Jeg tror at jeg har adhd

Jeg sad lige og gennemgik min tid som forældre. Jeg har haft et utal af "hjerneblødninger" hvor jeg slet slet slet  ikke magtede at have det ansvar jeg havde. Jeg bad ikke om at blive bedraget og stå alene med et sygt barn der havde kolik. Vi fik den værste start og som tiden gik og han blev mere krævende følte jeg mig 12 år gammel. Jeg gad ham virkelig ikke og når jeg klagede min nød til familien blev jeg spist af med "Vi klarede det,så kan du også". Tak. En bar røv at trutte i. Ingen hjælp at hente der. Jeg følte mig som et virkelig dårligt menneske 

Min søn skilte sig hurtigt ud og fik diagnosen adhd. De gav mig en masse papire med hjem jeg skulle gennemlæse inden han startede medicinsk behandling, men jeg løj om at have læst den bunke papire de gav mig da den virkede kedelig lang og uoverskuelig.

Medicinen virkede ikke så jeg nærstuderede retalinen og fik et chok over bivirkningerne og stoppede hans "behandling".

Nu sad jeg her til aften og kiggede babybilleder og jeg husker hvor mange hjerneblødninger han har givet mig,jeg husker hvor mange gange jeg har givet ham skylden for noget der viste sig at være min fejl. Jeg føler mig som en kegle. Han er jo kun et barn og så skal han opdrages af en som mig?

Jeg googlede mig til et adhd skema for voksne og jeg kan krydse af i "meget ofte" det meste af rækken igennem så jeg ved jo godt at det med stor sandsynlighed er mig den er gal med. Jeg har læst bivirkingerne ved medicinen og ved at jeg ikke vil give hverken migselv eller min søn den. Ergo kan jeg konkludere at vores liv ikke forandre sig. 

Hans adhd er langt fra mild og det ødelægger utroligt meget for os. At jeg fungere på næsten samme måde er jo et mareridt. Han burde ikke opdrages af en som mig. Jeg er impulsiv styret. Jeg tænker alt for ofte med albuen (læs tænker IKKE). 

For lidt over 1 år siden var der en eks narkoman der havde siddet inde for 2 mord der truede min mor og jeg gik hen imod hende parat til at ville ofre mit liv for min uduelige mor (laang historie). Det eneste jeg havde i tankerne var hvordan eks narkomanens blod ville smage. Jeg var rasene og parat til hvad som helst. 

Jeg endte uden skrammer hjemme i lejligheden hvor min kæreste ventede. Først da jeg så ham og min søn gik det op for mig hvad min søn kunne have mistet.

Med alle de tanker..helt ærligt,og vær nu ærlige!!!!! Burde jeg give op nu? Jeg vil gerne,rigtig gerne men det virker som om at ligegyldig hvad jeg gør så ødelægger jeg det for migselv og andre hvilket gør mig til et dårligt forbillede. Desuden har jeg inden uddannelse da jeg ikke kan tage mig sammen og har seriøse temperamentproblemer.

Jeg tror jeg har adhd..Og gid jeg ikke var født med det og ikke skulle leve med det. Jeg ville ønske jeg kunne puste mit adhd på en døgnflue,det er jo begrænset hvad den skal gennegå på 24 timer i forhold til en som mig.

Jeg har ondt af min søn og det er der sikkert andre der også har når de læser dette,så hvis du ved hvad jeg skal gøre så kommenter gerne!

Anonym da jeg har familie på sitet 

Anonym skriver:

Jeg sad lige og gennemgik min tid som forældre. Jeg har haft et utal af "hjerneblødninger" hvor jeg slet slet slet  ikke magtede at have det ansvar jeg havde. Jeg bad ikke om at blive bedraget og stå alene med et sygt barn der havde kolik. Vi fik den værste start og som tiden gik og han blev mere krævende følte jeg mig 12 år gammel. Jeg gad ham virkelig ikke og når jeg klagede min nød til familien blev jeg spist af med "Vi klarede det,så kan du også". Tak. En bar røv at trutte i. Ingen hjælp at hente der. Jeg følte mig som et virkelig dårligt menneske 

Min søn skilte sig hurtigt ud og fik diagnosen adhd. De gav mig en masse papire med hjem jeg skulle gennemlæse inden han startede medicinsk behandling, men jeg løj om at have læst den bunke papire de gav mig da den virkede kedelig lang og uoverskuelig.

Medicinen virkede ikke så jeg nærstuderede retalinen og fik et chok over bivirkningerne og stoppede hans "behandling".

