Det er bare helt i orden! 
Jeg kan forstå at når du hører udtrykket ”Guds Rige”, kommer du til at tænke på et sted nogen tror de kommer når de dør. Det er helt forståeligt, for det er det man lærer i de fleste kirker.
Men det er nu ikke det Bibelen lærer, og det er dén Jehovas Vidner holder sig til. Læg mærke til hvad Jesus sagde i Fadervor:
”Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.” ( Mattæus kap. 6 vers 9 og 10)
Så man kan altså forstå at ”riget” vil ikke kun være i himmelen, men også på jorden!
Så det kommende ”Guds Rige” består ligesom ”Det Danske Kongerige” af to dele: en regering og nogle undersåtter; I Guds Rige vil regeringen være i himmelen og undersåtterne på jorden. Så man kan sige at hele verden vil blive som ét land, med én regering.
Og det er helt rigtigt at der er noget med et antal i regeringen. Ligesom der i det danske Folketing er 179 medlemmer, fortæller Bibelen præcis hvor mange ”folketingsmedlemmer” der vil være i Guds riges regering i himmelen. Hvis du har en bibel kan du finde det præcise antal flere steder i den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen. Fx i kapitel 14 vers 3. Der står også hvor de kommer fra, nemlig ”fra jorden”. Jehovas Vidner tror at dette antal skal forstås bogstaveligt.
Der er kun meget, meget få nulevende Jehovas Vidner der mener at de hører til disse få, særlige udvalgte regeringsmedlemmer, kun omkring én ud af hver tusinde. Langt de fleste tror på at blive ved med at leve her på jorden som undersåtter under Guds Rige. Og vi håber da at det bliver sammen med en hel masse andre flinke mennesker der har lyst til at leve på en fredelig jord uden landegrænser under en retfærdig regering! Det er derfor vi over hele verden besøger folk fra hus til hus for at finde dem der vil støtte ”Guds rige”.
Bibelen giver ikke noget antal på undersåtterne på jorden, men omtaler dem kun som ”en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer”. (Åbenbaringen kapitel 7 vers 9)
Så bare rolig - der er rigelig plads til alle der gerne vil opfylde kravene til at blive ”statsborger” i ”Guds rige” på jorden! 
Man kan lære mere fra Bibelen i kapitlet ” Hvad er Guds rige?” i bogen ” Hvad er det Bibelen virkelig lærer?”
Nu sagde Jesus jo i Fadervor om Gud ”lad dit navn blive helliget”, men mange kender ikke Guds navn, så bogen svarer også på hvad Guds navn er ( kapitel 1).
Jeg påstod jo øverst i det jeg har skrevet her, at man ifølge Bibelen ikke kommer i ”Guds Rige” når man dør. Hvad der ifølge Bibelen egentlig sker når man dør kan man lære i kapitel 6 og 7.
Jeg håber det gav svar på det – men det kræver at man bruger lidt tid på det, for at forstå det hele.
Men ellers skal jeg nok svare efter bedste evne.
Peter 