlige og fantastiske, endda selvom jeg fik af vide at jeg nok ikke kunne få børn. Han har simpelthen været så sød, forstående og ja jeg ved næsten ikke hvad  Og nu hvor vi endelig har baby på vej så er tingene endnu mere fantastiske - endda selvom min kæreste i starten heller ikke var parat og forstod det.

Vi har nu været igennem 6 år med op og nedture og det er først de seneste år hvor vi virkelig har kunne mærke at vi bare hører sammen. Nogle siger at kærlighed ikke er noget man skal kæmpe for, men jeg syntes nu at hvis man skal kæmpe at så får man, i hvert fald jeg, mere bevidsthed om at det er det rigtige man har gjort og at vi kan komme igennem alt.

Så er det jo helt op til jer om i føler at det er noget i vil kæmpe for 

Med hensyn til abort er det nu nok noget du må spørge dig selv om, tror ikke selv jeg ville gøre det. Jeg ved at jeg har en fantastisk familie der nok skulle hjælpe hvis det var og så ville jeg klare det selv 

Hvor gammel er i ?

Babymamma skriver:

Altså vores det første ½ - 1 år var jo rigtig dejligt og vi var nyforelskede 

Så havde vi 2 år med op og nedtur hvor vi flere gange overvejede at gå fra hinanden, men vi blev alligevel sammen og kæmpede.

Så har der derefter måske været et års tid hvor tingene bare var daglig dag - men de sidste 2 år har været så dejlige og fantastiske, endda selvom jeg fik af vide at jeg nok ikke kunne få børn. Han har simpelthen været så sød, forstående og ja jeg ved næsten ikke hvad  Og nu hvor vi endelig har baby på vej så er tingene endnu mere fantastiske - endda selvom min kæreste i starten heller ikke var parat og forstod det.

Vi har nu været igennem 6 år med op og nedture og det er først de seneste år hvor vi virkelig har kunne mærke at vi bare hører sammen. Nogle siger at kærlighed ikke er noget man skal kæmpe for, men jeg syntes nu at hvis man skal kæmpe at så får man, i hvert fald jeg, mere bevidsthed om at det er det rigtige man har gjort og at vi kan komme igennem alt.

 

Så er det jo helt op til jer om i føler at det er noget i vil kæmpe for 

 

Med hensyn til abort er det nu nok noget du må spørge dig selv om, tror ikke selv jeg ville gøre det. Jeg ved at jeg har en fantastisk familie der nok skulle hjælpe hvis det var og så ville jeg klare det selv 

 

Hvor gammel er i ?

Jeg er ikke i tviv om at jeg ville kunne klare det alene, jeg har også en fantastisk familie der ville hjælpe til hvor de kunne, hvis det var tilfælledet.

Jeg tænker også at det nok bare er mig der er inde i en sur og tvær periode for tiden. Han pusser og nusser omkring mig, og varder mig op til fulde, og alligevel synes jeg bare at alt hvad han gør er superirriterende. Han er ret barnlig, en rigtig drengerøv, men det har han jo hele tiden været, det er jo ikke noget han er blevet.

Jeg har bevidst valgt ikke at skrive alder, for at undgå at blive dømt ud fra det. 

Anonym skriver:

Jeg er ikke i tviv om at jeg ville kunne klare det alene, jeg har også en fantastisk familie der ville hjælpe til hvor de kunne, hvis det var tilfælledet.

Jeg tænker også at det nok bare er mig der er inde i en sur og tvær periode for tiden. Han pusser og nusser omkring mig, og varder mig op til fulde, og alligevel synes jeg bare at alt hvad han gør er superirriterende. Han er ret barnlig, en rigtig drengerøv, men det har han jo hele tiden været, det er jo ikke noget han er blevet.

Jeg har bevidst valgt ikke at skrive alder, for at undgå at blive dømt ud fra det. 

Okay så tænker jeg at du måske bare er sur og tvær som du siger  men ja, drenge er drengerøve, herhjemme tror jeg først at kæresten bliver voksen når han når de 35 haha 

Men nogle gange så syntes man også bare at ens kæreste er irriterende. Tror de fleste altid vil have tidspunkter hvor de bare har brug for at være negative, selv når man har været sammen i 40 tror jeg stadig at kæresten engang imellem bare irritere en 

Men det er jo så noget man må se om man kan lære at leve med.