Nu sad jeg her til aften og kiggede babybilleder og jeg husker hvor mange hjerneblødninger han har givet mig,jeg husker hvor mange gange jeg har givet ham skylden for noget der viste sig at være min fejl. Jeg føler mig som en kegle. Han er jo kun et barn og så skal han opdrages af en som mig?

Jeg googlede mig til et adhd skema for voksne og jeg kan krydse af i "meget ofte" det meste af rækken igennem så jeg ved jo godt at det med stor sandsynlighed er mig den er gal med. Jeg har læst bivirkingerne ved medicinen og ved at jeg ikke vil give hverken migselv eller min søn den. Ergo kan jeg konkludere at vores liv ikke forandre sig. 

Hans adhd er langt fra mild og det ødelægger utroligt meget for os. At jeg fungere på næsten samme måde er jo et mareridt. Han burde ikke opdrages af en som mig. Jeg er impulsiv styret. Jeg tænker alt for ofte med albuen (læs tænker IKKE). 

For lidt over 1 år siden var der en eks narkoman der havde siddet inde for 2 mord der truede min mor og jeg gik hen imod hende parat til at ville ofre mit liv for min uduelige mor (laang historie). Det eneste jeg havde i tankerne var hvordan eks narkomanens blod ville smage. Jeg var rasene og parat til hvad som helst. 

Jeg endte uden skrammer hjemme i lejligheden hvor min kæreste ventede. Først da jeg så ham og min søn gik det op for mig hvad min søn kunne have mistet.

Med alle de tanker..helt ærligt,og vær nu ærlige!!!!! Burde jeg give op nu? Jeg vil gerne,rigtig gerne men det virker som om at ligegyldig hvad jeg gør så ødelægger jeg det for migselv og andre hvilket gør mig til et dårligt forbillede. Desuden har jeg inden uddannelse da jeg ikke kan tage mig sammen og har seriøse temperamentproblemer.

Jeg tror jeg har adhd..Og gid jeg ikke var født med det og ikke skulle leve med det. Jeg ville ønske jeg kunne puste mit adhd på en døgnflue,det er jo begrænset hvad den skal gennegå på 24 timer i forhold til en som mig.

Jeg har ondt af min søn og det er der sikkert andre der også har når de læser dette,så hvis du ved hvad jeg skal gøre så kommenter gerne!

 

Anonym da jeg har familie på sitet 

Jeg tror godt jeg ved, hvem du er.. Du får lige en 

Du har klart gjort dit bedste og det er svært at forlange andet af mennesker - for vi er jo KUN mennesker...

Jeg synes du skulle snakke med din læge on de her tanker.. De gavner slet ikke hverken dig eller din dreng.. 

Håber du finder en måde at holde hovedet over vande..

Bare det at ringe til en læge er åbenbart et problem. Jeg fik en henvisning for ½ år siden og jeg har ikke taget mig sammen til at få det gjort endnu,så nu skal der ringes..igen! Jeg ringer i morgen. Jeg fik ikke ringet i dag 

Findes der redskaber til voksne som IKKE vil have medicin? For mig og min søn minder utrolig meget om hinanden,jeg elsker ham virkelig højt,men på de dage hvor jeg føler at alt køre med 130 i timen så knækker den røde tråd når jeg skal sige for 30 gang at det er farligt at løbe på trappen. Han er faldet ned og selv det hjalp ikke på hans forståelse eller respekt for trappen. Jeg kan ikke pakke vores hjem ind i vat,han er motorisk stærk men virker evnesvag,akkorat som sin mor.. 

Han er der,men han er der ikke alligevel. Det er så irriterene og det værste er at jeg fungere på samme måde. Du kan sidde og tale til mig,men jeg høre dig ikke,jeg kommer måske med svar i en samtale men jeg kan ikke gengive det for dig for jeg har kun hørt en brøkdel og derefter glemt hvad du sagde fordi jeg var optaget af noget mere fængene som lyden af et kasseapperat,en underlig skygge eller noget lign.

Selvom jeg rigtig rigtig gerne vil være den bedste kæreste og den bedste mor så er jeg verdner fra at blive det. Jeg er en pyllermor det meste af tiden,men fra det ene sekundt til det andet så vender det 180grader i min verden,og når det sker så ville jeg ønske jeg aldrig havde valgt at få en familie. Alt virker så stressene,forudsigeligt og dødkedeligt når det hele snurre 180 grader.

Hvor belastene er det ikke lige? Min søn minder så meget om mig,og hvordan skal jeg være et godt forbillede for ham når jeg ikke engang er det for migselv? 

