Jeg er sur og ked hele tiden :-(

Anonym skriver:

Dit indlæg kan virkelig virkelig hjælpe mig!! Hold op hvor er jeg glad for du også skrev!!  (glædeståre) Jeg vil absolut følge alle dine råd, for du har virkelig ramt plet.
Vi bor til leje, så det er jo nemt at komme af med. Det er bare om at finde noget andet - men den tid skal jo nok komme. Det er bare mig der får strikken en 'historie' sammen i hovedet og så skal det hele gerne køre lige præcis efter det jeg havde forstillet mig, ellers kolapser min verden. Det er rigtig skidt, for det er sgu sjældent alt går nøjagtig som man forstiller sig det skal!

Tusinde tak fordi du skrev alt det du gjorde. Jeg gemmer dit indlæg på min computer, hvor skørt det end lyder. Jeg har brug for at læse det flere gange og virkelig få styr på mig selv, mit liv og hvad jeg vil med det. Jeg vil jo være glad og lykkelig og ikke den her sure kælling :-( Jeg vil have den uddannelse jeg har sat mig for at tage, ikke give op. Jeg vil værdsætte min dejlige familie og det, at min kæreste lader mine raseriudbrud gå ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg vil kæmpe for at komme i hus inden så længe, men lade være med at tro at det sker om 1 uge eller 1 måned! Finde de positive ting ved det sted vi bor nu, nyde tiden med vores lille herlighed og huske at lave nogle af de ting jeg gjorde før vi fik barn. Så jeg ikke føler jeg mister mig selv.

TAK igen! 

Velbekom.

Er rigtig glad for, du kunne bruge mit svar til noget

Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Ja, han er da godt nok overbærende! Jeg er så super glad for, at han også kan se, at det slet ikke er ham den er gal med!

De første par uger efter fødslen havde jeg det rigtig skidt og mærkeligt. Hver aften kl. 18 græd jeg og havde slet ikke lyst til at være der hvor jeg var i mit liv. Jeg havde i virkeligheden lyst til bare at kravle op i skødet på min egen mor og bare ligge der til den lyse morgen. Det har været en omvæltning at skulle give  så meget af mig selv til et andet menneske, som ikke gav noget igen. (forstå mig ret). Og ja, pludselig kunne min kæreste og jeg ikke sidde for os selv og se en film, tage ud i byen og shoppe, gå på café osv.. Man forstiller sig.. Eller, jeg forstillede mig hvordan det ville være med barn, men man aner ikke hvad det er, før man står i det. Nu nyder jeg det at være mor og have en lille familie hver dag! Men jeg er jo åbenbart bare stadig sårbar og "nem at pisse af". Jeg er bare glad for, at min kæreste ved lige hvad jeg går igennem og bar eer der for mig og ikke lader sig mærke af, at jeg kan være en led kælling.

Tak!!

Jeg ved hvordan du har det for sådan have vi det også vi er et par som ser meget film og nyder hinanden rigtig meget...

så det med at få et barn vi havde slet ikke tid til hinanden vi sov aldrig i ½år tid det var så hårdt.....

men efter det fandt han endelig en rytme og vi fik tid for os selv igen og nu er alt jo bare perfekt. elsker da min familie og vil ikke bytte for noget i verden

Anonym skriver:

Ja, jeg fik snakket med ham i går fordi B&J sagde jeg skulle ;-) Og selvom ham og jeg ellers snakker så godt sammen, så havde jeg slet ikke skænket det en tanke at fortælle ham det. Sådan rigtig med at kigge ham i øjnene og sige, at han ikke er mit problem! Men at mine problemer går ud over ham. Det fik jeg gjort i går - og hvor er jegglad for jeg gjorde det. Han var fuldt ud forstående og vidste godt, at det intet havde med ham at gøre. Han mindede mig om, at jeg er (alt for) god til at lægge planer i mit hovede og hvis tingene ikke går snor lige efter min forstilling, så ramler min verden. Det skal jeg virkelig vænne mig af med, for det volder mig bare problemer. Det er jo for sørensen sjædent, at alting går lige efter ens hovede. Især når der er så mange andre mennesker end en selv involveret.

Jeg er glad for, at du også kan læse, at det ikke er ham der er mit problem. Jeg kan sgu nogle gange komme i tvivl, fordi jeg jo hele tiden er sur på ham. :-( Men inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke er ham jeg er sur på!!! 

