Ja, det må vidst være tid til, min fødselsberetning kommer herind - jeg har lige set billederne igennem som min kæreste var så sød at tage - mange billeder. Og neej hvor sidder jeg bare med tårer i øjnene nu, det var en så fantastisk oplevelse.
**
Efter flere måneders overvejelse, et par måneders planlæggelse og en hurtig flytning i januar, besluttede vi os for, vi ville se, om det ikke kunne lykkes med en hjemmefødsel for os.
Tanken om den hjemlige hygge, radio, fødekar ( der ellers ikke er en mulighed på Bornholm), egne omgivelser og ingen mulighed for medicinsk smertelindring tiltalte mig, og jeg glædede mig til at kunne nyde fødslen i stuen foran fjernsynet (med radioen 
)sammen med min kæreste og med min mor inden for rækkevidde.
Vores familier var ikke meget for, at fødslen ikke skulle foregå på et hospital, og vi hørte flere kommentarer om, at en førstegangsfødende ikke kunne føde uden smertelindrende (det var kun forbeholdt 3. gangs fødende), og langt de fleste stillede sig uforstående overfor, at vi overhoved turde føde hjemme. Deres holdning var, at det var både farligere og mere utrygt end på et hospital.
For os er hjemmet dog trykkest ( også selvom det var et nyt sted), og vi fortsatte planlægningen, velforberedte på, der kunne ske at vlre en overflytning og velvidende en fødsel altid kan ende i et kejsersnit, hvilket var min store frygt. Nåle og indgreb af anden art i noget så naturligt som en fødsel er ikke lige mig. Netop derfor læste jeg meget om kejsersnit før fødslen, så billeder af ar osv. så jeg var forberedt hvis fødslen ikke gik som planlagt.
Og det er nok ved at være let nok at regne ud, min hjemmefødsel ikke blev til en hjemmefødsel.
Min termin var den 27. februar og jeg var selv overbevist om, det ville blive den 29. men da dagen kom og gik uden der var sket noget, var jeg en "smule" frustreret. Min mor lå i ekstrasengen i stuen, fødekaret stod klar ved siden af, godt polstreret med dyner, tæpper og et par enkelte puder så kun pose og vand skulle i før jeg ville kunne hoppe i.
Mathias, min kæreste, var neop faldet i søvn, og jeg lå selv halvirriteret og læste på hvordan fødslen kunne gå i gang, for hvis barnet ikke ville ud den 29. februar, ja, så var jeg af den mening at så ville Han /hun (vi kendte ikke kønnet) nok slet ikke ud !
Jeg lå og læste i ca en halv time efter jeg var kommet i seng før jeg mærkede en "murren" i maven og hørte en lyd som en knaldperle var nytårsaften. Da jeg kiggede på uret var klokken præcis 01.00 den 1. marts, og da kunne jeg godt mætke, der var et eller andet varmt, der begyndte at sive ud for neden.
Så i et råb fik jeg vækket Mathias, der hurtigt satte sig op (halvt sovende, og ret forvirret) og skyndte sig ind efter en af de enorme bleer, vi havde fået med i "hjemmefødselspakken".
Jeg forsøgte forgæves at golde vandet i den mens jeg skyndte mig ud på badeværelset, men både min mor ( der kom ud på badeværrelset til en storsmilende og grinende datter ) har efterfølgende fortalt mig, de måtte tørre et meget pænt spor op fra sengen, ud på gangen og videre ud på toilettet.
Hvor er det vildt hvor meget vand der var ! Heldigvis var det helt klart, hvilket var en betingelse for hjemmefødsel.
Efter et kort opkald til min skønne jordemoder Tabea, der gerneville med til min fødsel, aftalte vi, hun ville kigge forbi før hun skulle møde på arbejde - ca. kl 8 ville hun være her.
Kl ca 1.30 kom veerne med Max 5 min imellem og med en varighed på ca 50 sek-1 min
Kl 3 var karet fyldt og efter at have ventet lidt, var det også en behagelig temperatur og jeg kunne hoppe i det (GLÆDE)
Jeg syntes veerne var ret slemme, men vandet og varmen hjalp og min mor og Mathias kunne få noget søvn.
Kl 8 kom Tabea. Hun mærkede på mig - 1-2 cm åben og ingen livmoderhals tilbage. Det var altid noget 
Derefter skulle hjertelyden lyttes til. Desværre viser det sig, der kommer et ekstra slag engang imellem, og det gør Tabea gerne vil have vi tager på hospitalet. Hun beroliger os med, at det er noget der normalt ikke har nogen betydning, men at det dog kan ske, fødslen kommer til at foregå på hospitalet, og hun råder os derfor til at tage en taske med tøj osv med til efter fødslen.