Jeg har en jobkonsulent som forventer at jeg er klar til at studere,men hvad skal jeg studere?? Jeg kan ikke engang overskue at se et dr phil show fra start til slut (seriøøøst),hvordan skal jeg så tage en uddannelse? 

Jeg bruger denne tråd til at notere de tanker jeg har så jeg kan gengive det senere hen hvis det skulle blive nødvendigt for en psykolog,læge m.m. 

Tak for krammeren Kathepige 

skynd dig at få kontaktet din læge igen det er ikke nemt at ha det som dig

må jeg spørge hvorfor det er at du ikke vil have medicin hvis du evt får en ADHD diagnose, eller ikke ønsker at give din dreng det? det er helt ok hvis du ikke har lyst til at svare.

jeg har selv to drenge der er i medicinsk behandling, og det fungere super godt. det har været svært at medicinere den ene da han ikke har haft effekt af depotmedicin, han har forsøgt flere forskellige mærker uden effekt men får nu ritalin 4 gange om dagen og det fungere fantastisk. hans bror får medikinet depot en gang om dagen og det virker for ham

Mit forslag:

Ring til din sagsbehandler eller læge. Forklar dem situationen, hvis du ikke kan forklare dem det, så print dit indlæg ud. Det er meget sigende.

Jeg synes det er vigtigt at du får noget hjælp, hvis ikke medicink, så må det være med noget psykolog så du kan tackle din adhd. Det er vigtigt at både dig og din søn får noget hjælp.

Forestil dig din dreng i teeange alderen - hvis han ikke har lært at mestre sin adhd.

mor:) skriver:

Mit forslag:

Ring til din sagsbehandler eller læge. Forklar dem situationen, hvis du ikke kan forklare dem det, så print dit indlæg ud. Det er meget sigende.

Jeg synes det er vigtigt at du får noget hjælp, hvis ikke medicink, så må det være med noget psykolog så du kan tackle din adhd. Det er vigtigt at både dig og din søn får noget hjælp.

Forestil dig din dreng i teeange alderen - hvis han ikke har lært at mestre sin adhd.

Jeg er helt enig.

Måske du også skal snakke med din læge vedr. medicinen. Måske I kan få en god snak om bivirkninger vs. det som medicinen vil kunne hjælpe med.

Jeg synes det er vigtigt, at du får snakket med din læge hurtigst muligt.

foto på lærred skriver:

Jeg er helt enig.

Måske du også skal snakke med din læge vedr. medicinen. Måske I kan få en god snak om bivirkninger vs. det som medicinen vil kunne hjælpe med.

Jeg synes det er vigtigt, at du får snakket med din læge hurtigst muligt.

Anonym skriver:

Jeg sad lige og gennemgik min tid som forældre. Jeg har haft et utal af "hjerneblødninger" hvor jeg slet slet slet  ikke magtede at have det ansvar jeg havde. Jeg bad ikke om at blive bedraget og stå alene med et sygt barn der havde kolik. Vi fik den værste start og som tiden gik og han blev mere krævende følte jeg mig 12 år gammel. Jeg gad ham virkelig ikke og når jeg klagede min nød til familien blev jeg spist af med "Vi klarede det,så kan du også". Tak. En bar røv at trutte i. Ingen hjælp at hente der. Jeg følte mig som et virkelig dårligt menneske 

Min søn skilte sig hurtigt ud og fik diagnosen adhd. De gav mig en masse papire med hjem jeg skulle gennemlæse inden han startede medicinsk behandling, men jeg løj om at have læst den bunke papire de gav mig da den virkede kedelig lang og uoverskuelig.

Medicinen virkede ikke så jeg nærstuderede retalinen og fik et chok over bivirkningerne og stoppede hans "behandling".

Nu sad jeg her til aften og kiggede babybilleder og jeg husker hvor mange hjerneblødninger han har givet mig,jeg husker hvor mange gange jeg har givet ham skylden for noget der viste sig at være min fejl. Jeg føler mig som en kegle. Han er jo kun et barn og så skal han opdrages af en som mig?

Jeg googlede mig til et adhd skema for voksne og jeg kan krydse af i "meget ofte" det meste af rækken igennem så jeg ved jo godt at det med stor sandsynlighed er mig den er gal med. Jeg har læst bivirkingerne ved medicinen og ved at jeg ikke vil give hverken migselv eller min søn den. Ergo kan jeg konkludere at vores liv ikke forandre sig. 

Hans adhd er langt fra mild og det ødelægger utroligt meget for os. At jeg fungere på næsten samme måde er jo et mareridt. Han burde ikke opdrages af en som mig. Jeg er impulsiv styret. Jeg tænker alt for ofte med albuen (læs tænker IKKE). 