Okay så i er unge, jamen så kan det jo her være endnu sværere for din kæreste osv.

Jeg startede ud med at være sammen med min da jeg var 17 og vi har kæmpet og kæmpet og er så glade og lykkelige nu. Jeg er 23 og han er 26 nu  

132319 skriver:

Uden at lyde fordømmende, beskytter I jer ikke?

 

Et barn skal efter min mening være ønsket af både sin mor og sin far og det er helt vildt dobbeltmoralsk af mig at sige, eftersom jeg for 5 år siden valgte at beholde et barn mod faderens vilje. Et valg jeg aldrig har fortrudt men samtidig et valg jeg aldrig ønsker at træffe igen eller vil opfordre andre til at gøre!

Babymamma skriver:

Okay så tænker jeg at du måske bare er sur og tvær som du siger  men ja, drenge er drengerøve, herhjemme tror jeg først at kæresten bliver voksen når han når de 35 haha 

Men nogle gange så syntes man også bare at ens kæreste er irriterende. Tror de fleste altid vil have tidspunkter hvor de bare har brug for at være negative, selv når man har været sammen i 40 tror jeg stadig at kæresten engang imellem bare irritere en 

Men det er jo så noget man må se om man kan lære at leve med.

Okay så i er unge, jamen så kan det jo her være endnu sværere for din kæreste osv.

Jeg startede ud med at være sammen med min da jeg var 17 og vi har kæmpet og kæmpet og er så glade og lykkelige nu. Jeg er 23 og han er 26 nu  

Jeg kan lige så godt sige hvor gammel jeg er, det er alligevel kommet frem at jeg er ung. Jeg er 18 år og min kæreste er et halvt år yngre end mig, så han fylder snart 18.

Jeg er bare så meget i tvivl. Vi bor ikke sammen, vi bor begges hjemme hos forældre. Jeg ønsker bare ikke at bo hjemme med barn, så skal flytte hvis det bliver barnet. Men hvad med min kæreste? Efter at have været på ferie hos ham (uden forældre) har han drevet mig totalt til vanvid. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke bange for at stå alene hvis vi senere går fra hinanden. Men han er bare meget følsom, og jeg frygter hans reaktion. 

Babymamma skriver:

Okay så tænker jeg at du måske bare er sur og tvær som du siger  men ja, drenge er drengerøve, herhjemme tror jeg først at kæresten bliver voksen når han når de 35 haha 

Men nogle gange så syntes man også bare at ens kæreste er irriterende. Tror de fleste altid vil have tidspunkter hvor de bare har brug for at være negative, selv når man har været sammen i 40 tror jeg stadig at kæresten engang imellem bare irritere en 

Men det er jo så noget man må se om man kan lære at leve med.

Okay så i er unge, jamen så kan det jo her være endnu sværere for din kæreste osv.

Jeg startede ud med at være sammen med min da jeg var 17 og vi har kæmpet og kæmpet og er så glade og lykkelige nu. Jeg er 23 og han er 26 nu  

Jeg kan lige så godt sige hvor gammel jeg er, det er alligevel kommet frem at jeg er ung. Jeg er 18 år og min kæreste er et halvt år yngre end mig, så han fylder snart 18.

Jeg er bare så meget i tvivl. Vi bor ikke sammen, vi bor begges hjemme hos forældre. Jeg ønsker bare ikke at bo hjemme med barn, så skal flytte hvis det bliver barnet. Men hvad med min kæreste? Efter at have været på ferie hos ham (uden forældre) har han drevet mig totalt til vanvid. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke bange for at stå alene hvis vi senere går fra hinanden. Men han er bare meget følsom, og jeg frygter hans reaktion. 

Tænk på, om du ville kunne klare at blive enlig. 

Jeg har stået i samme situation, jeg var dog ældre, men havde ikke uddannelse endnu og kæresten og jeg havde godt nok været sammen længe, men vi var ikke ment to be.. Vi forsøgte at få det til at fungere for babyen skyld, men det lykkedes ikke. 

Jeg fortryder aldrig at jeg fik min dreng, men jeg ville ØNSKE at jeg havde fået ham med en anden.. en som jeg kunne blive sammen med - men det er der jo ikke noget at gøre ved. 

Og det er ikke nemt at være enlig. Og det er ikke nemt at tage en uddannelse, men det er SÅ vigtigt! Jeg er snart færdiguddannet, 25 år.

Det er et STORT valg... eller fravalg.