Vi ankommer til hospitalet omkring 9.20 og de vil gerne beholde os. En jordemoder tager imod os og måler hjertelyd og veer (CTG) og overlægen tilkaldes for at tjekke.
Pga. de ekstra hjerteslag, får vi at vide, det kan ske at ende i kejsersnit, og jeg får derofr taget blodprøver og får at vide, jeg intet må spise.
Kl. 10.30 har jeg veer hvert andet minut, og de varer ca. 1 min. Jeg arbejder godt med veerne, nyder dem virkelig stor mest over sengen, oppe ad en væg eller i vindueskarmen, der alle har en god højde. Det er helt fantastisk hvad kroppen er i stand til.
Får massage over lænden af Mathias når veerne er værst.
Kl. 16 er der jordemoderskift og ind kommer Hanne, som jeg før har hilst på i forbindelse med hjemmefødselsforum og enkelte tjek i graviditeten.
Hun lytter til mine ønsker i forhold til fødslen - bla. :
- så vidt muligt ingen medicinsk indblanden - hverken smertelindring eller ve-drop osv.
- Farmand klippe navlestrengen
- ønsker ikke at føde mens jeg ligger på ryggen (større risiko for store bristninger, samt meget unaturlig fødestilling)
- Ender det i kejsersnit, så at få barnet lagt op til mig som ved en "normal" fødsel - nøgen på brystet
Kl. 17.20 er jeg 6 cm åben og kl. 18.30, 7-8 cm. Kl. 20.45 har det ikke ændret sig - der er jeg stadig 8 cm åben
Jeg får at vide, jeg kan prøve et ve-drop, men ønsker det ikke, og får i stedet varmepude, vestimmulerende akupressur og lavement (uf hvor er det ulækkert !)
Desværre er situationen stadig uændret kl 22 og jeg får at vide, der er behov for vestimulerende og anbefales ve-drop. Er vildt ked af det. Mit ønske havde været hjemmefødsel, kunne det ikke lade sig gøre, så en fødsel uden indgreb, og jeg havde klaret mig uden noget ønske om smertestillende - havde end ikke taget nogen panodil - så jeg syntes det hele var forfærdeligt utretfærdigt.
Jeg beder derfor om lidt betænkningstid og spørger om der ikke er andre muligheder. Svaret jeg får er akupunktur, men virker det ikke efter en halv time, står den alligevel på ve-drop.
Kl. 22.55 accepterer jeg ve-droppet, for hellere få det med det samme, hvis jeg alligevel ender med det.
Ve-droppet bliver lagt 23.15 - på det tidspunkt har jeg været 8 vm åben i 3 timer - højst sandsynligt i længere tid.
Kl. 00.30 den 2. marts er jeg stadig "kun" 8 cm åben på trods af det ubehagelige ve-drop. Hun havde ikke kunne skrue ret meget op for det, da veerne bare kom væltende over mig, og jeg kunne slet ikke arbejde med dem længere - lå bare og skreg og skreg.
Hanne ville lige snakke med den anden jordemoder om hvad der skulle gøres. Hun fortæller mig, at enten vil jeg få en epidural blokade sammen med vedroppet så de kan skrue højere op for vedroppet (jeg er fuldstændig udmattet) ellers ville det blive et kejsersnit, men der var der brug for overlægens accept.
Jeg hader virkelig det vedrop, og snakker med Mathias og min mor om situationen (da Hanne har skruet lidt ned for droppet så jeg kan få bare en lille pause imellem veerne) og fortæller dem, jeg håber på et kejsersnit. Har hørt flere historier om hvordan epiduralblokaden sammen med ve-droppet er endt i, barnet hurtigt må ud med en cup. Udover det har jeg hørt om en del bevirkninger ved epiduralblokaden, der gør, jeg slet ikke ønsker den. Fostervandet er heldigvis stadig klart og hjertelyden er vendt tilbage til at være normal kort efter vi kom til hospitalet.
Kl. 01.05 kommer overlægen ind og mærker på mig. Han konstaterer, jeg er 8 cm åben og at hovedet står en smule skævt og har en begyndende fødselssvulst. Og det bliver grunden til, det ender i kejsersnit.
01.20 får jeg noget ve-stoppende (HURRA!) og kl 01.35 ankommer vi til operationsstuen.