For lidt over 1 år siden var der en eks narkoman der havde siddet inde for 2 mord der truede min mor og jeg gik hen imod hende parat til at ville ofre mit liv for min uduelige mor (laang historie). Det eneste jeg havde i tankerne var hvordan eks narkomanens blod ville smage. Jeg var rasene og parat til hvad som helst. 

Jeg endte uden skrammer hjemme i lejligheden hvor min kæreste ventede. Først da jeg så ham og min søn gik det op for mig hvad min søn kunne have mistet.

Med alle de tanker..helt ærligt,og vær nu ærlige!!!!! Burde jeg give op nu? Jeg vil gerne,rigtig gerne men det virker som om at ligegyldig hvad jeg gør så ødelægger jeg det for migselv og andre hvilket gør mig til et dårligt forbillede. Desuden har jeg inden uddannelse da jeg ikke kan tage mig sammen og har seriøse temperamentproblemer.

Jeg tror jeg har adhd..Og gid jeg ikke var født med det og ikke skulle leve med det. Jeg ville ønske jeg kunne puste mit adhd på en døgnflue,det er jo begrænset hvad den skal gennegå på 24 timer i forhold til en som mig.

Jeg har ondt af min søn og det er der sikkert andre der også har når de læser dette,så hvis du ved hvad jeg skal gøre så kommenter gerne!

 

Anonym da jeg har familie på sitet 

Hvor bliver jeg ked af at læse dit indlæg du skal ihvertfald have noget hjælp.

Jeg vil råde dig til at gå til lægen og få tjekket dit stofskifte

Grunden til at jeg skriver til dig er at jeg siden jeg var 19-20 år ( er idag 38 år) har lidt af for højt stofskifte, og også tænkt med albuen alle dine symptomer for ADHD havde jeg også. 

Der gik mange år før jeg fik taget hånd om det og søgte læge.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå inde i mit hoved hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, kunne ikke fuldføre hverken job eller uddannelser og skiftede kærsterne ud uafbrudt og var sindsyg impulsiv i alt hvad jeg foretog mig, kunne ikke sidde stille i bare 5 min, så jeg kan udemærket sætte mig ind i alt det du skriver

Jeg blev i 2008 opereret for struma og skal være på medicin resten af livet og fungerer fint idag og har fået RO og er kommet 100% i ballance både i sind og krop

Jeg håber virkelig for dig og din dreng at i får hjælp hurtigst muligt

Stort  fra mig og pøj pøj med det hele

Det er godt du stoppede med medicinen til din søn. Ritalin er ekstrem farligt og ingen ved helt præcist hvad det gør ved mennesker. Det er baseret på LSD.

Jeg tænker at det måske var en idé at få din søn i familiepleje.

Det lyder som om du har brug for at finde dig selv og finde ud af hvem du er og hvad du kan.

Om du har adhd kan ingen herinde afgøre. Men det bekymrer mig at din lille søn får skylden for at du har hjerneblødninger? (Mener du det seriøst eller er det et synonym for at du får "nok" af ham?)

Jeg kender mange med adhd, der har taget korte uddannelser og nogle sågar længere uddannelser. Hvis man beder om hjælp, så er der hjælp at hente.

aarhusmor skriver:

Det er godt du stoppede med medicinen til din søn. Ritalin er ekstrem farligt og ingen ved helt præcist hvad det gør ved mennesker. Det er baseret på LSD.

Jeg tænker at det måske var en idé at få din søn i familiepleje.

Det lyder som om du har brug for at finde dig selv og finde ud af hvem du er og hvad du kan.

Om du har adhd kan ingen herinde afgøre. Men det bekymrer mig at din lille søn får skylden for at du har hjerneblødninger? (Mener du det seriøst eller er det et synonym for at du får "nok" af ham?)

Jeg kender mange med adhd, der har taget korte uddannelser og nogle sågar længere uddannelser. Hvis man beder om hjælp, så er der hjælp at hente.

Hvad helvede er det for en gang lort at lukke ud

Hvis du skal kommentere på noget om Ritalin, så sørg for at have dine facts i orden...

Baseret på LSD, LOL, du ved ikke hvad du snakker om, det er tydeligt! Og ekstramt farligt ? Hvis det er så farligt, som du få det til at lyde, ja så ville der sgu nok ikke være nogen.. der fik det!

Og ikke mindst træd da endelig ekstra på en mor der i forvejen ligger ned, ved skrive at det måske var en ide at få hendes søn i familie pleje... Det tror jeg virkelig også hjælper!

Meget surt opstød herfra!