B&J skriver:

Jeg ved hvordan du har det for sådan have vi det også vi er et par som ser meget film og nyder hinanden rigtig meget...

så det med at få et barn vi havde slet ikke tid til hinanden vi sov aldrig i ½år tid det var så hårdt.....

men efter det fandt han endelig en rytme og vi fik tid for os selv igen og nu er alt jo bare perfekt. elsker da min familie og vil ikke bytte for noget i verden

Det kan godt nogle gange føles som om, at vi aldrig får den tid tilbage... Altså, tiden til hinanden tilbage, hvor vi kan sidde og se en film unden at skulle pause den 17 gange fordi vores barn græder, skal skiftes, skal mades, skal underholdes eller what ever. Og sex :- /  Det er altså også svært, hvis vores barn midt i det hele begynder at skrige og mine bryster så bogstavelig talt sprøjter ud med mælk.. Øv :-(

Men det er så dejligt at høre, at tiden kommer igen! At det ikke vil være sådan her i mange mange år. Jeg ved det jo nok godt, det er bare rart at høre fra andre! Så er det ligesom nemmere at tro på, end hvis man selv prøver at "bilde sig det ind". Og med alt det andet der trykket mig, så skal det jo også nok løse sig.
Jeg har haft nogle rigtig gode dage og vi har det bare meget bedre sammen igen. Jeg er virkelig glad for, at du skrev!

Storms-Mor skriver:

Ej hvor r det dejligt at læse at snakke samm løser ofte mange problemer

Da jeg læste det du skrev kun jeg hurtig læse hvor højt du elsker ham men at du havde et problem med dig selv som kunne ende med at koste forholdet

Ja, hvis jeg blev ved at mugge og vrisse sådan, så havde det helt sikkert kostet et forhold, som jeg elsker så meget at være i!

Jeg har haft nogle rigtig gode dage siden vi snakkede og det er blevet meget nemmere ikke at vrisse og mugge! Jeg er bevidst om, hvad jeg gør og at det ikke har noget med min kæreste at gøre! Det sidste er jeg rigtig glad for, at have indset. Det gjorde mig utrolig ked af det før.

For nogle aar tilbage havde jeg det lidt som du beskriver. Det var dog ikke i forbindelse med at faa boern.

Jeg var sur rigtig meget (naar jeg normalt er den mest positive person jeg kender) og jeg kunne ogsaa sidde og graede naar jeg var alene. Saadan egentlig uden grund. Jeg kunne sagtens se at jeg havde aendret mig og kunne ihvertfald ikke lide den person jeg var blevet til. Jeg kom bare aldrig saa langt som til at bede om hjaelp og gode raad som du goer, saa "thumbs up" for det.

Jeg vil tro det tog ca. et aar foer jeg blev mig selv igen. Og senere har jeg taenkt at jeg faktisk tror at jeg havde en lille depression. Ihvertfald var der noget galt, men heldigvis kom jeg tilbage til mit positive jeg.

Min kaereste stod ogsaa ved min side hele tiden. Han var dog en relativt ny kaereste (saa fatter egentlig ikke han gad), men det markerede vores forhold ret meget i lang tid efter, for han troede jo at den "dumme" person det faktisk var mig. Saa der gik mange aar foer han fandt ud af at jeg faktisk slet ikke er sur eller negativ, saa generelt.

Nu ved jeg jo ikke om det faktisk var en depression, men jeg tror du maaske skulle snakke med din laege om det. Og hvis det kraever nogle samtaler med nogen profesionelle saa du kan finde ind til problemet, saa kan du maaske faa det bedre meget foer.

Held og lykke. 

Anonym skriver:

....og jeg ved ikke hvorfor. Alt hvad min kæreste gør er enten ikke godt nok eller pisse irriterende. Vi har et barn sammen på snart 2 måneder, vi bor et sted ingen af os gider bo, han har haft et job siden jan. hvor de tog røven på ham hver dag, han har endelig fået nyt men det er kun 32 timer, så jeg er nervøs for, om det hele kan løbe rundt. Vi har kig på et hus og venter svar fra banken. Jeg er total nedtrykt og hvis banken siger nej til at vi må flytte i hus, tror jeg min verden falder sammen.

Jeg elser vores barn overalt på jorden og prøver bestemt alt hvad jeg kan, for at være glad i hans nærvær. Men overfor min kæreste.... Jeg vrisser nærmest konstant og når han vil kysse og kramme mig, så er jeg bare så afvisende. Jeg hader det!!!! Jeg vil så gerne være glad og ikke bekymre mig. Jeg vil så gerne grine sammen med ham istedet for at starte skænderier og ubehageligheder..

Når min kæreste ikke er her, savner jeg ham. Og jeg har lyst til at kalde ham hjem fra job, så jeg kan fortælle ham, hvor højt jeg elsker ham!! ............men så snart han kommer hjem fra arbejde, så går alt bare ud over ham og jeg har slet ikke overskud til at være kærlig overfor ham eller tage imod hans kærlighed. Lige nu har jeg lyst til at græde og græde, indtil jeg sover. Jeg savner min kæreste, jeg hader mig selv for at være sur da han tog afsted og ikke give ham det kys og kram tilbage, som han gav mig. Jeg hader at være bekymret og ked af vores bolig- og arbejds situation. Hader at alle mine tanker, skal gå ud over den mand, som elsker mig så uendeligt højt og vil ofre alt for min skyld.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal ´komme ud og komme videre´, så jeg kan være glad, lykkelig og være der ligeså meget, som min kæreste er der for mig.
Et piveindlæg, fordi jeg havde brug for det, trods jeg forbliver anonym.