Det er en behagelig og rolig atmosfære, og de, der skal være med under kejsersnittet kommer og hilser på os.
Jeg kommer over på operationsbordet ( "Der kan jeg da ikke komme op" hvorefter en af de tilstedeværende må ente en skammel til mig), bliver sprittet af (AAAAAVVV - så var min hudløse lænd (pga massagen) ikke længere behagelig!), får spinalblokade (Ældre mand der skal gøre det, og mens jeg bliver sprittet af, spørger jeg ham om, hvor mange års erfaring han har. "Hvor mange år ligner det jeg har?" Spørger han, hvortil jeg stille siger noget med at det jo er populært at skifte branche. Han smiler lidt, halv griner måske nærmere og siger han har nok års erfaring. "Pres alt hvad du kan ud mod mine fingre," siger han så, hvorefter jeg får et stik i ryggen, puuh, alle de nåle...) får målt iltprocent, lagt forskellige drop, målt hjertelyd og puls.
Da blokeringen begynder at virkefår jeg voldsomme rysteture og mine tænder klaprer, kan slet ikke styre det. Jegfår lagt kateter og der bliver nevet lidt i mig for at finde ud af om bedøvelsen virker (" kan du mærke dette?" ".... jaah," er mit svar selvom jeg egentlig intet kan mærke)
Da klokken bliver 02.09 hører vi et skrig. Mathias skynder sig op, så han kan tage billeder og være med til at veje osv.
Vi får at vide det er en pige, men jeg tror dem ikke - når nu vi ikke har vidst kønnet i løbet af graviditeten har jeg gået og troet det var en dreng, og jeg var helt overbevist på det tidspunkt, så jeg sender narkoselægen afsted for at tjekke om det nu er en pige, bare lige for en sikkerhedsskyld.
Han kommer tilbage med svaret om at det virkelig er en pige, og så er jeg ellers helt grædefædig (selvom tårerne allerede flød) af Lykke. "Tænkt sig, en piiiige" blev jeg ved med at sige til den stakkels narkoselæge
Mathias kommer hen og viser mig hende. "Hun ligner en Sophia," siger han, og storsmiler. En meget stolt far Da hun kom ud, blev navlestrengen klippet, men det var et langt stykke, og Mathias fik lov at klippe det sidste stykke,
Lillepigen har ikke andet en en hue og en stofble på, og så viklet ind i en masse tæpper.
Da jeg er blevet syet sammen bliver vi kørt hen til opvågningen, og jeg bliver spurgt, om jeg vil have hende mig ned til hende før vi kører derhen, og jeg svarer lykkeligt ja. Hun har skreget og skreget af sult, og jeg vil bare gerne give hende noget mad.
Det var så fantastisk at få hende ned til mig, og mens hun spiste og vi blev kørt afsted, studerer jeg alt hvad jeg kan af hende - hendes lille næse, de små fingre, hendes buttede kinder og flotte øjne.
Det var en fantastisk oplevelse. Det startede ud som en hjemmefødsel med hygge i stuen, blev flyttet til en "hjemmefødsel på hospitalet" med hygge og "staerinlys" (med batteri i) på fødestuen og ender ud i et roligt kejsersnit med lidt grin, lidt gråd og en vidunderlig overraskelse.
Jeg følte jeg blev lyttet til undervejs, og havde det som om, jeg selv valgte min fødsel.
Desværre er det ikke muligt med en hjemmefødsel efter et kejsersnit, men fødeklaret skal helt klart hjem igen næste gang til udvidelsesveerne.
Netop som vi skulle afsted fra hospitalet (hun er født fredag den 2. marts kl. 02.09, og vi tog hjem søndag lidt over middag) blev vi enige om hendes navn - hun er bestemt en lille Sophia, og den 27. maj blev hun døbt - Sophia Aurora Maegaard <3
Amningen kører fantastisk og vores nu 4 måneder gamle datter er en fantastisk lille pige, der er sød ved sine forældre
Ved fødslen vejede hun 3430 gram og var 53 cm - for 1½ uge siden var hun vokset til 5600 gram og 63 cm, så jeg synes det går hurtigt. Men sådan har alle forældre det vidst
Er der nogen der sidder med spørgsmål om hjemmefødsel, kejsersnit eller andet, er I meget velkomne til at skrive, og så vil jeg svaret det bedste jeg kan / det hurtigste
Jeg håber jeg kan være med til at give et lille indblik i, at en fødsel godt kan være god selvom den ikke går helt som man forventede.