Jeg tror måske ikke det har noget med ham at gøre personligt. Jeg tror bare tingene er smadder stressede pt

Hvis i får huset, kan det så løbe rundt med hans timer? Han er sikkert også stresset og ærgerlig over det job der tog røven på ham Kan i ikke gøre noget ved det, fagforening feks?

Og så vil jeg sige at når i har et barn på 2 måneder, så er det altså normalt man er lidt træt og følelserne sidder udenpå tøjet.

Når du får de tanker om at du savner ham og elsker ham, så send ham en sms hvor du skriver det. Måske kunne det give ham et smil på læben og starte en god cirkel?

Anonym skriver:

....og jeg ved ikke hvorfor. Alt hvad min kæreste gør er enten ikke godt nok eller pisse irriterende. Vi har et barn sammen på snart 2 måneder, vi bor et sted ingen af os gider bo, han har haft et job siden jan. hvor de tog røven på ham hver dag, han har endelig fået nyt men det er kun 32 timer, så jeg er nervøs for, om det hele kan løbe rundt. Vi har kig på et hus og venter svar fra banken. Jeg er total nedtrykt og hvis banken siger nej til at vi må flytte i hus, tror jeg min verden falder sammen.

Jeg elser vores barn overalt på jorden og prøver bestemt alt hvad jeg kan, for at være glad i hans nærvær. Men overfor min kæreste.... Jeg vrisser nærmest konstant og når han vil kysse og kramme mig, så er jeg bare så afvisende. Jeg hader det!!!! Jeg vil så gerne være glad og ikke bekymre mig. Jeg vil så gerne grine sammen med ham istedet for at starte skænderier og ubehageligheder..

Når min kæreste ikke er her, savner jeg ham. Og jeg har lyst til at kalde ham hjem fra job, så jeg kan fortælle ham, hvor højt jeg elsker ham!! ............men så snart han kommer hjem fra arbejde, så går alt bare ud over ham og jeg har slet ikke overskud til at være kærlig overfor ham eller tage imod hans kærlighed. Lige nu har jeg lyst til at græde og græde, indtil jeg sover. Jeg savner min kæreste, jeg hader mig selv for at være sur da han tog afsted og ikke give ham det kys og kram tilbage, som han gav mig. Jeg hader at være bekymret og ked af vores bolig- og arbejds situation. Hader at alle mine tanker, skal gå ud over den mand, som elsker mig så uendeligt højt og vil ofre alt for min skyld.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal ´komme ud og komme videre´, så jeg kan være glad, lykkelig og være der ligeså meget, som min kæreste er der for mig.
Et piveindlæg, fordi jeg havde brug for det, trods jeg forbliver anonym.

Jeg syntes faktisk det lyder som om du har stress eller depression. Jeg har selv haft begge og det ødelægger ens verden af.

Som du siger så savner og elsker man når savnet eller kærligheden ikke er i nærheden, men når den er der så har man næsten lyst til at løbe væk fordi man ikke ved hvordan man skal omfavne den.

Mange ser det som en del af ens daglig dag, men det kan i virkelig gå mere galt end du tror. Syntes du skal ringe til dig læge og fortælle hvor træls du har det og så håbe på at din læge vil gøre noget ved det.

Anonym skriver:

Det kan godt nogle gange føles som om, at vi aldrig får den tid tilbage... Altså, tiden til hinanden tilbage, hvor vi kan sidde og se en film unden at skulle pause den 17 gange fordi vores barn græder, skal skiftes, skal mades, skal underholdes eller what ever. Og sex :- /  Det er altså også svært, hvis vores barn midt i det hele begynder at skrige og mine bryster så bogstavelig talt sprøjter ud med mælk.. Øv :-(

Men det er så dejligt at høre, at tiden kommer igen! At det ikke vil være sådan her i mange mange år. Jeg ved det jo nok godt, det er bare rart at høre fra andre! Så er det ligesom nemmere at tro på, end hvis man selv prøver at "bilde sig det ind". Og med alt det andet der trykket mig, så skal det jo også nok løse sig.
Jeg har haft nogle rigtig gode dage og vi har det bare meget bedre sammen igen. Jeg er virkelig glad for, at du skrev!

ja tiden kommer igen det lover jeg især når i kommer ind i en god rytme og barnet sover og i får nogle timer for jer selv.. jeg ELSKER vores dreng men elsker også når han er kommet i seng kl 19-19.30 for så har mig og min kæreste alene tid sammen og det er vidunderligt